Blød kystsikring i form af sandfodring er den eneste metode, som Kystdirektoratet (KDI) vil godkende til sikring af den jyske vestkyst.
De seneste par år har en række grundejerlav for kystnære sommerhuse på strækningen mellem Jammerbugt og Hirtshals ansøgt om hård kystsikring, bl.a. i form af klitfodssikring mod stormflod, som de tilbyder selv at finansiere. Men disse forslag er alle blevet afvist af KDI.
I et svarbrev fra Miljø- og Fødevareministeriet til grundejerne oplyses, at ‘Sandfodring er en veldokumenteret løsning til kystbeskyttelse på erosionskyster’ – en kategori som vestkysten ifølge KDI tilhører. KDI støttes her af en række eksperter fra bl.a. DHI og AAU.
På opfordring fra nogle af grundejerlavene, der havde oplevet KDI’s behandling af deres ansøgning som problematisk, tog miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) initiativ til et velbesøgt møde 16. november 2015 i Aalborg. Programmet bestod af en række indlæg fra repræsentanter fra KDI og enkelte indkaldte eksperter udvalgt af KDI.
Alle indlæg bakkede op om sandfodring som eneste metode. Der blev henvist til figuren herunder, som viser en grafisk fremstilling af de årlige materialestrømme langs hele den jyske vestkyst. Den er baseret på målinger tilbage i 2001. Men mange af tilhørerne under mødets efterfølgende debat bakkede ikke op om sandfodring.
De seneste par års kystsikringsdebat tyder på, at sandfodring som eneste kystsikringsmetode hviler på en fejlagtig forudsætning – et dogme. Et dogme er som bekendt en grundantagelse, som ikke er til diskussion. Ifølge dogmet skal det på figuren angivne sedimentbudget altid opretholdes, hvilket kræver, at der fodres med lige så meget sand, som havet forhindres i at erodere som følge af kystsikringsanlægget.
En repræsentant fra DHI understregede på mødet nødvendigheden af en løsning for samlede strækninger, men altså kun i form af sandfodring, mens andre metoder blev afvist, fordi de forstyrrer figurens sedimentbalance.
På en ca. 110 km strækning mellem Nymindegab og Agger Tange – kaldet ‘fællesstrækningen’ – gennemfører KDI i samarbejde med de berørte kommuner en årlig sandfodring for en udgift på ca. 100 mio. kr. Heraf betales størsteparten af staten, der også bidrager med nogle mindre beløb til sandfodring ud for Lønstrup og ved Skagen.
På strækningen mellem Nymindegab og Thyborøn eroderer og transporterer havet ifølge figuren ca. 3,5 mio. m3 sand om året. Af denne sedimentmængde strømmer 2,3 mio. m3 mod syd, hvoraf det meste aflejres dels i Nordsøen, og dels på kysten nord for Skallingen, mens 1,2 mio. m3 forsvinder ind gennem Thyborøn kanal og fortrinsvis aflejres i Nissum Bredning.
Kystdirektoratet skulle således fodre med 3-4 mio. m3 sand om året for at opretholde ‘sedimentbudgettet’. Sandfodringen, der hovedsageligt pumpes ind fra havbunden, var i 2015 på 2,5 mio. m3. Dette underskud indebærer en fortsat omend langsommere nedbrydning af vestkysten syd for Thyborøn/Agger Tange.
Nord for Jammerbugt fremgår det, at der transporteres ca. 0,5 mio. m3 materiale sydfra, og der eroderes i alt ca. 1,1 mio. m3 af kysten frem mod Skagen, heraf ca. 0,4 mio. m3 syd for Hirtshals. Størsteparten af sedimentmængden fordeles til aflejring med 1,0 mio. m3 ved Skagen Rev, mens 0,6 mio. m3 forsvinder ud i Skagerrak/Kattegat.
Selv om kun en mindre del af kyststrækningen mellem Jammerbugt og Hirtshals er bebygget, så skulle lodsejerne ifølge sedimentbudgettet bidrage med 400.000 m3 sand årligt, hvis ikke stat, kommuner og fonde finansierer fodring på de ubebyggede strækninger.
Alle er enige om, at de store mængder materiale, som transporteres af havstrømmen langs den jyske vestkyst bl.a. er afhængige af strømforhold, topografi/geologi ud for kysten samt vindforhold. Disse forhold varierer meget over årene og inden for det enkelte år. Derfor er det billede, som figuren viser, ikke éntydigt men kan i bedste fald betegnes som et groft skøn over størrelsesordenen for sedimenttransporten under de givne forhold.
Der er også enighed om, at der optræder såkaldt læsideerosion opstrøms efter moler, lange høfder og havneanlæg. Dels oplagres der sand nedstrøms, f.eks. syd for Løkken Mole, og opstrøms får havstrømmen mere frit spil under kraftige storme i retning ind mod kysten. Der er endvidere enighed om, at klimaændringer vil øge tempoet for kysterosionen.
Dogmet tilsiger, at hvis et kystsikringsanlæg ‘snyder’ havet for at æde af kysten under kraftige storme, så vil havet helt automatisk erodere en tilsvarende mængde sand andetsteds langs denne kyst. Men her hopper kæden af.
Kystsikring på en helhedsstrækning vil reducere mængden af den samlede sedimenttransport. Hvis der f.eks. etableres en effektiv fast kystbeskyttelse på hele strækningen fra Jammerbugt til Skagen, så ville det indebære, at der aflejres mindre sediment ved Skagen og føres mindre sediment ud i havet nord for Skagen.
KDI fastholder dog stadig dogmet ned til en grotesk detalje. Eksempelvis blev sommerhusejere ved Nørlev Strand nord for Lønstrup anmodet af KDI om at fjerne midlertidigt placerede halmballer på forstranden, da disse ‘vil have en skadelig effekt på sedimenttransporten’ idet de forhindrer havet i at æde frit af klinten ved stormflod og dermed reducerer ‘den naturlige sandtilførsel’.
Et andet KDI krav til sandfodringen er, at materialet skal have nogenlunde den samme kornkurve, som klintens eller klittens sediment består af. Det ville indebære at der skulle ‘sandfodres’ med blåler og silt ud for Rubjerg Knude og Nørre Lyngby.
Hvis sandfodringen nord for Thyborøn skal have nogen effekt, skal der fodres langs hele kyststrækningen frem til Skagen. På fællesstrækningen indebærer det en årlig udgift på ca. 1 million kr. pr. km kyst, og på den nordjyske del af kysten måske noget mindre.
Det er ikke uoverkommeligt i nationaløkonomisk sammenhæng, men det er økonomisk urealistisk at lade lodsejere og sommerhusejere alene finansiere denne sandfodring. Men en fortsat årlig sandfodring med så store mængder, som der allerede foregår på fællesstrækningen for at holde kystnedbrydningen i skak, vil være miljømæssigt uforsvarlig. Havbunden ud for kysten skades løbende med negative konsekvenser for vegetation og dyreliv. På længere sigt undermineres hele kystprofilet, og Vesterhavet tømmes for sandbanker.
Så er der kun to alternativer at vælge mellem. Der er den mulighed at lade stå til og acceptere havets fortsatte kystnedbrydning – og i et øget tempo grundet de hyppigere og kraftigere storme fra vest. Dette alternativ har en del tilhængere, bl.a. er det Danmarks Naturfredningsforenings officielle politik at lade ‘naturen råde’.
Det andet alternativ er at aflive dogmet om det faste sedimentbudget og i stedet for gennemføre en samlet strategisk løsning for sikring af den jyske vestkyst. Det vil kræve, at der sker en fordomsfri og uafhængig evaluering af effekten og økonomien for de forskellige kystsikringsmetoder, som foreligger, herunder inddragelse af internationale erfaringer.
Nogle af disse metoder kan vise sig langt billigere og mere miljøvenlig end sandfodringsmetoden. Der er også behov for at give kystbeskyttelsesloven og KDI’s kystbeskyttelsesstrategi et grundigt serviceeftersyn.
