Kunst og forstenede æg sætter liv i dinosaurerne
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kunst og forstenede æg sætter liv i dinosaurerne

Den spansk-mexicanske maler Luis Reys billeder spiller en stor rolle i Statens Naturhistoriske Museums nye udstilling om dinosaurer. Hans billeder bliver til i tæt samarbejde med palæontologer og tager udgangspunkt i konkrete fund. Her har han visualiseret en flok titanosaurhunner samlet på deres yngleplads for 80 mio. år siden i det, der nu er Patagonien i Argentina. De lagde deres æg i fordybninger, som de skrabede i det bløde mudder, hvorefter de dækkede dem til og lod Solens varme udruge dem. Illustration: Luis Rey

Hvad kom først: hønen eller ægget? Det har rigtig mange grublet over, men faktisk er svaret helt entydigt: Det gjorde ægget. Allerede på et tidspunkt for mellem 243 og 231 millioner år siden prikkede dinosaurerne nemlig hul på æggeskallen og indledte en æra, der strakte sig over svimlende 200 millioner år.

Til sammenligning begyndte menneskets forhistorie først for 7 millioner år siden, og det moderne menneskes historie strækker sig blot 200.000 år tilbage i tiden.

I sidste uge åbnede en udstilling på Statens Naturhistoriske Museum, der giver et indblik i de forhistoriske dyrs levevis og yngelpleje. I sagens natur er der kun plads til en flig af historien om dinosaurerne, dels fordi deres historie er så ubegribeligt lang, dels fordi der er tale om et væld af forskellige grupper og arter af dyr, der er indbyrdes lige så forskellige som dem, der lever i dag.

Udstillingen er baseret på afstøbninger af forstenede æg, reder og skeletter, der sammen med imponerende illustrationer af den spansk-mexicanske maler Luis Rey vækker den fjerne, fjerne fortid til live.

Vi kan ikke vide præcist, hvordan dinosaurerne så ud, fordi alt, hvad vi har fra den gang, er forstenet, men her kan kunsten komme os til hjælp, mener Christopher Jacob Ries, udstillingsresearcher på museet.

Ingen snabel på elefantskelettet

Luis Rey er da heller ikke en hvilken som helst illustrator. Han er uddannet på San Carlos’ kunstakademi i Mexico City og gør sig ellers mest i surrealistisk kunst, men siden 1980’erne har han næret en dyb interesse for palæontologi og har en omfattende viden om dinosaurer.

Hans meget farverige og detalje­mættede billeder af dinosaurer bliver til i et tæt samarbejde med palæontologer, og de tager altid udgangspunkt i konkrete fund og videnskabelige opdagelser.

»Hans visualiseringer kommer så tæt på, som det er muligt, men selvfølgelig kan vi ikke vide præcis, hvordan dinosaurerne så ud. Et skelet af en elefant siger jo heller ikke noget om, hvor lang dens snabel var. Der er altid ting, man må gætte sig til som f.eks. farverne,« siger Christopher Jacob Ries.

Inden der endnu var bevis for, at de rent faktisk havde fjer, begyndte Luis Rey at tegne dem med fjerdragt, fordi man havde fundet huller på nogle skeletter, som kunne tyde på, at det var tilfældet:

»Samarbejdet mellem Luis Rey og forskerne er et eksempel på, at kunsten kan give noget til videnskaben – at det er et samarbejde, hvor de inspirerer hinanden. Han trækker på deres forskning, og de lader sig inspirere af hans fantasi, som altid er bundet op på videnskaben,« forklarer Christopher Jacob Ries.

Nulevende fugle inspirerer

Dinosaurerne uddøde for 66 millioner år siden på grund af et asteroide­nedslag og ekstrem vulkansk aktivitet med en enkelt undtagelse. Rovdinosaurerne, theropoderne, udviklede sig nemlig til fugle og lever altså den dag i dag.

Det er en stor hjælp for forskerne. Ved at sammenholde nulevende fugles levevis med de fund, der bliver gjort, kan man komme med kvalificerede bud på forskellige dinosaurers levevis.

»Man falder nemt i den fælde, at dinosaurer er ét fedt, men der har været utrolig mange forskellige grupper med mange forskellige underarter. I og med at de eksisterede i knap 200 millioner år, havde de masser af tid til at udvikle sig. Nogle uddøde undervejs, mens andre kom til,« siger Christopher Jacob Ries og tilføjer:

»Dinosaurer er ikke primitive dyr, men dybt avancerede. De var meget specialiserede, og lige som dyr i dag tilpassede de sig de vilkår, de levede under. Det er derfor, de i princippet stadig er her i form af fugle.«

De såkaldte Prins Valdemar-skaller vises også frem på udstillingen. De forstenede æggeskaller er en del af det første fossile fund af dinosauræg nogensinde, der blev gjort i Mongoliet i 1923. Prins Valdemar fik skallerne foræret af den berømte palæontolog Roy Chapman Andrews, hvis ekspedition stod bag fundet. Illustration: Bent Lindow

En afstøbning af kraniet fra næse­hornsdinosauren Anchiceratops hilser udstillingsgæsterne velkommen. Hovedet med det store nakke­skjold og de enorme horn virker drabeligt og frygtindgydende for mennesker i 2018 og har sikkert virket ligeså på de dyr, den nu uddøde dinosaur mødte. Men kraniet er også en påmindelse om, at den pågældende dinosaur præcis som vi mennesker blot er et led i en lang udviklingshistorie:

»De tidligste arter har ikke et særlig stort nakkeskjold, men i løbet af evolutionen får gruppen en større og større plade foran. Det er umuligt at sige hvorfor, men måske fordi det beskyttede dem mod bid fra rovdyr, eller fordi det var en måde at skræmme andre dyr på,« siger Christopher Jacob Ries.

Dinosaurer i vuggestue

Med på udstillingen er en afstøbning af et 120 millioner år gammelt fossil fra Kina, som kaldes dinosaur­vuggestuen. Den indeholder skeletterne af 34 små psittacosaurunger, som tilhører gruppen af næsehornsdinosaurer. Fundet af reden afslører mange detaljer om artens yngelpleje og levevis:

Ungernes knogler er veludviklede, og deres tænder er slidte. Det tyder på, at de selv har skullet skaffe føden, mens den fælles rede viser, at de har holdt sammen som flok.

På samme måde fortæller en forstenet dinosaurrede med itutrådte æggeskaller, at ungerne sandsynligvis har opholdt sig i reden et stykke tid, mens de er blevet passet og plejet af forældrene, mens hele æggeskaller indikerer, at ungerne har forladt reden umiddelbart efter udklækningen:

»Selvom alt det, man finder, er forstenet, kan man godt blive klogere på både adfærd og udseende. Ud fra grundstrukturen på en forstenet hudstump kan man give et bud på, hvordan dyret har set ud. Det handler om at kigge på nutidens dyr og forestille sig, hvordan fortidens så kunne se ud – både når det gælder udseende og adfærd,« siger Christopher Jacob Ries.

‘Dinosaurfamilier’, Statens Naturhistoriske Museum, København. Udstillingen er åben frem til 6. januar 2019.

Dyr