Den internationale klimaorganisation under FN har for år tilbage arbitrært valgt at fokusere på brugen af ikke-fossile energistoffer i stedet for at fokusere på fremstillingen af disse med en meget uheldig skævvridning af klimakampen til følge.
Ved dyrkning af f.eks. 6 ton raps på 1 ha, optages ca. 10 ton CO2 fra luften pga. fotosyntesen. Som IPCCs regnemodel for CO2 umiddelbart anvendes, giver denne dyrkning hverken point til landmanden eller til landet, det foregår i, ud fra devisen om, at rapsolien bare bliver brændt af (som biodiesel) og rapsproteinet spist – hovedsageligt i kødproduktionen – hvorved den optagne CO2 atter frigives.
Ovennævnte betragtning mangler imidlertid en fortsættelse, idet olien ved sin afbrænding i lastbilen erstatter fossil diesel, og proteinet sørger for, at den nuværende og desværre stærkt stigende befolkning kan leve.
Ud fra IPCC’s regnemodel er det således lige meget, om landmanden dyrker blomsterstriber, vild natur eller laver seriøse landbrugsprodukter. Men i virkelighedens verden vil en reduktion af landbrugsproduktionen i de rige lande betyde øget brug af fossile produkter og stigende fødevarepriser, der vil forøge hungersnøden i de fattigste lande samt animere til afbrænding af urskov og savanne for at skaffe mere landbrugsjord, hvilket i katastrofal grad vil skade biodiversiteten.
IPCC’s regnemodeller rummer imidlertid en række ‘fodnoter’. Skulle der blandt læserne være en kender heraf, hører jeg meget gerne fra vedkommende, om ovennævnte skisma rent faktisk er taget op i et eller andet punkt, da det er overmåde vigtigt at få slået fast, at skal klimaet forbedres, skal fotosyntesen på ‘overarbejde’.
Landbrug og skovbrug skal med andre ord producere mest muligt nyttebart. Braklægning og urørt skov i ligevægt fjerner jo netto ingen CO2, da de rådnende plantedele atter udsender den optagne CO2 uden i mellemtiden at have gjort gavn.
Den norske gødningsproducent Yara har beregnet, at et kg N som gødning koster 3,7 kg CO2 at fremstille og afstedkommer en udledning fra jorden svarende til 5,1 kg CO2.Til gengæld bevirker gødningen, at kornet optager hele 75 kg CO2 fra luften. Indregner man de imiterede 8,8 kg CO2, men negligerer de 75 kg CO2, er det jo som at aflevere et regnskab, hvor indtægterne ikke er anført – hvilket på ingen måde giver et retvisende billede.
Skruer vi tiden tilbage, til før menneskene begyndte at udvinde kul, olie og naturgas, var der ligevægt mellem den CO2, mennesker og processer i naturen udsender, og den CO2, planternes grønne blade kunne optage. Med den massive tilførsel af fossilt kulstof og dermed CO2, døjer de grønne blade imidlertid med at følge med.
Med denne historiske udvikling in mente handler det naturligvis om at reducere brugen af fossile energiprodukter og samtidig støtte de produktive grønne blade mest muligt, hvilket jo bl.a. kan gøres med gødning. Dette er så imidlertid et eksempel på, at hensynet til klima og miljø ikke altid følges ad. Udfordringen for vores tekniske formåen må derfor her handle om, at udvikle metoder, der tillader denne forøgelse, uden at det i væsentligt omfang går ud over hverken land- eller vandmiljø.
Umiddelbart må man undre sig over, at IPCC har valgt at belønne brugen af grønne energiprodukter (biodiesel, bioetanol, biogas, træpiller m.v.), og ikke belønne produktionen heraf. Det kan der imidlertid være to tungtvejende grunde til.
Dyrkning af energiprodukter og fødevarer er linket tæt sammen, f.eks. kan den samme jord ofte bruges både til spiselige afgrøder og til energiafgrøder, f.eks. energipil, og fødevareafgrøderne kan typisk også bruges til energi, f.eks. bioetanol af korn eller sukkerroer/-rør.
Normalt vil den frie konkurrence imidlertid sørge for at fødevareanvendelsen er den bedst betalte, der derfor får første prioritet. Men ideelt er det jo, hvor man kan lave grønne energiprodukter af affald fra anden produktion: biogas af dybstrøelse og flis af affald fra savværkerne.
Dette stærke produktlink, har nok været en af grundene til, at IPCC ikke har villet belønne energiproduktionen. Man har antagelig været bange for, at der så ville blive produceret for lidt mad! En anden grund til at tilgodese forbrug og ikke produktion af grønne energiprodukter er antagelig angsten for, at de grønne energiprodukter blot bliver lagt på lager, da de jo typisk er dyrere end de tilsvarende fossile produkter. Man må jo huske på, at IPCC’s regnemodel skal virke over hele verden.
Sidstnævnte betænkelighed er jo på ingen måde et problem her, og næppe heller hos andre I lande. Det styres jo effektivt med afgifter og lovgivning. F.eks. er biodiesel og bioetanol jo dyrere end den fossile benzin og diesel, men når der lovgives om tilsætning af 10 procent, er det det, der er i standeren. Basta!
At ændre IPCC’s regnemodeller til at præmiere produktionen af grønne produkter i forhold til forbruget af dem vil således heller ikke være ideelt. Desværre er der også mange andre områder, hvor IPCC’s regneregler er håbløse, f.eks. i relation til import/eksport. Her er vi i Danmark gode til at købe energitunge produkter i udlandet, så andre lande bliver belastet i deres CO2-regnskab i stedet for os.
Det bedste at gøre for Danmark (og flest mulige andre lande) er således nok at indføre et parallelt begreb, der passende kunne hedde Real Climate Impact, RCI. Udregning af denne kan f.eks. ske ud fra en osteklokke-model, der direkte indregner ud/ind af kulstof og ækvivalent bundet energi, hvorved man undgår, at tiltag, der gøres for at please IPCC, direkte er skadelige for klimaet. Er man i tvivl om byggematerialerne til et nyt hus, vil RCI således sige træhus, og overvejer man at braklægge en mark, vi RCL hurtigt sige stop.
Indførelsen af RCI vil også gøre det klart, at vi bør have mindre fokus på, hvad der sker i vort eget lille land, og mere på, hvad der sker globalt. Lufthavet og dermed den høje CO2-koncentration er jo trods alt et fælles problem. I stedet for at bruge mange penge på at spare få ton CO2 herhjemme, var det bedre at bruge flere penge på tiltag i udlandet.
Lad mig blot nævne to eksempler: Lærer vi ulande at bygge biogasanlæg til affald, spares klimaet flerfold ved erstatning af fossilt gas, undgåelse af metan fra udrådning på lossepladser og produktion at ren CO2, der kan bruges til PtX. Der skabes arbejde og landene sparer fremmed valuta.
Et andet eksempel kunne være køb – og dermed behandling – af flare-gas. I olie- indvindingsområder mange steder i verden afbrændes store mængder gas indeholdende masser af højere kulbrinter. Har landet et produktionsloft, er det billigere at åbne lidt mere for hanerne end at udnytte denne urene flare-gas. Men det giver jo en masse overflødig CO2-emission.
Der findes imidlertid masser af eksempler, hvor vi danskere kan vise vejen til kæmpe CO2-reduktioner – og typisk også selv tjene penge samtidig. Men det kræver, at vi reducerer fokus på IPCC’s krav og fokuserer mere på RCI.
Læs også: Debat: Stop for produktion fra danske skove vil både skade klima og biodiversitet
