Kulafbrænding får kinesere til at dø 5,5 år for tidligt
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kulafbrænding får kinesere til at dø 5,5 år for tidligt

Kinesere, som indånder store mængder partikler fra afbrænding af kul, lever i gennemsnit 5,5 år kortere end landsmænd, som kan indånde renere luft.

Sådan lyder konklusionen i den hidtil mest omfattende undersøgelse af konsekvenserne af den kinesiske luftforurening. Undersøgelsen er gennemført af forskere fra USA, Kina og Schweiz og publiceret i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS).

Forskerne indsamlede data for luftforureningen fra 1981 til 2000 i 145 kinesiske byer. Der var kæmpe forskel på det nordlige Kina, nord for floden Huai, og det sydlige Kina.

De 500 millioner indbyggere i Nordkina fik i årtier gratis kul, som de brændte af for at holde varmen. Det måtte sydkineserne undvære.

Selv om de gratis kul ifølge South China Morning Post blev afskaffet allerede i 1980, er traditionen med opvarmning med kul fortsat.

Læs også: Måling af små partikler i Beijing udløser diplomatisk strid

Forskerne analyserede også helbredsdata fra henholdsvis Nord- og Sydkina fra perioden mellem 1991 og 2000. På den måde kom de frem til, at nordkineserne i langt højere grad dør af hjerte-kar-sygdomme og luftvejslidelser. Derimod får de f.eks. ikke kræft oftere end sydkinesere.

Forskerne tilskriver den øgede sygelighed og for tidlige død den massive partikelforurening, som kulafbrændingen medfører. Den blev målt i Total Suspended Particulates (TSP), på dansk svævestøv, som omfatter alle partikler mindre end 100 mikrometer.

I Vesten er vi for længst gået over til at koncentrere os om mindre partikler, ofte benævnt PM 10 og PM 2.5 efter deres diameter i mikrometer. Teorien er, at de små partikler er farligst, fordi de enklest kan trænge ind i menneskeligt væv.

I Kina er data om små partikler ikke tilgængelige, men mængden af svævestøv var 55 procent højere i nord end i syd. Den nåede helt op på 400 mikrogram pr. kubikmeter luft. Ifølge en artikel fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) er det næsten ti gange så højt som i USA i 1990'erne. Kinesiske medier rapporterede dog om koncentrationer på 700 mikrogram pr. kubikmeter i Beijing så sent som i januar.

Læs også: Miljøminister trækker i land: Brændeovne slipper for filtre

Forskere verden over har i årtier vidst, at luftforurening kan have store konsekvenser for helbredet.

»Men jeg er overrasket over, hvor stor effekten er, både når det gælder mængden af partikler og skaderne på helbredet,« siger Michael Greenstone, professor i miljøøkonomi ved MIT og en af forskerne bag undersøgelsen.

Samlet har nordkineserne tabt ufattelige 2,5 milliarder leveår i den periode, som undersøgelsen omfatter. I økonomiske termer kan det omsættes til, at forureningen har fjernet en ottendedel af arbejdsstyrken, siger en anden af forskerne, professor Li Hongbin fra Tsinghua-universitetet, til Financial Times.

Dette eksempel er ikke fra Nordkina, men viser, hvordan luftforurening kan indhylde Beijing i smog. (Foto: Bobak/Wikipedia) Illustration: Bobak Wikipedia

»Vores undersøgelse viser, hvor store omkostningerne ved forurening er, når det gælder menneskeliv - og at det er indsatsen værd, hvis regeringen bruger flere penge på at nedbringe forureningen, selv hvis vi ofrer den økonomiske vækst,« siger han.

Undersøgelsen konkluderer, at hver gang mængden af svævestøv stiger med 100 mikrogram pr. kubikmeter luft, så skærer det tre år af den forventede levetid.

Læs også: Flere farlige partikler i luften fra vejslid og dæk

Forskerne har noteret sig, at andre typer af luftforurening, svolvdioxid og kvælstofilter (NOx) ikke har haft nogen betydning for helbredet. Niveauerne har været nogenlunde de samme i det nordlige som i det sydlige Kina.

Samtidig understreger de, at undersøgelsen er unik, fordi et lignende forsøg naturligvis vil være uforsvarligt at gennemføre.

Emner : Forurening
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Efter alle disse års undersøgelser lyder det stadig, at partikler KAN have indflydelse på helbredet.
Man kunne ønske at de også havde undersøgt hvordan kulde ville have påvirket det, hvis de ikke havde kul til at opvarme med.

  • 2
  • 8

CITAT: "Forskerne har noteret sig, at andre typer af luftforurening, svolvdioxid og kvælstofilter (NOx) ikke har haft nogen betydning for helbredet. Niveauerne har været nogenlunde de samme i det nordlige som i det sydlige Kina."

Det er da formuleret forkert... De andre forureningskilder har også betydning for helbredet, men deres betydning kan ikke bestemmes af denne undersøgelse, da niveauerne er identiske i de to områder...

  • 4
  • 0

Efter alle disse års undersøgelser lyder det stadig, at partikler KAN have indflydelse på helbredet.


Det der "KAN" har du vist selv stoppet ind... Det ser ikke ud til at forskerne er i tvivl om at partiklerne har betydning for helbredet. (CITAT: »Men jeg er overrasket over, hvor stor effekten er, både når det gælder mængden af partikler og skaderne på helbredet,« siger Michael Greenstone, professor i miljøøkonomi ved MIT og en af forskerne bag undersøgelsen.)

Der hvor "kan" er nævnt, er hvor artiklen omtaler de forskere som ikke har deltaget i denne undersøgelse...

  • 4
  • 0

Altså ikke noget med at det har, men at det kan have.


Forskere vil til enhver tid sige at "det kan være at solen står op i morgen"... Man kan aldrig sige noget med 100 % sikkerhed, som ikke kan ændres af noget man ikke har taget højde for... Så du kan ikke bruge denne artikel som et eller andet bevis for at luftforurening måske ikke har store konsekvenser for helbredet. Jeg har endnu ikke hørt om en videnskabelig undersøgelse der kommer frem til at luftforurening ikke har betydning for helbredet...

Men igen, den sætning er ikke sagt af dem der har udført denne undersøgelse, men det er en sammenfatning af hvad journalisten mener at "forskere verden over" mener - Nøjagtigt som jeg beskrev det i mit tidligere indlæg...

  • 4
  • 1

Der er 2 sider af kinesernes voksende kulforbrug, det ene er CO2-udledningen som bekymrer nogle, især her i Europa, det andet er forurening som følge af at man ikke renser røgen.

CO2-udledningen kan begrænses noget ved at benytte så effektiv energiteknologi som muligt, men de spæde forsøg fra dansk side på at gøre sig gældende her er blevet kvalt fra politisk hold og nu er vi så langt bagud at det ikke er interessant længere.

Forureningen kan elimineres med røgrensningsudstyr ligesom vi gør det næsten overalt i Europa, her burde være et enormt eksportpotentiale og vi var da også med på den teknologi indtil for nylig, men på det seneste er det da også lykkedes politikerne at få nedlagt de fleste arbejdspladser i den branche.

Det er så meget mere ærgerligt som BRIKS landenes vækst medfører øget energiforbrug der i høj grad kommer fra deres egne kulforekomster, og de køber da også røgrensningsudstyr, blot ikke længere produceret her i landet.

Et lidt mere konkret problem, synes jeg, end vidtløftige betragtninger om tabte leveår, og da især når mulighederne for at gøre noget effektivt ved problemet ligger lige for?

  • 0
  • 1

»Vores undersøgelse viser, hvor store omkostningerne ved forurening er, når det gælder menneskeliv - og at det er indsatsen værd, hvis regeringen bruger flere penge på at nedbringe forureningen, selv hvis vi ofrer den økonomiske vækst,« siger han.

Så det miljøøkonom Michael Greenstone vil, er at ofre den økonomiske vækst, for at sikre en længere gennemsnitlig levetid for befolkningen. En længere gennemsnitlig levetid, vil, alt andet lige, medføre øgede samfundsmæssige udgifter. Disse samfundsmæssige udgifter vil der imidlertid ikke være råd til, idet skatteindtægten vil falde som følge af faldet i væksten.

Det er en farlig vej at begive sig ud på. Det hjælper ingen, at have en befolkning som er sund og rask, men til gengæld lever et usselt og fattigt liv. Man kan også se tendensen herhjemme.

  • 0
  • 10

Det er noget vrøvl du lige har fundet på Andy. :-)


Hvorfor? Hvis vi øger den gennemsnitlige levealder, vil vores udgifter til pension, sundhed, pleje, og en del andre offentlige udgifter stige. Hvis vi samtidig hæmmer samfundets vækst, vil det have negativ effekt på arbejdsmarkedet, hvilket igen vil medføre større offentlige udgifter og mindre skatteindtægter.

Den samlede effekt er en befolkning, som lever længere, men som samfundet ikke har råd til at tage sig af, i den fornødne grad. Du kommer nok til at forklare nærmere, hvor jeg vrøvler.

  • 1
  • 6

Det er noget vrøvl du lige har fundet på Andy


- der er tale om et citat, så det eneste AF har 'fundet på' er ophavsmanden, som iflg. artiklen er professor Li Hongbin fra Tsinghua-universitetet! :)
Men professoren hentyder muligvis til kinesisk vækst(?) - og Kina har/får som følge af étbarnspolitikken formentligt en anden aldersfordeling i befolkningen end resten af verden(?).

  • 0
  • 2

Så det miljøøkonom Michael Greenstone vil, er at ofre den økonomiske vækst, for at sikre en længere gennemsnitlig levetid for befolkningen. En længere gennemsnitlig levetid, vil, alt andet lige, medføre øgede samfundsmæssige udgifter. Disse samfundsmæssige udgifter vil der imidlertid ikke være råd til, idet skatteindtægten vil falde som følge af faldet i væksten.

Det er en farlig vej at begive sig ud på. Det hjælper ingen, at have en befolkning som er sund og rask, men til gengæld lever et usselt og fattigt liv. Man kan også se tendensen herhjemme.

Hvad ide er der med større økonomisk vækst, hvis det alligevel skal bruges til at lappe på de skader som den medfølgende forurening medfører?

Eller forestiller du dig at alle personer i et højforurenet område lever f.eks. 70 gode år hvorefter man falder død om, mens de samme personer i et lavforurenet område lever 75 gode år?

Et langt mere sandsynligt scenarie er at forureningen vil medføre en stor del dårlige (og delvist uproduktive) leveår i den ellers arbejdsdygtige alder, med manglende arbejdsindtægter og større sundhedsudgifter til følge.

Jeg vælger personligt gerne at undvære en ekstraindtægt på 5000 kr om året, hvis denne medfører øgede sundhedsudgifter (enten over skatten og out of pocket) til pådraget luftvejssygdom. Så stor er min nationalfølelse ikke til at bidrage til nationalproduktet, at jeg tager dårlig livskvalitet for the team.

  • 6
  • 0

...reducerer mange kineseres liv frivilligt med 8-10 år. Hvad er chancen for, at de reagerer på den hér slags nyheder?

De fleste kinesere er ved at rejse sig ud af ydmygende fattigdom; deres prioriteter er bare ikke CO2 forurening eller smog. Politikerne overlever kun så længe der er økonomisk vækst.

  • 0
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten