Kronik: Milliard-oprydning på havet gavner ikke havmiljøet
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kronik: Milliard-oprydning på havet gavner ikke havmiljøet

Offshore-installationer udvikler sig til at fungere som kunstige rev, hvoraf nogle er ekstremt rige på liv. Derfor er det dumt at bruge så store milliardbeløb på at fjerne dem, når de er udtjente. Illustration: North Sea Futures

 

Anne-Mette Jørgensen er direktør i NGO’en North Sea Futures Illustration: Privatfoto

Der er behov for en grundig diskussion af, hvad vi skal gøre med offshore-installationer, der har udtjent deres oprindelige formål på havet. Hvis politikerne træffer de rigtige beslutninger nu, er der mulighed for et bedre havmiljø og store besparelser, der kan bruges på positive miljøtiltag. Resultatet kan være et sundere og mere varieret dyreliv i havet til glæde for fiskere, dykkere, turisme-industrien m.m.

I dag og frem til 29. juni mødes miljøministre fra de 16 OSPAR-lande (Oslo- og Pariskonventionen) i Paris for at diskutere havmiljø i det nordøstatlantiske område, som bl.a. omfatter Nordsøen. Et af de emner, som ministrene bør bruge tid på at diskutere, er reglerne for nedtagning af offshore-installationer, den såkaldte OSPAR Decision 98/3. I år kan reglerne nemlig blive opdateret, hvilket normalt kun sker hvert femte år.

Desværre har den forberedende komite – den såkaldte Offshore Industry Committee – endnu en gang konkluderet, at der ikke er nogen grund til at ændre på de nuværende regler, som dikterer, at alle offshore-installationer (med enkelte undtagelser) skal fjernes og tages ind til kysten til affaldsbehandling, når de har udtjent deres oprindelige funktion.

Reglerne blev vedtaget efter balladen med olieplatformen Brent Spar i 90’erne. Siden da har miljøbevægelsen forsvaret reglerne, og der er tilsyneladende ingen, der har turdet genoptage diskussionen. For NGO’en North Sea Futures og en voksende gruppe af forskere i hele Nordsøområdet er det uforståeligt, at man gang på gang afviser en bredere diskussion af rationalet for at fjerne rene offshore-installationer, der har stået i havet i ofte mere end 30 år.

I de forløbne år er stablen af forskningsrapporter og videnskabelige artikler vokset stærkt, som påviser, at offshore-installationer – både olie- og gas installationer og havmølleparker – kan udvikle sig til økologiske hotspots, hvor mange marine arter finder sig et sted, hvor de og deres yngel er beskyttede mod skadeligt fiskeri, hvor der er en fast undergrund, som f.eks. skaldyr, søanemoner og koraller kan fæste sig på, og hvor der er et solidt fødegrundlag for torsk, marsvin og andre mobile arter.

Kort sagt udvikler installationerne sig til at fungere som kunstige rev, hvoraf nogle er ekstremt rige på liv, se f.eks. Claisse et al i New Scientist. Foreløbige resultater fra det Nordsø-brede forskningsprogram INSITE viser, at installationer i Nordsøen bl.a. fungerer som trædesten for blåmuslinger, Lophelia-koraller, blødkoraller og rurer, så de kan sprede sig over et større område. Installationerne kan derfor også være vigtige for beskyttelse og genoprettelse af de såkaldte Lophelia-rev langs de norske og svenske kyster.

Hvad der sker, når installationerne bliver fjernet, er der ingen, der ved, men fjernelsen kan have en betydelig effekt på fødekæden og havets biodiversitet. En gruppe på 28 forskere publicerer inden længe en artikel i det videnskabelige tidsskrift Frontiers in Environment and Ecology, hvori de opfordrer til (midlertidigt) at ophæve kravet om fuldstændig fjernelse af udtjente offshore-installationer, så vi har mulighed for at undersøge installationernes betydning for økosystemet nærmere, inden de fjernes.

En af medforfatterne, seniorforsker Jon Christian Svendsen fra DTU Aqua siger:

»Vi laver mange undersøgelser af restaurerede rev og øger derved vores viden om disse oaser i havene omkring Danmark. Denne viden er grundlaget for en stigende interesse for stenrev i danske farvande. Der er et stort behov for, at vi får en lignende forståelse af den økologiske funktion af offshore installationer, inden vi bruger milliarder af kroner på at fjerne dem fra havets bund. Det gælder både vindmølle-fundamenter og platforme, der bruges af gas- og olieindustrien.«

Det er nemlig ikke kun for miljøets skyld, vi bør genoverveje reglerne, det er også for samfundsøkonomiens skyld: ‘Oprydningen’ af olie- og gasinstallationer i Nordsøen er vurderet til at komme til at koste op mod 100 milliarder euro. Alene i Danmark vil det koste et sted mellem 27 og 32 milliarder kr., ifølge konsulenthuset Douglas Westwood. I alt vil 60-70 pct. af regningen blive betalt af staten; ikke af olieselskaberne. Derfor ender en betydelig regning hos danske skatteydere.

Desuden fungerer OSPAR-reglerne som udgangspunkt for reglerne for nedtagning af havmølleparker. Udgifterne forbundet med nedtagning af havmølleparker kan på sigt øge de samfundsøkonomiske omkostninger betydeligt. Større muligheder for at efterlade dele af rene offshore installationer som kunstige rev, kunne give en besparelse på 10-20 pct. af omkostningerne for oprydning af olie- og gas og en endnu ukendt besparelse på nedtagningen af havmølleparker.

Taget i betragtning at staten og private fonde for tiden investerer adskillige millioner kroner i at anlægge og genoprette rev og mere generelt i marin naturbeskyttelse, er det værd at overveje, om pengene til nedtagning af offshore-installationer kan bruges til formål, der gavner havmiljøet i stedet for nedtagningsaktiviteter, der sandsynligvis begrænser livet i havet.

Vi opfordrer derfor til, at miljøministrene fra de 16 OSPAR-lande diskuterer reglerne for nedtagning af offshore-installationer på mødet i Paris grundigere end planlagt af den forberedende komite.

Emner : Vandmiljø
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

man kan desværre ikke stole på alle de udtalelser som kommer . pga manglende moral er der nogle som taler for oprydning , og andre oliebranche lobbyister synes at det er skadeligt for miljøet.
det er en trist verden...…………….

  • 0
  • 4

at sænke/efterlade strukturene, hvis de ingen skade gør, men åbenbart gavner havmiljøet. En "no-brainer" faktisk, under forudsætning af, at der er er ingen eller kun marginal forurening og at afmærkning af hensyn til skibsfarten er tydelig, hvis der er noget der stikker for højt op. Kunne blive centre for større eller mindre beskyttede områder.

  • 5
  • 3

En "no-brainer" faktisk, under forudsætning af, at der er er ingen eller kun marginal forurening og at afmærkning af hensyn til skibsfarten er tydelig, hvis der er noget der stikker for højt op

- under overskriften "Dybhavets skatte" skriver Weekendavisen bla.:

Den moderne tids guldfeber foregår i dybhavet. På havbunden findes værdifulde metaller, der er nødvendige for fremtidens grønne teknologi. Men hvordan får man dem op uden at forstyrre havets eksotiske økosystem?

  • måske et lige så vigtigt emne som udtjent infrastruktur, skibsvrag mv. på havbunden(?).
  • 0
  • 0

hvem er dog så naiv at tro på sådanne eventyr

- det står ikke helt klart, hvilke 'eventyr' du omtaler?:

Deep sea mining is a relatively new mineral retrieval process that takes place on the ocean floor. Ocean mining sites are usually around large areas of polymetallic nodules or active and extinct hydrothermal vents at 1,400 to 3,700 metres (4,600 to 12,100 ft) below the ocean’s surface.[1] The vents create globular or massive sulfide deposits, which contain valuable metals such as silver, gold, copper, manganese, cobalt, and zinc.[2][3] The deposits are mined using either hydraulic pumps or bucket systems that take ore to the surface to be processed. As with all mining operations, deep sea mining raises questions about its potential environmental impact. Environmental advocacy groups such as Greenpeace and the Deep sea Mining Campaign[4] have argued that seabed mining should not be permitted in most of the world's oceans because of the potential for damage to deepsea ecosystems and pollution by heavy metal laden plumes.[2]

https://en.wikipedia.org/wiki/Deep_sea_mining

Fra Weekendavisen:

FRA sit kontor i London har medejer og CEO for selskabet Blue Minerals, danske Peter Jantzen, et andet blik på perspektiverne ved dybhavsminedrift. Han er enig i, at der muligvis er råstoffer nok på landjorden, men der er fordele ved at dykke under havoverfladen.
»Grundlæggende skal minedrift være omkostningseffektivt, ellers kan du lige så godt glemme det. Og minedrift på dybhavet er voldsomt omkostningseffektivt. Visse steder i dybhavet får du syv procent kobber ud af et ton malm. I gennemsnit på land i dag er det faldet til 0,6-0,7 procent per ton malm,« fortæller han.
Det kommercielle er dog ikke nok. Produktionen skal også være miljøvenlig, ellers vil investorerne ikke røre ved det. Og her mener Peter Jantzen, at der er en pointe i marin minedrift.
»Der er meget, der tyder på, at store dele af den dybhavsminedrift, vi taler om, er langt mere miljøvenlig end minedrift på landjorden. Specielt når vi taler om ’noduler’, som ligger på overfladen af havbunden. Der vil ikke være tale om boringer eller sprængninger men blot om ’støvsugning’,« siger Peter Jantzen...

  • 1
  • 2

Ærgerligt at Anne-Mette Jørgensen ikke har en vision for det reelle problem - at de fleste strukturer indeholder store mængder af kulbrinter og miljøfarlige stoffer, der først skal oprenses eller sikker vis forsegles. Og dernæst skal strukturerne efterlades så de ikke udgør en risiko for søfarten.

  • 0
  • 7

Kære Jens Olsen. Mange af de ældste og udfasede strukturer er netop forurenede, mens de nyere er rene stålkonstruktioner som ikke er udtjente endnu.

  • 0
  • 1

Den del af strukturerne, der stikker op over havet (topside) og dele under vandet, der er brugt til lagring af olie er forurenet. Det er også rigtigt at det især gælder for de gamle betonstrukturer (såkaldte GBS’er), som f.eks. en del af dem i Brent-feltet. Derudover er havbunden omkring de gamle strukturer ofte stærkt forurenet af boregrus, blandet med rester af olie og kemikalier. Benene på stålkonstruktioner - nye og gamle - er rent stål og ikke forurenede. I den Mexikanske golf (USA) har de mange års positiv erfaring med at bruge dem som rev.
Problemet er at alle de forurenende dele, birtset fra topsides, er de med de nuværende regler ofte heller ikke bliver fjernet, fordi det teknisk og sikkerhedsmæssigt er ‘umuligt’ og der er for stor risiko for at man ender med at sprede dem istedetfor at fjerne dem. Det er for øvrigt også et spørgsmål om ikke de forurenende stoffer ville gøre mere skade i de sårbare kystområder end midt ude i havet.

  • 0
  • 0

Mht forurening: se nedenfor. Mht sikkerhed for søfarten: helt enig; man bør ikke lade strukturer stå hvor de er til fare. Men de problem kan f.eks. løses ved bare at fjerne de øverste 15-25m af strukturen eller ved at markere dem med lys osv, som man også gør nu.

  • 1
  • 0

Hej Anne-Mette. Skal jeg forstå dig sådan, at prioriteringen idag går i retning af at fjerne de i denne sammenhæng lette og uforurenede stålkonstruktioner, mens man ikke gør noget ved de gamle oftest forurenede GBS konstruktioner. Altså fjernelse af noget med nogen biologisk værdi som med fordel kunne blive stående.

  • 1
  • 0

Der er ingen tvivl om, at større, komplekse strukturer kan skabe og/eller tiltrække liv i havet. Det gælder for naturlige levesteder, vrag og kunstige rev. Så man skulle tro at det var logisk at man skulle lade dem stå. Men faktum er at OSPAR regulering 98/3 p.t. er den eneste mekanisme som kan opretholde en slags forurener-betaler princip, hvor selskaberne - efter mange års milliardindtægter og forurenende aktiviteter - har ansvaret for at rydde op. Der lægges op til at man fra sag til sag vurderer, om en platform er gavnlig for miljøet. De fleste miljøorganisationer mener at dette er en potentiel glidebane, hvor svaret kan afhænge af, hvilke fagfolk man spørger.

En anden pointe er, at det er ærgerligt, at man her adresserer olie/gas platforme og havmøller under samme hat. Vindenergi til havs er ikke forbundet med forureningsaspektet og derfor vil jeg tro at der vil være en større vilje til at gå i dialog om dekommissionering af havmøller. Her er det faktisk muligt at tænke dekommissionering ind i planlægningsfasen. Der er ligeledes mulighed for at kigge på design af fundamenter og eventuelle lokalitetstilpassede fiske- og biodiversitetsfremmende elementer fra starten. Havmøllerne skyder i vejret overalt i havet omkring os, så man kunne måske forestille sig at man på et tidspunkt må inddele OSPAR 98/3 i nye kategorier med separate, klare regler.

Det biologiske grundlag bag ideen, som indlægget lægger op til, er bestemt ikke tosset, men den skal nuanceres en hel del før en ændring i den nuværende regulering overhovedet bør komme på tale.

Venlig hilsen
Thomas Kirk Sørensen
WWF Verdensnaturfonden

  • 2
  • 2

Det er ikke et spørgsmål om egentlig prioritering, men om tekniske realiteter: de store, gamle GBS’er er som oftest ikke til at fjerne uden fare for menneskeliv og miljø, da det er risiko for at de går i stykker på vejen op. For øvrigt er der kun meget få af dem tilbage i Nordsøen (<10) og har materialet ingen eller meget ringe genbrugsværdi på land.
For de helt store stålkonstruktioner (>10.000 tons vægt) er der også mulighed for at få tilladelse til at lade den allernederste del af benene stå, hvis det teknisk og økonomisk er ‘uansvarligt’ at fjerne dem. Denne slags strukturer findes kun i den nordlige Nordsø.

  • 1
  • 1

Helt enig, Thomas, at det især er vigtigt at få en diskussion igang om reglerne for nedtagning af havmøller, fordi der (formentlig) kommer så mange af dem, fordi det er vigtigt at begrænse mængden af konstruktions og nedtagningsaktivitet, hvis man vil mindske de negative effekter på miljøet og fordi der er gode muligheder for at designe dem sådan at de gavner havmiljøet.
Når det er sagt, mener jeg så stadig at det også er vigtigt at se grundigere på reglerne for olie- og gasinstallationer. De nuværende regler giver i realiteten primært plads til undtagelser på baggrund af teknisk-økonomiske overvejelser, men ikke på baggrund af en ren miljøargumentation. Det kan aldrig være i havmiljøets interesse. At fagfolk har forskellige synspunkter ser man i næsten alle miljødiskussioner, da det i høj grad afhænger af hvad det er for miljøeffekter man vælger at give mest vægt (tænk f.eks. på den uendelige debat om plastikposer vs bomuldsposer, plastk vs papirkopper osv), men hvis miljøovervejelser kommer til at stå mere centralt i debatten bliver det i hvert fald lettere at få en god, åben diskussion, med velfunderede argumenter. Dybest set ved vi mindre om hvad der sker ved havmiljøet, hvis vi lader installationer stå, end om hvad der sker, hvis de fjernes: de står de jo allerede i 30 år og er blevet en del af økosystemet. Og forureningen bliver i hvert fakd kun mindre, når de lukker ned for produktionen.

  • 2
  • 1