Kronik: To forslag til enklere forskningsansøgninger
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Kronik: To forslag til enklere forskningsansøgninger

Illustration: Lars Refn

 

Søren Molin er professor ved DTU-Biosustain Illustration: Privatfoto

Jeg har i begyndelsen af oktober sendt tre ansøgninger til Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) om økonomisk støtte til forskellige videnskabelige projekter, som hver især maksimalt kan få tildelt 2 mio kr. til dækning af løn og drift og evt. apparatur for en periode på op til tre år. Mine tre ansøgninger fylder tilsammen 180 sider.

Det lyder jo af meget, at hver ansøgning fylder 60 sider, men hvis det er nødvendigt for en kvalificeret og professionel bedømmelse, er det måske helt OK. Men det er desværre ikke tilfældet, for den videnskabelige projektbeskrivelse, som er udgangspunktet for bedømmelsen, må ikke fylde mere end fem sider (inkl. illustrationer!), og mine kvalifikationer, som skal dokumentere, at jeg er i stand til at gennemføre projektet, fylder én side. Så af de 60 sider, jeg skal aflevere som min ansøgning, er det altså kun seks sider, der på nogen måde kan siges at have videnskabelig betydning for bedømmelsen.

Mine ansøgninger vil blive behandlet i løbet af de næste mange måneder med henblik på at kunne give mig svar i april 2019. Behandlingstiden indebærer, at hvis man får en god idé inden for et forskningsområde, som er stærkt konkurrencepræget – og det er som regel forudsætningen for overhovedet at komme i betragtning – så skal man altså vente ni-ti måneder med at komme i gang, fordi projektet tidligst kan begynde 1. juli 2019 (ansøgning fremsendt 2. oktober 2018). Det kræver ikke nogen dybere videnskabelig forståelse at gætte på, hvad det betyder for projektets konkurrenceevne i en verden, hvor alle de vigtigste konkurrenter findes i lande med væsentligt kortere behandlingstid.

Tankevækkende! Men det bliver endnu mere tankevækkende, når jeg nu fortæller om en ansøgning, som jeg har godt kendskab til, i Tyskland. Her ansøgte en række forskere inden for et bestemt område om at få en stor bevilling fra det tyske forskningsrådssystem. Det var et større tværfagligt netværk, som ønskede at få status som Center of Excellence med tilhørende udvidede forskningsressourcer. De skrev en ansøgning på 127 sider og bad om 320 mio. kr. For nylig fik de svaret – bevillingen er sikret. Så vi skal altså skrive 180 sider ansøgning for at bede om 6 mio. kr. i Danmark, mens man i Tyskland kan sikre sig 320 mio. kr. baseret på en ansøgning på 127 sider.

Jeg har bag linjerne spurgt rådsmedlemmer, om de kan overkomme at læse alt materialet – og svaret er helt klart nej! Enkelte har endda indrømmet, at de efter et kvarters læsning bedømmer, om en ansøgning skal skrottes eller tages med i en videre runde. Det er meget forståeligt – men også lodret urimeligt over for ansøgerne. Når dertil kommer, at stort set al sagsbehandling foregår i de statslige forskningsråd, som er meget bredt sammensat for at kunne dække en lang række forskellige discipliner, er det klart, at bedømmelserne af danske ansøgninger i det offentlige forskningssystem ofte er forhastet (lemfældig?) og uden en tilstrækkelig videnskabelig baggrund, som er dækkende for de enkelte ansøgninger.

Hvad kunne man gøre for at gøre systemet mere rationelt – og måske også mere retfærdigt? Mit forslag er ganske enkelt at lave ansøgningsprocessen om, så den har to trin:

  • Ansøgere bedes om at fremsende deres projektforslag på én side samt én side cv. Blandt alle disse forslag vælger rådene de 20-30 pct. bedste forslag med de bedste ideer og ansøgere med den rette profil til projektet.

  • De udvalgte går så videre til næste runde, som skriver fulde ansøgninger (med bedre plads til projektbeskrivelse – måske dobbelt så meget plads).

Projektbeskrivelserne sendes herefter ud til udenlandske eksperter. Når deres bedømmelser er sendt tilbage til rådene, kan ansøgningerne bedømmes endeligt. Herved kan man opnå, at kun de bedste forslag bliver detailbehandlet (man spilder ikke tiden tre fjerdedele af ansøgningerne), og så bliver disse forslag til gengæld behandlet af kolleger, som er dybt inde i de enkelte projekters faglige baggrund. Det behøver på ingen måde at tage mere tid end den nuværende behandling – måske vil det faktisk være mindre tidskrævende!

Læs også: Replik: Fair behandling af forskningsansøgninger

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

God læsning, Søren, tak for det!
Hvad forlanger DFF så på de andre 53 sider af sådan en forskningsansøgning? Jeg har kun erfaring med Innovationsfonden, PSO, EUDP, EU og nordiske projekter på energiområdet, men er stødt på samme forhold hos Innovationsfonden, hvor man har ca 1000 bogstaver (inkl. spaces) til indholdet af hver work package. De har dog lidt andre steder til at beskrive lidt af videnskaben - ud over værdiskabelsen af projektet.

Jeg kender 2-trins ansøgninger fra EU, men min erfaring er at for den første del har man alligevel brug for 70% af arbejdet, og for den anden del så de andre 70%. Summen af tab for videnskabssystemet er dog alligevel mindre - men en ansøgning i to trin forlænger tidslinien igen et styk.

  • 0
  • 0