menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
I generationer er centrale dele af vore byer hovedsageligt bygget af stenmaterialer som mursten og beton. Enkelte træhuse er bygget i op til to etager i yderkvartererne. På det seneste er en del danske byhuse og hele bykvarterer imidlertid opført af træ, og flere rene træhuskvarterer foreslås bygget, såsom Vejlandskvarteret i København.
Det antages at være mere miljøvenligt, fordi træ forekommer at være CO2-neutralt.
Men derved genindfører man en risiko med katastrofale konsekvenser: bybrande.
De fleste kan let slukke et lys ved at puste det ud. Hvis man derimod får den dårlige idé at sætte mange brændende lys sammen, kan de varme gasser fra de enkelte lys slå sammen til en meterhøj flamme, som de færreste magter at slukke.
Tilsvarende er det med brændende bygninger i en by. Brandvæsenet formår som regel at slukke brand i en enkelt bygning. Men hvis et større antal bygninger med tilstrækkeligt brændbart materiale er antændt på én gang, kan opgaven blive uoverkommelig.
Det skyldes ikke bare, at der er tale om flere bygninger, men også at brandene fra de enkelte bygninger kan slå sammen til et stort bål.
Når man i dagens Danmark bygger med træ, skal konstruktionen kunne modstå brand i huset så længe, at beboerne kan nå at komme ud, inden det falder sammen. Disse krav findes i Bygningsreglementet. Men de måder, man prøver at beskytte træet på mod brande i enkeltbygninger, er utilstrækkelige, når vi taler om de langvarige påvirkninger med høje temperaturer, som man får ved bybrande.
Ved traditionelt muret byggeri med træbjælker og trægulve bliver kun de nøgne mure tilbage. Ved rent træbyggeri bliver ingenting tilbage. Alt, hvad der overhovedet kan brænde, vil brænde.
Erfaringerne fra et stort antal bybrande har påvirket den måde, vi bygger på, markant. Desværre ser man ofte, at sådanne dyrekøbte erfaringer gradvist forsvinder i glemsel.
Det varer kun, til man igen rammes af en altødelæggende katastrofe.
År 64 brændte Rom. Derefter indførte man fornuftige forskrifter for, hvordan man skulle bygge. Man forlangte, at huse adskilles fra hinanden med dobbelte brandmure i sten, så et hus kan falde sammen uden at tage nabohuset med. Der skulle bygges murede hvælv over butikker i stuen, så husets øvre etager blev beskyttet mod butikkens store brandbelastning. Der krævedes uafhængige stentrapper til de øvre etager. Et stort antal af deres bygninger er bevaret i dag.
Romeren Tacitus skriver om os andre her oppe mod nord, at vi bor i nogle ‘grimme’ træhuse, der ligger spredt på grund af brandfaren. Vi har ingen af disse huse tilbage. De er for længst rådnet eller brændt og frigjort den CO2, som træerne engang har bundet. Men vi har altså dokumentation for at selv jernalderens bønder var klar over, at man ikke skal bruge træ til tæt bebyggelse.
Det kan derfor undre, at vi i vore dage skal høre forslag om at indføre trækonstruktioner til højt og tæt byggeri i byerne. I særdeleshed når vi lever i et land, hvis hovedstad København er brændt ned hele tre gange på 100 år: i 1728, 1795 og i 1807.
Som efter de hundredvis af andre alvorlige bybrande i historien – eksempelvis London 1666, Stockholm 1759, Boston 1760, Hamborg 1842, New York 1845, San Francisco 1851, Bergen 1916 og Lærdal 2014 – har man også i København gjort sig tanker om, hvordan man kan udgå noget sådant fremover.
Man foreskrev mindstebredder på gaderne og skrå hjørner på husene, så man kan komme forbi med stiger. Efter 1728 vedtog man, at husene skulle bygges grundmurede af sten. Det varede dog kun kort, før man slækkede på kravene og tillod at baghuse blev opført billigere i bindingsværk. Denne eftergivenhed gjorde, at der igen blev lagt i kakkelovnen til de næste bybrande.
De første bybrande i København antændtes ved uheld. Den sidste i 1807 blev antændt med vilje. Den var stærkt medvirkende til, at Danmark gik statsbankerot. Englænderen William Congreve havde netop udviklet krigsraketten, som blev brugt mod København til verdenshistoriens første terrorbombardement.
Senere er den krigsmæssige anvendelse af bybrande udviklet til perfektion. Under Anden Verdenskrig opførte man i USA en ‘German Village’. Den havde møbler og konstruktioner af træ som i de tyske byer. Ved at sætte ild til den kunne man planlægge luftangreb, så de tyske byer kunne antændes med mindst mulig indsats af bomber.
Man brugte sprængbomber til at slå hul i tagene. De blev efterfulgt af brandbomber, som nu kunne trænge ned og antændte træ¬konstruk¬tionerne. Hvis det blæste, bombede man i en linje. Derefter kunne vinden gøre det videre arbejde med at rykke den brændende linje og sprede branden til hele byen. Det kalder man en fladebrand.
Var det vindstille, bombede man i stedet i en cirkel, så byen selv antændte en ildstorm. Det betyder, at byen virker som et stort bål, hvor kvarterene inden for cirklen hurtigt antændes. Varmen fra bålet udvider cirklen til at omfatte alle områder af byen, hvor brandbelastningen er høj nok.
Der dannes kilometerhøje flammer, og temperaturerne i centrum kommer op på over 1.000 grader. Bålet trækker orkanagtige vinde fra forstæderne, hvor tage flyver af huse, og træer rykkes op med rode. Deraf kommer betegnelsen ildstorm.
Hamborg blev igen ramt af en ildstorm i 1943, som ødelagde 12 km² by og dræbte 46.000 mennesker, og mange andre tyske byer blev ødelagt på tilsvarende måde.
Anden Verdenskrig afsluttedes med indsatsen mod Japan. Til denne del havde man lavet brandforsøg med en ‘Japanese Village’, og et brandbombeangreb på Tokyo 9. marts 1945 gav anledning til en bybrand, der ødelagde 41 km² og dræbte 100.000 mennesker.
Alle disse erfaringer har medført, at vi i Danmark hovedsageligt er gået over til at bygge med stenmaterialer som beton og murværk. Vi har da også været forskånet for alvorlige bybrande i en årrække. Men noget tyder på, at nye generationer af byggeteknikere ikke længere er så bevidste om, hvorfor vi bygger i sten.
I dag skal huse opfylde krav om lyd, så vi ikke skal høre, hvad naboen siger.
Vægge og gulve skal derfor være tunge. I træhuse kan det gøres ved at støbe et tykt lag beton på gulvene og sømme flere lag gips på væggene. Derved har man indført så mange stenmaterialer, at de også kunne bære bygningerne. Alligevel sælges de som træhuse. Mængden af brændbart materiale i en sådan by bliver omkring ti gange den, vi kender fra en by af rene stenhuse.
Alternativt kan man lave rene træbygninger, hvor tyngden opnås med massive træplader. Mængden af brændbart materiale bliver da op mod 100 gange større.
Der er altså tale om voldsomme forøgelser at det brændbare materiale.
Siden Anden Verdenskrig er der også på andre områder sket en udvikling af den måde, vi bygger huse på, og de ting, vi omgiver os med. Der bruges mere og mere plast og kunststof, så selvom vi har fået bedre plads, er boligernes brandbelastning næsten den samme.
Et andet nyt bidrag til fremtidens bybrande er anvendelsen af skumplastisolering. Der er tale om materialer, som let antændes og kan give en hurtig brandspredning bl.a. fordi de selv kan indeholde ilten, der skal bruges til forbrændingen. Disse materialer kan afgive giftig røggas og beredskabet får derfor sværere ved at redde personer og bekæmpe brandene.
Årsagerne til, at bybrande kan opstå, er heller ikke blevet færre med tiden. Uheld flere steder på én gang i en by kan stadig forekomme, da kilderne til antændelse er blevet flere. Elektriske artikler og opladere kan forårsage brande. Naturbrande kan brede sig til byerne. Krigsmæssig brandstiftelse er stadig en mulighed. I mindre målestok er terror kommet til, hvor byerne ikke bør være sårbare overfør flere samtidige angreb. Der kan også ske mere uorganiseret samtidig antændelse flere steder, som vi ofte ser det med bilbrande.
Enkelte bygninger af træ kan være et godt indslag i en by. En af Københavns mest markante bygninger er Hovedbanegården. Dens flotte trækonstruktioner har vi endnu. Det skyldes ikke mindst, at Københavns Brandvæsen bor i nærheden, og har været hurtige til at komme og slukke. Desuden er den ikke en del af et større byområde af træ.
At bygge moderne høje huse i træ er for mange en ny teknologi, som kræver stor omtanke for at være brandteknisk forsvarlig. Ved at foreslå at bygge hele kvarterer og bykerner med høje træhuse glemmer man vore dyrekøbte erfaringer. Man genindfører et problem, som har været en vigtig grund til, at vi så længe har bygget vore byer i stenbaserede materialer. Der ses ikke at være nogen holdbare miljøargumenter for at løbe en risiko med så store konsekvenser.
Vi bør indføre en grænse for, hvor meget brændbart materiale, vi vil tillade i en by. Denne øvre grænse kan passende sættes til 65 pct. af det, der var i de tyske byer under Anden Verdenskrig, og som beviseligt kunne give voldsomme bybrande. Det vil betyde, at højst 1 ud af 15 huse kan opføres af træ i en bydel med fireetagers bygninger.
Som i 1728 er det givetvis billigere og lettere at bygge med træ. Det kan imidlertid aldrig være bæredygtigt at omdanne en by til et stort bål. Gør man det, frigives al CO2 fra såvel bygningernes konstruktioner som fra byens øvrige brændbare indhold på én gang. Det vil både have store menneskelige og materielle omkostninger og være en katastrofe for klimaet.’
Nu i årevis har jeg tordnet imod træbygninger, men alle disse sofa-professorer har ladet hånt om kritikken og bagatelliseret min kritik!
Tak til ing.dk for endlig at smide lidt vand på min mølle!
Omvendt er det MEGET tragisk så mange der har talt positivt for træhøjhuse når der ikke har været en fuld skala test! Hvilket kun vidner om manglende basale kunskaber hos mange af læserne.
Jeg undrer mig over at afstanden til brandvæsenet, målt i tid, ikke får mere opmærksomhed i kronikken ?
Burde den tilladte densitet af brændbare bygninger ikke afhænge af afstanden af hvor hurtigt brandvæsnet kan være der ?
Da jeg boede i USA bemærkede jeg hvor tæt deres brandstationer lå. Meget ofte bestod en brandstation kun af én brandbil og et treholdsskifte, men til gengæld lå den næste brandstation kun et par kilometer borte. I aviserne kunne man læse "A three alarm fire" hvilket simpelthen betød at de tre nærmeste brandstationer havde været på sagen.
Kigger man f.eks på San Francisco, har de 20 brandstationer, hvilket på øjemål er en for hver fem kvadratkilometer:
https://www.google.com/maps/search/fire+st...
Storkøbenhavn ser kun ud til at kunne skrabe 20 brandstationer sammen ved at tælle Beredskabets træningscenter i Hedehusene med:
https://www.blivbrandmandnu.dk/danmarkskortet
Og gud nåde og trøste dem der bor i træhuse i udkantsdanmark, hvor der rask væk kan være op til en halv time til nærmeste brandvæsen.
Nu er der altså ikke fare for, at hele Danmark går op i flammer, blot fordi der bruges mere træ i byggeriet.
Kamp har åbenbart boet i USA og fremhæver eksempler derfra. Jeg mindes, at der endda for en del år siden i een af sydveststaterne (Arizona?) kom krav om automatisk sprinkleranlæg i træhuse - også oppe i tagkonstruktionen og det reducerede antallet af altødelæggende brande væsentligt. Iflg Beredskabsinfo ligger responstiden i DK på mellem 10 og 15 minutter selv ude på landet.
Artiklen er ikke andet end et historisk forløb, hvordan det har været for megen lang tid siden. Anden Verdenskrigs tæppebombardementer er fortid - den taktik bliver ikke brugt mere. Krig føres på en anden måde i dag.
Jeg ved ikke noget om brand, men de her tal får min BS-detektor til at blinke rødt. Så forsamlingen af lektorer mener at ca. 90% stenhuse er farligt mens ca. 93% stenhuse er sikkert?
Hvor kommer de tal fra?
Kronikken kan have sine pointer. Men når klimaet hives ind som et argument, falder hele indlægget til jorden. Det fremstår simpelt hen useriøst eller som et partsindlæg.
Træ er ubetinget et byggemateriale, som efterlader et mindre klimaaftryk end beton (, glas, jern og gips).
Træerne kan hurtigt vokse op igen. Det er derfor man kalder træ for CO2 neutralt, selvom det selvfølgelig er en tilsnigelse. Til fremstilling af beton graves der permanent lagret kulstof op af jorden, som udledes til atmosfæren. Både til afbrænding til at drive processen og som en del af den kemiske proces der omdanner kridt til cement.
Jeg mener, at verdens produktion af cement udleder lige så meget CO2, som 5 gange Frankrigs samlede udledning.
Det er lidt synd at ødelægge kronikken på den måde. For hovedpointen kan jo godt bære sig selv.
Kronikken er i bund og grund uunderbygget vrøvl. I stedet for at sammenligne med fortiden kunne man sammenligne med størstedelen af nutiden, hvor de fleste lande bruger mere træ end Danmark. Tilsyneladende uden at katastrofe har ramt.
Vi behøver ikke se længere end til Sverige, der har en lang tradition for træbygninger. Eller USA hvor næsten alle bygninger er baseret på en kerne af træ.
Endelig så er bygning i massivtræ som CLT ikke noget man har haft tidligere. Bare fordi det er træ så betyder det ikke at det brænder på samme måde.
Henvisning til brandbombning af Tyskland er usmagelig. Som om København, med dens stenbygninger, vil kunne overleve at blive bombet på den måde.
Hvorfor ikke oplyse om hvilke bomber der blev brugt under anden verdenskrig og stadig bruges idag?
Bomberne var fosforbomber og der vil det ikke hjælpe meget med mere brandvæsen.
Lyder mest som om forfatterne vil gøre folk bange for træbyggeri, men ud fra falske oplysninger. Hvis København blev tæppebombet med fosforbomber ville en meget stor del af byen brænde uanset hvor god brandsikringen er.
Farsøhthus er vel et meget godt svar på det spørgsmål:
Plejecenter Farsøhthus havde dispensation fra kommunen, fordi der lå en brandstation i nærheden.
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2018-09-11-...
Bryggen er brændt ned ca 8 gange eller mere som jeg husker det fra 'Bergen krøniken'
Men tilbage til nutiden: Byggeafstand respekteres ikke i vore dage Man bygger så tæt, at solen udebliver i 4 sals højde - og kommentareren om afstand til brandstation/udrykning er i høj grad relevant. Allerede bylovene fra ca 1240 tog fat på afstande - 3 alen var ikke meget, men en begyndelse. I dag er der regler for enfamiliehuse med både bygge og brandafstand - men slet ingen regler for byhuse i byer som København og lign. Her bygger man gud hjælpe mig i skel og tårnhøjt - det skal nok blive festligt. Bare tænk på den dårlige renovering i London for nylig. Tæppebombning er slut? Hvor kommer den påstand fra?
Artiklen handler om høj, tæt bebyggelse som kun udgør en meget lille del af den amerikanske bebyggelse. San Francisco og New York, og så et par andre mindre finanscentre.
Kig på det kobberstik fra 1795 (eller hvornår det nu er lavet)
Brandene spreder sig via tagene. I bund og grund logik, en lodret væg er svær at antænde, men på et tag kan en glød ligge og samle kræfter.
Det er nok der den vigtigste brandsikring bør foregå. Og hvis en brand har svært ved at sprede sig, så skal brandvæsnet nok klare den enkelte brand.
Kronikken udspecificere at "Det vil betyde, at højst 1 ud af 15 huse kan opføres af træ i en bydel med fireetagers bygninger".
Er din påstand at der kun eksisterer få bydele i USA hvor de har fireetagers bygninger og udpræget brug af træ i byggeriet?
Til det kan der kun siges at fosforgranater desværre stadig produceres og bruges i krig:
https://en.wikipedia.org/wiki/White_phosph...
Og ja, de virker stadig lige så godt som for 70 år siden, og nej ved tæppebombning med fosforgranater vil et brandvæen ikke kunne gøre det store.
Når det er sagt, så vil træhuse alt andet lige være mere sårbare for brand end mursten / beton huse, så diskusionen er stadig relevant.
ja
Var der ikke et træbadehotel i Vestjylland der brændte ned til grunden.
Og kirkespir i Roskilde og Paris.
Til dem der ikke kender "nyhederne":
Svinkløv: https://www.tv2nord.dk/tema/brand-pa-svink...
Roskilde: https://www.tv2lorry.dk/artikel/roskildes-...
Paris: https://nyheder.tv2.dk/udland/2019-04-16-n...
Når det så er sagt at så må man forvente væsentligt mindre bly i moderne byggeri end de havde i Notre Dame. ;-)
Men de bør ikke føre til, at brugen af træ undgås.
Vi må kunne indbygge (indkapsle) brandfarlige materialer i ikke-brændbare materialer, så ild kun vanskeligt kan spredes. Ligeledes må vi kunne designe anvendelsen af træ, så brand ikke kan vandre gennem bærende elementer, fra etage til etage og fra bygning til bygning. Træ i 'øer' uden kontakt til andre 'øer', skiftevis anvendelse af træ, stål og beton osv.
Deciderede træbyer skal undgås, men anvendelsen af træ i byggeriet bør kunne øges massivt.
Bare lige for at runde den med USA af:
USA har utroligt forskellige bygningskulturer, fra bundsolide naturstensbygninger over mursten, forskellige former for let-/gas-beton videre over gips eller krydsfiner på lægter, til solide tømmerkonstruktioner kulminerende i egentlige bjælkehuse. Det afhænger af alt muligt, fra klima og vejr til jordskælv og ikke mindst økonomi.
Men lige netop træbygninger er sjældent høje, af den simple grund at brandfolkene har været utroligt gode til at få bygningsreglementer til at forbyde dem med henvisning til netop faren for at de bliver brandfælder.
Juridisk skelnes der simpelthen imellem bygninger brandvæsnet kan nå med en stigevogn og bygninger med personophold over stigernes rækkevidde og derfor har man i nogle tilfælde set ejedomsmatadorer forære en ny stigevogn til det lokale brandvæsen for at få lov til at bygge en etage eller to mere på, uden at skulle leve op til kravene for "højhuse" (sprinklere, dobbelte nødtrapper osv.)
Der er også pres for at få lov til at bygge høje træhuse i USA, men det højeste træhus i hele USA ligger i Portland og er kun på 8 etager, afpasset til længden af stigen på den lokale brandvogn.
Gipslofter!
Det er ikke noget nyt at huse kan brænde.
Det der er spørgsmålet her er imidlertid, risikoen for at en brand spreder sig til flere huse.
Det er da en genial regel... Strengt taget er det eneste problem med den regel at det ikke kun er træ der kan brænde. Forudsat at bygherre/entreprenører overholder de gældende regler så er vi i nogenlunde sikre hænder.
Grenfell tower må være et godt bud på at det kan gå helt galt. Og mig bekendt med et materiel der endda brændte lettere end træ når det først var startet.
Boston, San Francisco og New York har alle haft mange træbygninger - indtil disse byer brændte og man lærte af erfaringerne. Selv træbyer med lavere og mere spredte huse brænder fint i USA, når træerne, de står op ad antændes. Tør natur blandet med træhuse udgør et perfekt spejderbål, og hvis der også holder nogle biler, vil de med 12 GJ i hver virke som regulære optændere.
Til kommentaren om beredskabernes nærhed er der blot at sige, at udviklingen i Danmark pt består i at lægge beredskaber sammen og øge køretiden. Men det er vedtagen politik, at vi ikke skal bygge på forventning om beredskabernes aktive indgriben.
Til kommentarer om, at man bare kan inddække træet, så hjælper det ikke stort på en bybrand. Det kan forsinke en antændelse en smule for et enkelt hus. Desuden tillades 4 etager med udækket træ, der ikke engang er imprægneret, og 20% af facaden op til 22 m grænsen kan laves af det samme.
Antændelsen af Gigantium lærte os, at en ukrudsbrænder, der får fat i en plastmembran kan få en brand til at flyve op og antænde taget.
Tja, hvad kan man sige: Træ kan brænde - og det er der vist ingen tvivl om. Hvis der er nok træ og bygningerne står tæt nok, så kan en brand brede sig fra en bygning til den næste - og jo flere der brænder, jo sværere er det at slukke branden - det er der vist heller ingen tvivl om.
Så hvis man vil bygge boligområder eller kontorområder i brandbare materialer er man nødt til at sikre de nødvendige afstande for at undgå at brand i en bygning kan brede sig til andre bygninger eller hele kvarteret. Afstande imellem bygninger med brandbare materialer i facader eller tag skal vel derfor være større end afstandene imellem bygninger uden de brandbare materialer i facade og tag.
Dette problem bliver lokalplaner, byggetilladelser og brandvæsenets vurderinger vel nødt til at tage hensyn til - og det tror jeg ikke helt har været inde i overvejelserne ? Men alt i alt, så kan det lade sig gøre - blot man accepterer en mindre tæt bebyggelse end med de ikke-brandbare materialer.
.. er der en artikel hvor man i den trods alt tilgængelige manchet kan læse følgende:
Sikke en cocktail det nok skal blive.
Underlægningsmusikken kan så passende blive:
https://www.youtube.com/watch?v=tEXlWgMOtqc