De store ord stod i kø i aviser verden over, da Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i midten af november kunne berette om et usædvanligt hop i temperaturen i det arktiske område. 20 grader over normalen blev middellufttemperaturen målt til nord for den 80. breddegrad.
‘Vanvittige temperaturer,’ lød det i Washington Post. ‘Ekstraordinært varmt,’ lød det i The Guardian. ‘Løber koldt ned ad ryggen,’ lød det i Information.
Var det en new normal? Og gik klimaet nu for alvor amok? Spørgsmålene trængte sig på i klimadebatter i aviser og på nettet. Men svaret er ikke enkelt, for zoomer vi ud, afslører der sig et billede af 2016 som et år med ekstreme vejrudsving på mange områder.
På samme tidspunkt som den usædvanlige varme i Arktis trak overskrifter, var det nemlig usædvanligt koldt over de sibiriske landområder lige syd for 80 grader nord.
Så hvad kan vi konkludere?
Temperaturen i Arktis lå i sommermånederne faktisk lige omkring frysepunktet og tæt på normalen. Men resten af året har temperaturen hele tiden ligget markant over det normale, og det har medvirket til at sende havisen på tilbagetog.
Havisen i Arktis er i disse måneder i areal mindre end nogensinde på tilsvarende tidspunkter de foregående år. Men kun i disse måneder. Isen kommer og går, og den absolutte bundrekord for havisens areal indtræffer hvert år i september. 2012 er stadig det år, hvor det mindste isdække blev målt.
Men at isen er usædvanligt tynd, kunne en norsk ekspedition allerede i vinteren 2015 konstatere. Isen var markant tyndere end 20 år tidligere, og det er et selvforstærkende problem. Den tynde is med en tykkelse på kun ca. en meter bliver nemlig hurtigt brudt i stykker af storme – hvilket nordmændene ved selvsyn kunne konstatere.
Og den usædvanlige varme i Arktis fra november ser stadig ikke ud til helt at have sluppet taget.
I den seneste uge har det nemlig været meget varmt nord for 80 grader nord, men også ekstra bidende koldt i Sibirien og Canada. De største temperaturanomalier var dog reduceret fra 15-20 grader til omkring 10 grader.
Hvis disse vejrforhold er kendetegnende for det nye klima, så vil klimaforandringer ramme Arktis hurtigere og hårdere, end de fleste prognoser forudsiger.
Men da klima og vejr påvirker hinanden gensidigt, kan disse vejrændringer ændre klimaet. Hvis vejrsystemerne i Arktis ændres pga. de globale klimaforandringer, viser nogle analyser, at de ændrede vejrsystemer kan ændre det regionale klima længere væk, så et varmere globalt klima kan give anledning til koldere vintre i Nordeuropa.
Snart halvvejs mod fiasko
Det er nu et år siden, verdens nationer underskrev Parisaftalen, hvor de forpligtede sig til at arbejde for en global temperaturstigning på højst 2 grader – og gerne 1,5 grader – i forhold til et gennemsnit for perioden 1961-1990.
Britiske MetOffice er en af de organisationer, der forsøger sig med at forudsige klimaet de kommende år. Det er en vanskelig opgave, da man har ringe kendskab til mange faktorer, og nogle er rene jokere. Det gælder f.eks. naturlige fænomener som en kraftig La Niña (modstykket til El Niño) eller en ændring i den såkaldte atlantiske multidekadiske oscillation (AMO).
Samlet er vurderingen fra MetOffice dog, at den globale gennemsnitstemperatur i perioden frem til 2020 de enkelte år vil ligge mellem 0,16 grader lavere og 0,33 grader højere end i 2015.
For perioden som helhed forventes en gennemsnitstemperatur magen til 2015 eller op til 0,23 grader varmere.
Hvad betyder det så i forhold til Parisaftalens målsætning? Det betyder, at vi allerede i 2020 vil stå med en global temperaturstigning på 1 grad.
I år blev aftalen tilmed ratificeret af så mange lande, at den trådte i kraft 4. november. Det er rekordhurtigt for en sådan aftale. Det er vigtigt, for den menneskeskabte påvirkning går stadig kun i én retning med stigende CO2-koncentration i atmosfæren.
2016 var første år – i nyere tid – hvor CO2-koncentrationen, målt ved Mauna Kea på Hawaii, måned for måned konstant lå over 400 ppm.
Usikker klimafølsomhed
De hastigt voksende klimaproblemer fik i 2016 også førende klimaforskere til at udtrykke deres frustrationer mere offentligt og direkte end tidligere.
Et sted var på websitet ‘Is this how you feel?’, hvor 69 forskere skrev ærligt om, hvordan de havde fået nok af at præsentere politikerne for dobbeltforsøg, peer-reviews, grafer og revaliderede data, imens de følte, at de samme politikere var handlingslammede.
Hvis det skal lykkes at nå målet, kan der tilmed blive brug for en række justeringer af Parisaftalen.
For, som vi har omtalt flere gange i Ingeniøren, er en af de store usikkerhedsfaktorer omkring klimaforandringer, hvor meget den globale temperatur rent faktisk vil stige, når koncentrationen af CO2 i atmosfæren stiger.
Den såkaldte klimafølsomhed, der angiver, hvor stor en temperaturstigning, der følger af en fordobling af atmosfærens indhold af CO2, formodes at være i intervallet 2-4 grader. Dermed kendes den i dag ikke meget bedre end det estimat på ca. 3 grader, som den svenske kemiker Svante Arrhenius fremkom med i 1896.
CO2 er dog ikke den eneste klimagas, der vækker bekymring. Tankevækkende er det, at koncentrationen af methan også i 2016 er øget i samme rekordhøje tempo som de to foregående år.
De første år efter, at man i 1983 begyndte at foretage regelmæssige målinger af methankoncentrationen, var stigningstakten på samme niveau som i dag. Omkring 1990 begyndte kurven at knække for at flade helt ud efter 2000. Den begyndte igen at stige markant efter 2007, og stigningstakten er skudt i vejret efter 2014.
Mange er skeptiske over for, om klimaforandringer er reelle, og om de i givet fald er menneskeskabte. Her er nogle af de såkaldte klimaskeptikeres argumenter – og den etablerede klimaforsknings modargumenter. »Klimaforandringerne er ikke særlig usædvanlige« Klimaet har altid forandret sig, men det er værd at notere, at otte ud af de ti seneste år alle er med i top-10 over de varmeste år nogensinde (i moderne tid). Forandringerne sker i øjeblikket med en hast, som er uden sidestykke. »Efter sidste store El Niño faldt temperaturen« 1998 var et exceptionelt varmt år, og de følgende år faldt gennemsnitstemperaturen, da El Niño døde ud. Derfor vil det ikke være urimeligt at forvente, at 2017 bliver koldere end 2015 og 2016. Men midt i nullerne kom de høje temperaturer tilbage med forstærket kraft. Mon ikke det samme sker igen? »Klimaet er ikke det største problem« Mange mener, at klimaforandringer ikke er et presserende problem i forhold til problemer knyttet til forurening, sikkerhed, overbefolkning og biodiversitet. Det er i sidste ende et politisk valg, og Danmark og store dele af verden kan sikkert let tilpasse sig til et ændret klima, hvis det ønskes. Andre vil få større problemer. »Forandringerne i Arktis skyldes naturlige forhold« Flere naturlige oscillationer påvirker klimaforholdene i Arktis, som er meget synlige i disse år, herunder den atlantiske multidekadiske oscillation (AMO) og den nordatlantiske oscillation (NAO). I øjeblikket giver begge en effekt, der medvirker til at opvarme Arktis, men det er ikke mange modeller, der kan redegøre for, om dette alene kan forklare klimaforandringerne i Arktis. Men måske vil ændringer i disse naturlige fænomener dæmpe forandringerne i Arktis om 20-30 år. »Vi ved ikke nok« Klimaskeptikerne hæfter sig ved, at mange klimafaktorer er dårligt belyst, så klimaforudsigelser er forbundet med usikkerhed. Mainstream klimaforskerne påpeger omvendt, at faktorer knyttet til tipping points heller ikke er forstået i detaljer. Derfor er der også analyser, der tegner et langt værre billede, end eksempelvis FN’s klimapanel IPCC skønnerSkal vi ikke bare glemme det hele?
Årsagen er ikke optøning af permafrostlag – som ellers er en tikkende bombe på meget langt sigt – men primært landbrugsaktiviteter i troperne.
2016 kan slå hav- og varmerekord
Kombinationen af alle de mange faktorer, der påvirker klimaet, resulterede i, at den globale gennemsnitstemperatur i de første ti måneder af 2016 lå 0,82 grader over gennemsnittet for perioden 1961-90. Det er det højeste niveau nogensinde.
Da virkningerne af klimafænomenet El Niño, som naturligt er med til at øge temperaturen, begyndte at dø ud i forsommeren, forventes 2016 dog samlet set at komme til at ligge meget tæt på 0,76 grader, som var temperaturanomalien for 2015, det varmeste år på kloden siden slutningen af 1800-tallet og den industrielle revolution. Der bliver et tæt opløb mellem 2015 og 2016 om at tage rekorden.
Stigningen i havniveauet er en anden markant klimaindikator. Stigningen skyldes både varmeudvidelse og afsmeltning fra Grønland og gletsjere. Havniveauet stiger årligt med 4 mm.
Da afsmeltningen fra Grønland i 2012 var rekordstor, skyldtes 1,7 mm af havstigningen det år massetab fra Grønland. Der foreligger endnu ikke data, der kan give et estimat for afsmeltningen fra Grønland i år. Men på mange måder ligner 2016 og 2012 hinanden, så man kan jo altid gætte.
I slutningen af 2015 var stigningen i havniveauet den højeste nogensinde, siden satellitmålinger begyndte i 1992. Stigningen er siden faldet en smule, men selv i 2016 lå niveauet over den langsigtede trend på 3,4 mm/år.
Udsigten for de kommende år
Både 2015 og 2016 har været usædvanlige grundet en kraftig El Niño, det tilbagevendende fænomen knyttet til havstrømme i det sydlige Stillehav.
El Niño påvirker både vejrsystemer kloden over og temperaturudvekslingen mellem hav og atmosfære, der fører til stigende temperaturer i atmosfæren under en El Niño.
De kommende år forventes de største temperaturstigninger i Arktis og tempererede landområder på den nordlige halvkugle, mens det er mest sandsynligt, at temperaturen vil være konstant eller svagt faldende i Det Sydlige Ishav ved Antarktis.
Så med alle de forbehold, der må være knyttet til et sådant skøn, er vurderingen, at vi næppe kommer til at se endnu større udsving i klimaindikatorer som temperatur, havniveau, havis etc. de kommende 4-5 år, end dem vi allerede kender til.
På den anden side skal vi måske også indstille os på, at den situation, vi har set i årets sidste måneder, slet ikke vil være så unormal.
