Kronik: Plast kan være en del af løsningen på klimaudfordringerne

Plastforurening, plast i havet og mikroplast er højt på dagsordenen blandt befolkningen og i eksempelvis Ingeniørens spalter. Plastfri familier og supermarkeder skyder op, og en markant reduktion i plastforbruget foreslås ofte som løsningen på problemet.

Men inden vi kommer til at træffe alt for vidtrækkende og uhensigtsmæssige beslutninger, når det angår plast, var det i kampens hede måske værd også at hæfte sig ved de områder, hvor plasten qua sine unikke tekniske egenskaber faktisk kan bidrage til at løse nogle af de største problemer, som menneskeheden står over for, eksempelvis klimaforandringerne.

Foruden at være en af klodens absolut vigtigste ressourcer og en af de væsentligste forudsætninger for vores liv, så er vand det primære medium, hvorigennem vi mærker de negative sider ved de globale klimaforandringer. Vand er også afgørende i opfyldelsen af FN's verdensmål for 2030. Lad os se derfor se på, hvad plasten kan bidrage med i håndteringen af klimaforandringernes konsekvenser, når det gælder vand.

Når fokus sættes på netop vand, er det, fordi plast er som skabt til at komme i kontakt med vand. Materialet har de helt rigtige tekniske egenskaber til at transportere, opbevare og cirkulere vand: Det er retningsstabilt, langtidsholdbart, vedligeholdelsesfri og afsmitter ikke, når det berøres af vand. Derfor har man da også inden for byggesektoren i årtier benyttet sig af plast.

På grund af den enestående komplementaritet mellem plast og vand, ser vi et stort potentiale, når det kommer til finde løsninger dér, hvor klimaudfordringerne er allerstørst. Tre eksempler skal her illustrere, hvordan plasten løser problemer i stedet for at skabe dem.

Verden over findes der tusindvis af større og mindre øgrupper. Et udbredt problem på flere af disse øer er f.eks. den akutte mangel på ferskvand. Det EU-finansierede REFRESH-projekt, der samler forskere i hydrologi, hydrokemi, økologi, vandmodellering og samfundsvidenskab, har undersøgt mulighederne for at komme denne ferskvandsmangel til livs. Svaret fandt de i plast.

Med enorme PVC- og polyesterbeholdere har projektet vist det muligt at transportere frisk drikkevand til øer og kystområder. Den første prototype – en 40 meter lang, 4 diameter bred vandbeholder med en kapacitet på 200 kubikmeter – krydsede således succesfuldt havet fra Kreta til Souda-bugten i Grækenland i november 2012, en rejse der blev fulgt tæt af Euronews.

Modsat vores tempererede klima i det nordlige Europa lider store dele af verdens befolkning under længerevarende tørkeperioder. Vandmanglen præger i disse regioner adskillige aspekter af samfundet. Befolkningen har akut brug for et system, der både præserverer vandet og optimalt tillige forsyner de omkringliggende beboelsesområder med elektricitet. Her har plast igen vist sig at være en del af løsningen.

Med PVC-fremstillede overfladematerialer har man i projektet Dynactive Power formået at udvikle enorme betræk til vandreservoirer, en løsning der på én gang konserverer vandet og generer energi i form af integrerede solcellepaneler. Dette vandreservoir er let at installere, har en forventet holdbarhed på over 20 år, og på grund af plastens styrke er det muligt ligefrem at køre på overfladen under installation og reparation.

Når det gælder oversvømmelser, har traditionelle beskyttelsesværn i form af f.eks. sandsække ofte vist sig at være omkostningstunge og tidskrævende. Når omfattende mængder sand først skal transporteres til de oversvømmelsesramte områder og dernæst opfyldes i beholdere, vil de største skader i mange tilfælde allerede være sket. Man har derfor forsøgt at finde et beskyttelsessystem, der både kan installeres på kort tid og ikke kræver mange ressourcer at frembringe. Løsningen har endnu en gang vist sig i plast.

På grund af PVC-materialets styrke og fleksibilitet har man kunnet udvikle et mobilt beskyttelsessystem, der kræver en minimal mængde tid og ressourcer at frembringe. Med blot en bil, en pumpe og op til fire personer kan man på få timer etablere et oversvømmelsesværn på over 100 meter, som man flere steder i Europa med succes har anvendt.

Men hvad så, når disse klimabeskyttende plastanvendelser har udtjent deres job og bliver til affald? Og hvad med alle de øvrige plastprodukter, som har været anvendt i mange år, og som efterhånden forvandles til affald? Jo, stigende mængder plastaffald vil i de kommende år selvsagt udfordre samfundet. Og en ekstra udfordring er, at en stor del af dette plastaffald ovenikøbet vil indeholde stoffer, som i dag er vurderet som miljøfarlige, og som derfor er forbudte, men som det var naturligt at anvende for år tilbage. Dette forhold sætter tydeligvis en begrænsning, når disse affaldsmængder skal genanvendes.

De ovennævnte tre eksempler på, hvordan plast kan spille en vigtig rolle i klimatilpasningssystemer kan forhåbentlig inspirere kommende ingeniører til innovative løsninger på, hvordan også det plastaffald, der indeholder miljøfremmede stoffer, kan finde genanvendelse. Da man sparer 90 pct. CO2 ved at genanvende plast frem for at producere nyt, er genanvendelse langt at foretrække.

Udfordringen bliver at udvikle systemer, hvor der er ikke stilles samme kvalitetskrav til plasten, når det gælder farve, overfalde og indholdsstoffer, som der stilles til nye produkter. For eksempel er det jo ligegyldigt om et oversvømmelsesværn overholder strikse krav til farve og overfladebeskaffenhed, og hvis de miljøfremmede stoffer indkapsles og derved er sikret mod migration er anvendelsen oplagt.