Kronik: Pas på: Nano-galskaben breder sig

Hvad har bilruder, bomber, brusebade, baseballbats tilfælles? Udover at de alle starter med "b", er det alle produkter med nano-doping i.

Sidste uge læste jeg i Ingeniøren, at russerne har udviklet en ny, såkaldt vakuum-bombe. I stedet for almindelige sprængstoffer, der selv indeholder det oxiderende stof, benyttes en blanding af fri ilt og brændstof, hvilket ved eksplosion skaber en voldsom og meget varm trykbølge. Resultatet kalder russerne "Alle Bombers Fader", som modsvar til amerikanernes ikke mindre poetiske »Alle Bombers Moder«.

Med en sjælden og pervers sans for politisk korrekthed understreger den russiske talsmand i øvrigt, at bomben er miljøvenlig, idet den fordamper mennesker uden at forurene. I russernes bombe er temperaturen i epicentret dobbelt så høj, og eksplosionen hele fire gange kraftigere, end i amerikanernes, og overalt på nettet kan man læse forklaringen: Der er brugt nanoteknologi.

En trylleformular

Javel ja. Det er kun en nanometer mere præcist end at sige "de har brugt kemi og fysik". Talsmanden kunne have sagt sådan noget som at brændstoffet er findelt, så det større overflade-areal giver en mere effektiv forbrænding, som en læser foreslog i min blog på ing.dk. Men det rækker åbenbart dækkende at fremsige trylleformularen "nanoteknologi".

For mange er nanoteknologi lig med nanopartikler, og de fleste produkter, der aktivt reklamerer for deres "nano-indhold" i dag, er forbrugerprodukter som kosmetik og overfladebehandling. For nyligt viste en rapport fra DHI og Miljø og Ressourcer på DTU, at kun 41 af 243 forbrugerprodukter med nanomaterialer i, er deklarerede. For de resterende godt 200 produkters vedkommende lykkedes det ikke arbejdsgruppen at få at vide, hvilke nanopartikler og hvor meget, der er i. Når stofmængden var under grænseværdien er deklarering ikke lovpligtig, selvom produktet paradoksalt markedsføres på nanopartiklernes fantastiske virkning.

Ingen nano i "Magic Nano"

Magic Nano-sagen for godt et år siden viste med al tydelighed, at producenter og forbrugere undertiden har et svævende forhold til nanoteknologi. Da det tyske firma Kleinmann lancerede et spraymiddel til at gøre badeværelser rengøringsfri, fik over 100 kunder alvorlige lungeproblemer. Mens der blev lagt i ovnen til den helt store skandale, viste en undersøgelse, at der overhovedet ikke var nanopartikler i "Magic Nano" - hvilket firmaet åbenbart ikke selv var klar over.

Det danske firma NanoCover fik også en tur i nanorutschebanen, efter at de med en saftig reklamekampagne i foråret trak en hvid sofa op fra et kar med Ribena og dermed kunne gange deres aktiekurs med fire (der var den igen!). Et par uger efter udsatte programmet DR Rabatten deres egen nanobehandlede sofa for par "test", hvor de brugte koncentreret Ribena fra flasken i stedet for 9.000 liter fortyndet saft som i reklamen. Tommelfingeren blev vendt nedad og ligeså gik det med aktiekursen - den styrtdykkede.

Anja Boisen, professor på DTU, deltog i programmet - uden at vide helt hvorfor - og blev spurgt af studieværten, om ikke hun krydsede fingre for at NanoCover ville virke. Underforstået: ellers må det se sort ud for jer nanoforskere - som om hendes forskning havde det mindste at gøre med rengøringsprodukter. Her kom Anja med en meget spontan bemærkning, som måtte klippes ud.

Nano er alt for mange ting

Nanoteknologi er ikke én ting. Problemet er måske, at alt for mange ting dækkes af definitionen "kontrol af stof på en skala fra 1 til 100 nm". Der rækkes ind over en række vigtige forskningsområder inden for kemi, fysik, biologi, geologi, medicin og materialer, der ikke har noget med Ribena og sofaer at gøre: Nanotransistorer der gør en Pentium chip lynhurtig, zink-oxid partiklerne, der gør maling hvid og "smart pills" der kun forgifter kræftcellerne og lader de almindelige celler være.

Efter at Clinton i 2000 truttede i nanotrompeten, og varslede gigantiske bevillinger til nanoforskning via the National Nanotechnology Initiative, er der gået inflation i begreberne. Teknologi, forskning og materialer fra længe før nano blev moderne, er trukket med ind under den altfavnende paraply, og det myldrer dagligt frem med nye nanoteknologiske opdagelser og anvendelser, der rækker langt, langt ud over nanopartikler i rengøringsprodukter og solcreme.

Mediegejl og misinformation

Faren er at den ukritiske og unuancerede brug af begreberne giver bagslag. Efter Magic Nano-balladen fjernede mange kosmetikfirmaer al information om nanoteknologi fra deres produkter. Mediegejl og misinformation kan genere en sand hysteri-tsunami, og sådan en kan skylle hele forskningsområder væk.

Danmark er landet hvor mange hundreder mennesker dør hvert år i trafikken, mens der bruges 50 millioner hvert år på et landsdækkende overvågningsprogram for kogalskab. Ingen dansker endnu er blevet smittet af kød, men angsten for panik og tabte eksportmilliarder smitter som influenza.

Spørgsmålet er, hvad der sker, hvis en dag en dansker får "nanogalskab", altså bliver syg af at bruge et produkt der er fremstillet ved hjælp af en eller anden form for nanoteknologi, og hvor bredt politisk vejrhaneri og mediehysteri så vil ramme - om vi så skal slukke for computeren, fjerne katalysatorne fra bilerne og stoppe udvikling af nye former for kræftmedicin.

Jeg opfordrer alle jer, der beskæftiger sig professionelt med nanoteknologi og alle jer der er vågne i i timen, til at stille spørgsmålstegn når medierne serverer noget med nanoteknologi i. Vær med til at nuancere debatten. Vær med i det nationale overvågningsprogram for nanogalskab.