Kronik: Skal danske varmepumper mærkes Smart Grid Ready?

Smart Grid Ready – SG Ready – er en betegnelse for en installation, f.eks. varmepumpe, solcelleanlæg mv., der er forberedt på det intelligente elnet, hvor det fra leverandørens side er muligt at styre varmepumpen, hvis der er over- eller underskud af strøm i nettet.

Behovet for regulering er endnu ikke helt påtrængende i Danmark, mens udfordringerne har eksisteret i Tyskland i flere år. Netop i Tyskland er elnettet noget mere fraktioneret med forsyningsselskabernes egne regler for fleksibilitet.

Dette gav varmepumpefabrikanterne forskellige krav, afhængig af i hvilket forsyningsområde den pågældende varmepumpe skulle opstilles, og der var derfor et ønske om en fælles mærkning af SG Ready, som kunne bruges i hele Tyskland.

Den tyske varmepumpefabrikantforening tog derfor i 2012 initiativ til et SG Ready-label, der allerede ved udgangen af 2014 omfatter næsten 500 tyske varmepumpetyper.

SG Ready Label gives til varmepumper, der via to signaler (2 bit) kan styre varmepumpen mellem fire driftstilstande. Ud over normal drift kan man med de yderligere tre forskellige indstillinger hhv. tænde for fuld styrke, øge driften lidt og stoppe helt.

Disse ekstra funktioner er interessante for eksempelvis forsyningsselskaber og energi handelsselskaber, der kan få mulighed for at balancere elnettet afhængig af belastning og prisudsving, der opstår ved enten over- eller underskud af strøm.

Umiddelbart er en mærkningsordning en god idé, da forbrugeren bliver mere tryg ved den store investering, som en varmepumpe er. I Tyskland opvejes meromkostningen, der er ved installering af SG Ready i varmepumpen, ofte af en rabat, som de tyske forsyningsselskaber giver kunden for fleksibiliteten.

Der er endnu ikke en tilsvarende dansk forretningsmodel for, hvordan en ekstraomkostning til en SG Ready-mærkning og installation kan tjenes hjem, men der arbejdes fra flere sider på at opbygge en platform og systemer for nyttiggørelse af danske varmepumper i forhold til elnettet.

Flere demonstrationsprojekter i Danmark viser, at varmepumper med styringsmuligheder som den tyske SG Ready-mærkning relativt nemt kan indpasses.

I Danmark har vi tradition for tillid til mærkningsordninger. Et energimærke på et køleskab eller en mærkning af regntøj giver forbrugeren information om produktet, men også vished for mærkets ægthed, fordi vi ved, at der står et officielt organ bag mærkningsordningen.

Denne vished er det ikke muligt at opnå for SG Ready Label, som ordningen fremstår lige nu. Det, der fra dansk side kan virke problematisk er, at det er den tyske varmepumpefabrikantforening, der i en særskilt kommission selv vurderer, hvilke varmepumper der er tilstrækkeligt smarte til at opnå SG Ready Label.

I projektet Smart Grid Open er foreløbig på stikprøvebasis afprøvet tre SG Ready-mærkede varmepumper med varierende resultat, hvor det med al tydelighed viser, at der er behov for tests, der dokumenterer, hvad produktet lover.

De foreløbige stikprøver af SG Ready-varmepumper viser i nogle tilfælde lidt forskellige reaktion på de to styresignaler. Det betyder, at energihandelsselskaber, der ønsker at kunne styre en stor mængde individuelle varmepumper, må udvikle en særlig løsning til hver model. Det kan øge omkostningen så meget, at det ikke længere er attraktivt at investere i en SG Ready-varmepumpe.

Derfor er det måske på tide, at vi i Danmark selv sikrer en troværdig certificering med en mere præcis definition af forventet reaktion i hver driftstilstand, som understøtter ønskerne fra det danske elnet. En varmepumpe, som opfylder en sådan dansk certificering, vil også overholde de offentliggjorte krav bag det tyske SG Ready Label.

En dansk testordning, hvor varmepumpefabrikanter kan få mærket deres varmepumper, når de er parate til det smarte elnet, vil give forbrugeren meget større sikkerhed for, at produktet kan Smart Grid-styres af flere parter i pumpens levetid.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

For at dette skal virke, er det vigtigt at der defineres en fælles grænseflade/interface. D.v.s. en beskrivelse af hvilke signaler der er, samt af hvordan en varmepumpe skal opføre sig, ud fra disse signaler. Hvis der ikke kommer en standard grænseflade bliver der alt for mange løsninger der skal laves. Når der er defineret et fælles interface, så er det også på tide at se på hvordan vi tester at udstyret overholder kravene.

Når vi ser på varmepumper, er der en faktor mere der også skal tages højde for. At varmepumpen er koblet sammen med en solfanger. Det er muligt at det, fra elselskabets side, er ønskværdigt at lade varmepumpen køre, men virkningsgraden af solfangeren er væsentligt højere.

Alt dette forudsætter dog at varmepumpen har en passende buffer kapacitet, d.v.s. stor nok vandtank. Har dagen varmepumper det? Er det overhovedet realistisk at sætte større beholdere på pumperne? Husk, mange varmepumper skal passe ind i et standardmodul på 60 * 60 cm.

  • 0
  • 0

Jeg har selv en varmepumpe, fordi der kun er gasopvarmning i en del af huset, så i princippet er mit hus ideelt til at fungere buffer for elnettet. Problemet er bare at varmepumpen larmer lige rigeligt når den kører for fuld kraft og vi sidder lige i nærhedden af den, og derfor skruer vi ofte ned for den. Hvis et el-selskab skulle have lov til at regulere varmepumpens effekt ville det påvirke komforten i vores hus negativt, så jeg vil ikke lige uddelegere fjernbetjeningen af varmepumpen til dem. Jeg er sikker på at der er mange andre der vil have lignende problemer og derfor skal man passe på med at forvente for meget af smart-grid løsninger hvor el-selskaberne får lov til at bestemme over folks elektriske apparater.

  • 3
  • 0

NEJ NEJ..... Der er ingen fornuftig grund til FLERE nationale særordninger vedr. varmepumper i DK. Der er allerede etableret rigeligt med handelsbarrierer / tekniske handels hindringer pga. unødvendige danske særkrav, der allerede er omfattet af fælles EU normer. Igen, alt i alt giver dette kun en væsentlig forøget pris på varmepumpen hos forbrugeren.

  • 2
  • 2

Inden man starter noget op her, går jeg ud fra, at kommunikationen skal foregå trådløst, idet prisen på kabelforbindelserne eller nok ville være nævnt.

Her svæver en slags Damoklessværd over konceptet ved navn Kryptering. Valg af krypteringsstrategi er mig bekendt ikke fastlagt endnu og før det er sket, kan der ikke laves ret meget "ready" for varmepumper.

  • 0
  • 0

Valg af krypteringsstrategi er mig bekendt ikke fastlagt endnu og før det er sket, kan der ikke laves ret meget "ready" for varmepumper

De to bit Eva nævner i sin artikel fødes typisk ind i varmepumpen vha to potentialfri kontakter i en styring som fx styrdinvarmepumpe.dk i dit hus. Som Max fastslår skal forbindelsen mellem aggregator/energiselskab og huset selvfølgelig være krypteret. Over internettet er det ikke anderledes end din netbank. Nogle varmepumper er måske også direkte på internettet, men det er ikke en del af kravet (endnu). Asger, din varmepumpe må være en luft/luft varmepumpe, og den vil typisk ikke være omfattet af Smartgrid Ready ordningen. Den har for lille effektforbrug, for stor her-og-nu-indflydelse på komforten som du selv skriver, og frem for alt har den kun fat i luft, som næsten ingen varmekapacitet har og derfor ikke er velegnet til tidsforskydning. Smartgrid Ready er til luft/vand og væske/vand varmepumper, og de bliver bedre jo mere varmekapacitet de har i form af varmtvandsbeholder, buffer/akkumuleringstank og støbt gulvvarme.

  • 1
  • 0

I mit hus med gasfyr ville jeg formodentlig kunne flytte maks et par kWh nogle timer, før det ville gå ud over komforten. Hvis det var en varmepumpe der leverede varmen, ville det svare til 1/3 i elenergi. Fyrets varmeveksler er kun 5l, og øges temperaturen, skruer termostaterne ned, så det bliver umuligt at varme al radiatorvandet op. Varmtvandsbeholderen er på 60l og den ønsker jeg heller ikke opvarmet eller afkølet meget udover de indbyggede tærksler. Det er som om man glemmer at regne, så snart talen kommer på diverse "smarte" styringer af vores energi. Det bliver meget hurtigt kun styring for styringens skyld, og så fortaber nytteværdien sig til noget der sikkert kommer af sig selv. Der må da være besparelser med al det smarte IT? Mit gasfyr har også en meget avanceret styring, hvor jeg næsten kan styre fyret for hver time, dag, uge, måned og år, fordi det kunne laves når nu processoren var der. Desværre tabte de at beskrive hvad fyret egentlig gør og hvordan, så man ved ikke helt, hvad der sker, hvis man sætter dette i gang.

  • 1
  • 5

I det første afsnit står: "..., hvor det fra leverandørens side er muligt at styre varmepumper, ....".

Jeg skal ikke have nogen til at styre min varmepumpe !

Eller kan Eva Ryberg ikke skrive dansk: hun mener måske noget andet; ordene "fra leverandørens side" skal bare væk ?

Det er ikke ligegyldigt om det er Big Brother, eller mig, som styrer!

  • 0
  • 1

Hvis nogen tror de kan styre udviklingen på elektronikmarkedet, så viser historien de tager fejl. Markedet for elektronik er et rendyrket eksempel på Darwin-udvikling. Ethvert forfang på at spille Gud og bestemme (som Tyskland) vil uden tvivl fejle.

Et eksempel på en enorm succes var PC-udviklingen, som startede med et baseboard med grundfunktioner. Med den åbne standard (jo lidt Gud var der) for indstikskort blev der åbnet for en sand syndflod af udvidelser (skærmkort, grafikkort, kommunikationsform, spillekonsolkort, .....) som alle kom med eget software. Funktionerne er så, i bedste Darwin-stil absorberet i platformene (en form for survival of fit) og er nu i vidt omfang indbygget standard.

På SMART GRID READY området skal vi selvfølgelig have det samme: basisfunktioner i apparatet, men koblingen, styringen skal være åben og let at skifte. F.eks. I form af indstikskort (som kendt fra Boxer TV), som passer til den valgte styringsteknologi. Husk at apparaternes levetid er omkring 10 år, så dem jeg køber i 2015 skulle gerne kunne styres i 2020 - når teknologien på elnettet er moden.

Altså: indstikskort i apparaterne som giver fleksibilitet. Glem det der tyske ordnung - det vil ikke lykkes.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten