Kronik: Ti typiske vildfarelser om patenter
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kronik: Ti typiske vildfarelser om patenter

Tegning: Lars Refn Illustration: Lars Refn

Patenter danner ofte grundlag for beslutninger om valg af teknologi, lancering eller ikke lancering af produkter, køb af virksomheder med mere. Hvis beslutningerne tages ud fra forkerte antagelser om patenter kan man stille sig selv dårligere eller løbe unødige risici. Her 10 hyppige misforståelser om patenter.

Den svære først: Når jeg har et patent har jeg lov til at fremstille og sælge det patenterede produkt. Nej! Ikke automatisk. Der kan allerede foreligge et patent, der beskytter princippet om et bord med ben. Din opfindelse på tværstivere mellem benene er ny og patenterbar, men stadig dækket af det tidligere princippatent. Patentet giver en forbudsret, ikke en brugsret.

Når jeg har et patent skal jeg bygge opfindelsen ind i mit produkt. Det bestemmer du selv. Man kan sagtens have patent på opfindelser, som man ikke har realiseret i praksis.

Frank Petersen er European Patent Attorney og patent director, Grundfos Illustration: Privatfoto

Der er ingen forskel på et patent og en patentansøgning. En mega brøler. ‘Patentansøgning’ eller ‘pat.pending’ betyder, at myndighederne ikke er færdige med at behandle den, dvs. den kan blive afslået. Vigtigt for investorer at forstå, før de sætter penge i projektet.

Vi har patenteret vores logo. Nej, I har ej. I har varemærkebeskyttet jeres logo. Sammenblanding af de forskellige immaterialretstyper er en hyppig fejl. Det er jo nemt at slå alt sammen under ordet ‘patent’, men rent faktisk må vi sondre mellem patent, brugsmodel, design og varemærke. Og så er der jo også ophavsretsloven og markedsføringsloven.

Software kan ikke patenteres. Jo, det kan den, hvis den er ny og opfinderisk og brugt i et teknisk apparat. Softwarestyringer til elektromotorer for eksempel.

Uklarhed i patentstatistikken. En opfindelse kan beskyttes og føre til patent. Så har man ét patent. Men samme opfindelse kan videreføres som patent i f.eks. fem andre lande. Har man så seks patenter? Svaret er, at man har en patentfamilie, der består af seks patentlande.

Kineserne er langt bagefter Vesten, når patenter skal håndhæves. Det var engang rigtigt, men kineserne indførte for to år siden en landsdækkende patentdomstol. Lige nu med 43 dommere specialiseret i immaterialret. De seneste afgørelser viser hurtig behandling og relativt høje erstatninger. Den europæiske patentdomstol er endnu ikke i kraft.

Du kan få et verdenspatent. En klassiker. Nej, der findes intet kontor, der udsteder dette. Vildfarelsen skyldes især det såkaldte PCT-system, der offentliggør patentansøgninger under overskriften ‘World Intellectual Property Organisation’. En opfindelse er typisk beskyttet i seks-ti lande.

Det er nemt at sælge patenter. Modsat. Det er ganske vanskeligt og tidskrævende at finde interessenter, hvis det overhovedet lykkes. Hvis man som virksomhed vil af med nogle af sine ubrugte patenter er løsningen ofte blot at lade dem dø, idet kommercialiseringsforsøg er for tidskrævende.

Et dødt patent kan genoplives. Nej, når det er dødt eller udløbet efter 20 år, er opfindelsen i public domain, og alle må bruge den. MP3 komprimeringsalgoritmen kan ikke patenteres igen.

Det er i øvrigt også en vildfarelse, at den danske opfinder Karl Kristian Krøyer fik afvist en patentansøgning på at hæve skibe med krøyerkugler, fordi det allerede havde været vist i Anders And. Det er en herlig historie, men lang, så den må vi tage en anden gang.

Emner : Patenter
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Tak for en fin gennemgang :-)

Vedr. "Anders And -historien" så KUNNE en beskrivelse i et gammelt Anders And-blad være nyhedsskadelig for en given opfindelse, så i princippet kunne historien være sand!

  • 2
  • 0

Det er interessant at det nævnes at software kan patenteres.
Det blev ellers hårdnakket benægtet, op til afstemning om EU-patentet.

  • 3
  • 0

Vedr. "Anders And -historien" så KUNNE en beskrivelse i et gammelt Anders And-blad være nyhedsskadelig for en given opfindelse, så i princippet kunne historien være sand!


Historien er sand. Som barn læste jeg i Anders And-bladet, hvordan ænderne hævede et sunket skib ved at fylde det med bordtennisbolde, sikkert udtænkt af de kvikke grønspætter Rip, Rap og Rup.
I denne forbindelse er bordtennisbolde og Krøyer-kugler helt ækvivalente, så metoden var allerede beskrevet og kunne derfor ikke patenteres.

  • 0
  • 0

Vedr. "Anders And -historien" så KUNNE en beskrivelse i et gammelt Anders And-blad være nyhedsskadelig for en given opfindelse, så i princippet kunne historien være sand!


Krøyer opnåede faktisk patent på opfindelsen i både UK og Tyskland.

https://worldwide.espacenet.com/publicatio...
https://worldwide.espacenet.com/publicatio...

Iflg. denne beretning, som også viser et billede af Al Kuwait's hævning, samt et uddrag fra den famøse Anders And strip, så blev patentet afvist af de hollandske patentmyndigheder, og samme myndighed har siden bekræftet at det blev afslået med netop denne begrundelse, uden det dog længere kan dokumenteres, da dokumenterne er slettet og patentadvokaten for længst gået bort.

Det udelukkes desuden at Krøyer kan have kendt Anders And historien fra sin ungdom, da Krøyer var 35 da den udkom, så det er nok mest sandsynligt at han slet ikke kendte den.

Det skulle egentlig også undre om Krøyer ville spilde tid og penge, på at patentanmelde en opfindelse, hvis han vidste at den 16 år forinden havde være publiceret så bredt, som i et Anders And blad.

På den danske Wikipedia, fremgår det at det ikke var Krøyer selv, der fik idéen, men derimod en af hans yngre medarbejdere (som jo nok var i Anders And-læsnings-alderen, da Barks tegnede strippen).

Skulle det så ikke være den yngre medarbejder, der stod som opfinder på patentskriften?

  • 3
  • 0

Historien er sand. Som barn læste jeg i Anders And-bladet, hvordan ænderne hævede et sunket skib ved at fylde det med bordtennisbolde, sikkert udtænkt af de kvikke grønspætter Rip, Rap og Rup.
I denne forbindelse er bordtennisbolde og Krøyer-kugler helt ækvivalente, så metoden var allerede beskrevet og kunne derfor ikke patenteres.


Næh, men det kræver jo først og fremmest at patentmyndigheden kendte til Anders And bladet, for at kunne afvise patentet med denne begrundelse.

Fra Al Kuwait blev hævet i 1965, som var en sensation med stor omtale, til f.eks. det tyske patent blev godkendt, næsten to år senere, er det dog næsten utænkeligt at de ikke skulle være blevet opmærksomme på Anders And historien, så de tyske og britiske myndigheder, har sandsynligvis ikke anset Anders And historien, som en gyldig begrundelse for at afvise patentet.

Der kan jo have været masser af andre begrundelser for at andre har afvist det, herunder at der tidligere har været anvendte metoder, hvor man har fyldt skibet med korkstykker eller andet.

Krøyer hævdede ifm sin amerikanske anmeldelse (som blev afvist), at hans opfindelse adskiller sig fra tidligere, pga selve metoden, til at pumpe flydelegemerne gennem slangen og ind i skroget.

Hvor de foregående typisk har anvendt et vandflow, benyttede krøyer trykluft.

Krøyers metode adskiller sig også fra Anders And historien, hvor nevøerne "propper" bordtennisboldene ned i slangen med en svaber. Denne metode havde næppe fungeret i den virkelige verden. ;o)

Men det er jo ikke sikkert at alle patentmyndigheder har fundet tilstrækkelig opfinderhøjde i selve pumpemetoden.

  • 0
  • 0

Patenter er kun noget værd, hvis man kan forsvare dem. Salg af dem er for ganske få "egentlige" grundlæggende patenter.

Derfor har min patentstrategi været at holde mig "neddykket" og arbejde videre I markedet. Jeg har været overbevist om, at hvis tredjemand skulle finde på det samme og udtage et patent, så kunne jeg til enhver tid vise, at jeg allerede havde udviklet det, hvorfor det ikke kunne give anledning til patent - og dermed ville give mig "freedom to operate".

Tredjemand - eller måske ligefrem min kunde kunne jo tage min opfindelse og patentere I sit navn. (Dog næppe min kunde, da kontrakten indeholdt en klausul om at rettigheder tilhørte mig.)

Det er der nu en patentingeniør som har anfægtet. Hvad er rigtigt?

  • 0
  • 0

Hvis man holder sig "neddykket" - som jeg her fortolker som værende den strategi, at man ikke vil ansøge om patenter - og vil sikre sig freedom to operate, er der flere ting at være opmærksom på. For det første skal man sikre sig, at der ikke allerede foreligger nogle patenter, der dækker den teknologi, man vil bruge. Man laver simpelthen en undersøgelse i patentdatabaserne (fx google patents). Det kan være en stor opgave. Hvis det viser sig, at der ikke foreligger spærrende patenter, kan man gå videre, og nu skal man holde øje med nye patenter, der løbende dukker op. Hvis ét af disse nye patenter dækker ens teknologi kan man forsvare sig ved at bevise, at man var først på banen. Først i tid, først i ret. Men beviset skal kunne løftes, og kræver normalt stor detaljeringsgrad. Man skal kunne bevise, at den teknologi man har brugt - dit produkt - har været offentliggjort, dvs. været kendt i verden. Et sådant bevis kan være en faktura på et solgt produkt, en messe præsentation, en avis-artikel eller måske et gammelt, udløbet patent. Det er således muligt at have en patentstrategi, der siger, at man ikke vil have patenter!

  • 0
  • 0

"Her er 10 hyppige misforståelser om patenter. Jeg kunne også have oplistet 17, men avisen ville ikke give mere plads". Det er citat fra papirudgaven den 19. maj 2017. Men her er der masser af plads -- jeg er nysgerrig, hvilke er de 7, vi blev snydt for af redaktøren?

  • 0
  • 0

Problemet med din metode at arbejde neddykket, er at en anden kan søge patentet og få det udstedt. Det kan måske være at du, hvis du opdager det i tide kan starte en juridisk proces og få annulleret vedkommendes "patent", men den anden som søgte patentet, kan få held med at nedlægge fogedforbud mod dit salg og produktion indtil sagen er overstået, og så kan det være du ender med at få ret, men har knækket halsen økonomisk inden da, fordi det kan tage måske 5-10 år at blive færdig med sådan en proces. Hvis vedkommende er bekendt med din produktion, behøver patentejeren ikke vente på dit initiativ, men kan også få nedlagt forbud mod dine aktiviteter. Igen vil det være dig der har bevisbyrden og du skal lige pludselig bruge al din energi på forsvar end at tænke på at udvikle din virksomhed.

Du kan heller ikke søge patent på din opfindelse hvis du er begyndt at sælge den vidt og bredt.

Hvis du virkelig vil sikre dig freedom-to-operate uden at søge patent, er du nødt til at publicere, og hvis du vil gøre det diskret, må du skrive en artikel i Storvorde kirkeblad eller lignende publiceret medie.

  • 0
  • 0

Det var da godt jeg kun skrev 17 og ikke 117! De syv, som ikke var med i den oprindelige artikel er disse, her nummereret fra 11 til 17:

11) At antage, at et patenteret produkt er et godt produkt. Det er langt fra altid tilfældet. Markedsføringens forførelser. Patentet kan vedrøre skruelåget, som iøvrigt ikke bidrager til produktets hovedfunktion. Det nytter ikke, at flaskens skruelåg er patenteret, når vinen smager forfærdeligt.

12) At antage, at opfindelsen er den samme som figuren i patentet. Nej, det er teksten i patentkravet, man skal studere.

13) At antage, at staten - patentmyndigheden - holder øje med, om dit patent overtrædes af 3.mand. Nej, det skal man selv gøre, hvilket en frustreret Edison i 1890'erne mente, var en stor mangel ved patentsystemet.

14) At antage, at når man har et patent bliver man rig. Meget sjældent tilfældet. Det er mest omkostninger. Jeg viderebringer her udokumenteret et gammelt forskningsresultat, nemlig at den gennemsnitlige værdi af det amerikanske patent er på 25 US$!

15) At antage, at man skal gøre en stor opfindelse for at få et patent. Nej, selv infinitisimale forbedringer kan patenteres, hvis de har nyhed og anses for at have opfindelseshøjde.

16) At antage, at kravet om nyhed for at kunne få patent ikke er absolut. "Det var jo mig selv, der offentliggjorde opfindelsen for to år siden, derfor kan jeg stadig patentere den!" Nej, den er offentliggjort før din patentansøgning blev indgivet, og det er lige meget om du selv eller en 3.part har offentliggjort den. Du har skudt dig selv I foden.

17) At antage, at konkurrentens patent kan krænke dit patent. Nej, kun et produkt eller en fremgangsmåde kan krænke et patent. Patenter kan ikke krænke hinanden.

Spørgeren, George Brock-Nannestad, er en gammel kending i patentfaget. Måske kender han nogle yderligere vildfarelser?

  • 0
  • 0

Det er meget venligt af Frank Petersen at nævne, at jeg har være med længe: det er et stort held, at der faktisk er flere af min slags, fordi patenter er noget med meget lang virkningstid og med konsekvenser af tidlige beslutninger, som kan mærkes i op til 20 år. Det gælder ikke mindst formuleringen af et patentkrav: der er stort set ikke beskyttelse for andet, end det, der står i de godkendte patentkrav, som jo skrives i begyndelsen af forløbet, men det kan være, at formuleringen ikke får relevans før i patentets 15. leveår.
Vi "gamle" havde allerede været med så længe, da Danmark tilsluttede sig den europæiske patentkonvention, at vi fik "grandfather"-status -- vi blev godkendte som europæiske patentagenter uden eksamen, kun baseret på mangeårigt virke i Danmark. Det var i 1989. Alle andre europæiske patentagenter i Danmark har været igennem en hård eksamen.
Jo flere vildfarelser om patenter, der kan nævnes, des større publikum har man chance for at ramme. Patentområdet er et speciale, som kun kendes af meget få personer i Danmark, og endnu færre er specialiseret i europæisk patentret.
F.eks. er der i Danmark kun registreret 255 europæiske patentagenter ialt, fordelt med omkring 150 i patentbureauer og omkring 100 i private virksomheder -- de blev i gamle dage omtalt som "tamme" patentingeniører af bureauerne. Europæiske patentagenter er de eneste, som anses for at have kvalifikationer, så de har ret til at repræsentere en ansøger overfor det europæiske patentdirektorat. Medmindre, altså, at man er advokat -- her behøver man ikke have nogen tekniske kvalifikationer overhovedet. Det har medført, at der eksisterer patentbureauer (i Danmark og i andre europæiske lande), som ganske vidst har nationalt accepterede patentingeniører, men uden europæisk eksamen, og hvor klienten formelt repræsenteres af en tilknyttet advokat. Der kræves ingen formelle kvalifikationer for at være patentagent i Danmark.

Jeg kan også bidrage med vildfarelser.

Den første er, at det dyrt at få patent. Det er helt rigtigt, at man kan ofre ½ million kroner på at opnå patent i alle de lande, hvor der er industriel produktion, men hvis man blot ønsker at kunne anføre, at man faktisk har et patent på opfindelsen, så skal man vælge et land, hvor man rammer det største marked for den investerede krone. Dette vil i alle tilfælde være USA, hvor man med en god patentagent og dermed en god formulering af ansøgningen kan få et patent for omkring kr. 30.000, med dækning af 320 millioner amerikanere. Efter det 10 (well, 10½) år skal der ikke betales flere afgifter -- patentet er alligevel i kraft indtil 20 år efter indleveringen. Men man kan være uheldig og komme ud for en dårlig sagsbehandler, og så bliver det dyrere.  
Den anden vildfarelse er, at der eksisterer et europæisk patent. Det gør der ikke, fuldstændig ligesom der ikke eksisterer et verdenspatent (Frank Petersens nr. 8). Der eksisterer en europæisk patentansøgning, og når den er godkendt, kan der inden tre måneder fra bekendtgørelsen af godkendelsen sørges for at den konverteres til et nationalt patent i de ønskede lande -- den såkaldte validering. Der er simpelthen sket det, at Danmark og andre lande har accepteret, at sagsbehandlingen af en patentansøgning kan foregå i det europæiske patentdirektorat, EPO. Men slutresultatet er et dansk eller andet nationalt patent. Desværre er den europæiske patentkonvention indrettet, så et afslag ikke kan prøves ved domstolene, og det er en grim asymmetri, for et patent kan (hvis beviserne er gode nok) altid væltes ved en domstol. D.v.s. en patentbekæmper kan altid få prøvet sin sag ved domstolene, men en opfinder kan ikke.  
Næste vildfarelse er, at der faktisk vil komme til at eksistere et europæisk patent, nemlig "patentet med enhedsvirkning", UP, som ikke kan pådømmes ved de almindelige domstole, men som skal pådømmes ved en international særdomstol, Unified Patent Court UPC. Dette føderale enhedspatent skal man angiveligt vælge inden en måned fra bekendtgørelsen af godkendelsen af den europæiske patentansøgning, og ellers skal man positivt vælge UP fra -- den såkaldte "opting-out". Der vil fremover kun skulle betales én årsafgift hvert år, som dækker et UP i alle de lande, som er tilsluttet. Den store industri arbejder på de indre linier for at opnå dette hurtigt, men der foreligger endnu intet om de omkostninger, der kan forudses, hverken vedrørende årsafgifter eller omkostningerne til at føre sag ved UPC. Men fordi UP bygger på en europæisk ansøgning, kan man stadig ikke føre sag om at få sit patent udstedt, hvis det bliver afslået. Det er en meget væsentlig svaghed.  
Ifølge traktaten skal Storbritannien være tilsluttet, for at UP og UPC kommer igang, men grundlaget for UPC ligger i to EU-forordninger, som Storbritannien jo træder ud af. Det store prestigeprojekt UPC slår de mærkeligste knuder på sig selv for at give Storbritannien særstatus, så reglerne strækkes, bøjes og omfortolkes, så også et land udenfor EU kan deltage. Det er helt uforudsigeligt! Jyllandsposten bragte tirsdag den 18. april 2017 (Erhverv side 9) en udmærket artikel om uforudsigeligheden ved UPC og den utryghed det skaber i den danske industri.  
Den sørgeligste vildfarelse er, at det europæiske patentdirektorat EPO anses for at være det bedste og skrappeste til at vurdere, om en opfindelse er patenterbar. Sådan var det i de første 25 år af EPOs levetid, og deres ankeafdeling, Boards of Appeal (BoA) fik en status som de bedste analytikere. Den regelmæssigt udgivne samling af afgørelser "Case Law of the Boards of Appeal", nu i 8. udgave (som bog eller pdf) er et mønstereksempel på en praksis, som helt logisk bevæger sig hen imod en juridisk kausalitet. Man kunne argumentere sin sag ved selve sagsbehandlingen med henvisning til disse afgørelser, og "Guidelines for Examination" blev regelmæssigt tilpasset. Medlemmerne af BoA var meget erfarne teknikere og jurister.  
 Sådan er det ikke mere. Bevilgede stillinger bliver ikke besat, og eksisterende stillinger bliver ikke forlænget, hvorved sagsbehandlingstiden for en anke bliver længere og længere. Samtidig bliver produktivitetspresset på sagsbehandlerne i selve ansøgningsfasen større og større, og det medfører, at flere og flere sager hurtigt bliver godkendt uden den tidligere ansvarlige sagsbehandling. Det smitter af på BoA, fordi årvågne konkurrenter til den virksomhed, som får et patent udstedt med urette vil nedlægge indsigelse "opposition", og hvis de ikke får medhold, så patentet falder, så bliver der en ankesag, som så trækker ud. Mange anlagte krænkelsessager rundt omkring i Europa bliver udsat, hvis der foreligger en anke, fordi man venter på afgørelsen af, om patentet faktisk er ugyldigt. Hvis en fogedsag har været bygget på et patent, som senere falder, så får den frikendte formodede krænker selvfølgelig den deponerede sikkerhedsstillelse udbetalt, men det kan han ikke leve af i mellemtiden, medens forbudet løber.  
Det er med andre ord helt essentielt, at sagsbehandlingen er korrekt, så dårlige patenter kan luges ud under sagsbehandlingen. Ellers bliver det den virksomhed, som har de dybeste lommer, der vinder i den sidste ende, og det er til ulempe for den mindre og mellemstore industri. Og det er jo ikke den erklærede hensigt med at have et patentsystem.  
EPOs administration bruger mange midler for at få de professionelle og højt uddannede sagsbehandlere til at makke ret og producere kvantitet frem for kvalitet. Man ændrer f.eks. ansættelsesvilkårene helt ensidigt, og man kører personsager på repræsentanterne i de lovligt valgte professionelle fagforeninger, som sagsbehandlerne har organiseret sig i. Administrationen foretager sig ting, som er i direkte modstrid med den europæiske patentkonvention, og senest er EPO indklaget for den europæiske menneskerettighedsdomstol, fordi medarbejdernes basale rettigheder bliver krænket løbende og systematisk. EPO styres formelt af Administrationsrådet AC, hvor direktøren for Patent- og Varemærkestyrelsen Jesper Kongstad er formand. Et pudsigt sammenfald er, at da klagen til menneskerettighedsdomstolen blev indgivet, meddelte Jesper Kongstad, at han ikke agter at forlænge sin kontrakt. Der har i de forskellige sociale media været hakket ganske kraftig på ham, fordi han trofast har støttet direktøren for EPO, franskmanden Benoit Battistelli i dennes bestræbelser på at styre butikken, inklusive at acceptere krænkelserne af den europæiske patentkonvention og menneskerettighedskrænkelserne. Det formodes, at Jesper Kongstad ikke længere nyder støtte i regeringen, men det er svært at tro på, fordi hvad forstand har den på patenter?  
Det kunne se ud, som om EPO bevidst forringes for at få flere sager til UPC -- hvilken anden forklaring kan der være?  
Hvis nogen læser har holdt ud så langt som hertil, så er jeg glad. Patentverdenen kan ikke beskrives forenklet, og jeg vil ikke skrive noget uden at tage de nødvendige forbehold.
  • 1
  • 0

Desværre er den europæiske patentkonvention indrettet, så et afslag ikke kan prøves ved domstolene, og det er en grim asymmetri, for et patent kan (hvis beviserne er gode nok) altid væltes ved en domstol. D.v.s. en patentbekæmper kan altid få prøvet sin sag ved domstolene, men en opfinder kan ikke.

Den "assymetri" er nu ganske logisk! Man kan ikke sammenligne en sagsbehandler med en patentbekæmper. Domstolene er til til at løse tvister mellem to parter; Sagsbehandleren er ikke en part i en økonomisk tvist, men har den funktion at holde selve patentinstrumentet frit for usaglige patenter. Man kan diskutere om man skal have en granskning af patentansøgninger, men hvis man ikke har en granskning, må man jo acceptere det amerikanske "uvæsen", hvor "retten" (inden for dette område!) skabes at de mest ansete advokater i domstolene!

John Larsson

  • 0
  • 0

Det er interessant at det nævnes at software kan patenteres.
Det blev ellers hårdnakket benægtet, op til afstemning om EU-patentet.

Princippet ved al granskning, uanset patentområde, er at man ikke kan få en patentansøgning godkendt, hvis der ikke er tale om en vis acceptabel opfindelshøjde. Som en rettesnor for hvad acceptabel opfindelseshøjde er, plejer man at sige at problemløsninger som enhver dygtig fagmand ville have fundet på, hvis opgaven var ham stillet, ikke kan patenteres. Der skal altså være et væsentligt overraskelsesmoment ved opfindelsen, ofte beskrevet som en "aha"-oplevelse! Når dén er tilstede kan også software-opfindelser patenteres, men det er klart at der på dette område altid må findes gråzoner. Hvad der er en "aha"-oplevelse for en granskende sagsbehandler, er det måske ikke for mange programmører!

Jeg opfandt for 35 år siden en algoritme som kunne pakke data ned til ca. 27 %, hvor der stadig også var bedre performance (pga. mere fornuftig kanaludnyttelse). Den gang kostede det 15.000 USD/år at disklagre 1 GB data, så der var virkelig penge at spare. Opfindelsen kunne uden problemer patenteres, men blev det ikke i den sidste ende pga. noget forfærderligt nøl hos en samarbejdspartner som skulle indbygge algoritmen at IBM's diskaccessystemer. Senere faldt disklagringsomkostningerne drastisk og diskleverandørerne kom også med egne komprimeringsmuligheder, som måske ikke nåede helt ned til 27 %, men dog pakkede rimeligt.

John Larsson

  • 0
  • 0

Der gik ged i formatteringen af mit indlæg foroven -- jeg havde misforstået Markdown-systemet og har nu fået lidt manuduktion. Så for at en i forvejen tung tekst ikke skal yderlige belastes, gentager jeg den her.

Det er meget venligt af Frank Petersen at nævne, at jeg har været med i patentverdenen længe: det er et stort held, at der faktisk er flere af min slags, fordi patenter er noget med meget lang virkningstid og med konsekvenser af tidlige beslutninger, som kan mærkes i op til 20 år. Det gælder ikke mindst formuleringen af et patentkrav: der er stort set ikke beskyttelse for andet, end det, der står i de godkendte patentkrav, som jo skrives i begyndelsen af forløbet, men det kan være, at formuleringen ikke får relevans før i patentets 15. leveår.

Vi "gamle" havde allerede været med så længe, da Danmark tilsluttede sig den europæiske patentkonvention, at vi fik "grandfather"-status -- vi blev godkendte som europæiske patentagenter uden eksamen, kun baseret på mangeårigt virke i Danmark. Det var i 1989. Alle andre europæiske patentagenter i Danmark har været igennem en hård eksamen.

Jo flere vildfarelser om patenter, der kan nævnes, des større publikum har man chance for at ramme. Patentområdet er et speciale, som desværre kun kendes af få personer i Danmark, og endnu færre er specialiseret i europæisk patentret.

F.eks. er der i Danmark kun registreret 255 europæiske patentagenter ialt, fordelt med omkring 150 i patentbureauer og omkring 100 i private virksomheder -- de blev i gamle dage omtalt som "tamme" patentingeniører af bureauerne. Europæiske patentagenter er de eneste, som anses for at have kvalifikationer, så de har ret til at repræsentere en ansøger overfor det europæiske patentdirektorat. Medmindre, altså, at man er advokat -- her behøver man ikke have nogen tekniske kvalifikationer overhovedet! Det har medført, at der eksisterer patentbureauer (i Danmark og i andre europæiske lande), som ganske vidst har nationalt accepterede patentingeniører, men uden europæisk eksamen, og hvor klienten formelt repræsenteres af en tilknyttet advokat. Der kræves ingen formelle kvalifikationer for at være patentagent i Danmark.

Jeg kan også bidrage med vildfarelser.

Den første er, at det er dyrt at få patent. Det er helt rigtigt, at man kan ofre ½ million kroner på at opnå patent i alle de lande, hvor der er industriel produktion, men hvis man blot ønsker at kunne anføre, at man faktisk har et patent på opfindelsen, så skal man vælge et land, hvor man rammer det største marked for den investerede krone. Dette vil i alle tilfælde være USA, hvor man med en god patentagent og dermed en god formulering af ansøgningen kan få et patent for omkring kr. 30.000, med dækning af 320 millioner amerikanere. Efter det 10. (well, 10½) år skal der ikke betales flere afgifter -- patentet er alligevel i kraft indtil 20 år efter indleveringen. Men man kan være uheldig og komme ud for en dårlig sagsbehandler, og så bliver det dyrere.

Den anden vildfarelse er, at der eksisterer et europæisk patent. Det gør der ikke, fuldstændig ligesom der ikke eksisterer et verdenspatent (Frank Petersens nr. 8). Der eksisterer en europæisk patentansøgning, og når den er godkendt, kan der inden tre måneder fra bekendtgørelsen af godkendelsen sørges for at den konverteres til et nationalt patent i de ønskede lande -- den såkaldte validering. Der er simpelthen sket det, at Danmark og andre lande har accepteret, at sagsbehandlingen af en patentansøgning kan foregå i det europæiske patentdirektorat, EPO. Men slutresultatet er et dansk eller en buket af nationale patent. Desværre er den europæiske patentkonvention indrettet, så et afslag ikke kan prøves ved domstolene, og det er en grim asymmetri, for et patent kan (hvis beviserne er gode nok) altid væltes ved en domstol. D.v.s. en patentbekæmper kan altid få prøvet sin sag ved domstolene, men en opfinder kan ikke.

Næste vildfarelse er, at der faktisk vil komme til at eksistere et europæisk patent, nemlig "patentet med enhedsvirkning", UP, som ikke kan pådømmes ved de almindelige domstole, men som skal pådømmes ved en international særdomstol, Unified Patent Court UPC. Dette føderale enhedspatent skal man angiveligt vælge inden en måned fra bekendtgørelsen af godkendelsen af den europæiske patentansøgning, og ellers skal man positivt vælge UP fra -- den såkaldte "opting-out". Der vil fremover kun skulle betales én årsafgift hvert år, som dækker et UP i alle de lande, som er tilsluttet. Den store industri arbejder på de indre linier for at opnå dette hurtigt, men der foreligger endnu intet om de omkostninger, der kan forudses, hverken vedrørende årsafgifter eller omkostningerne til at føre sag ved UPC. Men fordi UP bygger på en europæisk ansøgning, kan man stadig ikke føre sag om at få sit patent udstedt, hvis det bliver afslået. Det er en meget væsentlig svaghed. [tilføjet senere:] Alle landes patentlove har regler, der medfører, at et afslag på en patentansøgning kan ankes til domstolene.

Ifølge traktaten skal Storbritannien være tilsluttet, for at UP og UPC kommer igang, men grundlaget for UPC ligger i to EU-forordninger, som Storbritannien jo træder ud af. Det store prestigeprojekt UPC slår de mærkeligste knuder på sig selv for at give Storbritannien særstatus, så reglerne strækkes, bøjes og omfortolkes, så også et land udenfor EU kan deltage. Det er helt uforudsigeligt! Jyllandsposten bragte tirsdag den 18. april 2017 (Erhverv side 9) en udmærket artikel om uforudsigeligheden ved UPC og den utryghed det skaber i den danske industri.

Den sørgeligste vildfarelse er, at det europæiske patentdirektorat EPO anses for at være det bedste og skrappeste til at vurdere, om en opfindelse er patenterbar. Sådan var det i de første 25 år af EPOs levetid, og deres ankeafdeling, Boards of Appeal (BoA) fik en status som de bedste analytikere. Den regelmæssigt udgivne samling af afgørelser "Case Law of the Boards of Appeal", nu i 8. udgave (som bog eller pdf) er et mønstereksempel på en praksis, som helt logisk bevæger sig hen imod en juridisk kausalitet. Man kunne argumentere sin sag ved selve sagsbehandlingen med henvisning til disse afgørelser, og "Guidelines for Examination" blev regelmæssigt tilpasset. Medlemmerne af BoA var meget erfarne teknikere og jurister.

Sådan er det ikke mere. Bevilgede stillinger bliver ikke besat, og eksisterende stillinger bliver ikke forlænget, hvorved sagsbehandlingstiden for en anke bliver længere og længere. Samtidig bliver produktivitetspresset på sagsbehandlerne i selve ansøgningsfasen større og større, og det medfører, at flere og flere sager hurtigt bliver godkendt uden den tidligere ansvarlige sagsbehandling. Det smitter af på BoA, fordi årvågne konkurrenter til den virksomhed, som får et patent udstedt med urette vil nedlægge indsigelse "opposition", og hvis de ikke får medhold, så patentet falder, så bliver der en ankesag, som så trækker ud. Mange anlagte krænkelsessager rundt omkring i Europa bliver udsat, hvis der foreligger en anke, fordi man venter på afgørelsen af, om patentet faktisk er ugyldigt. Hvis en fogedsag har været bygget på et patent, som senere falder, så får den frikendte formodede krænker selvfølgelig den deponerede sikkerhedsstillelse udbetalt, men det kan han ikke leve af i mellemtiden, medens forbudet løber.

Det er med andre ord helt essentielt, at sagsbehandlingen er korrekt, så dårlige patenter kan luges ud under sagsbehandlingen. Ellers bliver det den virksomhed, som har de dybeste lommer, der vinder i den sidste ende, og det er til ulempe for den mindre og mellemstore industri. Og det er jo ikke den erklærede hensigt med at have et patentsystem.

EPOs administration bruger mange midler for at få de professionelle og højt uddannede sagsbehandlere til at makke ret og producere kvantitet frem for kvalitet. Man ændrer f.eks. ansættelsesvilkårene helt ensidigt, og man kører personsager på repræsentanterne i de lovligt valgte professionelle fagforeninger, som sagsbehandlerne har organiseret sig i. Administrationen foretager sig ting, som er i direkte modstrid med den europæiske patentkonvention, og senest er EPO indklaget for den europæiske menneskerettighedsdomstol, fordi medarbejdernes basale rettigheder bliver krænket løbende og systematisk. Trods nyindførte meget strenge bindingsklausuler er der mange sagsbehandlere, som forlader EPO i denne tid.

EPO styres formelt af Administrationsrådet AC, hvor direktøren for Patent- og Varemærkestyrelsen Jesper Kongstad er formand. Et pudsigt sammenfald er, at da klagen til menneskerettighedsdomstolen blev indgivet, meddelte Jesper Kongstad, at han ikke agter at forlænge sin kontrakt med Erhvervsministeriet. Der har i de forskellige professionelle sociale media været hakket ganske kraftig på ham, fordi han trofast har støttet direktøren for EPO, franskmanden Benoît Battistelli i dennes bestræbelser på at styre butikken, inklusive at acceptere krænkelserne af den europæiske patentkonvention og menneskerettighedskrænkelserne. Det formodes, at Jesper Kongstad ikke længere nyder støtte i regeringen, men det er svært at tro på, fordi hvad forstand har regeringen på patenter?

Det kunne se ud, som om EPO bevidst forringes for at få flere sager til UPC -- hvilken anden forklaring kan der være?

Hvis nogen læser har holdt ud så langt som hertil, så er jeg glad. Patentverdenen kan ikke beskrives forenklet, og jeg vil ikke skrive noget uden at tage de nødvendige forbehold.

  • 2
  • 0

John Larsson syntes det er helt rimeligt, at en ansøger ikke kan få sin ret i sidste ende, hvis patentansøgningen køres igennem det europæiske patentdirektorat EPO.
han skrev:

Den "assymetri" er nu ganske logisk! Man kan ikke sammenligne en sagsbehandler med en patentbekæmper. Domstolene er til til at løse tvister mellem to parter; Sagsbehandleren er ikke en part i en økonomisk tvist, men har den funktion at holde selve patentinstrumentet frit for usaglige patenter. Man kan diskutere om man skal have en granskning af patentansøgninger, men hvis man ikke har en granskning, må man jo acceptere det amerikanske "uvæsen", hvor "retten" (inden for dette område!) skabes at de mest ansete advokater i domstolene!

Der er intet logisk i asymmetrien i den europæiske patenkonvention, og der er da heller ikke noget lands patentlov, som ikke giver en mulighed for at efterprøve et sagsbehandlingsafslag ved domstolene. Det er John Larssons vildfarelse. Alle konflikter kan prøves ved domstolene, idet dommerne forholder sig til de konkrete påstande, dvs. konkret formuleret ønske om medhold fra dommerne. Man kan f.eks. gå til en domstol og forlange at en given forening, som er væsentlig for ens erhverv, skal optage én som medlem, hvis man objektivt opfylder betingelserne. Hvis man vil have et indblik i, hvordan det danske samfund fungerer i al almindelighed, kan jeg anbefale at læse nogle årgange af Ugeskrift for Retsvæsen (UfR). Jeg anser det faktisk for pligtlæsning for enhver borger, og medmindre man har brug for at følge med i den seneste retspraksis på et område, er årgangen helt ligegyldig. Mennesker har ikke ændret adfærdsmønster, og deres stridigheder har eksisteret til alle tider.

Patentkrav er påstande i sig selv, og man kan gå til domstolene for at få disse påstande erklæret ugyldige. Man skal ikke længere have en særlig interesse i udfaldet (f.eks. en konkurrencesituation), enhver borger kan forsøge at ugyldiggøre et patent, og hvis man får medhold, er det tilbage til ansøgningsdagen. Sådan er det i Danmark, men ikke nødvendigvis i andre lande. F.eks. havde Nederlandene en lov, hvor ugyldigheden først først virkede fra dommens afsigelse. Det betød i praksis, at man ikke kunne forsvare sig mod en påstand om krænkelse ved at komme med modpåstanden, at patentet aldrig havde været gyldigt, og derfor ikke kunne krænkes. Nederlandske patenter var udstedt med statsgaranti, og det betød, at de var de bedst undersøgte i verden. Hvis et produkt eller fremgangsmåde var omfattet af de godkendte krav, så forelå der en krænkelse, lige indtil en uafhængig retssag havde ugyldiggjort patentet fremadrettet. Dette statsgaranterede patent var den største modsætning til de franske patenter, som var S.G.D.G., Sans Garantie de Gouvernement = uden regeringsgaranti, med andre ord rene registreringer. Da den europæiske patentkonvention blev skabt i 1973 efter mange års forhandlinger, skulle der opnås et kompromis mellem disse to yderpunkter i opfattelsen af et patent.

Hvis en ansøger ikke får godkendt sin danske ansøgning, kan han anke til Ankenævnet for Patenter og Varemærker. Hvis han heller ikke får medhold her, kan han indklage Ankenævnet for domstolene, i begge de to normale instanser. Det er dette, som en ansøger via europæisk patentansøgning ikke kan, og det forringer ansøgers rettigheder.

Sagsbehandler i en patentmyndighed er ikke en patentbekæmper, men en specialst, som efterprøver, om det, der står i patentkravene er nyt, har opfindelseshøjde og kan udnyttes industrielt. Længere er den ikke. Det gøres, dels fordi en opfinder skal have ret til at få udbytte af sin opfindelse, dels for at beskytte samfundet imod uretmæssige begrænsninger i dets tekniske udfoldelser.

Man sige, at hvis det er for let at få patent, så er man henvist til domstolene for at få lov til at benytte teknik, som fejlagtigt er blevet patenteret. Det er dyrt, så det bliver kun for de virksomheder, som har råd til at føre sagen til ende. Det vil sige, at store virksomheder kan tryne små virksomheder, fordi samfundet ikke har sørget for at holde stien ren. I praksis bliver der indgået forlig, som ikke er til fordel for den mindre virksomhed. Dens freedom to operate bliver indskrænket, hvis samfundet, udmøntet i patentmyndigheden, ikke tager sit ansvar. Dette vil blive meget værre end idag, i det øjeblik vi lettere får patenter gennem EPO (på grund af slap sagsbehandling) og retssager gennem UPC.

  • 0
  • 0

Hvis en ansøger ikke får godkendt sin danske ansøgning, kan han anke til Ankenævnet for Patenter og Varemærker. Hvis han heller ikke får medhold her, kan han indklage Ankenævnet for domstolene, i begge de to normale instanser. Det er dette, som en ansøger via europæisk patentansøgning ikke kan, og det forringer ansøgers rettigheder.

Kære Brock-Nannestad!

Der er ikke andre juridiske principper for patentområdet end anden jura. Der er masser af områder i samfundet, hvor der er autoriserende og koncessionerende myndigheder. Selv om fx Sundhedsstyrelsen skulle have godkendt en læge på et forkert grundlag, kan Sundhedsstyrelsen aldrig blive ansvarlig for de fejl som lægen måtte begå.

Den endelige ret til at udnytte et patent skabes i domstolene, også i lande hvor man gransker patentansøgninger. Selv om du fx i Danmark har været nødt til bruge domstolsvæsenet til at få patentmyndigheden til at acceptere din ansøgning, kan du på ingen måde få patentmyndigheden til at erstatte dig for en fejlagtig sagsbehandling. Patentretten handler principielt om to tvistende parter, som begge mener at de har ret til økonomisk at udnytte patentet, og som jeg skrev i mit første indlæg, er patentmyndigheden aldrig en part i sådan en tvist! Mere kan der egentlig ikke siges om det!

John Larsson

  • 0
  • 0

Udsagnet ”patentmyndigheden [er] aldrig part i en sådan tvist” er løsrevet set sandt, men jeg kan ikke se, hvad det har med begrundelsen for patentretten at gøre. Og min argumentation er netop, at der ikke er andre juridiske prinicipper for patentområdet end for alle andre områder – det gjorde jeg helt tydeligt. Og jeg fastholder min henvisning til UfR for at forstå samfundet.

At udnytte en teknisk lære økonomisk kan betyde to ting: enten er den frit tilgængelig, f.eks. efter at et patent er udløbet/bortfaldet, eller også er den belagt med patent, og så kan indehaveren bestemme, at andre ikke må udnytte denne attraktive tekniske lære i løbetiden. Om nødvendigt kan indehaveren gå til domstolene for at få sin ret. Men det forudsætter, at der foreligger et patent. Min identifikation af asymmetrien går jo netop på, at opfinderen, som håber på at blive indehaver af et patent, ikke kan gå til domstolene for at få den administrative afgørelse – et afslag – pådømt, hvis han bruger EPO som sagsbehandlende myndighed ifølge den europæiske patentkonvention (1973, 2000). Derimod kan den, der anser et patent for at være hindrende for hans økonomiske udnyttelse af den patentbelagte men attraktive tekniske lære, til enhver tid gå til domstolene i de lande, hvor patentet er gyldigt for med tilstrækkelige beviser og de korrekte påstande at få væltet patentet i det pågældende land. En skaber af en attraktiv teknisk lære har altså dårligere vilkår end en bruger (og muligvis uafhængig, men senere skaber) af denne tekniske lære. Mere kan der vel egentlig ikke siges om det!

Dog kunne jeg forestille mig, at andre end John Larsson lider under den vildfarelse, at ”patentretten handler principielt om to tvistende parter”. Det er ahistorisk, og om nogen er denne del af retsvæsenet historisk betinget. Samfundet er stærkt involveret. Derfor er vi nødt til at tage et lidt længere perspektiv.

Patentretten udsprang af privilegier, som taknemmelige fyrster gav til enkeltpersoner i riget, f.eks. eneretten til at udvinde salt, at handle med korn eller at anlægge en kanal. Hvis nogen anden foretog sig disse ting på fyrstens territorium, kunne privilegieindehaveren klage til fyrsten, og denne gjorde så noget ved sagen. Fyrster ønskede ny teknologi til riget og ønskede at belønne den, der importerede eller opfandt ny teknologi, men de ønskede ikke længere at garantere at betale for at forhindre eventuelle krænkelser af privilegierne. Derfor blev der udviklet et princip, hvor eneretten ikke længere var til at foretage sig nærmere definerede ting (saltudvinding, kornhandel, kanalbygning), men gik på at indehaveren af eneretten kunne forbyde andre at foretage sig disse ting. Dette var langt billigere for fyrsten, og han fik alligevel den ny teknologi importeret eller udviklet. Fordi der samtidig udvikledes et retsvæsen med et domstolsvæsen og domme, der blev respekteret i riget, kunne man føre sag for domstolene for at få sin ret, hvis det var muligt. En påstået krænker blev nemlig frikendt, dersom han blot havde gjort, som han altid havde gjort, før fyrsten havde tildelt denne forbudsret. Således opstod opfindelsespatentet. Og risikoen var opfinderens, ikke fyrstens. Dette er det smukke og geniale i forbudsretten.

Patentretten blev senere omfortolket som en tidsbegrænset ret til at forhindre andre i erhvervsmæssigt at bruge en given attraktiv teknisk lære, mod at samfundet (fyrstens efterfølger) efter udløbet af rettighedsperioden frit kunne udnytte den attraktive tekniske lære. Samfundet er i dette tilfælde enhver, som vil bruge den. Derfor var det en betingelse for godkendelse af en patentansøgning, at beskrivelsen var så tydelig, at en fagmand på grundlag af denne kunne opnå de fordele, som den oprindelige opfinder havde opnået, altså det, der var attraktivt ved den tekniske lære. Der er således en handel med samfundet: opfinderen bidrager med noget nyt og attraktivt, men han har i en periode mulighed for at forbyde andre at opnå de samme fordele. Man anser, at han skal have en rimelig fortjeneste ved dette. Det kan ses ved afgørelserne om tvangslicens, hvor domstolene afgør, hvor meget det skal koste konkurrenter at få adgang til den attraktive tekniske lære, hvis samfundet ville lide under, at den ikke udnyttes tilstrækkeligt. Og nogle vil kende det fra Standard-Essential Patents SEP, hvor patenthaver ikke altid får så meget økonomisk ud af det.

Engelske patenlove før 1973 havde en regel, at dersom opfinderen ikke havde fået tilstrækkeligt ud af sin opfindelse, kunne patentløbetiden forlænges i indtil 3 gange 5 år. Det gælder f.eks. et grundlæggende patent vedrørende farvefjernsyn fra 1930erne, som ikke kom til anvendelse – dels pga. 2. verdenskrig, dels fordi der knapt eksisterede aktive komponenter, som kunne frembringe de attraktive kredsløbs virkning. Idag er det kun medicinal- og den agrokemiske industri, som ved intenst lobbyarbejde har fået mulighed for at forlænge løbetiden i Europa. Det er også urimeligt.

Ud af flere bøger, som omhandler patentrettens udvikling og filosofi kan jeg anbefale Peter Kurz, ”Weltgeschichte des Erfindungsschutzes. Erfinder und Patente im Spiegel der Zeiten. Herausgegeben von der Patentanwaltskammer zum hundertjährigen Jubiläum des Gesetzes betreffend die Patentanwälte vom 21. Mai 1900”, Carl Heymanns Verlag KG, Köln 2000. 641 sider. God læselyst!

Der var altså mulighed for at identificere flere end de 10+7 vildfarelser, som Frank Petersen så relevant fremdrog! Lad os se, om der afsløres flere.

  • 0
  • 0

Software kan ikke patenteres. Jo, det kan den, hvis den er ny og opfinderisk og brugt i et teknisk apparat. Softwarestyringer til elektromotorer for eksempel.

En datamaskine er et teknisk apparat, og programmer giver kun mening i en datamaskine. Også selv om datamaskinen er bygget før programmet er skrevet.

Software på en fx en cdrom, er bare opbevaring og transport. Det er ikke der, hvor softwaren giver mening.

I loven står der der:

Stk. 2. Som opfindelser anses især ikke, hvad der alene udgør ...
1) opdagelser, videnskabelige teorier og matematiske metoder, ...
3) planer, regler eller metoder for intellektuel virksomhed, for spil eller for erhvervsvirksomhed eller programmer for datamaskiner,

Dette vil også gælde for programmer der styrer blæseren i en datamaskine.

Et eksempel hvor man har en step-motor forbundet til fx en Rasberry Pi (en mindre datamaskine), og yderligere forbundet til internet. Her ville en programmør på lang afstand kunne ændre hvor effektivt denne motor fungerer, uden at flytte noget fysisk, kun ved matematiske metoder. Programmer er matematik. Det som programmet gør, kan beskrives matematisk.

Vi har endnu til gode at se softwarepatenter prøvet ved en domstol i EU. Indtil da, er softwarepatenter en lottokupon. Patenter er i øvrigt altid en lottokupon, indtil man har vundet ved sidste retsinstans.

  • 0
  • 0

Det essentielle er påvirkningen på den fysiske verden. Det kaldes normalt fremgangsmåder i modsætning til produkter. Man kan få patent på produkter, fremgangsmåder og anvendelser, dersom resultatet er nyt, adskiller sig væsentligt fra det kendte og er industrielt udnytteligt. Men altså undtagen det, der er citeret ovenfor af Hans Schou.

Det er klart, at et program, som indgår i en motorstyring, ikke kan beskyttes i sig selv, det er løsrevet og er blevet til en intellektuel øvelse. Hvis der ikke var en fysisk kontekst i form af input af nogle parametre og et output, som er fysik erkendbar som en forandring i den fysiske verden, så ville motorstyringen jo blot transmittere data til operatøren, som så kunne sige ”nå”, og derefter gøre noget manuelt, som at ringe en tekniker op eller sende en besked via e-mail og sige, at der skulle drejes på en knap. Det er sammenhængen med motoren, som kan gøre motorstyringen patenterbar, men softwaren er ikke i sig selv patenterbar.

Det er noget, som modstandere af softwarepatenter har så svært ved at forstå. Og debatten om softwarepatenter har det med at afspore enhver debat om patentkvalitet.

Fremgangsmåder kan patenteres, det er helt grundlæggende. Og en algoritme er kun en fremgangsmåde. Men fordi der skal ske en ændring i den fysiske verden, kan den ikke patenteres som sådan, der skal være involveret et konkret interface, så fremgangsmåden realiseres fysisk, ikke kun som model på et stykke papir (eller som tabel i en hukommelsesenhed). Dermed bliver opfindelsen en konkret fremgangsmåde til f.eks. motorstyring, hvor det ny og opfinderiske udmærket kan være analysen af indgangsværdierne eller en særlig tidsmæssig rækkefølge af udgangsværdierne (f.eks. spændinger, der påtrykkes motorens klemmer).

”Softwarepatenter”, dvs. patenter på fremgangsmåder, som involverer software, behøver ikke at prøves ved domstole, hvis de allerede respekteres. Og det gør de for det meste: Standard-Essential Patents (SEP) er meget velkendt indenfor f.eks. telekommunikation, og de behandles efter FRAND-regler (Fair, Reasonable, and Non-Discriminatory). Men her er en helt ny afgørelse ved en domstol i Storbritannien: http://www.lexology.com/library/detail.asp...
Det er med andre ord ikke forbuddet, der hersker her, men licensen. Det hører også med til et samlet billede af patenters indvirkning på samfundet.

Som jeg skrev i en tidligere kommentar, så er der i befolkningen alt for ringe kendskab til patenter, men mange har en mening. Har jeg i denne kommentar imødegået en vildfarelse? Det vil afhænge af eventuelle kommentarer fra andre. Realistiske betragtninger over patentering og noget, der overhovedet lugter af software plejer at drive nogle op i det røde felt.

  • 0
  • 0

Jeg omtalte en engelsk afgørelse vedrørende licensiering af patenteret teknologi af den art, som er Standards Essential, dvs. en attraktiv teknisk lære, som bliver indført som en standard for et bestemt teknologisk område. Det var her Unwired Planet, som har patenter, som Huawei ønsker at benytte. Der var uafklarede forhold, som bragte en mulighed for fogedforbud på banen, og dette forhold er nu også afgjort i en endnu mere nylig afgørelse, som kan læses på http://www.bailii.org/ew/cases/EWHC/Patent...

Bailii er den engelske database, hvor retsafgørelser offentliggøres. Hvis man kun interesserer sig for intellektuel retsbeskyttelse (hvorunder hører industriel retsbeskyttelse) i Storbritannien, så skal man gå et andet sted hen for referater: Reports of Patent, Trade Mark, and Design Cases. Patent- og Varemærkestyrelsen abonnerer selvfølgelig.

Ligesom min anbefaling af Ugeskrift for Retsvæsen (som er et referattidsskrift) til opbygning af almindelig retsopfattelse for mennesker, der læser dansk, kan jeg også anbefale de nænvte Engelske kilder: Bailii er jo lige så generel som UfR, men altså selve dommen med alle forudsætninger.

  • 0
  • 0

Fremgangsmåder kan patenteres, det er helt grundlæggende. Og en algoritme er kun en fremgangsmåde. Men fordi der skal ske en ændring i den fysiske verden, kan den ikke patenteres som sådan, der skal være involveret et konkret interface, så fremgangsmåden realiseres fysisk, ikke kun som model på et stykke papir


RSA benytter sig af en del algoritmer (fremgangsmåder). Der er ingen fysisk påvirkning. Det hele er matematik. Matematik kan ikke patenteres. Dette er et rent softwarepatent. Det er en vildfarelse at beskrive det som andet.

Board of appeal har sagt god for RSA, så der er ingen tvivl om at EPO godkender patenter, der blot er matematik. Det er ulovligt i forhold til loven, men der er ingen steder man kan anke EPO's beslutning. EPO står nu over loven, og mere end 50% danskerne stemte for at det skulle være sådan.

  • 0
  • 0

"der ingen steder man kan anke EPO's beslutning". Det er en vildfarelse! Ak, det er jo netop i den forbindelse, at jeg beklagede asymmetrien i de rettigheder, som en ansøger har og de rettigheder, som almenheden har. For en ansøger via EPO ender retten ved et afslag fra Board of Appeal.

Et udstedt patent kan trækkes i retten for at blive erklæret ugyldigt i henhold til patentloven. Det forlanger, at man kan begrunde, hvorfor patentet ikke skulle have været udstedt, og at man betaler en retsafgift. En sådan regel gælder i alle de lande, som har tilsluttet sig den europæiske patentkonvention. EPO har kun foretaget sagsbehandling, og ved godkendelse kan man benytte den godkendte tekst til at opnå et nationalt patent i alle de lande, som blev designeret ved ansøgningen (i Danmark ifølge Patentloven §75). Fra dette tidspunkt gælder de nationale patentlove, og et patent kan væltes, hvis man kan overbevise den eller de nationale domstole, hvor sagen føres. Der er ingen frister -- en sådan sag kan anlægges så længe patentet er i live.

Softwareindustrien (eller -hjemmeindustrien) har aldrig ønsket at tage patenter seriøst, og man har aldrig taget sig sammen for at bekæmpe de mange utvivlsomt dårlige patenter og patenter, som ikke burde have været udstedt, ud fra patentlovenes forudsætninger. Det har været langt lettere og billigere at pibe i kor og forsøge at arbejde politisk. Men status quo er nu engang, at der forsøges at udtage patent på softwarerelaterede opfindelser, og at en retspraksis kun kan ændres, hvis der er tilstrækkeligt mange patentretssager.

Der er så meget kendt teknik i software og dens anvendelser, og én mulighed for at bekæmpe uønskede patenter er at dokumentere, at denne teknik enten eksisterede i det offentlige rum eller var nærliggende for fagmanden før prioritetsdatoen for det formastelige patent. Så kan patentet ikke eksistere, og en retssag vil afgøre det alene med tradionelle patenttekniske argumenter, helt uden behov for at henvise til en mere eller mindre luftig regel om software i den rene form, som naturligvis er undtaget fra patentering.

I Danmark kan man anlægge en ugyldiggørelsessag ifølge Patentloven § 52, citat:

"Et patent kan ved dom kendes ugyldigt, hvis

1) det er meddelt, uanset at betingelserne i §§ 1-2 ikke er opfyldt,

2) det angår en opfindelse, som ikke er så tydeligt beskrevet, at en fagmand på grundlag af beskrivelsen kan udøve den,

3) dets genstand går ud over indholdet af ansøgningen, som den blev indleveret, eller

4) omfanget af patentbeskyttelsen er blevet udvidet, efter at patentmyndigheden i henhold til § 19, stk. 1, har sendt meddelelse til ansøgeren om, at patent kan meddeles.

Stk. 2. Et patent kan dog ikke kendes ugyldigt i sin helhed af den grund, at patenthaveren var blot delvis berettiget til patentet.

Stk. 3. Sag kan, bortset fra de i stk. 4 nævnte tilfælde [irrelevant her!!], rejses af enhver."

NB: sagerne anlægges ved Sø- og Handelsretten og kan ankes til Højesteret.

Se også § 53 b-d og §§55 og 55a.

Der er med andre ord styr på det, der er spilleregler, og de berørte bør blot i egen interesse spille med.

P.S. Jeg ville godt have en konkret henvisning til det anførte "RSA"-patent: europæisk ansøgningsnummer eller offentliggørelsesnummer. Enhver kan lave en aktindsigt online, og så kan man se, hvilke argumenter, der har været for og imod godkendelse af ansøgningen. Det er den første forudsætning for at forstå en afgørelse.

  • 0
  • 0

Somme tider skal man grave lidt dybere og ikke straks spørge. Jeg gravede ikke dybt nok vedrørende Board of Appeal's godkendelse af en europæisk patentansøgning på softwareimplementeret kryptering efter RSA-principper. Mit spørgsmål blev faktisk besvaret allerede i kommentaren, og hvis jeg blot havde klikket på linket, så havde jeg ikke skulle have skrevet et P.S. i min egen kommentar. Via linket kom jeg til den tysksprogede afgørelse (originalsproget) af appelsagen fra 2010. For dem, der hellere læser patentjuridiske tekster på engelsk eller fransk, kan man finde oversættelser.

Uden at se på sagens akter iøvrigt kan jeg af afgørelsen se, hvorfor patentansøgningen til sidst blev godkendt af appelinstansen. Den blev afslået ved sagsbehandlingen, fordi den med de foreliggende krav blot blev opfattet som en matematisk fremgangsmåde. Men kravene blev indsnævret, og fordi der nu kun ønskedes beskyttelse for en praktisk metode til at kryptere og dekryptere et signal, som man ønsker at transmittere sikkert, så blev dette i henhold til tidligere retspraksis anset for at være af teknisk karakter, og således ikke udelukket fra patentbeskyttelse. Først havde man f.eks. også ønsket at beskytte selve algoritmen, men det gik -- selvfølgelig -- ikke.

I afsnit 6.3 på side 7 står der (i min oversættelse)

Det er ankeinstansens opfattelse, at det ved sikker udveksling af elektroniske meddelelser drejer sig om en teknisk virkning, hvis opnåelse skal anses som en teknisk opgave. I de tilstødende afsnit argumenteres der yderligere herfor, bl.a. med henvisning til retspraksis.

Forinden bliver muligheden for utilstrækkelig beskrivelse, udvidelse ud over det oprindeligt indleverede, manglende opfindelseshøjde diskuteret, idet enhver af disse kunne medføre, at afslaget blev endeligt. Men der var intet galt med opfindelsen som sådan.

Sagen blev vist tilbage til sagsbehandlerne med beslutningen "patenterbar".

Ved hjælp af agtindsigt kan jeg se, hvad der siden er sket. Den 30. november 2011 blev patentansøgningens godkendelse med de begrænsede krav bekendtgjort, og der blev ikke nedlagt indsigelse inden fristen på 9 måneder. Hvis modstandere af den slags patenter havde haft et ben at stå på, så havde dette været en første chance for at ødelægge de forskellige nationale patenter på én gang. Patentet eksisterer idag i omkring 7 lande. I hvert af disse lande kan der anlægges en udslettelsessag, men argumentet "det er ren matematik" kan ikke bruges, idet det har været prøvet.

  • 0
  • 0

Det har været langt lettere og billigere at pibe i kor og forsøge at arbejde politisk.


Det er da paradoksalt at du foreslår at betale de advokater, som misbruger patentsysteme til at blokere for udviklingen.
I den udstrækning patenter ikke befordrer udvikling og vækst, da skal de ikke tillades. Og det er en politisk kamp.
Patentsystemet skal have til formål at støtte udviklingen - ikke at sikre indtægter for advokater.

  • 0
  • 0

Gert Madsen skriver: "Det er da paradoksalt at du foreslår at betale de advokater, som misbruger patentsysteme[t] til at blokere for udviklingen." Jeg tror ikke, at det, du gerne vil sige, kan udtrykkes så kort. Desuden ser det ud som et forsøg på at slå mig i hartkorn med misbrugere, og det er urimeligt.

Min grundholdning er, at dersom man ønsker et bestemt arbejde udført og ikke kan selv, så går man til en specialist. Denne specialist skal selvfølgelig have betaling for sit arbejde. Det minder mig om forsvarsadvokater: hvis forsvareren kan påvise, at anklageren ikke har gjort sit arbejde ordentligt, så går den formodede forbryder fri, helt uanset om han i virkeligheden (men altså ikke beviseligt) har begået forbrydelsen. Misbruger forsvarsadvokaten systemet til at blokere for, at en forbrydelse straffes? Nej, det er systemet.

Mange softwareudviklere vil ikke forstå, at de er erhvervsdrivende som alle andre, og med fuldstændig lige muligheder efter loven som alle andre erhvervsdrivende. Forskellen mellem de små og de store er, at de store hyppigt har meget bedre råd og meget bedre tid til at vente end de små. Jeg har før i Ingeniørens Debat (gennemse gerne mine få indlæg -- omkring 100 i de seneste 10 år) foreslået, at de små softwareudviklere skal slå sig sammen om at bekæmpe de dårlige software-baserede patenter. Der er mange, fordi det er så svært et område at sagsbehandle. Men det ikke sket endnu, og derfor ligger denne del af erhvervslivet som det har redt.

  • 0
  • 0

Der er absolut ikke nogen, der kan få patent på software hos EPO. Netop software som sådan er undtaget fra det, der kan patenteres, fordi der er tale om noget uhåndgribeligt. Men i det øjeblik en teknisk løsning er implementeret ved hjælp af software til at behandle data, er der tale om teknik, som har indflydelse på den fysiske verden, og så kan der udtages patent. Eksempler kan være at finde ud af, om en strømværdi er højere end en anden, eller at beregne det næste trin for at komme fra ét punkt på en drivspænding til den næste, for at få en sinusformet drivspænding som samlet resultat efter nogen tid. Det kan løses ufleksibelt ved mekaniske eller mekanisk-elektriske metoder (som blev patenteret, da det var moderne i sin tid), eller det kan løses fleksibelt ved hjælp af software -- databehandling. Hvis denne, softwarebaserede, løsning opfylder de normale patenterbarhedskriterier, så kan den samlede tekniske løsning patenteres. Softwaren bliver ikke patenteret, og den er værdiløs i løsrevet form.

Mange softwareudviklere skriver software til styringer. De er underleverandører. Denne software kan kun beskyttes ved de sædvanlige ophavsretslige regler, som både er svage og har en alt for lang beskyttelsestid. Køberen af softwaren kan eventuelt patentere den nyudviklede styring, ganske som han kunne patentere styringer, hvori der indgik kurveskiver, men det forudsætter, at det ikke har været gjort før. Det kan være svært at gennemskue en softwarebaseret løsning til et givet formål og sammenligne den med andre softwarebaserede løsninger til samme formål. Det er imidlertid det, som sagsbehandlere ved EPO prøver på, hyppigt uden at være særlig gode til at opdage, at "det har været gjort før". Derfor bliver der godkendt mange patentansøgninger, som aldrig burde have været godkendt, og derfor får patenter på softwarebaserede løsninger et dårligt ry -- med rette!

Også i Ingeniøren Debat har der været jamret over, at software patenteres. Hvorfor?

  • 0
  • 0

Også i Ingeniøren Debat har der været jamret over, at software patenteres. Hvorfor?

Jeg tror at det skyldes at dem der har et indgående kendskab til ét teknikområde (og som derfor måske også er patentaktive dér!) sjældent har et tilsvarende indgående kendskab til et helt andet teknikområde. Teknikområder består altid flere komponenter, og her regner jeg også processer som komponenter. Hvis man ser på et område som transport via automobiler, så er der overordnede komponenter som vejbelægning, køretøjers hjul og friktions- og slitageforhold mellem dem begge, men der er også trafiksignaler, affjedringsystemer og meget andet. Mere detaljeret kan man naturligvis forbedre en bils fremdriftssystem og ikke mindst forbedre enkelte motorkomponenter.

Der er en generel tendens i alle teknikområder til at forfine komponenter. Det kan resultere i patenterbare opfindelser, men de skelsættende opfindelser i det pågældende teknikområde kommer først når nogen bryder komponentgrænserne (det er vel dét der hedder at 'tænke ud af boksen' i dag!), og kommer med et nyt komponent (som altså kan være en proces!) som overflødiggør andre komponenter.

Den store forskel mellem et teknikområde som fx forbrændingsmotorer (ICE-motorer) og computerteknologien er at komponenterne i computerteknologien udvikler sig temmelig hurtigt, og når en styring af fx en bestemt disktype kan være totalt uinteressant 12 måneder senere, så bliver jo også de menneskelige kompetancer påvirket, med sagsbehandlere inden for patentsystemet som hurtigt bliver 'hægtet af' og vurderer på forældet viden! Man har i patentverden diskuteret om gyldigheden for et patent ikke skulle afhænge af teknikområdet, men så vidt jeg ved har man aldrig kunne blive enige om sådanne løsninger, altå internationalt.

John Larsson

  • 0
  • 0

Også i Ingeniøren Debat har der været jamret over, at software patenteres. Hvorfor?


Fordi patenter skal understøtte samfundsudviklingen, og gøre os alle rigere.
I tilfældet software, gør patenter det modsatte.
For software giver den almindelige ophavsret mening. Patenter gør ikke.
I den sammenhæng er patentsystemet et fedtlag, der snylter på udviklernes arbejde.

Hvorfor mener du at udviklerne skal brødføde en flok advokater, som bare er en hinder for deres arbejde ?

  • 0
  • 0

Gert Madsen giver udtryk for en misforståelse, at den almindelige ophavsret giver mening som beskyttelse for software. Det gør den ikke, fordi

1) den beskytter kun den helt konkrete form, som softwaren har og er lagret som, dvs. et beskyttet program i et høj-niveausprog beskytter ikke compileret software. Man kan med andre ord ikke forhindre andre i at benytte en anden version. Når jeg skriver "version", så mener jeg "fremtrædelsesform", ikke "generation".

2) den almindelige ophavsret beskytter i 70 år efter ophavspersonens død. 70 år lyder grinagtigt i et område med så meget udvikling som software.

Patenter ville være gunstige til at beskytte software, fordi

1) det er en idé- og ikke en versions-beskyttelse. Det vil sige, at selve algoritmen er beskyttet, inklusive mindre og nærliggende variationer, blot man opnår det samme resultat med i det væsentlige de samme midler. Det kaldes også ækvivalensbeskyttelse.

2) patentet er en forbudsret, dvs. man kan patentere en nyudvikling, f.eks. en forbedring på en eksisterende og muligvis allerede patenteret teknik og dermed forhindre alle, inklusive den, der har det første patent, i at udnytte forbedringen. Det giver traditionelt ophav til, at der licensieres rettigheder, og i tilfældet "den, der har det første patent", en krydslicens, dvs. både den første ophavsmand og den, der har forbedret, bliver i stand til at udnytte opfindelsen/forbedringen.

3) patentansøgninger bliver offentliggjort 18 måneder efter deres første indleveringsdato. Det vil sige, at omverdenen allerede på dette tidspunkt bliver bekendt med nydviklingen i en sådan detailleringsgrad, at den kan udnyttes. Nogle vil allerede gøre det og må så acceptere at skulle holde op, hvis ansøgningen fører til patent, og man bliver mødt af forbud. I visse tilfælde skal der betales erstatning for udnyttelsen. Men også her kan det ende med licens.

4) udstedte patenter lever højst i 20 år efter indleveringsdagen i det pågældende land, forudsat der årligt betales en afgift. Man betaler kun, hvis det økonomisk kan betale sig at bevare rettigheden. Ellers bortfalder patentet. Enhver kan frit udnytte et bortfaldet patent.

Som det ses, er en beskyttelsekonsktruktion som patenter en meget bedre løsning på en beskyttelse, som fremmer udvikling.

Sådan skulle det imidlertid ikke være, fordi løsrevet software ifølge patentlovene
er undtaget fra patentering.

En brugsanvisning har aldrig kunnet patenteres som sådan, kun en fremgangsmåde, som jo har en fysisk påvirkning på omgivelserne. At brugsanvisningen er en beskrivelse af fremgangsmåden medfører ikke, at den som skriftligt udtryk er beskyttet af patent. F.eks. må en teknisk journalist helt frit gengive brugsanvisningen (i et andet format på grund af ophavsretslovgivningen) i en teknisk artikel om fremgangsmåden og det firma, der bruger den.

Denne tekniske indfaldsvinkel til det, der kan patenteres, er videreført helt naturligt i de fremgangsmåder, der kan patenteres, fordi de er ny, adskiller sig væsentligt fra det kendte og kan anvendes industrielt, men hvor man med moderne teknik benytter software i et eller flere trin. Det er naturligvis ikke ligegyldigt, hvilken software der bruges, og visse fremgangsmåder adskiller sig kun fra hverandre ved den konkrete software, der er blevet benyttet. Dermed kan den tekniske fremgangsmåde beskyttes ved at specificere, hvad softwaren gør, og hvilke trin der gennemløbes, samt selvfølgelig, hvilken teknisk virkning på omverdenen, der opnås. Dette kaldes software-implementerede opfindelser, og de kan patenteres efter de traditionelle regler. Men softwaren løsrevet fra den tekniske virkning er ikke beskyttet af patentet -- her gælder stadig den langsomme versionsbeskyttelse ifølge den almindelige ophavsretslov.

Velbekomme!

Atter en vildfarelse tilbagevist.

Vedrørende advokater, så benyttes de, fordi de er fagspecialister på områder, hvor udviklerne er uvidende eller værre: amatører. Hvis man har rettigheder, som man mener, det er værd at slås for, så skal man have de bedste våben. Man kan opnå dem ved selvstudium, men det tager tid fra det, man er bedst til, at udvikle software, eventuelt anvendt software (som kan medføre patentering). Eller man kan henvende sig til de relativt få specialister, der forstår sig på software og samspillet med rettigheder og samfund. Jeg har i et tidligere indlæg fortalt, at der er ca. 150 frit tilgængelige patentrådgivere i Danmark med forstand på patenter: de er partnere eller ansatte i patentbureauer. I hvert fald halvdelen beskæftiger sig kun med farmaceutisk kemi, dvs. der er under 100, som kan rådgive softwareudviklere. Det er ikke mærkeligt, at det bliver dyrt, simpelthen på grund af udbud og efterspørgsel efter denne form for ikke-kemisk rådgivning. Jeg ved faktisk ikke, hvor mange advokater, der kan give denne rådgivning -- ovenstående tal vedrører European Patent Attorneys i Danmark, hvilket jeg også selv er. Hertil kommer visse erhvervsadvokater.

Derfor har jeg også slået til lyd for, at softwareudviklere med rettighedsproblemer slår sig sammen, eventuelt på europæisk plan, for at bekæmpe de patenter, der begrænser deres udfoldelsesmuligheder. Det er ikke sket, og derfor spørger jeg stadig hvorfor der jamres over patentering i forbindelse med software. For mig ser det ud, som om situationen er nøjagtig den, man har arbejdet på at opnå. Proaktiv, nej puha!

  • 0
  • 0

Som det ses, er en beskyttelsekonsktruktion som patenter en meget bedre løsning på en beskyttelse, som fremmer udvikling.


Der er ikke noget lighedstegn mellem "bedre beskyttelse" og "fremmer udvikling".
Inden for software er der oceaner af eksempler på det stik modsatte.
Det lykkedes ikke i optakten til EPO, at få nogen til at komme med noget som helst, der peger på at der skulle være nogen gevinst for samfundet at tildele sådanne monopoler.

Du argumenterer sådan set selv udemærket for, hvorfor patenter forhindrer udviklingen.
At stikke en påstand om noget andet, gør ingen forskel.

  • 0
  • 0

Det er det groveste forsøg på at lægge mig ord i munden, jeg nogen sinde har været ude for! Ikke engang en henvisning til, hvilken sætning, der skulle argumentere for, at patenter forhindrer udviklingen. Dårlig debatkultur!! Husk, at vi skriver for personer uden specialviden om beskyttelse af intellektuel ejendomsret. Ingeniøren Debat har læsere, som ønsker argumenter skåret ud i pap. Hvis man finder alle mine kommentarer i tråde vedrørende patenter, så er der ialt tale om en lærebog i grundlæggende patent-teori og -praktik.

Jeg har skrevet det før på denne tråd (med lidt andre ord), men prins Knud skal ikke have levet forgæves.

Lige siden fyrsterne ønskede bedre teknologi i samfundet (og man har indtil vore dage altid anset bedre teknologi som noget positivt), har man villet belønne den, der importerede eller frembragte en sådan teknologi. "Nogen" indså, at det var billigere for samfundet, hvis man lod nyduvikleren selv slås med at få den fortjeneste, der rimeligt skulle komme af at frembringe og investere i den ny teknologi. Det gjorde man ved dels at frembringe et funktionsdygtigt og respekteret retsvæsen, dels ved at give frembringeren et patent, som kun kunne bruges til at forhindre andre i at bruge netop den ny teknologi, som var blevet frembragt.

Bemærk, at der ikke er tale om, at opfinderen har fået et monopol til at udnytte opfindelsen, men kun til at forbyde andre at udnytte det ny. Derved kunne alle andre blot vedblive med det, de havde gjort før, men ville de have glæde af det ny, så kunne de enten glemme det, eller også skulle de have tilladelse imod en eller anden form for betaling. Hvis samfundet anså, at det var væsentligt, at det ny blev udnyttet så meget som muligt, så kunne det pålægge opfinderen at give licens, tvangslicens. Det var og er altså samfundets opfattelse, at et patent ifølge de vedtagne patentlove er et gode, som fremmer udviklingen.

For at få denne rettighed skulle ansøgeren om et patent beskrive sin opfindelse (som det jo var) i sådane detailler, at en fagmand kunne eftergøre den. Denne beskrivelse tjente to ting:

1) den skulle muliggøre en patentmyndigheds afgørelse af, om der forelå en ny, væsentlig og industriel udnyttelig opfindelse, fordi man ville ikke tildele et patent i urette -- det ville bringe uorden i samfundets tekniske udvikling og skabe en uafklaret situation.

2) den skulle muliggøre samfundets udnyttelse af opfindelsen, når patentet ikke eksiterede længere, enten fordi det var udløbet eller fordi det af andre grunde var bortfaldet før udløb.

Desuden er det ifølge patentlovene tilladt for enhver at eksperimentere med opfindelsen, selv i patentets løbetid, for at forstå den bedre. Men opfindelsen må ikke uden tilladelse udnyttes kommercielt af andre. Et hyppigt eksempel er et patent på en væskepumpe. Enhver må efterbygge pumpen, ændre parametre og måle på pumpens ydeevne eller holdbarhed. Men de må ikke udnytte pumpen til det, den er beregnet til: at pumpe for at få flyttet en væske i en eller anden produktionsproces. Dette er en kommerciel udnyttelse, og hertil skal man købe pumpen hos én, der må fremstille den, eller selv få tilladelse til at fremstille den.

Ovenstående beskrives hyppigt i den patentteoretiske literatur som "samfundets aftale med opfinderen". Hvis opfinderen investerer i at nyudvikle en teknik og offentliggør den i form af en patentansøgning, så får han som kompensation en tidsbegrænset ret til at forhindre andre i at gøre det samme, hvorefter samfundet kan udnytte opfindelsen frit.

Hvad skal en opfinder gøre? Han kan hemmeligholde opfindelsen. Hvis det er en produktionsproces, så må han udføre alt selv, for han kan ikke være sikker på, at medarbejdere vil holde tæt. Hvis det er et produkt, skal han være sikker på, at det ikke kan opdages ved "reverse engineering", hvordan det har været tilvejebragt. "Reverse Engineering" ville være tilladt ifølge patentloven, jvf. væskepumpe-eksemplet.

Han kan offentliggøre den til fri benyttelse og blot have glæde af æren ved at have skabt en teknologi, som udnyttes af alle.

Men han kan også udnytte patentlovene og få de fordele der er ved at have et velordnet system at arbejde ind i. Det er lovstyret, og enkeltpersoner og samfundet er underlagt disse love. Derfor vil jeg argumentere for, at "bedre beskyttelse" vil sige "en mere forudsigelig beskyttelse", og forudsigelighed er noget, alle erhvervsdrivende ønsker sig af retsvæsenet.

Se, hvis argumenter imod patenter som fremme af samfundets tekniske udvikling skal tages alvorligt, så er der behov for detaillerede argumenter imod ovenstående fakta. Kom bare an!

"Det lykkedes ikke i optakten til EPO, at få nogen til at komme med noget som helst, der peger på at der skulle være nogen gevinst for samfundet at tildele sådanne monopoler." Ja, det er jo et postulat, som jeg indtil videre vil opfatte som en vildfarelse. Atter helt uden henvisninger og altså igen dårlig debatkultur!

Hvis vi skal være alvorlige, så er "optakten til EPO" den række af arbejdsgruppemøder og diplomatiske konferencer, som førte frem til vedtagelsen af den europæiske patentkonvention EPC i 1973. Der er tale om lidt over ½m ringbind, som jeg fornylig kasserede, fordi alle forarbejderne foreligger som pdf på EPOs hjemmeside. I virkeligheden var det alt for sent at diskutere "at tildele sådanne monopoler", for alle de involverede lande havde allerede haft patentlove fra endda før 1900. "Monopolerne" blev ikke ændret ved EPC, for de bliver fortsat styret af hvert lands patentlov. Det er kun sagsbehandlingen frem til en godkendt patentansøgning, som kører igennem EPO (som begyndte sin virksomhed i 1977).

Der var debat om patenter, også i Folketinget i anledning af embedsværkets og regeringens ønske om at Danmark skulle tilslutte sig -- ratificere, der var underskrevet! -- EPC. Men den debat drejede sig mere om det store antal patenter, man forventede ville skylle ind over landet til ulempe for de små underleverandører. Danmark ændrede patentlov, så den kom i overensstemmelse med EPC (altså vedrørende sagsbehandlingen), men vi ratificerede ikke før i slutningen af 1980erne. Der kom ikke som fryget en stor bølge af patenter, for Danmark skal vælges i hvert enkelt tilfælde, og der skal indleveres en tekst.

Men som følge af patentlovsændringen fik vi dyrere medicinpriser i Danmark. Vi havde tidligere en driftig industri, som fremstillede virksom medicin uden at krænke de store farmaceutiske virksomheders patenter, og dermed meget billigere end det, som de store forlangte. Kraftig lobbyvirksomhed fra den store industri medførte imidlertid, at man efter 1973-patentloven kunne beskytte selve det aktive stof og ikke blot fremgangsmåder til dets fremstilling. Derved blev enhver måde at fremtille stoffet på også beskyttet ved patent, og priserne skød i vejret. En naturlig reguleringsmekanisme var fjernet.

En af de store debattører var civ.ing. Otto Ring, som var min chef og læremester. Nogle af debatterne kan genfindes på https://ing.dk/kulturarven/arkiv. Han var landets største patentbekæmper, idet foreningen ELDOK (tidligere: Radio-Industriens Patentforening) havde til formål at bekæmpe patenter, som kunne være til gene for den danske elektroniske industri, som i radio- og TV-tiden var procentvis en af de største i Europa. Det blev især gjort ved indsigelser mod fremlagte patentansøgninger (og efter 1973-loven) mod udstedte patenter, i den 3-måneders periode, der er givet hertil. To trediedel af ca. 550 sager blev vundet, og til sidst undlod de store multinationale elektronikvirksomheder helt at søge patent i Danmark.

Den næste store debat om patenter kom, da regeringen ønskede at prøvekøre en folkeafstemning om noget, der har med EU at gøre, og derfor lancerede en massiv kampagne for at Danmark skulle tilslutte sig UPC og Patentet med Enhedsvirkning. Her er der virkelig grund for den mindre virksomhed til at være nervøs, fordi her kommer automatisk en bølge af patenter ind over landet, hvis det hele kommmer igang.

Konklusion: jeg debatterer gerne, men der skal være kød på argumenterne. Inddrag gerne nogle af debatterne i Folketinget! Eller fremtag eksempler fra software-verdenen "Inden for software er der oceaner af eksempler på det stik modsatte". Nogle ganske få eksempler vil nok få os til at forstå meget bedre.

  • 0
  • 0

Gert Madsen skrev den 19. juni 2017:

Der er ikke noget lighedstegn mellem "bedre beskyttelse" og "fremmer udvikling".
Inden for software er der oceaner af eksempler på det stik modsatte
.

Jeg svarede med en gennemgang af samfundets formål med patenter og opfordrede til, at vi fik præsenteret nogle af de ”oceaner” af eksempler på, at ”dårlig beskyttelse fremmer udvikling” eller ”bedre beskyttelse hæmmer udvikling”, som er de to ”stik modsatte” fænomener. Der er i den forgangne uge ikke kommet ét eneste eksempel. Det er en stor skam, fordi jeg har i rigtigt mange kommentarer på nogle tråde vedrørende patenter skrevet meget veldokumenteret baggrundsviden om patenter, hvordan de behandles, og hvad samfundet forventer af patentlovgivningen. Det kunne være gunstigt med velargumenterede og veldokumenterede modsatte synspunkter, så en interesseret kreds selv kan danne sig sin opfattelse. Det er da ikke sikkert, at min opfattelse er rigtig, trods at den baserer sig på et liv i patenter og trods, at jeg har læst og forstået mange af de fundamentale patentteoretiske tekster!

I den virkelige verden kan en lille uge være en lang frist, og jeg ville forvente, at det var nok til at udvælge nogle prægnante eksempler i de ”oceaner” af eksempler, der omtales.

Jeg skal være den første til at indrømme/påpege, at samfundet ikke har opført sig korrekt overfor softwareudviklere. Man har ikke sørget for sagsbehandlingskapacitet hos patentmyndighederne, så de kan skelne revl fra krat, og derved har man godkendt alt for mange patentansøgninger og dermed givet rettigheder, som der reelt ikke er hold i. Det afsløres først ved langstrakte retssager, hvis det overhovedet kommer så langt, fordi mindre (påståede) krænkere sjældent holder ud så længe, at sagen reelt behandles i retsvæsenet. Der er langt hyppigere tale om et forlig, som ikke er til gunst for den lille softwareudvikler. Forholdet er ikke blevet lettere af, at Europakommisionen har blandet sig i patentlovenes fortolkning.

Det er sandsynligt, at softwarebranchen, især dens små og mellemstore medlemmer, gennem mange år har levet godt uden beskyttelse og har brugt af hinandens software mere eller mindre som unge naivt piratkopierer fra internettet. Softwarebranchens små medlemer har ikke noget ønske om bedre juridisk orden i deres verden. Men i en sådan verden kan de da ikke pibe og vræle over, at den stygge, STORE industri trækker dem i retten for at krænke de rettigheder, der er officielt registreret. Det er da deres egen skyld, at de intet forsvarsværk har opbygget, andet end at håbe på at være for små til at blive opdaget.

De små medlemmer af softwarebranchen (softwareudvikling er et helt normalt erhverv underlagt de normale love) er ikke tilfredse med, at der i de forskellige landes patentlove direkte er lavet en undtagelse: software som sådan kan ikke patenteres. Disse små softwareudviklere er så løsrevne fra virkeligheden, at de ikke anerkender, at software i et moderne produkt måske kun udgør en del af en teknisk løsning, og at tekniske løsninger – som altid – har kunnet patenteres, hvis de er ny, adskiller sig væsentligt fra kendt teknik, og kan udnyttes industrielt. Somme tider er det kun den indgåede software, som giver den tekniske løsning den kvalitet, at den kan patenteres. Men de små medlemmer er så forblændede af deres egne evner som softwareudviklere, at de ikke indser, at de blot har en nicheplads i den tekniske løsning, de ser kun softwaren. Det kan man da kalde en meget snæver horisont!

Software kan enhver lave med håndskrift, streger og kasser på papir eller på en dataskærm, forudsat at man har en passende systematisk tankegang. Men det er de færreste softwareudviklere forundt at forstå de tekniske problemer, som ønskes løst og er i stand til at opbygge de tekniske funktionsmodeller, som skal til for at de data, der skabes af teknikken kan behandles softwaremæssigt for at videregive behandlede data til teknikken, så noget praktisk kan foregå. Derfor tillægger sådanne softwareudviklere sig selv alt for stor betydning, når de i en teknisk løsning kun fokuserer på den involverede software. Et storhedsvanvid, som driver dem hen imod grimme retssager, fordi de ikke har udvist fornøden omhu.

Jeg tror, at det er væsentligt at forstå denne naive tilgang til udvikling og beskyttelse, og derfor opfordrer jeg igen Gert Madsen (og andre, som føler sig i samme situation) til at give os blot nogle få af de ”oceaner” af konkrete eksempler. Der er nok af læsere og kommentatorer på Ingeniøren Debat, så tavshed nu må anses for at være meget sigende for softwarebranchens små medlemmers holdning. Eller er det blot en hobby? Ligger jeg selv under for en vildfarelse?

  • 0
  • 0

Ligger jeg selv under for en vildfarelse?


Softwareudvikleres problem er et voldsomt minefelt af generelle patenter, som gør det vanskeligt overhovedet at kunne udvikle et produkt, uden at blive sagsøgt af patentadvokater.
I den sammenhæng bliver patentbeskyttelse af egen udvikling uinteressant.
Jeg henviser til de 4 punkter, som du mener giver god beskyttelse af en patenttager, hvilket sikkert er rigtigt. Det har bare som resultat at det begrænser udviklingen. Det fremmer den ikke.
Hvordan du får det til fornærmet at påstå at jeg lægger dig ord i munden, det ved jeg ikke.

For 20 år siden gik vi rundt med en Nokia 2010, og arbejdede på en Windows95. At låse software og "metoder" i så lang tid, giver absolut ingen mening.

Et eksempel på den slags idepatenter, som ingen bliver rigere af: https://en.wikipedia.org/wiki/Apple_Inc._v....
Søg på patenttroll i Wikipedia, og find nogle ekstreme eksempler.

Så når Amazon lige har udtaget et patent, som skulle kunne blokere for at lave prissammenligninger i en butik, uden at have planer for implementeringen af det, så er det udtryk et sygt system.

Nu er EPO ikke så betændt, som det amerikanske patentsystem, men man forsøger hele tiden at flytte grænsen i den retning.

https://www.itpol.dk/patentbrev giver et ganske udemærket billede af sagen.

Og så er patenter ikke nogen naturgiven (eller for den sags skyld gudgiven) ret. At fyrster uddelte eneret til - i visse tilfælde opfindere, i andre hans mester, anser jeg ikke som et argument. De uddelte også godser til dygtige/heldige krigsherrer i eget sold, så de havde et sted at opbevare deres plyndringsgods, og dertil fæstebønder til at passe godset. Det gør vi ikke længere.

Sagt på en anden måde: jeg mener at patenter kun skal anvendes, hvor det bevisligt giver en fordel for samfundet. I andre tilfælde er det en anakronisme som bør fjernes. Og dette gøres politisk - ikke i retssalen.

  • 0
  • 0

Der er nok af læsere og kommentatorer på Ingeniøren Debat, så tavshed nu må anses for at være meget sigende for softwarebranchens små medlemmers holdning. Eller er det blot en hobby? Ligger jeg selv under for en vildfarelse?

Ja, det kan man vist sige at du i nogen grad gør, Brock-Nannestad! At fortolke en uges stilhed som at der ikke findes relevante argumenter mod dine lange beskrivelser af patenthistorien, som at 'den der tier samtykker' er i hvert fald meget optimistisk!

Softwareområdet er som jeg tidligere skrev i sin natur ikke anderledes end andre teknikområder. Der er ikke forskel på at løse et styingsproblem for fx en såkaldt 'dukebox' med en komleks kamskive eller et softwareprogram; det hele handler om opfindelseshøjde. Jeg har ikke studeret spillemaskinepatenter specielt i USA, men jeg vil vove den påstand at fabrikanter til disse maskiner har søgt mange patenter på kamskiver, og jeg er næsten lige så sikker på at advokater som har repræsenteret konkurrerende fabrikanter har hævdet at kamskiver som sådan har været brugt til styring i mange tekniske sammenhænge, og at dét at kamskiven er ekstra 'tyk', ikke i sig selv er en opfindelse for en fagmand!

Problemet med softwareområdet er at det, til forskel fra fysiske patentområder, er så forbandet svært at definere hvem der er 'dygtig fagmand', fordi ytringen af hans faglige kunnen, den arbejdende maskinkode, reelt altid er sløret af kompileringsprocesser. Der kan naturligvis laves alternative programmer direkte i maskinkode, eller man kan ty til 'reverse engineering', men det kræver en tidskrævende kompetance, og så er der det ret afgørende argument, som jeg fornemmer at du selv har spottet, at programmøren selv ikke er interesseret i at afsløre sine 'fif'! Det er også derfor jeg heller ikke rigtig tror på dit motto 'Alle Programmører forenen Eder!' Det er i hvert fald min erfaring at de dygtigste prøgrammører også er dem som har det svært ved at samarbejde! Dét er der nok andre her der kan udtale sig om; det er trods alt mere end 50 år siden jeg holdt op med at lave programmer i maskinkode!

John Larsson

  • 0
  • 0

@ Gert Madsen

Jeg er meget glad for henvisningerne, og jeg vil kaste mig over dem. Jeg er også glad for at have fået din argumentation – den manglede før.

Nå, nu har jeg læst Flemming Bjerkes brev til Folketinget: der er små fejl, men jeg er helt enig i, at man skal være modstander af EU-patentdomstolen. Jeg var en aktiv modstander i 2014! Desværre er linket til materialet ”Engelske patentdomstolsafgørelser” ikke aktivt, så det er i praksis ubrugeligt. Øv!

For det første vil jeg sige, at jeg ikke anbefaler nogen softwareudvikler at søge patent, som vi kender dem idag, men at bekæmpe patenter. I et bedre system end det, vi har, ville jeg anse patenter som relevante beskyttelsesformer, men kriterierne skal stadig være: nyhed, væsentlig forskel til det kendte og industriel udnyttelighed, samt en beskrivelse, som tillader enhver fagmand at eftergøre opfindelsen og få dens fordele. Det er myndighedens ansvar at kontrollere, at disse krav er opfyldt.

Jeg har beskrevet mekanismen, hvorved patenter har til hensigt at fremme udviklingen: rettigheden giver mulighed for at både en ældre patenthaver og den ny patenthaver kan komme i en win-win-situation, fordi den ældre får mulighed for at udnytte den ny opfindelse og den ny patenhaver bliver i stand til overhovedet at udnytte sin rettighed. Det sker ved krydslicensiering. Hvis dette ikke opnås, fortsætter alt blot som det var, uden udvikling. Udvikling kræver, at man følger spillereglerne, som er sat op af samfundet.

Hvad angår ”låsningen” af en frembringelse, så forekommer det mig, at det er værre med 70 år efter ophavsmandens død end ”20 år efter dokumentationen af frembringelsen, forudsat der betales årligt”. Hvis patentet er dødt af andre årsager, er der ikke nogen grund til at betale, og så er teknolgien frit tilgængelig, forudsat at beskrivelsen har været fyldestgørende.

Jeg vil lige bemærke, at ”patent troll” i sin egentlige betydning kun vedrører amerikanske tilstande. Dér skal nemlig ikke betales årligt, men kun tre gange i patentets levetid. Sidste gang ved 10½ års alder. Herefter er det gratis at have et patent. Det vil sige, at hvis et advokatkontor opkøber patenter, hvor der er betalt sidste gang, så kan de gratis bruge det til at true med indtil 5 år efter udløb, og fordi der skrives ordrigt i trusselsbrevet, og fordi det er dyrt at køre en retssag, så er US$ 50.000 pludselig ikke så dårlig en idé for at slippe. Advokatkontoret skal ikke have mange ”successer” af denne slags, før de selv kan tåle en retssag, endog at tabe den, fordi patentet måske i virkeligheden ikke er relevant for den stakkels virksomhed, der blev anklaget. Der har været en del fremme om, at noget sådant også vil komme til Europa, men det er en and. Det kræver alt for stor investering i årsafgifter for et advokatkontor i forhold til sandsynligheden for at vinde en retssag. Hvis man har en generel frygt for uberettigede patenter, så er EPOs Opposition – indsigelse – sagen. Det er langt det billigste, og en eventuel retssag bliver udsat indtil Opposition er endeligt afgjort. Sådan har det i det mindste været i mange år – det kan være, at UPC-systemet til fordel for de store virksomheder ikke vil rette sig efter denne leveregel.

Det er naturligvis din ret at bekæmpe fyrsten og hans efterfølger – det samfund, som Folketinget konstruerer til den danske befolkning. Det skal naturligvis gøres politisk. Men hvis du vil have resultater her og nu på tvister om teknisk-juridiske problemstillinger, så er du nødt til at følge spillets regler, som de nu engang er i øjeblikket. At vente på en messiansk politiker, som vil gøre alt godt i dine øjne, kan meget let blive til din levetid plus 70 år.

@ John Larsson

Se, det var jo et helt andet indlæg og tilsyneladende med et længere erfaringsperspektiv.

Vi er enige med hensyn til opfindelseshøjde, men forudsætningen er, at det er en fagkyndig person, der bedømmer det, for kun en fagkyndig person kan skelne korrekt imellem tekniske løsninger.

Jeg ønsker fagkyndige personer i de forskellige patentmyndigheder, og jeg har længe anset, at i et så uoverskueligt område som software og dens forskellige fremtrædelsesformer, kan man kun sagsbehandle realistisk med edb-støtte, dvs. programmer, som kan foretage den nødvendige sammenligning mellem kendt teknik og nyudvikling. En sådan udvikling har vi desværre ikke set i de seneste 50 år, hvor det ellers ville have været yderst relevant og have givet patentområdet større respekt og måske mere realisme i vurderingen i softwarekredse.

Jeg blev allerede, mens jeg var ansat i i patentbekæmperforeningen ELDOK, opmærksom på en amerikansk rapport, som lod til at give en indfaldsvinkel til, hvordan en sådan edb-støtte til softwareanalyse kunne struktureres. Det drejer sig om ADA046588, ”Pattern recognition methods for determining software quality” fra oktober 1977. Jeg citerer abstractet:

The On-Line Pattern Analysis and Recognition System (OLPARS) was demonstrated as a tool for evaluating program characteristics which contribute to program readability, freedom from errors, and development time. Structural features were extracted automatically from a data base of 155 PL/I programs and used as inputs to OLPARS. As expected, program length had a dominant effect on the time required to understand programs; additional features affecting understandability included GOTO and RETURN statements. Significant contributions of this study were methods for estimating program error rates from archival data, and reliable techniques for estimating understandability of programs. An interesting by-product was the ability to identify individual programmer styles. The principal outcome of the study was the demonstration that OLPARS could provide a facility for evaluating factors contributing to software quality.

Rapporten forekommer bedaget idag, men her kunne der vel have været noget at bygge videre på, hvis nogen havde erkendt et behov i tide.

Min egen involvering i programmering sluttede omkring 1975, da jeg lærte assemblerprogrammering af en Datapoint minidatamat. Og det er langt fra den indsigt, som Mogens Boman demonstrerede, da han ompolede en enkelt ferritkerne med et lommelygtebatteri og en ledning omkring 1960 (for mere moderne læsere: indgreb i den loadede maskinkode på bitniveau). Senere var jeg ex auditorio opponent ved forsvaret af Per Håkon Schmidts doktorafhandling ”Teknologi og immaterialret. En studie i patent- og ophavsretten særligt med henblik på retsbeskyttelsen af edb-programmer og micro-chips” i 1989 [G.E.C. Gad, København 1989], og her skulle jeg jo bruge mine kilder i praksis.

Jeg har stadigvæk svært ved at forstå, at man vil leve i et samfund men ikke følge spillereglerne, når ens virksomheds eksistens står på spil.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten