Kronik: PSO på finansloven gør den grønne omstilling dyrere
Regeringens netop indgåede PSO-aftale indeholder to elementer. Dels indebærer den en planlagt formindskelse af investeringen i grøn energi. Dels indebærer den en omlægning af PSO-finansieringen fra at være betalt af elforbrugerne til at være skattebetalt tilskud til elproduktion.
For at forstå problemet ved at finansiere elproduktion over statskassen, er det nødvendigt at se nærmere på hvordan elpriserne opstår i det nuværende markedssystem.
Det er vigtigt at fastslå, at de samlede elpriser til industri inklusiv PSO har været stabile over de senere år. Den samlede elregning har således i store træk været uberørt af omstillingen fra fossile til vedvarende energiressourcer.
Behovet for en særskilt PSO-betaling er opstået i overgangen til et fællesnordisk elmarked, hvor priser er bestemt af de kortsigtede elproduktionsomkostninger. Ved indførelse af vedvarende energi vil denne markedspris uvægerligt have en faldende tendens, da den brændselsfrie sol og vindkraft har nogle ekstremt lave kortsigtede produktionsomkostninger (sol og vind er gratis).
Mens de kortsigtede produktionsomkostninger, og dermed markedsprisen, er faldet, er VE samtidig forbundet med større kapacitetsomkostninger i form af investeringer i eksempelvis vindmøller. Denne ændring i omkostningsstruktur har således været afspejlet i stigende PSO-betalinger.
Men der er altså alene tale om ændring i omkostningsstrukturen, der er teknologibestemt, og ikke en ændring i omkostningsniveauet. Priserne på Nordpool markedet repræsenterer derfor en faldende del af elproduktionsomkostningerne, i takt med at andelen af sol- og vindkraft stiger.
En omkostningseffektiv udvikling af energisystemet kræver investeringer i både produktion og besparelse. Ved omlægning fra forbrugerbetalt til statsbetalt kapacitetsfinansiering (PSO) har Danmark taget et historisk skridt med indførelse af storskala statssubsidiering af elproduktion og elforbrug, hvilket må forventes at svække incitamentet til energieffektivitet. Med denne dumpnings-politik af elprisen er muligheden for at ramme den rigtige balance mellem forbrug og besparelse væsentlig svækket.
Det er muligt at dette statstilskud til sænkning af elpriser giver fordele for nogle industrier i en periode, men det giver samtidig helt klare ulemper til de virksomheder, der lever af at levere elbesparende løsninger, f.eks. Grundfos og Danfoss.
Man kunne have valgt at lave en omlægning af PSO’en efter tysk mønster således at PSO’en forblev et anliggende mellem elproducent og elforbruger. Her er vi uenige med elproducenternes sammenslutning, Dansk Energi, som argumenterer for en omlægning til skattebetalt tilskud til elproduktion som den bedste løsning.
Et ofte anvendt ‘grønt’ argument for omlægning af PSO til finansloven har været, at det ville fremme (vind-) el til opvarmning og transport. Imidlertid er den største hindring for denne integration den meget høje elafgift, som får lov at leve videre. De store elforbrugere i industrien er i forvejen fritaget for denne elafgift, mens den fortsat er pålagt eksempelvis varmepumper i fjernvarmesektoren. Ville man fremme integration af vindenergi på tværs af energisektorer, hvilket er en god ide, burde man således i stedet reformere afgiftssystemet og ikke subsidiere produktionsomkostningerne.
Det er vores vurdering at den indgåede PSO-aftale heller ikke er langtidsholdbar i EU systemet, især fordi den repræsenterer et statstilskud til elproduktion som skævvrider konkurrencen mellem forsynings- og besparelsessiden. Hvis elsparevirksomheder som f.eks. Grundfos og Danfoss indsender en klage over ordningen til EU’s konkurrencemyndigheder, er det ikke usandsynligt, at de vil kunne vinde sagen.
Overflytningen af PSO-udgifterne til finansloven bliver dertil dyr energiøkonomisk politik, der ikke løser de strukturelle problemer i markedet. På sigt må man vende tilbage til et ‘forbrugerne betaler’-princip, hvis energisystemet skal holde sig på et omkostningseffektivt spor.
