Kunstigt supermolekyle bruges til kræftmedicin og printerblæk

Den kemiske industri er godt i gang med at omfavne de kunstige supermolekyler dendrimerer.

Molekylerne er hovedpersoner i en ny bog. Kemikerne kan sammensætte dem efter behov, og deres vigtigste egenskaber er, at de kan efterligne naturens egne, selv om de er kunstigt skabt. Det forklarer lektor på Kemisk Institut ved Københavns Universitet Jørn Bolstad Christensen til videnskab.dk.

»Da jeg skulle skrive bogen, undersøgte jeg, hvilke firmaer som havde patent på dendrimerer. Jeg blev overrasket over, hvor mange forskellige typer af firmaer der faktisk bruger dem,« uddyber han.

»Jeg er overrasket over, hvor mange forskellige typer af firmaer der faktisk bruger dendrimerer,« siger lektor ved Københavns Universitet Jørn Bolstad Christensen, der netop har udgivet en bog om anvendelsen af de kunstige supermolekyler dendrimerer. Illustration: KU

Det gælder blandt andre kosmetikfirmaet L'Oreal, men molekylerne anvendes også i tandfyldningsmateriale eller i membraner til afsaltningsanlæg. Dendrimer-molekyler kan endvidere efterligne egenskaberne i stoffer som hår, træ, perlemor og knogle.

Transportmolekyle

Dendrimerer er også på vej ind i behandlingen af sygdomme som kræft, gigt og herpes.

»I min gruppe arbejder vi med, hvordan man kan bruge dendrimererne som små beholdere. Når man bygger et molekyle med denne her struktur, så opstår der et lille hulrum inde i molekylet. Man kan sige, at det er en lille æske, som er sat rimelig solidt sammen. Og det betyder, at man for eksempel kan putte medicin i,« fortæller Jørn Bolstad Christensen til videnskab.dk.

På den måde kan medicinen føres frem til de bakterier eller kræftceller.

Dendrimerer er endvidere perfekte til at efterligne kropcellernes egne egenskaber, så de ikke bliver frastødt af immunforsvaret og kan snyde sig til adgang til en celle.

»Man kunne for eksempel forestille sig, at der sad nogle bakterier inden i kroppens celler, som man havde svært ved at få has på. Så kan man lave en dendrimer, som har noget medicin inden i sig, der kan slå bakterierne ihjel. Uden på dendrimeren kan man sætte en stofgruppe, som bliver genkendt af cellen. Den fungerer som en slags nøgle, og på den måde kan dendrimeren få lov til at blive lukket ind i cellen, hvor den kan udløse medicinen og slå bakterierne ihjel,« forklarer Jørn Bolstad Christensen til videnskab.dk.

Den nye bog om dendrimerer er skrevet sammen med lektor Ulrik Boas fra Veterinærinstituttet ved Danmarks Tekniske Universitet og er blevet til på initiativ af den internationalt anerkendte dendrimer-kemiker Donald Tomalia.

Dokumentation

Cambridge University Press: Dendrimers, Dendrons, and Dendritic Polymers
Videnskab.dk: Kunstigt supermolekyle skal bekæmpe kræft, gigt og herpes

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Der er ingen grænser for industriens trang til at tilsætte forskellige kemiske stoffer til almindelig forbrugerprodukter.

Hvad skulle funktionen være i shampoo, der efterfølgende udledes til spildevandsrensning og yderligere ud i vandmiljøet.

Der skal være minimumskrav til nedbrydelighed i vand og jord (hvis disse dendrimerer ender i spildevandsslammet). mvh

  • 0
  • 0

Wow - kunstig skabte molekyler, det lyder næsten som om man skal være bange ... rigtig bange. Ud over at rigtig mange stoffer som vi til dagligt omgiver os med er kunstig skabte så som husholdningsfilm, nylon, teflon på stegepander, laminat bordpladen .... you name it.

Mere viden mindre snak: http://en.wikipedia.org/wiki/Dendrimer

Der er nok ikke den helt store grund til bekymring om forurening af spildevand og vandmiljø: This makes dendrimers hard to make and very expensive to purchase. At this time, there are only a few companies that sell dendrimers; Polymer Factory Sweden AB[21] commercializes biocompatible bis-MPA dendrimers and Dendritech[22] is the only kilogram-scale producers of PAMAM dendrimers

-Eivind

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten