Kronik: Vandmiljøplanerne var rettidig omhu
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kronik: Vandmiljøplanerne var rettidig omhu

Der har i løbet af sommeren været flere indlæg om vandmiljøplanerne, og der er rejst flere spørgsmål i debatten til DCE, Aarhus Universitet. Vi har som tidligere medarbejdere ved DMU arbejdet med vandmiljøspørgsmål og -overvågning igennem samtlige vandmiljøplaner, siden den første blev til i 1987.

Så det er rigtigt, som skrevet af flere i debatten, at det nu er godt 25 år. siden de døde hummere indtog de danske medier, og at de døde hummere blev et umiddelbart symbol på den dårlige tilstand i vandmiljøet. Der kom fokus på byernes og landbrugets forurening af havmiljøet med især kvælstof men også fosfor. Tre vandmiljøplaner (1987, 1998 og 2004) og en plan for bæredygtig landbrug (1991) er siden blevet til, og nye renseanlæg, store gyllebe¬holdere og vintergrønne marker dukkede op i landskabet som synlige tegn på indsatsen.

Brian Kronvang og Jacob Carstensen er professorer og Poul Nordemann Jensen chefkonsulent ved DCE, Aarhus Universitet.

Fokus var fra starten i midt 1980’erne på at få reduceret udledningerne af både kvælstof, fosfor - både for at sikre befolkningen nok rent grundvand til vores daværende og fremtidige drikkevandsforsyning og for at sikre renere vandløb, søer og fjorde.

Der var altså fra starten tale om en helhedsplan, der omfattede hele vandmiljøet (se figur). Og der blev med den første vandmiljøplan sat tal på målsætningerne: Kvælstofudledningerne skulle halveres og fosforudledningerne reduceres med 80 pct. Og det lykkedes – allerede i 2004 blev reduktionsmålene nået ved en kæmpe indsats i byerne og på landet – en succesfuld indsats som ikke finder sin lige i hele verden.

Og grunden til at vi med sikkerhed kan udtale os om dette er, at Folketinget i 1988 bevilgede penge til at igangsætte en omfattende national overvågning af det danske vandmiljø. Siden er der indsamlet titusindvis af vandprøver, biologiske prøver og andre miljødata, som er blevet tilgængelige for alle.

Virkede vandmiljøplanerne så? Ja, resultaterne er slående, selv om der fra naturens side er meget store svingninger i vejr og vindforhold fra år til år - og netop vejrforholdene er ved siden af næringsstofbelastningen en nøglefaktor i forståelsen af de biologiske effekter i vandmiljøet. F.eks. er en kombination af meget nedbør i efterår og vinter sammen med en tør og varm sommer uden megen vind den værste cocktail for søer og fjorde.

I regnfulde vintermåneder udledes der nemlig ekstra store mængder næringsstoffer, og i tørre og varme somre er vandmiljøet generelt mere følsomt for disse udledninger, da der er mindre ilt i vandet og favorable forhold for algevækst pga. lys og varme. Næringsstofbelastningen øger således risikoen for iltsvind, men det er i sidste ende sommervejret som bestemmer om der bliver et udbredt iltsvind eller ej.

Desuden må vi i søer, fjorde og kystvande i nogle tilfælde vente længe på at forbedringerne i f.eks. vandets klarhed og iltindhold kan måles. Regnvandet kan tage flere år om at nå fra markens rodzone, gennem grundvandet til vandløb, søer og fjorde. Så i nogle dele af landet har vi endnu ikke set den fulde effekt af de foranstaltninger landbruget har gennemført igennem 1990’erne. Det gælder blandt andet et område som Mariager fjord.

Endelig er der trægheder i vandmiljøet, som skyldes de mange års massive forureninger af f.eks. søer og fjorde med næringsstoffer. Her er der er nemlig opbygget puljer i bundsedimentet som det kan tage mange år at tømme ud - så der er her en intern kilde, som skal regnes med, når vi diskuterer, hvorfor effekterne ikke ses med det samme.

Endelig er der på grund af de mange års påvirkninger sket store ændringer i de fysiske og biologiske forhold, f.eks. er bundmaterialet blevet mere tilslammet i søer og fjorde, hvilket kan hæmme indvandring af de oprindelige planter, og i vandløb er det grove materiale som grus og sten blevet gravet op og afløst af en sandet ensartet bund, som kun giver levested for dyr der er tilpasset disse forhold.

Men - grundvandet er blevet renere. Nitratindholdet i det nydannede yngste grundvand viser nu signifikante fald i nitratindholdet i mere end 40 pct. af de overvågede boringer. Så selv om nitratindhold i det ældste overvågede grundvand fra før vandmiljøplanernes tilblivelse stadig stiger i flertallet af boringerne (60 pct.), så er udviklingen mod dårligt drikkevand vendt.

Forureningen af vandløb med organisk iltforbrugende stoffer er faldet med næsten 50 pct., og hele 90 pct. til både ferskvand og hav, fra slut 80’erne til 2011. Samtidig viser målingerne, at andelen af små og store vandløb med minimum god økologisk kvalitet (Dansk Vandløbs Fauna Indeks ≥ 5) er steget fra 20 pct. i 1994 til nu ca. 55 pct.. Igen er det et godt udgangspunkt for at sikre at mange danske vandløb på sigt opnår en god økologisk tilstand til glæde for naturelskere, sportsfiskere, mv.

Søernes økologiske tilstand er også forbedret. Algemængden om sommeren er faldet signifikant i 40 pct. af de undersøgte søer, og sigtdybden - et mål for vandets klarhed - er gennemsnitligt steget med 70 cm siden 1989, fra 1,3 m til 2,0 m. Det er til glæde for badegæster ved søerne og kan sikre en øget biodiversitet.

Koncentrationerne af kvælstof og fosfor i havområderne er faldet markant som følge af de reducerede belastninger fra land. Det har medført en større begrænsning af algevæksten, og mængden af alger er faldet med ca. 30 pct. i fjordene og ca. 10 pct. i de indre åbne farvande.

Sigtdybden er også svagt forbedret. Havets planter, typisk ålegræs, er dog endnu ikke i fremgang formentlig pga. en kombination af flere forhold - herunder de ændrede bundforhold, manglende spredningspotentiale, mv.

Klimaet har i de sidste 25 år ændret sig med højere temperaturer og mere regn, og det vil fortsætte i fremtiden. Denne udvikling giver i sig selv anledning til et øget pres på vandmiljøet pga. både de højere vandtemperaturer, større biologisk aktivitet (øget algeproduktion og nedbrydning ved forbrug af ilt) og større udledninger af kvælstof og fosfor - alt andet lige.

Så uden vandmiljøplanerne ville vores vandmiljø være i en rigtig dårlig forfatning - også med flere døde hummere. Modelberegninger har således vist, at i et ‘normalår’ illustreret ved 2009 ville mere end 7,000 km^2 af de indre farvande blive ramt af iltsvind uden de gennemførte vandmiljøplaner mod den faktiske iltsvindsudbredelse i 2009 på 3.000 km^2 – altså mere end en fordobling.

Så det var rettidig omhu, da Folketinget i 1987 vedtog den første vandmiljøplan, og de skiftende Folketing har fastholdt målene. Fremadrettet er der nye måder at forvalte vandmiljøet på. Natur- og Landbrugskommissionen har i sin nyligt offentliggjorte rapport peget på, at det nu er på tide at droppe de generelle reguleringer og i stedet satse på en differentieret forvaltning af f.eks. landbrugets udledninger af kvælstof og fosfor. Det vil kræve en stor indsats og inddragelse af ny viden at nå så langt - men det vil også være en helt ny måde at forvalte sammenhængen mellem landsbrugsproduktion, natur og vandmiljø.

Udvikling og anvendelse af nye omkostningseffektive og ‘intelligente’ virkemidler til reduktion og afbødning af landbrugets næringsstofudledninger og andre påvirkninger er et andet vigtigt ben i den fremtidige forvaltning af vandmiljøet.

Det drejer sig om virkemidler som restaurering af vandløb, vådområder, søer, ådale og fjorde, samt minivådområder, kontrolleret dræning og intelligent udlagte randzoner. Grundlaget herfor skal skabes ved en stærkere overvågningsindsats, der omfatter yderligere anvendelse af overvågningsdata i sammenhæng med værktøjer, der kan simulere vandområders tilstand og effekter af nye forvaltningstiltag.

Vandmiljøplanernes rensning for organisk materiale i by og på land samt for fosfor har ganske rigtigt været en bragende succes.
Men kvælstofdelen fra landbrugsarealer har været en fiasko af flere årsager. Dels betyder denne del højst 5 % i de indre danske farvande p.g.a. andre tilførsler. Dels er det fosfor, der er væsentligst for vandmiljøet på hav-økosystem-basis. Dels har modelberegningerne for udledning fra markerne vist sig at være misvisende. Dels har manøvren kostet samfundet trecifrede milliardbeløb. Dels har det ikke givet synlig effekt ifølge seneste NOVANA-rapport på sigtedybde og ålegræs.
Andre steder i verden har man ændret opfattelse af kvælstofs funktion i havets økosystem. Ny erkendelse må også nå de danske kyster.
Hvem siger også, at en 26 år gammel "konsensus"-beslutning holder til evig tid?

  • 11
  • 9

Det er efterhånden patetisk at se på Poul Vejby-Sørensens og Bæredygtigt Landbrugs forsøg på at italesæte, at kvælstof ikke er et problem for det danske vandmiljø. Gang på gang henter de stærkt selektivt forskere frem og bruger deres resultater i en helt anden sammenhæng. I praksis er der forskningsmæssig konsensus om at kvælstof er et alvorligt miljøproblem i bestemte marine områder og i de indre danske farvande er kvælstof den største pres-faktor. Senest er dette slået fast i den konference, som Landbrug og Fødevarer afholdt i august 2013.

  • 11
  • 7

Der er med de nyeste målinger grund til at stille spørgsmål ved om N-LES kan bruges, og dermed om forudsætningerne for modelberegningerne holder. Miljøportalen er ikke tilgængeligt for alle, da det kræver Microsoft's Silverlight for at se data.

Tyskerne kan godt finde ud af at lave kemiske målinger OG offentliggøre data. Kunne de offentlige danske målinger og IT-løsninger blive lidt bedre?

  • 6
  • 3