Kronik: Vi er kommet alt for sent i gang med at teste for antistoffer

Det er for nogle få dage siden blevet meldt ud, at 2.600 (‘pseudotilfældigt’) udvalgte borgere i hele landet via E-boks i øjeblikket bliver anmodet om at lade sig teste for antistoffer.

Formålet er at estimere, hvor stor en andel af befolkningen der har været smittet hidtil (i realiteten: smittet senest nogle uger før testtidspunktet). Det er en overordentlig vigtig viden at opnå, i særdeleshed mht. at kunne kalibrere ekspertgruppens model ordentligt.

Som begrundelse for, at det først sker nu, angiver sundhedsministeren, at der nu er blevet testkapacitet til, at det kan lade sig gøre. Det står jeg helt uforstående overfor.

Når Region Hovedstaden den 15. til 17. april kunne teste omkring 19.000 personer (personale i regionens sundhedssektor), og blodbankerne sideløbende mellem 6. april og 3. maj har testet over 20.000 donorer, må det da fra statens side i lang tid udelukkende have været et prioriteringsmæssigt spørgsmål?

Og jeg mener afgjort, at en landsdækkende stikprøve af denne slags (forhåbentlig dækkende alle eller de fleste aldersgrupper) burde have været meget højt på prioriteringslisten for længst. Der har ved forskellige lejligheder tidligere været udtalelser om, at de tilgængelige metoder til antistoftest ikke var særligt pålidelige, men er det en valid forklaring her?

En stikprøve på kun 2600, selv med et virkeligt gennemtænkt design, kan næppe give ret præcis information om forskelle mellem såvel aldersgrupper som geografisk lokalitet. Men det er heller ikke nødvendigt, for at det alligevel kunne have haft stor værdi for modelarbejdet allerede for mere end en måned siden.

For det første var modellen ikke underinddelt geografisk på det tidspunkt, for det andet (vedr. aldersgrupperne) er der teknikker til netop med denne type modeller at ‘ryste’ data hen, hvor de ca. hører til (vha. informationen i kontaktmatricerne); det ved fysikerne og matematikerne i ekspertgruppen alt om.

Med data fra en sådan landsdækkende stikprøve kunne modellen sandsynligvis være blevet kalibreret, så bootstrapping på grund af det i realiteten ukendte antal inficerede til t = 0 i modellen (svarende til datoen 11. marts?) kunne være blevet minimeret. I alle tilfælde havde vi sluppet for gentagne gange at skulle høre fra SSI, at skyggetallet kan være alt mellem 30 til 80 gange det registrerede antal inficerede.

Det hele er for mig temmelig ubegribeligt, faktisk foruroligende. Så spørgsmålet er: Hvad er grunden til, at en sådan stikprøvetest til belysning af, hvor mange der i alt har været smittet i den danske befolkning, ikke er udført for længst? Har ekspertgruppen aldrig udtrykt ønske om det over for de relevante instanser? Har de fået afslag på sådan en test?

Begrebet, selve ordet, flokimmunitet, er vel det, der har skabt mest ratslør i diverse diskussioner og udtalelser i medierne.

Miseren med ordet kommer af, at det faktuelt bruges på to måder. Den første måde (den oprindelige) er at bruge ordet til at betegne en tærskelværdi. Nemlig den præcise andel af immune personer i befolkningen, der gør, at man lige præcis ikke starter en eksponentielt eskalerende epidemi, hvis man introducerer nogle få smittede individer i (den ellers sygdomsfri) befolkning.

Med andre ord: en befolkning, hvor man har opnået et effektivt reproduktionstal på Reff =1 pga. andelen af immune. Hvis de immune er geografisk såvel som demografisk nogenlunde jævnt fordelt, kan man hurtigt udlede, at den krævede andel er h = 1-1/Ro, hvor Ro er reproduktionstallet i en ‘jomfruelig’ befolkning, dvs. helt uden immune.

Den anden måde at tale om flokimmunitet på er meget mere løs, hvor det simpelthen bare er ækvivalent med at sige ‘andelen af immune personer i befolkningen’. Ingen tærskelværdi. Her kan man således uden problem mene, at der er lidt eller meget flokimmunitet i befolkningen.

Det skal nævnes, at jeg inden for den strengt videnskabelige litteratur vist kun har set den første anvendelse af begrebet. For en svoren tilhænger af den første måde minder den anden grangiveligt om den gamle joke med, at en kvinde godt kan være kun en lille smule gravid.

For at gøre det hele endnu værre er der åbenbart ingen tommelfingerregler for, hvilke personer der bruger den ene eller den anden måde. Jeg synes, det virker som om, der er en nogenlunde tilfældig fordeling blandt brugerne, både hos journalister og indkaldte eksperter.

Et af de bedre eksempler så jeg lige forleden på dr.dk. En yngre kvindelig, dansk (men svensktalende) journalist interviewede den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell i Stockholm. På et tidspunkt snakker de om, hvornår svenskerne mon opnår flokimmunitet, og journalisten bruger helt klart den første betydning af begrebet, mens Anders Tegnell bruger den anden (den løse).

Lige den passage af interviewet var det rene goddag-mand-økseskaft og meget morsom.