Vandløb og søer modtager til stadighed uorganisk og organisk kulstof med vandet fra landjorden. Meget af tilførslen afgasser til luften som CO2, især fra overfladen af små søer og små vandløb, som står i særlig tæt kontakt med land. Den samlede årlige CO2-afgasning fra ferskvand er omkring tre gange større end den videre kulstoftransport til havet.
Bidraget fra ferskvand indgår kun delvist i tallene for Danmarks samlede CO2-emissioner, men ferskvand-bidraget svarer mindst til 9,5 pct. af disse. Methanafgasning fra ferskvand og kulstofs tilbageholdelse i vådområders bund er ikke kendte og derfor ikke medregnet. Udtagning af dyrkningsusikre lavbundsjorder pga. hyppige oversvømmelser kan bidrage markant til at reducere CO2-emissionerne ved at tilbageholde kulstof i jorderne og i vegetation og dermed hjælpe med at nå Danmarks klimagasmålsætning i 2030. Overgang af 100.000 ha lavbundsjorder til vådområder vil reducere CO2-udslippet meget betydeligt (7-18 pct.) i forhold til klimamålet.
Læs også: Søer og vandløb overset i CO2-regnskab: Udleder 9 pct. af landets klimagasser
Planteproduktion på land trækker til stadighed kuldioxid (CO2) ud af atmosfæren til opbygning af organisk stof i planterne. CO2 frigives igen, når døde plantedele nedbrydes af bakterier og svampe i jorden. Det meste af kulstoffet forlader jorden som CO2 direkte til luften. Men en mindre del forlader jorden som CO2, bikarbonat (HCO3-) og organisk stof i jordvandet, som siver til vandløb, søer og grundvand. Tabet af opløst organisk stof er massivt og bemærkes især som brunt vand i bække og søer i moser og skove. Bikarbonaten i jordvandet dannes ved kemisk forvitring af kalk og lermineraler under forbrug af CO2 opløst i jordvandet som kulsyre.
De ferske vande er et åbent vindue for CO2-afgasning. CO2 er enten opløst i vand fra oplandet eller produceres ved nedbrydning af tilført organisk stof. I tillæg transporterer de ferske vande større mængder af opløst bikarbonat fra landjorden til havet. En anden betydelig, men ukendt andel aflejres i søernes bund og i vådområder. Methanafgivelsen fra vandet til atmosfæren udgør også et ukendt kulstoftab.
Koncentrationen af CO2 i grundvandet varierer, men er generelt 10-100 gange overmættet i forhold til atmosfærens indhold. Drænvand og grundvand giver derfor anledning til heftig CO2-afgasning i kildefelter, damme og små vandløb, hvor vandet kommer i kontakt med luften.
Uden at medtage methanafgasning kan vi estimere den samlede CO2-afgasning og transport af kulstof i de ferske vande. Beregningerne er et gennemsnit over alle årets måneder i 20 år (1990-2010). Tallene viser, at vandløbene tilsammen afgasser omkring tre gange så meget CO2 som søerne. Det er forventeligt, da vandløbsvandet på timer eller få dage udskiftes med nyt CO2-overmættet vand fra landjorden, mens vandet opholder sig fra måneder til år i søerne. Dermed er der også tid til, at søernes planteplankton kan forbruge CO2 ved deres fotosyntese.
De små bække øverst i oplandene har tæt kontakt til de omgivende jorder og har særligt høje CO2-koncentrationer sammenlignet med de større åer, hvor vandet har været længe undervejs og har tabt meget af CO2-overmætningen. Små søer har også tæt kontakt med oplandet, har højere CO2-koncentration og afgasser mere CO2 til luften pr. overfladeareal end større søer. De store søer kan endog have en nettooptagelse af luftens CO2, hvis de har en høj produktion af alger og planter, der giver anledning til aflejring af døde alger og planter på søbunden.
Professor Kaj Sand-Jensen, videnskabelig assistent Kenneth Thorø Martinsen og lektor Jens Borum fra Ferskvandsbiologisk Laboratorium, Biologisk Institut, Københavns Universitet, forsker i økosystemers økologi. De har undersøgt, hvor stor afgasningen af CO2 fra søer og vandløb er, og hvilken betydning dyrkede lavbundsjorder i ådalene kunne have for Danmarks mål for CO2-emission. Kulstofstudierne er støttet af COWIfonden.Sagen kort: Afgasning fra søer og åer
Årligt frigør vandløb og søer tilsammen 1.335.000 ton kulstof til luften som CO2. Vi har estimeret, at vandløbene transporterer omkring 110.000 ton organisk kulstof og 450.000 ton uorganisk kulstof som bikarbonat videre til havet (i alt 560.000 ton i figuren). Det meste organiske kulstof, som tilføres havet, vil efterhånden blive omsat og frigjort som CO2 til luften. Den samlede afgasning plus transport af kulstof i vandløb og søer beløber sig således til 1.895.000 ton kulstof pr. år. Estimatet medtager som nævnt ikke stofsedimentation og methanafgasning og er derfor et minimum-estimat for de ferske vandes rolle i kulstofkredsløbet.
Kulstoftabet fra ferskvand til luften er helt naturligt. Det kan der ikke slukkes for. Men tabet kan reduceres, hvis mere kulstof tilbageholdes som organisk stof i bunden af søer og vådområder. I vådområder kan organisk stof også indbygges i planterne, for eksempel i veddet i opvoksende pilebuske, aske- og elletræer.
Ved inddragelse af dyrkede lavbundsjorder i ådalene til udyrkede vådområder vil CO2-afgasning til atmosfæren samlet set falde. Drænede lavbundsjorder med meget organisk stof frigør årligt, ifølge danske undersøgelser, 2,7-10,8 ton kulstof pr. ha til luften afhængigt af jordernes organiske indhold, mens mineralske jorder, hvor den organiske pulje allerede er nedbrudt, er i omtrentlig balance. Hvis områderne erstattes med enge og sumpskov, kan vi forvente, at kulstof frem for at blive nedbrudt nu igen vil ophobes i de fugtige jorder og i vegetationen svarende til ca. 2,7 ton kulstof pr. ha. Nettoeffekten ved skiftet fra dyrkede drænede jorder til udyrkede vådområder er således i størrelsesordenen 5,4-13,5 ton kulstof pr. ha om året for organiske jorder. Omfattende tyske undersøgelser viser gennemsnitlige årlige CO2-afgasninger fra drænede, dyrkede lavbundsjorder til den høje side i intervallet for de danske undersøgelser.
I et fælles udspil foreslår Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer at tage 100.000 ha lavbundsjorder ud af drift. Det vil netto kunne fjerne 540.000-1.360.000 ton kulstof fra omsætningen, hvilket er på niveau med CO2-afgasning og transport af kulstof i søer og vandløb, som det fremgår af figuren. I Folketingets klimaplan er målet at reducere den menneskeskabte udledning svarende til 7,6 millioner ton kulstof i 2030. Reduktionen af CO2-udslippet ved etablering af 100.000 ha vådområder er altså meget betydeligt (7-18 pct.) i forhold til reduktionsmålet.
Vi har her vist, at afgasningen af CO2 fra søer og vandløb er meget vigtige poster i det samlede kulstofbudget. Vi har også vist, at overgangen fra dyrkede til udyrkede lavbundsjorder kan reducere CO2-tabet til luften meget markant. Den kommende opgave bliver at måle vigtige processer, som endnu ikke indgår, og mindske usikkerhederne i det samlede budget. Samtidig må man finde de tekniske løsninger for lavbundsområder, som er de bedste for klimaet og biodiversiteten.
