I generationer er centrale dele af vore byer hovedsageligt bygget af stenmaterialer som mursten og beton. Enkelte træhuse er bygget i op til to etager i yderkvartererne. På det seneste er en del danske byhuse og hele bykvarterer imidlertid opført af træ, og flere rene træhuskvarterer foreslås bygget, såsom Vejlandskvarteret i København.
Det antages at være mere miljøvenligt, fordi træ forekommer at være CO2-neutralt.
Men derved genindfører man en risiko med katastrofale konsekvenser: bybrande.
De fleste kan let slukke et lys ved at puste det ud. Hvis man derimod får den dårlige idé at sætte mange brændende lys sammen, kan de varme gasser fra de enkelte lys slå sammen til en meterhøj flamme, som de færreste magter at slukke.
Tilsvarende er det med brændende bygninger i en by. Brandvæsenet formår som regel at slukke brand i en enkelt bygning. Men hvis et større antal bygninger med tilstrækkeligt brændbart materiale er antændt på én gang, kan opgaven blive uoverkommelig.
Det skyldes ikke bare, at der er tale om flere bygninger, men også at brandene fra de enkelte bygninger kan slå sammen til et stort bål.
Når man i dagens Danmark bygger med træ, skal konstruktionen kunne modstå brand i huset så længe, at beboerne kan nå at komme ud, inden det falder sammen. Disse krav findes i Bygningsreglementet. Men de måder, man prøver at beskytte træet på mod brande i enkeltbygninger, er utilstrækkelige, når vi taler om de langvarige påvirkninger med høje temperaturer, som man får ved bybrande.
Ved traditionelt muret byggeri med træbjælker og trægulve bliver kun de nøgne mure tilbage. Ved rent træbyggeri bliver ingenting tilbage. Alt, hvad der overhovedet kan brænde, vil brænde.
Erfaringerne fra et stort antal bybrande har påvirket den måde, vi bygger på, markant. Desværre ser man ofte, at sådanne dyrekøbte erfaringer gradvist forsvinder i glemsel.
Det varer kun, til man igen rammes af en altødelæggende katastrofe.
År 64 brændte Rom. Derefter indførte man fornuftige forskrifter for, hvordan man skulle bygge. Man forlangte, at huse adskilles fra hinanden med dobbelte brandmure i sten, så et hus kan falde sammen uden at tage nabohuset med. Der skulle bygges murede hvælv over butikker i stuen, så husets øvre etager blev beskyttet mod butikkens store brandbelastning. Der krævedes uafhængige stentrapper til de øvre etager. Et stort antal af deres bygninger er bevaret i dag.
Romeren Tacitus skriver om os andre her oppe mod nord, at vi bor i nogle ‘grimme’ træhuse, der ligger spredt på grund af brandfaren. Vi har ingen af disse huse tilbage. De er for længst rådnet eller brændt og frigjort den CO2, som træerne engang har bundet. Men vi har altså dokumentation for at selv jernalderens bønder var klar over, at man ikke skal bruge træ til tæt bebyggelse.
Det kan derfor undre, at vi i vore dage skal høre forslag om at indføre trækonstruktioner til højt og tæt byggeri i byerne. I særdeleshed når vi lever i et land, hvis hovedstad København er brændt ned hele tre gange på 100 år: i 1728, 1795 og i 1807.
Som efter de hundredvis af andre alvorlige bybrande i historien – eksempelvis London 1666, Stockholm 1759, Boston 1760, Hamborg 1842, New York 1845, San Francisco 1851, Bergen 1916 og Lærdal 2014 – har man også i København gjort sig tanker om, hvordan man kan udgå noget sådant fremover.
Man foreskrev mindstebredder på gaderne og skrå hjørner på husene, så man kan komme forbi med stiger. Efter 1728 vedtog man, at husene skulle bygges grundmurede af sten. Det varede dog kun kort, før man slækkede på kravene og tillod at baghuse blev opført billigere i bindingsværk. Denne eftergivenhed gjorde, at der igen blev lagt i kakkelovnen til de næste bybrande.
De første bybrande i København antændtes ved uheld. Den sidste i 1807 blev antændt med vilje. Den var stærkt medvirkende til, at Danmark gik statsbankerot. Englænderen William Congreve havde netop udviklet krigsraketten, som blev brugt mod København til verdenshistoriens første terrorbombardement.
Senere er den krigsmæssige anvendelse af bybrande udviklet til perfektion. Under Anden Verdenskrig opførte man i USA en ‘German Village’. Den havde møbler og konstruktioner af træ som i de tyske byer. Ved at sætte ild til den kunne man planlægge luftangreb, så de tyske byer kunne antændes med mindst mulig indsats af bomber.
Man brugte sprængbomber til at slå hul i tagene. De blev efterfulgt af brandbomber, som nu kunne trænge ned og antændte træ¬konstruk¬tionerne. Hvis det blæste, bombede man i en linje. Derefter kunne vinden gøre det videre arbejde med at rykke den brændende linje og sprede branden til hele byen. Det kalder man en fladebrand.
Var det vindstille, bombede man i stedet i en cirkel, så byen selv antændte en ildstorm. Det betyder, at byen virker som et stort bål, hvor kvarterene inden for cirklen hurtigt antændes. Varmen fra bålet udvider cirklen til at omfatte alle områder af byen, hvor brandbelastningen er høj nok.
Der dannes kilometerhøje flammer, og temperaturerne i centrum kommer op på over 1.000 grader. Bålet trækker orkanagtige vinde fra forstæderne, hvor tage flyver af huse, og træer rykkes op med rode. Deraf kommer betegnelsen ildstorm.
Hamborg blev igen ramt af en ildstorm i 1943, som ødelagde 12 km² by og dræbte 46.000 mennesker, og mange andre tyske byer blev ødelagt på tilsvarende måde.
Anden Verdenskrig afsluttedes med indsatsen mod Japan. Til denne del havde man lavet brandforsøg med en ‘Japanese Village’, og et brandbombeangreb på Tokyo 9. marts 1945 gav anledning til en bybrand, der ødelagde 41 km² og dræbte 100.000 mennesker.
Alle disse erfaringer har medført, at vi i Danmark hovedsageligt er gået over til at bygge med stenmaterialer som beton og murværk. Vi har da også været forskånet for alvorlige bybrande i en årrække. Men noget tyder på, at nye generationer af byggeteknikere ikke længere er så bevidste om, hvorfor vi bygger i sten.
I dag skal huse opfylde krav om lyd, så vi ikke skal høre, hvad naboen siger.
Vægge og gulve skal derfor være tunge. I træhuse kan det gøres ved at støbe et tykt lag beton på gulvene og sømme flere lag gips på væggene. Derved har man indført så mange stenmaterialer, at de også kunne bære bygningerne. Alligevel sælges de som træhuse. Mængden af brændbart materiale i en sådan by bliver omkring ti gange den, vi kender fra en by af rene stenhuse.
Alternativt kan man lave rene træbygninger, hvor tyngden opnås med massive træplader. Mængden af brændbart materiale bliver da op mod 100 gange større.
Der er altså tale om voldsomme forøgelser at det brændbare materiale.
Siden Anden Verdenskrig er der også på andre områder sket en udvikling af den måde, vi bygger huse på, og de ting, vi omgiver os med. Der bruges mere og mere plast og kunststof, så selvom vi har fået bedre plads, er boligernes brandbelastning næsten den samme.
Et andet nyt bidrag til fremtidens bybrande er anvendelsen af skumplastisolering. Der er tale om materialer, som let antændes og kan give en hurtig brandspredning bl.a. fordi de selv kan indeholde ilten, der skal bruges til forbrændingen. Disse materialer kan afgive giftig røggas og beredskabet får derfor sværere ved at redde personer og bekæmpe brandene.
Årsagerne til, at bybrande kan opstå, er heller ikke blevet færre med tiden. Uheld flere steder på én gang i en by kan stadig forekomme, da kilderne til antændelse er blevet flere. Elektriske artikler og opladere kan forårsage brande. Naturbrande kan brede sig til byerne. Krigsmæssig brandstiftelse er stadig en mulighed. I mindre målestok er terror kommet til, hvor byerne ikke bør være sårbare overfør flere samtidige angreb. Der kan også ske mere uorganiseret samtidig antændelse flere steder, som vi ofte ser det med bilbrande.
Enkelte bygninger af træ kan være et godt indslag i en by. En af Københavns mest markante bygninger er Hovedbanegården. Dens flotte trækonstruktioner har vi endnu. Det skyldes ikke mindst, at Københavns Brandvæsen bor i nærheden, og har været hurtige til at komme og slukke. Desuden er den ikke en del af et større byområde af træ.
At bygge moderne høje huse i træ er for mange en ny teknologi, som kræver stor omtanke for at være brandteknisk forsvarlig. Ved at foreslå at bygge hele kvarterer og bykerner med høje træhuse glemmer man vore dyrekøbte erfaringer. Man genindfører et problem, som har været en vigtig grund til, at vi så længe har bygget vore byer i stenbaserede materialer. Der ses ikke at være nogen holdbare miljøargumenter for at løbe en risiko med så store konsekvenser.
Vi bør indføre en grænse for, hvor meget brændbart materiale, vi vil tillade i en by. Denne øvre grænse kan passende sættes til 65 pct. af det, der var i de tyske byer under Anden Verdenskrig, og som beviseligt kunne give voldsomme bybrande. Det vil betyde, at højst 1 ud af 15 huse kan opføres af træ i en bydel med fireetagers bygninger.
Som i 1728 er det givetvis billigere og lettere at bygge med træ. Det kan imidlertid aldrig være bæredygtigt at omdanne en by til et stort bål. Gør man det, frigives al CO2 fra såvel bygningernes konstruktioner som fra byens øvrige brændbare indhold på én gang. Det vil både have store menneskelige og materielle omkostninger og være en katastrofe for klimaet.’
