Det er velkendt, at metan er en drivhusgas, der pr. kg har en større opvarmende effekt end CO2. Men hvor meget større er den egentlig? Når effekten af metan i atmosfæren sidestilles med CO2, omregnes der til CO2-ækvivalenter (CO2e). Til det formål fremlægger FN’s klimapanel (IPCC) en omregningsfaktor, den såkaldte karakteriserings-faktor. Denne angiver opvarmningseffekten af én enhed drivhusgas relativt til reference-gassen CO2. På baggrund af karakteriseringsfaktoren kan man beregne Global Warming Potential (GWP) for en given mængde drivhusgas, og dette er standardmetoden til at anslå opvarmningseffekt.
Læs også: Klimaforskere bakker op om ny omregning af metan
Det valgte tidsperspektiv
Udslippet af metan fra landbruget skal indregnes i den samlede CO2-emission. Men skal de relativt kortlivede drivhusgas omregnes til CO2-ækvivalenter med en tidshorisont på 20 år, 100 år eller noget derimellem? Andreas Kamp og Tobias Pape Thomsen forklarer her problemet og kommer med nogle anbefalinger. Andreas Kamp er miljø- og ressourceøkonom fra KU og ph.d. fra DTU i bæredygtighedsvurdering af integrerede landbrugs- og energisystemer. Arbejder med omstilling af landbrugs- og energisystemer. Tobias Pape Thomsen er ingeniør og ph.d. fra DTU Kemiteknik. Arbejder på Roskilde Universitet med forskning og uddannelse inden for bæredygtig omstilling af landbrugs- og energisystemer.Sagen kort:
Ifølge tal fra den seneste nationale drivhusgasudledningsopgørelse fra Aarhus Universitet (AU ) udgjorde metanudledninger i 2018 omkring 14 pct. af de samlede danske udledninger omregnet til CO2e på dansk grund. Denne opgørelse er baseret på en omregning af effekten af metan med en CF på 25 kg CO2e pr. kg metan udregnet som GWP over 100 år. Foretages den samme udregning i et 20-årsperspektiv, ville metan udgøre hele 36 pct. - eller 2½ gange så meget af de samlede udledninger omregnet til CO2e. De samlede danske udledninger af alle drivhusgasser omregnet til CO2e i det samme år bliver samtidig mere end 30 pct. højere, når opgørelsen baseres på et 20-årsperspektiv sammenlignet med standardperspektivet på 100 år.
På trods af den store effekt som valget af tidshorisont således kan have på konklusionerne af en given analyse, benyttes der i dag ukritisk - og eksklusivt - et 100-årsperspektiv i alle væsentlige, nuværende vurderinger. Det kan vise sig at få stor betydning for effekten af vores indsats for at reducere temperaturstigning på kort til mellemlangt sigt. I praksis betyder det, at vi tillader en kraftig opvarmning fra metan på kort sigt, som vi rent administrativt flader ud og afskriver over 100 år. Forskellen er væsentlig at have for øje, når man skal prioritere indsatser og effekter i en bæredygtig omstilling, og det bliver mere og mere aktuelt at vurdere de kortsigtede effekter, efterhånden som skadevirkningerne fra den globale opvarmning tager til, og udviklingen i dele af systemet bliver selvforstærkende. Udledes 1 kg metan i dag vil effekten være stort set forsvundet igen når kalenderen viser 2050, men til gengæld vil skadeeffekten svare til udledning af 120 kg CO2 i den første periode.
Hvis vi er blinde for sådanne forskelle mellem de kortsigtede og langsigtede effekter af drivhusgasudledninger, er der risiko for, at vi - selvom vi holder regnskab og på papiret overholder eventuelle reduktionskrav - reelt accelererer den globale opvarmning mere, end vi er klar over, skubber uforvarende til selvforstærkende klimaeffekter og i sidste ende gør større skade, end vi forudsætter. Den blinde vinkel er særligt uheldig, når vi er tæt på ’tipping points’, dvs. irreversible ændringer, som ikke kan ’reddes’ ved en relativ forsinket nedkøling.
Den internationale målsætning er netto-nul-udledning af CO2e i 2050, men det er primært temperatureffekten af udledningen, der forårsager skade på samfund og økosystemer, og som vi er interesserede i at bremse. Denne varierer som nævnt med typen af drivhusgas og med tidshorisonten. Valget af tidshorisont bliver således mere og mere afgørende, jo tættere vi kommer på målet om balance. Vores pointe er, at målsætningen i 2050 ikke blot bør være netto-nul-udledning målt i CO2e over en lang efterfølgende opbremsningsperiode, f.eks. 100 år, men også en netto-nul-udledning målt i CO2e i 2050. Balance mellem opvarmning og nedkøling i år 2120 eller 2150 er ikke et relevant mål med den viden, vi har i dag.
Analyser af drivhusgassers effekter og omkostninger bør derfor suppleres med beregninger, hvor omregningsfaktoren er valgt ud fra det tidspunkt, hvor vi ønsker, at der skal være balance mellem opvarmning og nedkøling. Der er stærke argumenter for, at det er senest i 2050. Derfor bør omregningsfaktoren vælges ud fra et ca. 30-årigt perspektiv i dag. Jo nærmere vi kommer 2050, des kortere er den relevante tidshorisont, og des mere ihærdige skal vi være for at begrænse udledningen af de mest hidsige drivhusgasser.
Benyttelsen af en kortere tidshorisont, f.eks. 30 år med sigte på drivhusgas-neutralitet i år 2050, i analyser af klimaeffekter og -tiltag vil give et mere fyldestgørende beslutningsgrundlag. Valget af en kort tidshorisont vil efter vores vurdering medføre omfattende ændringer i arbejdet med både planlægning, regulering og omstilling af samfundet. I AU’s opgørelse af de indenlandske, danske metanudledninger i 2018 oprandt ca. 51 pct. fra drøvtyggeres fordøjelsessystemer, 30 pct. fra gylle og dybstrøelse, 13 pct. fra affaldssektoren, 2 pct. fra energisektoren og 4 pct. fra andre kilder.
Samlet set kontrollerer landbrugssektoren, affaldssektoren og biogasproduktion på tværs af disse samt energisektoren stort set alle relevante kilder til dansk metanudledning. Det er derfor meget væsentligt, at problematikken bliver belyst, inden vi lægger os fast på politiske aftaler og handleplaner for landbrugssektoren, som forventes gennemført i første halvdel af 2021. Inkluderes både den korte og den lange tidshorisont i udarbejdelsen af denne aftale, så er det sandsynligt, at en række betragtninger og prioriteringer i arbejdet med danske reduktioner vil blive forskubbet.
Her er nogle bud på, hvordan en ændret praksis omkring metans væsentlighed som drivhusgas kan forårsage ændringer i udvikling og omstilling af samfundet:
Overordnet set bliver det endnu mere relevant at fokusere på reduktioner af metanudledninger i forhold til udledninger af CO2, og i flere tilfælde end i dag kan omsætning af metan til CO2 i sig selv vise sig at være værdiskabende nok til at berettige krav om nye tiltag. Samtidig vil produktion og brug af metantunge gasser generelt kunne vise sig at blive mere kompliceret end hidtil antaget. F.eks. vil tolerancen for lækager fra naturgas- og biogasproduktion, lagring, distribution og fra transportmidler, der benytter denne type gas, sandsynligvis blive lavere.
Det vil blive markant mere værdifuldt at undgå uhensigtsmæssig produktion, opbevaring og anvendelse af våde biomasser – f.eks. gylle, spildevandsslam, madaffald og biogasrestfibre, da disse fraktioner typisk er biologisk meget aktive, og omsætningen medfører udledning af store mængder metan. Løsninger kan både inkludere reduktion af mængderne af disse materialer, opsamling af metan fra nedbrydning af materialerne, stabilisering og evt. sterilisering ved f.eks. separation, tørring og termisk udnyttelse og flere andre tiltag. Samtidig vil udledninger fra de organiske værdikæder skulle overvåges mere omhyggeligt, og tunge punktkilder som gylletanke, biogasanlæg, rensningsanlæg, slamhoteller og stationer for opbevaring og behandling af madaffald kan blive underlagt nye restriktioner. Mens produktion af biogas fra våde, ustabile biomasser således kan blive endnu mere relevant i forhold til at reducere udledninger fra disse fraktioner, forventes biogas fra tørre, stabile biomasser f.eks. halm, at blive mindre interessant pga. de medfølgende metanudledninger fra tab og øget biologisk aktivitet i materialet.
Klimapåvirkningen fra mejeriprodukter og fåre-/gede-/oksekød vil stige betragteligt. Mens metanudledninger fra gylle og dybstrøelse i stor udstrækning vil kunne reduceres med teknologiske og driftsmæssige tiltag og markant øgede omkostninger, er det småt med mulighederne for at reducere udledninger fra den største enkeltkilde; dyrenes fordøjelsessystem. Dette forventes derfor at kunne føre til enten en reduktion af produktionen af disse dyr eller markant strammere krav om både reducerende og kompenserende tiltag.
Vi kan ikke undgå metanudledninger – heller ikke i fremtiden, men vi bør være opmærksomme på den reelle klimaeffekt af metanudledninger, så vi kan prioritere og beslutte på et oplyst grundlag i omstillingen af vores samfund. Hverken i Danmark eller internationalt set er der lige nu tilstrækkeligt blik for de reelle temperatureffekter, som metan i atmosfæren giver på den korte bane.
Det skyldes langt hen ad vejen, at vi som standard kun analyserer på disse på den lange bane. Men det hjælper ikke klimaet, at 100 er et dejligt rundt tal, og at vi synes, det er bøvlet at lave om på konventionen om 100 år som tidshorisont. Vi bør ændre vores analyse- og beslutningspraksis til at inkludere både de korte og lange klimaeffekter af et givent tiltag. Vi anbefaler derfor, at man som minimum arbejder med klimaeffekter af drivhusgasudledninger i både et 100-års- og et 30-års-perspektiv.
Det korte perspektiv bør reduceres løbende, således at det matcher vores ambition om en balance i temperaturudviklingen på kloden i 2050. Uden hensyntagen til metans potente drivhusgaseffekt på den korte bane risikerer vi uhensigtsmæssige prioriteringer. Det kan fremskynde selvforstærkende feedback-mekanismer og dominoeffekter og forværre klimakrisen for både os selv og de næste generationer.
Det skal derfor tænkes med i fremtidens planlægning og regulering. I nye værktøjer til monitorering og analyse. I de årlige opgørelser af de danske drivhusgasudledninger og fremdrift i forhold til klimaloven. I kommunernes klimaplaner. I forsyningsselskabernes klimaplaner. I de samfundsøkonomiske analyser af nye anlæg og infrastruktur. I de opdaterede kostråd. I landbruges klimaplan. Og mange andre steder.
