Kun otte erstattede deres Fluence med en anden elbil fra Renault

4. februar 2014 kl. 10:186
Renault har købt 153 Fluence-elbiler tilbage fra kunder, som blev ramt af Better Place-konkursen. Trods rabat valgte kun otte kunder en anden Renault-elbil.
Artiklen er ældre end 30 dage

Da Better Place gik konkurs sidste år, stod 268 elbilejere, som havde købt en Renault Fluence ZE, uden mulighed for at skifte batteri på langture. Det var de ellers blevet lovet ved hjælp af 17 skiftestationer over det ganske land. Derfor tilbød Renault at købe bilerne tilbage, hvis ejerne besluttede sig inden den 1. januar 2014:

Da Better Place gik konkurs, stod 268 ejere af Fluence ZE uden mulighed for at skifte batteri til langture. Nu har 153 af dem solgt deres elbil tilbage til Renault. Illustration: Better Place.

»Det er der 153 ejere, som har benyttet,« fortæller pressechef hos Renault Danmark Søren Hyltoft.

Tilbagekøbsprisen blev beregnet ud fra en afskrivning på 1,8 procent per måned, som kunden havde ejet bilen, dog med en mindstepris på 115.000 kroner. Det højest udbetalte beløb lød på 177.446 kroner.

»Vi havde en god dialog med Forenede Danske Elbillister og vilkårene for tilbagekøbet. Der var et par ting, som de gerne ville have haft med i aftalen, men som vi ikke kunne gå ind på. Det drejede sig for eksempel om, at vi til enhver tid skulle tilbyde Fluence-ejere at købe deres bil tilbage, og at vi skulle installere hurtigladeteknologi i bilerne,« fortæller Søren Hyltoft.

Renault tilbød oven i tilbagekøbsprisen en rabat på en anden bil. For eksempel kunne man få elbilen Zoe 20.000 kroner billigere. Det samme gjaldt for en Renault Megane eller Scenic, mens man fik 15.000 i rabat, hvis man købte de mindre biler Clio eller Captur.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men kun otte af de tidligere Fluence-ejere har valgt at skifte til en anden elbil, tre har købt en Captur, og en enkelt en Clio. Resten har taget pengene.

»Heldigvis ser vi, at en stor del af Fluence-ejerne har fundet ud af, at deres kørselsmønster faktisk passer fint til en elbil, selvom de ikke kan skifte batteri,« siger Søren Hyltoft.

Lige nu står de tilbagekøbte biler rundt om hos Renaults forhandlere. Søren Hyltoft ved endnu ikke, hvad der skal ske med dem, men han forventer, at de på et tidspunkt skal sendes til Frankrig.

De tilbageværende ejere af Fluence-elbiler kan sove roligt om natten, da Renault har forpligtet sig til at servicere dem i minimum 10 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hos Renault havde man dog helst købt alle bilerne tilbage:

»Det havde været rart at kunne lukke det kapitel,« siger Søren Hyltoft.

6 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
5
4. februar 2014 kl. 14:16

Med respekt for Renaults modige satsning, ville det måske være interessant at vi hvor mange elbiler der i alt er solgt i Danmark de seneste 2-3 år.

6
4. februar 2014 kl. 18:11

Antallet af registrerede el-køretøjer er vist ikke udspecificeret ved køretøjsbestandene på www.statistikbanken.dk

De fleste el-køretøjer i Danmark må være el-cykler, som har været en moderat succes i de senere år, men præcise salgstal kender jeg ikke.

Blandt de indregistrerede køretøjer har kun Mini-El produceret i Randers været på vejene i stort tal. De blev indregistreret på motorcykelnummerplader, og det tilbageværende antal registreret ser heller ikke ud til at være frit tilgængeligt nogetsteds.

Blandt solgte el-personbiler i de sidste år kan elbiler med særskilte modelnavne findes i den almindelige bilsalgsstatistik http://bilimp.dk/statistics/index.asp .

Med forbehold for at el-biler kan gemme sig sammen med andre af samme model og at jeg måske ikke kender navne på alle el-modeller kommer her de mest solgte modeller hvert år siden 2008:

2008: Mega City 3 Kewet Buddy 2

2009: Think City 28 Tesla Roadster 13 Arrow 45 6 Kewet Buddy 4 Kewet City-Jet 4 Eagle 2 Mega City 2 Reva 1 Kewet Buddy Plus 1

2010: Tesla Roadster 9 Think City 4 Tazzari Zero 3 Reva Standard 2 Kewet Buddy 2 Citroën C-Zero 1 Reva 1 Reva De Luxe 1 Mega City 1 Think Ctiy 1

2011: Peugeot Ion 128 Citroën C-Zero 116 Mitsubishi Imiev 95 Renault Fluence 57 Garia Monaco 22 Nissan Leaf 12 Tesla Roadster 8 Think City 3 Fisker Karma 2 Kewet Buddy 2

2012: Renault Fluence 198 Peugeot Ion 90 Citroen C-Zero 86 Nissan Leaf 73 Mitsubishi Imiev 25 Garia Monaco 2+2 14 Tesla Roadster 12 Garia Monaco 11 Opel Ampere 11 Eagle 10

2013: Nissan Leaf 211 Tesla Model S 112 Renault Zoe 92 Renault Fluence 38 Volkswagen e-Up! 30 Eagle 15 Renault Twizy 14 Peugeot Ion 9 Opel Ampera 5 Garia Monaco 2+2 3

4
4. februar 2014 kl. 13:58

Hvis du så gerne ville have købt alle bilerne tilbage, skulle du nok have sat afskrivning lavere end 22 % p.a.

Der er også så mange ting, som jeg gerne vil købe og da særligt hvis jeg ikke behøver betale :)

3
4. februar 2014 kl. 13:47

Prøv lige igen venner (ing.dk). Alle de forhenværende Fluence ejere jeg har talt med har enten allerede købt ny elbil eller har tænkt sig at gøre det senere. Den historie kunne godt ha' været vinklet lidt mere præcist.

2
4. februar 2014 kl. 12:15

Som der står i teksten: "Trods rabat valgte kun otte kunder en anden Renault-elbil.". Det lyder - med mit kendskab fra medlemskab af FDEL (www.fdel.dk) - meget rigtigt.

Men flere (incl. jeg selv) har købt/bestilt anden elbil (VW e-Up, BMW i3, Tesla). Og nogen har valgt at køre videre i Fluencen.

Jeg vil derfor foreslå journalisten at kontakte FDELS bestyrelse for at få retvisende tal. Eller i det mindste bare indføje 'Renault' i overskriften.

Tak.

1
4. februar 2014 kl. 11:28

Overskriften lyder umiddelbart ikke godt for elbiler. Men man kunne vel ligeså vel have valgt at skrive: "Kun tre erstattede deres Fluence med en benzinbil".