Som Ingeniøren skriver på forsiden 6. marts, er solceller nu så billige, at de er konkurrencedygtige med havmøllerne.

Med solcelleaftalen i 2012 blev åbnet for, at andre end villafolket kunne få mulighed for at investere i solceller, som indtil for få år siden var en lille parentes i den vedvarende energi i Danmark. Udgangspunktet var her netop den faldende pris, og at nu skulle hele familien Danmark få mulighed for at etablere solceller.

Da priserne raslede ned i 2012 eksploderede husejernes køb af solceller, båret frem af et støttesystem som betød, at anlæg kunne tjenes hjem på nogle få år. Derfor var partierne i Folketinget enige om, at systemet skulle tilpasses til en rimelig afskrivningsperiode, som på Enhedslistens forslag blev sat til ti år. Med en levetid på mindst 20 år var det således stadig en god investering.

Samtidig var det helt afgørende for Enhedslisten, at reglerne skulle ændres, så solceller kunne spredes ud, og støttekonceptet udformes, så det blev attraktivt for almene boliger, kommuner og landsbyer at kunne udbygge med solcellestrøm. Og sådan blev aftalen da også udformet.

Men siden da er der gennemført talrige bestræbelser på at blokere herfor. Grundlæggende handler det om, at Finansministeriet er lodret modstander af, at folk selv producerer deres strøm, da staten dermed går glip af energiafgifter. Regeringens bestræbelser på solcelleområdet handler derfor ikke om udbygning, men om begrænsning.

Her en gennemgang af regeringens blokeringer, som dog helt overordnet overgås at EU’s helt urimelige indblanding i, hvorledes vi i Danmark gerne vil støtte udbygningen med vedvarende energi. Der er gået næsten to år, hvor de nye solcelleregler har ligget til godkendelse i EU’s konkurrencekontor.

I mellemtiden er store dele af solcellebranchen lukket ned. Sagen er endt med at Danmark ikke længere må opretholde sit nuværende ret effektive PSO-støttesystem på hele VE-området, men vi har allernådigst fået lov at køre med det frem til 2017.

Men selv om EU nu langt om længe har sagt o.k. til støtte til solceller, har regeringen selv sørget for at opstille regler, som effektivt tager over og forhindrer der sker noget. Det gælder f.eks. fælles solcelleanlæg i landsbyer og andet.

Sigtet var, at borgere kunne gå sammen om et solcelleanlæg, som så kunne placeres et sted uden for landsbyen på en mark. Men det går ikke, mener regeringen tilsyneladende. Vi risikerer at få alt for mange solcelleanlæg, fordi alt for mange borgere gerne vil investere i egen lokal vedvarende energi.

Så regeringen har med sin radikale energiminister i spidsen indført en regel om, at man altså ikke kan være med som andelshaver, hvis man bor længere væk end to km fra anlægget. I vindmøllelaug kan borgere over hele landet købe en andel i en vindmølle, der står i den anden ende af landet. Men det må ikke gælde solceller, og reglen sætter en effektiv bremse i for solcellelaug.

I kommunerne står man på spring for at bidrage til en CO2-fri omstilling. Her ligger hundredvis af store solcelleanlæg i støbeskeen, som bare venter på et ‘go’ – ja de behøver ikke en gang ekstra støtte. De skal sådan set bare have lov at bygge dem.

Her har regeringen så indført, at hvis kommunen vil sætte en solcelle på en skole, idrætshal eller rådhuset, så skal der til hver af dem oprettes et kommercielt selskab, som skal stå for driften og sælge al strømmen ind på nettet. Skolen nedunder må sådan set intet have med anlægget at gøre. De skal købe strømmen helt normalt ude i byen til normal pris.

For at åbne en dør på klem blev der sagt o.k. til en pulje, så der måtte etableres, hvad der svarer til et enkelt halvstort anlæg i hver kommune, hvor de ikke skulle lave et selskab, og hvor skolen dermed kunne være ‘ejer’ af anlægget og selv bruges strømmen fra anlægget. Den pulje var udsolgt på tre timer, og alle resten af de planlagte anlæg blev ikke til noget.

Kreativiteten for at blokere for udbygning med solceller er således stor, og kommuner, landsbyer og boligforeninger står måbende på sidelinjen og forstår med rette ikke logikken.

Også hos de almene boliger står den ene boligforening på spring efter den anden til også her at lade klimavenlige borgere gå foran og få solceller på taget. Her har regeringen taget mere snedige metoder i brug. Ofte er almene boligforeninger jo splittet op i flere eller mange bygninger, hvor der går strømkabler imellem. Mange steder er det ikke boligforeningen, men energiselskabet, der ejer disse kabler, som forbinder bygningerne. Her er nu indført forbud mod at beboere, som er koblet sammen med disse elledninger, som ejes af energiselskabet, må lave solceller sammen. Så må de lave hvert sit anlæg. Og så ryger hele fidusen.

Kreativiteten for at blokere for udbygning med solceller er således stor, og kommuner, landsbyer og boligforeninger står måbende på sidelinjen og forstår med rette ikke logikken, når den radikale minister og regeringen i øvrigt taler med grønne tunger om 100 procent vedvarende energi.

Vi får henvendelser, som prøver at forklare minister og politikere om, at de må have overset nogle uhensigtsmæssige regler, som lige bør fjernes, så vi kan komme i gang. Hvad de færreste forstår, eller måske rettere ikke kan tro er, at disse blokeringer er helt bevidste.

Den nuværende situation er således helt uholdbar. Enhedslisten har flere gange opfordret regeringen til, at vi drøfter, hvorledes vi kan komme ud af denne gordiske knude, hvor grønne afgifter blokerer for klimarigtig politik. Men desværre uden held. Og med Socialdemokraternes kommentar i Ingeniørens artikel – at solceller kommer til at spille en rolle, men først efter 2020 – ser det svært ud for solcelleområdet.