Kronik: Tvivlsomme beregninger af byggeri kan skævvride klimaindsats
Hvor skal fokus være, når miljøbelastningen fra nye bygninger skal nedbringes, og indsatsen prioriteres? Skal det være på byggematerialerne eller på energiforbruget til drift? Meget tyder på, at virkelighedens energiforbrug over hele byggeriets levetid er langt større, end vi regner med. Vi bruger simpelthen mere el og varme, end hvad beregninger giver udtryk for.
For nylig kulminerede miljøindsatsen med Folketingets vedtagelse af en national strategi for bæredygtigt byggeri. Strategien sikrer indfasning af CO2-krav på alle større byggerier fra 2023. I praksis betyder det, at byggeriets materialevalg skal bero på en vurdering af miljøbelastningen i alle faser ‘fra vugge til grav/vugge’.
Miljøbelastningen fra byggeriet har historisk set været domineret af energiforbruget i driftsfasen – især da energien primært var baseret på fossile brændsler. Energiforbruget til drift er generelt faldende, jo nyere bygningen er, fordi kravet til varmeisolering løbende er blevet skærpet. Den første skærpelse i 1966 og sidenhen flere gange i 1970’erne var dog ikke af hensyn til miljøet, men til samfundsøkonomien, der led nød under oliekriserne. Først med indførelsen af det europæiske direktiv om bygningers performance i 2006 (en konsekvens af Kyotoaftalen fra 1997) stilles der krav til bygningers energiforbrug i driftsfasen begrundet i miljøforhold.
Nye bygninger skal nu leve op til en såkaldt energiramme, dvs. summen af energiforbrug til rumopvarmning, varmt brugsvand, mekanisk ventilation, pumper og (for kontorer) elektrisk belysning må ikke overstige en øvre grænse angivet i kWh pr. m2 opvarmet etageareal pr. år.
Artiklen fortsætter efter grafikken
Eftervisning af bygningens energiramme sker med en beregning i et computerprogram (Be18). Programmet består af forsimplede modeller for bygningsfysik og brugeradfærd samt en række fastlagte forudsætninger om vejrforhold, brugstid, varmetilskud fra personer og udstyr samt rumtemperatur. Beregningen er ikke tænkt som et forsøg på at udtrykke bygningens faktiske energiforbrug, men at muliggøre en sammenligning af forskellige bygningers energiperformance uafhængigt af brugerpræferencer og -adfærd samt geografisk placering. Beregningen kan derfor ikke bruges til at udtrykke bygningens faktiske miljøbelastning i drift.
Men det er ikke desto mindre denne forsimplede beregning af driftsenergi, der lægges til grund, når der konkluderes på bygningers miljøbelastning. I publikationen ‘SBI 2020:04 Klimapåvirkning fra 60 bygninger’ fra Statens Byggeforskningsinstitut er der foretaget en delvis miljømæssig livscyklusanalyse af 60 bygninger i kategorierne etageboliger, enfamiliehus, rækkehus, kontor og andet.
Konklusionen på analysen er, at påvirkningen fra bygningens materialer er cirka 2-4 gange højere end påvirkningen fra driften for både en 50-års og en 80-års betragtningsperiode. Miljøbelastningen fra materialer i analysen inkluderer produktion af byggematerialer, vedligehold, udskiftning samt affaldsbehandling og bortskaffelse efter endt levetid.
Materialernes miljøbelastning er beregnet med computerprogrammet LCAbyg. Miljøbelastningen fra bygningens el- og varmeforbrug er beregnet ved at omregne resultatet fra føromtalte energirammeberegning fra kWh til kg CO2-ækvivalenter. CO2-ækvivalenter betyder, at andre klimagas-emissioner (f.eks. metan eller lattergas) er inkluderet ved at omregne dem til den klimabelastning, de svarer til målt i CO2. For eksempel svarer klimabelastningen fra et kg metan til klimabelastningen fra 2,5 kg CO2.
Men energirammeberegningen er – som beskrevet tidligere – ikke et udtryk for bygningers faktiske energiforbrug, og dermed heller ikke for den faktiske miljøbelastning. Det anerkendes også i SBi-publikationen, hvor det indskydes: »Det faktiske driftsenergiforbrug ligger erfaringsmæssigt højere, fordi beregningsmetoden ikke omfatter alt forbrug og anvender standardantagelser. Det betyder, at den reelle klimapåvirkning formentlig vil være højere«. Det er et markant forbehold, og det er tankevækkende, at det ikke tages til indtægt, når der drages konklusion i rapportens sammenfatning.
Betydelige forskelle mellem beregnet og faktisk energiforbrug er et kendt fænomen og så udbredt, at der findes et internationalt begreb for det, nemlig performance gap. Performance gap kan skyldes rigtig mange forhold, som vi ikke har spalteplads til at kortlægge her, men danske undersøgelser har vist, at det faktiske varmeforbrug for nyere parcelhuse i snit er 35 pct. højere end i energirammeberegningen. I det omfang, SBi-rapporten muliggør det, har vi forsøgt at korrigere for performance gap. På figuren her på siden er vist en modificeret version af data fra SBi-rapporten.
