Cirkulær økonomi er det nye sort. Det begyndte i 2012, hvor Ellen MacArthur Foundation udgav rapporten Towards the Circular Economy.
For at sætte turbo på den cirkulære økonomi nedsatte den danske regering i oktober 2016 det såkaldte Advisory Board for cirkulær økonomi. I juni 2017 afleverede Advisory Board ‘en opskrift på cirkulær økonomi’ med 27 anbefalinger til regeringen, som skal bringe Danmark i front på området. Regeringen skal have en stor ros for initiativet, men vi mener Advisory Board har overset vigtige aspekter for de mineralske råstoffer.
De mineralske råstoffer, som er i fokus i denne kronik, gendannes ikke. Det giver særlige udfordringer, og gør behovet for forståelsen og implementeringen af cirkulær økonomi særligt stor.
Advisory Board fremstiller samfundets materialestrømme som lukkede kredsløb hvor produkter bliver til affald, som bliver til produkter, som bliver til affald... ad infinitum (figur 1). Men desværre er vi ikke så heldige, at dette kredsløb bare kan forsyne os med råstoffer i al evighed. Det er der flere grunde til.
Mursten, sand, mørtel, fabrikker, værktøj, elpærer og alle andre ting, vi skal bruge i et moderne samfund, er fremstillet af mineralske råstoffer. Disse råstoffer er på et tidspunkt kommet op af jorden fra en mine eller grusgrav og er efterfølgende blevet forarbejdet til materialer, som industrien kan bruge. Disse råstoffer skal nødvendigvis først bringes ind i kredsløbet og skal løbende suppleres, da det globale behov for råstoffer stiger. Det gør det fordi:
Antallet af verdens forbrugere vokser hurtigt, og købekraften øges
Urbanisering kræver råstoffer til nye byer og infrastrukturer
Nye teknologier og nye materialer kræver nye råstoffer
Et andet væsentligt problem ved det idealiserede koncept for cirkulær økonomi: Der er store råstoftab.
Årsagerne er flere: Råstofbærende produkter betragtes som affald og indsamles ikke, ligesom det er vanskeligt at bringe metaller tilbage i ‘ren’ form (jf. fig. 2).
Et eksempel på denne problemstilling: Når vi udskifter en smartphone med en smartere smartphone, kommer den gamle først en tur i skuffen, inden den – måske – havner på genbrugspladsen. Den består af omkring 60 grundstoffer i meget, meget små mængder, sammensat til mange flere forskellige legeringer.
En kasseret smartphone knuses og sorteres i fraktioner. Metalfraktionerne med de forskellige legeringer sendes til smeltning og raffinering, for at adskille de forskellige metaller. Men selv den bedste raffinering kan kun reproducere meget få af metallerne i en renhed, der tillader, at de igen kan anvendes i en smartphone.
I stedet genanvendes metallerne i produkter med mindre strenge materialekrav, f.eks. i et køleskab. Når dette køleskab senere skrottes, sker der igen en nedgradering. Den nye smartphone indeholder derfor overvejende legeringer fremstillet af nye metaller fra miner og kun lidt genanvendt metal.
Man ved, at den funktionelle genanvendelse for de fleste metaller er mindre end 50 pct. – nogle endda under 10 pct. – hvilket betyder, at hver gang metallet genanvendes, kan kun halvdelen bruges til det oprindelige formål.
I 2016 blev der skrottet 93.000 biler i Danmark, men kun en lille del af de mange metaller vil blive recyclet til en kvalitet der er god nok til, at de igen kan bruges til de samme komponenter. I de officielle statistikker sættes der lighedstegn mellem mængden af eksporteret bilskrot og genanvendelse; omfanget af down-cycling registreres ikke. Det skjuler det faktum, at det cirkulære kredsløb ikke er cirkulært, men har store tab, både ved indsamling og raffinering, som skal erstattes med nye råstoffer.
Den lukkede model tager heller ikke hensyn til, at en betydelig del af råstofferne slet ikke er tilgængelige. De er bundet i huse, broer og veje og andre langtidsholdbare produkter.
Den forsimplede opfattelse af råstofkredsløbet og cirkulær økonomi er et resultat af, at der er meget lidt viden om råstoffernes forsyningskæder i Danmark. Der mangler viden om, at produktionen i danske industrivirksomheder af f.eks. vindmøller og solceller kun er mulig, fordi der andre steder i verden er minedrift og råstofforarbejdende industrier. På råstofområdet er vi i Danmark fremmedgjort på samme måde som bybørn, der tror, at mælken laves i supermarkedet.
Jo større tab der er i det cirkulære kredsløb, desto flere råstoffer skal der graves op af jorden. Men da det samlede pres på Jordens mineralske råstoffer er stigende, er det nødvendigt, at mineralske råstoffer tænkes ind i den cirkulære økonomi, og at tabene reduceres. Derfor er der behov for at kortlægge og reducere materialetabene i den cirkulære økonomi, så der også er råstoffer til vore efterkommere.
Indsamling og forarbejdning af affald til nye råstoffer sker kun, hvis det er økonomisk rentabelt – det er jo netop filosofien i cirkulær økonomi. Kan råstofferne ikke udvindes profitabelt, er det pr. definition ikke en ressource – men affald. Ingen miner kommer i produktion uden solidt kendskab til malmreserverne. Det samme gælder for genanvendelse.
For at vurdere, om en affaldsstrøm er økonomisk, må man have viden om affaldets sammensætning. Som vi ser den cirkulære økonomi, skal vi bevare materialer i kredsløbet så længe som muligt, minimere tab fra kredsløbet og sikre at tilførsel fra miner og grusgrave sker så bæredygtigt som muligt. Den dårlige nyhed er, at det kræver investeringer til forskning i og kortlægning af samfundets affaldsstrømme at gøre denne viden tilgængelig. Den gode nyhed er, at disse investeringer vil kunne bringe Danmark i front på bæredygtige råstofudnyttelser. Desværre var denne forskning ikke en af advisory boardets anbefalinger.
