Kunstig tyngdekraft i snurrende rumkapsel

New Shepard kapslen skal bruges til at simulere tyngdekraft på månen ved at lade den rotere. Første flyvninger vil ske næste år. Illustration: Skærmprint fra Blue Origins video: Replay of New Shepard Mission 8 Livestream

Nasas Artemis-mission, der skal sende mennesker til månen i 2024, er på jagt efter nye måder at teste udstyr i tyngdekraft svarende til månen. Og med hjælp fra rumfartsfirmaet Blue Origin har det amerikanske rumfartsagentur fået en hjælpende hånd.

Blue Origin har tilbudt at skrue på deres New Shepard kapsel, så deres RCS-system (reaction control system), som bruges til at manøvrere kapslen i rummet, kan få kapslen til at rotere 11 gange i minuttet. Det vil skabe en centrifugalkraft, der svarer til tyngdekraften på månen, som er en sjettedel af Jordens.

Nasa bruger i dag fly som C-9 til at simulere vægtløshed og svagere tyngdekraft gennem parabolflyvninger, men flyet kan kun opretholde den simulerede tyngdekraft i cirka et halvt minut ad gangen. Og Nasa har brug for længere tids test af deres instrumenter til Artemis-programmet.

Læs også: Roterende rumskibe var en tosset ide, der nu skal bygges

Ifølge en pressemeddelelse fra Nasa er det muligt at simulere tyngdekraft på månen i mere end to minutter ved at rotere New Shepard kapslen.

»En stor vifte af de værktøjer vi har brug for på Månen og Mars kan vi med fordel teste i begrænset tyngdekraft, det omfatter teknologier til at udvinde ressourcer, minedrift, og teknologier til at skabe et miljø, som astronauter kan leve i,« siger Christopher Baker, der er programleder for Flight Opportunities ved Nasas hovedkvarter i Washington i en pressemeddelelse.

Blue Origin har vokseværk

Umiddelbart er der ingen planer for at skabe kunstig tyngdekraft med mennesker ombord i kapslen, selvom New Shepard er tiltænkt turistflyvninger med op til syv passagerer ombord. Og det er heller ikke sikkert, det ville være en god ide, da selv langsomme rotationer kan give svimmelhed for astronauter. Andreas Mogensen har for eksempel tidligere fortalt til Ingeniøren, hvordan selv Soyuz-fartøjets såkaldte solar spin med en halv rotation i minuttet var nok til at give svimmelhed, hvis man kigger ud ad vinduet.

Læs også: Video: Turistraket med Skywalker-dukke tog turen til rummet

Blue Origin har over de seneste år vokset sig stadig større, og for nylig meldte deres CEO, Jeff Bezos ud, at han droppede sin ledende stilling hos firmaet Amazon for at dedikere mere tid til rumfartsfirmaet. Blue Origin har også knyttet stadig flere bånd til Nasa blandt andet gennem aftaler om at levere et bud på en månelander. Og ifølge en pressemeddelelse i sidste måned, så følger produktionen af kæmperaketten New Glen også sin tidsplan og ventes at flyve i sidste halvdel af 2022.

Læs også: Grafik: I år flyver de næste super-raketter - dyk ned i detaljerne her

Blue Origin er dog kendt for kun at give ganske få informationer ud til offentligheden om deres aktiviteter, og informationer om deres samarbejde med Nasa om kunstig tyngdekraft er således heller ikke at finde på deres hjemmeside.

Emner : Rumfartøjer