Kunstig hjerne fra honningbi skal styre drone

8. oktober 2012 kl. 10:06
Ved brug af grafikprocessorer vil britiske forskere bygge en kunstig udgave af hjernen hos en honningbi.
Artiklen er ældre end 30 dage

Hurtige grafikprocessorer har banet vejen for, at britiske forskere nu tør kaste sig ud i at bygge en kopi af en honningbis hjerne.

Grafikkort til computerspil i pc'er kan nemlig foretage over 1.000 beregninger samtidig, og det gør dem til et interessant alternativ til supercomputere.

Forskerne fra universiteteterne i Sheffield og Sussex vil bruge grafikprocessorer fra Nvidia til at skabe et styresystem, der efterligner honningbiens evne til at orientere sig ved hjælp af syn, følesans og lugt.

Målet er en autonom drone med en kunstig intelligens, der kan indsættes i redningsaktioner, finde kilden til eksempelvis gasudslip eller befrugte blomster på samme måde som bierne, hvis f.eks. den verdensomspændende nedgang i bier fortsætter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Udviklingen af en kunstig hjerne er en af de største udfordringer inden for kunstig intelligens. Indtil videre har forskere typisk studeret hjerner fra rotter, aber og mennesker, mens simplere organismer som sociale insekter har overraskende avancerede kognitive evner,« siger ledende forsker James Marshall fra universitetet i Sheffield, der har fået lidt over ni millioner kroner til projektet.

Læs også: Honningbiers trick til at skifte roller overrasker forskerne

Bier er især kendt for deres imponerende evne til at finde tilbage til sit bistade trods flyvninger over flere kilometer. Forskere mener, at bierne bruger deres position i forhold til solen til at finde vej, og før de forlader bistadet efter en vintersæson eller længere perioder med regnvejr, bruger de tid foran bistadet til at orientere sig.

I perioder med sol letter og lander bierne lynhurtigt uden at orientere sig, men flytter man bistadet blot en meter til en side, så vil mange bierne ikke finde hjem, men bliver ved med at flyve i rundkreds over området, hvor bistadet stod tidligere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor kræver flytning af et bistade i solrige perioder, at biavleren flytter sit bistade en halv meter pr. dag, hvis han vil undgå tab af trækbier.

I Tyskland har man dog gode erfaringer med at flytte bistaderne om natten og opstille glasplader foran staderne, så de rammer en mur, når de letter. Det tvinger øjensynligt bierne til at orientere sig.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger