Kronik: Værdifuldt elektronikaffald går tabt
Elektronikaffald og batterier er særlige affaldstyper, der er kendetegnet ved at være meget komplekse og indeholde farlige såvel som værdifulde metaller. Det er altså affaldstyper, som af flere grunde er vigtige at indsamle og genanvende.
Trods dette smides småt elektronikaffald, batterier og sparepærer ofte fejlagtigt ud med husholdningsaffaldet. I gennemsnit smider danske husholdninger syv elektroniske produkter og ni batterier ud om året. Særligt ryger køkkenudstyr, sparepærer, legetøj, kabler, høretelefoner, cykellygter samt bærbare batterier i skraldespanden.
Elektronikaffald og batterier, der ikke udsorteres til genanvendelse, resulterer i, at store miljømæssige besparelser ved at genvinde frem for at udvinde jomfruelige metaller ikke opnås. Men manglende udsortering og genanvendelse betyder også et tab af vigtige ressourcer, som vi og fremtidige generationer har brug for.
Mange af de metaller, som findes i elektronik og batterier, er nødvendige som råmaterialer til nye grønne teknologier, som f.eks. batterier i hybridbiler og magneter i vindmøller, og er allerede i dag i umiddelbar forsyningsrisiko og med en meget lav genanvendelsesgrad.
Politisk tales der ikke længere om affald men om ressourcer, og den cirkulære tankegang har slået rod. Dette er et paradigmeskift fra en opfattelse af, at affald blot er noget, man skal håndtere og få væk så nemt og hurtigt som muligt, og hvor det betragtes som godt nok bare at få noget ud af det.
Men i en tid, hvor den cirkulære økonomi tankegang vinder indpas, og der er fokus på at sikre, at ressourcerne forbliver i kredsløb, kan vi ikke tillade os blot at sammenligne forskellige affaldsteknologier og vælge den pt. bedste teknologi. Konsekvenserne ved manglende genanvendelse er nødt til at blive gjort klart.
Livscyklusvurderinger (LCA’er) bruges i høj grad som politisk værktøj til langsigtet planlægning inden for affalds- og genanvendelsessektoren. LCA’erne opregner de miljømæssige fordele og ulemper af forskellige affaldsløsninger og gør dem synlige for beslutningstagerne. For at sikre, at der tages de rigtige langsigtede beslutninger, bør konsekvenserne af disse beslutninger selvfølgelig være oplyst til fulde.
Affalds-LCA’er medtager i dag en ressourceparameter, men her medregnes kun forbruget af materialer (f.eks. olie, vand og varme) ved affaldsbehandlingen og de ressourcer, man genanvender. Selve ressourcerne i affaldet regnes for at være ‘gratis’ (den såkaldte Zero burden approach eller nul-byrde-tilgang).
Det betyder helt konkret, at de ressourcer, man genanvender, giver en besparelse, mens dem, der ikke genanvendes, ikke beregnes som et tab. Dermed fremgår ressourcetabet ved manglende genanvendelse heller ikke af miljøvurderingsresultaterne. Man risikerer at bekræfte sig selv i, at det man pt. gør er godt uden at blive gjort opmærksom på, om man måske trænger til at gå en helt ny vej og gøre noget radikalt anderledes.
En ressource-byrde-tilgang kunne være en måde at inkludere ressourcetab i affalds-LCA’er, og ville betyde et fokus på at reducere tabet af ressourcer fra genanvendelsessystemer. Denne tilgang blev brugt i mit nyligt afsluttede ph.d.-studie og viste, at tabet af ressourcerne ved afbrændingen af husholdningsaffald er stort og en vigtig parameter, hvilket i særdeleshed kunne tilskrives metaller indeholdt i elektronikaffaldet.
Livscyklusvurderinger er et glimrende værktøj til at vurdere miljøaspekterne af komplekse affaldssystemer og til at bistå beslutningstagerne på affaldsområdet. Men med skiftet fra at tale om ‘affald’ til at tale om ‘ressourcer’ er det blevet nødvendigt, at LCA’erne på affaldsområdet afspejler affaldet som værende netop en ressource, og at man går bort fra nul-byrde-tilgangen og medregne affald som noget, der er ‘gratis’.
Affald indeholder vigtige og værdifulde ressourcer, som bør bevares i umiddelbart kredsløb til gavn for fremtiden og ikke noget, som bør gå til spilde.
