Status

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

Kun en ud af tre bærende stålkonstruktioner lever op til kvalitetskravene

Altaner kan falde ned, hvis stålkonstruktionen ikke kan bære det, som den ifølge sit CE-mærke burde kunne, advarer Sikkerhedsstyrelsen. Illustration: Københavns Kommune

Kun 11 ud af 29 bærende konstruktioner af byggestål lever op til kravene om CE-mærkning og certificering, viser en kontrol, som Sikkerhedsstyrelsen netop har gennemført af 29 forskellige altaner, trapper, søjler og bjælker af stål på det danske marked.

Det kan føre til alvorlige ulykker, advarer styrelsen, der opfordrer fabrikanterne til at få styr på mærkningen.

Undersøgelsens resultater huer ikke styrelsens produktchef Kirstine Gottlieb.

»CE-mærkning og certificering er et vigtigt kvalitetsstempel og et lovkrav. Hvis man bruger byggestål, der ikke har CE-mærkning eller den rette certificering, kan man ikke være sikker på, at produktet er egnet til byggeri, og det kan ende med alvorlige ulykker,« siger Kirstine Gottlieb.

Hun kalder det problematisk, at 14 ud af de 29 kontrollerede produkter blev afsluttet med vejledning, to produkter gav påbud om at bringe forhold i orden, og to produkter gav påbud om at stoppe salg og markedsføring.

»Det er fabrikantens ansvar at sørge for at mærke produkterne korrekt og have de rigtige certifikater til de specifikke produkter,« siger hun og fortsætter:

»Vi har ikke iværksat undersøgelsen, fordi vi har set en lang række alvorlige ulykker på grund af fejl og mangler ved CE-mærkning af byggestål. Vi har gjort det, fordi det er et kritisk byggemateriale. Derfor er det vigtigt, at byggematerialet er i orden.«

Kirstine Gottlieb fortæller, at Sikkerhedsstyrelsen i sin kontrol er gået meget konkret til værks, hvor den ud over at gennemgå dokumentationen for CE-mærkningerne også har været ude og har haft dialog med virksomhederne.

»Vi var ude hos 28 producenter og har lavet et bredere tilsyn i form af en virksomhedsbaseret markedsovervågning. Der udtog vi nogle konkrete produkter som trapper, altaner, bærende bjælker, hvis sikkerhed vi bad om dokumentation for i form af kopier af både CE-mærkning og de nødvendige certifikater for den benyttede produktionsproces,« siger hun og pointerer, at bærende stål- og aluminiumskonstruktioner, der er særligt egnet til byggeri, hvor mange mennesker færdes, altid skal være CE-mærkede.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Kan sikringstyrelsen henvise til en anvisning eller vejledning om korrekt mærkning af bygningstål, når vi gennemgår firmaernes kontroldokumentation? Er firmaernes CE-mærkning tilstrækkelig eller skal vi ind og kontrollere stål- og svejsecertifikater, resultater af svejsekontroller og lister over medarbejdere etc.?

  • 4
  • 0

Hej Henrik Forpligtelserne varierer alt efter hvilken rolle "i" har. Hvis i er importør skal i bede om yderlig indblik end som distributør eller anvender. Det kan jo ikke være mening, at når Hr &Fru Hansen skal kunne forstå svejsecertikater, når de køber et trappegelænder med hos murmester Nielsen. Men en Declaration of Performace (ydeevnedeklaration) skal følge med og som anvender skal du kunne stole på DoP'en. Det er derfor SIK lavede denne kontroll.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten