Kronik: Manglende viden om kalkmørtel ødelægger gamle kirker
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kronik: Manglende viden om kalkmørtel ødelægger gamle kirker

Efter få år var det tydeligt at se skaderne på den øverste, renoverede del af tårnet i Kirke Værløse Illustration: Jens Chr. Ledgaard

 

Jens Chr. Ledgaard er civilingeniør og kirkeværge Illustration: Privatfoto

Flere historiske bygninger har fået uoprettelige skader, fordi ‘moderne’ materialer ofte gør mere skade end gavn. Det sker, fordi vigtig viden om byggematerialer og håndværkstraditioner fra middelalderen langsomt er gået i glemmebogen. Det kan blive fatalt for vores store kulturarv, ikke mindst for mange af de over 1.700 danske middelalderkirker, som har overlevet i 700-900 år.

Som kirkeværge ved Kirke Værløse Kirke har jeg måttet sætte mig grundigt ind i problemstillingen med hjælp fra Nationalmuseet og Teknologisk Institut. Jeg vil hermed give min nyerhvervede, gamle viden videre til skræk og advarsel for andre, der er impliceret i eller har ansvar for restaurering af murværk i middelalderbygninger.

Da kirketårnet i Kirke Værløse i 1996 fik nye mørtelfuger på de øverste 10 meter, gik der kun få år, før der kunne konstateres alvorlige skader på mange af tårnets 600 år gamle munkesten, med klar forskel på renoverede og originale områder. Stenenes overflade, ‘brandhuden’, begyndte at smuldre i frost og lå som rødt pulver ved tårnets fod. I starten var det et mysterium, fordi den gennemgribende renovering af den 900 år gamle kampestenskirke og dens ca. 300 år yngre tårn var sket efter grundige forberedelser.

Et tårn, der blev bygget på nedarvede traditioner under primitive forhold i middelalderen og har holdt til det danske klima i omkring 600 år, fik på under 15 år påført alvorlige skader af moderne rillefræsere og forkert fugemørtel.

Arkitekten havde omhyggeligt beskrevet, at der kun måtte bruges kalkmørtel (der kan ånde og er svagere end munkestenene, og derfor kan optage små bevægelser, som ellers ville få murværket til at revne). Der måtte ikke bruges hydrauliske kalkmørtler, kalkcementmørtler eller cementmørtler, der er for stærke til de gamle munkesten og samtidig holder på fugt.

Sagen er, at hydraulisk kalk af mange arkitekter – især tilknyttet kirker – anses for et originalt materiale i dansk murværk. Men det har ikke været brugt tidligere, fordi dansk kalk er så rent, at brændt kalk ikke får nogen hydraulisk effekt. Derimod var læskemørtel var dominerende mørteltype i Danmark og Norge frem til omkring 1800, da den blev afløst af svag kulekalksmørtel.

Murermester Ole Jensen har indvendigt i flere kirker fundet en karakteristisk fuge, som har overlevet siden middelalderen. Den er nu brugt i Kirke Værløse. Under fugningen glittes øverste halvdel og bliver derved ret tæt, mens den nederste halvdel er ru og dermed har langt større overflade. Det fremmer hærdningen, og derefter vil øverste halvdel afvise slagregn, mens nederste halvdel fremmer fordampning af den, samt af fugt indefra. Illustration: Jens Chr. Ledgaard

I forbindelse med almindeligt vedligeholdelsesarbejde på Kirke Værløse kirke kort efter restaureringen blev murermester Ole Jensen, Værløse, interesseret i at løse mysteriet og kom efter utallige forsøg frem til en fugemørtel, som efter Nationalmuseets mening er det tætteste, man er kommet den mørtel, som kirkebyggerne i middelalderen benyttede. Han benyttede den såkaldte læskemørtelteknik, hvor ulæsket kalk blandes med sand, inden man læsker, dvs. tilsætter vand. Herved kan der opnås en langt større kalkprocent og smidighed, end hvis der anvendes ren læsket kalk, kulekalk, som bagefter blandes med sand for at blive mørtel.

Samtidig betyder den meget kraftige varme, der opstår ved læskningen, at der mellem den læskende kalk og de fine gruspartikler sker en kemisk reaktion, som man går glip af, hvis sandet først iblandes den kolde kulekalk. Begge forhold giver en bedre mørtel. Sådan har man gjort i middelalderen – og læskemørtlens styrke har forbløffet fagfolk i dag.

Enkelte andre danske murermestre arbejder nu ligeledes med læskemørtel, men møder samme problem som Ole Jensen, nemlig at de rådgivende eller bestemmende myndigheder tilsyneladende ikke kan blive enige om – eller tør tage ansvar for – at ændre på en mangeårig praksis, selv om den løbende medfører ulykker rundt i landet.

Det er ganske vist også meget komplekse forhold, der indgår i vurdering af de forskellige materialer og deres indvirkning på hinanden, på fugtvandringen, på saltudskillelsen osv., men det er gennem de senere år belyst rimeligt videnskabeligt gennem målinger og undersøgelser. Resultatet blev, at Ole Jensen fik opgaven med at fjerne al den dårlige renoveringsmørtel på tårnet i Kirke Værløse kirke og omfuge det med gammeldags læskemørtel efter sin egen opskrift.

Den kæde af fejl, der tilsammen førte til ulykken for det gamle tårn, kan nu opstilles. Det er forhold, der enkeltvis ser uskyldige ud. Men det er en udfordring for alle, der står over for en større vedligeholdelse eller renovering af gamle kirker, at være opmærksom på alle disse punkter:

1. Billigste tilbud var for billigt. I Kirkeministeriets hæfte ‘Kirkens Mørtel og Kalk’ står der, at licitation »ikke så sjældent giver et ringe arbejdsresultat eller fordyrer arbejdet«. Det kan vise sig at blive endog yderst ringe og meget dyrt.

2. For stram tidsfrist for færdiggørelsen. Det bør være bygningens tilstand de næste 100 år og ikke ønske om et perfekt gruppebillede af forårets konfirmander, der afgør, hvornår byggestilladset skal væk.

3. Den normale rillefræsning af de yderste 3 cm af de gamle fuger er gerne alt for brutal og unødvendig de fleste steder. Hvor den gamle mørtel er fri for revner og huller, bør den så vidt muligt bevares, men skal der fuges, bør der anvendes læskemørtel. I modstrid med gængs praksis kan man efterfuge med ½-1 cm mørtel uden at fræse/skære i den gamle fuge.

4. Kvaliteten af omfugningen var svingende, noget ok, noget sjusk, og noget nærmest bedrageri, som f.eks. når partier med næsten frilagte munkesten ikke blev ommurede, men blot skjult bag en 3 cm ny fuge med et hulrum som ‘vandhylde’ bagved.

5. Eksperter er kun eksperter i deres speciale. Den meget kyndige og erfarne arkitekt foreskrev »Læskemørtel bestående af en del kulekalk og 3 dele grus« – og viste dermed, at heller ikke han kendte forskel på læskemørtel, som man i middelalderen besværligt blandede på byggepladsen, og kulekalkmørtel, som først kom frem omkring 1800 og i dag leveres færdigblandet i spande.

6. Man må ikke blot genbruge et renoveringsprojekt, der er godkendt for én kirke, og gentage det i en anden kirke 10-20 år senere. Selv om Nationalmuseet lider under personalebesparelser, høster man stadig nye erfaringer på området, så museets anbefalinger gælder principielt kun i fem år.

7. Manglende hensyn til betydningen af overdækning, udtørring og frostsikring kan være ødelæggende for resultatet.

Konklusionen er, at store kulturværdier og mange penge kan stå på spil, selv om man tilsyneladende har helgarderet sig og brugt dyre rådgivere og professionel byggestyring. Men faktisk kan man blot henvise til det internationalt vedtagne ‘Veneziacharteret 1964’, der siger, at historisk murværk skal vedligeholdes med de samme materialer, som det blev skabt med.

Det, der mangler, er at Kirkeministeriet, stifterne, sagkyndige håndværkere, Nationalmuseet, Danmarks Tekniske Universitet, Teknologisk Institut og de store kalkmørtelværker sætter sig sammen og bruger den genfundne viden og de opnåede testresultater til at blive enige om de materialer og metoder, der bør anbefales til vedligeholdelse/renovering af vores sårbare, historiske kulturarv.

Sker det, vil førende mørtelværker uden tvivl have de korrekte materialer på markedet få uger senere, Danmark kan leve op til Veneziachartret om at bruge originale metoder og materialer, og kirkerne kan holde de næste 900 år.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er spændende at høre Ole Jensen fortælle om de erfaringer og forsøg han har lavet med mørtel. Mørtel holder ofte kun ganske få år, men Oles mørtel holder lige så længe som den gamle mørtel - dvs. mange hundrede år.
Og det er nok ikke i murermestres eller fabrikanters interesse ...

Men Ole har fortjent en pris for banebrydende "ny" viden.

  • 10
  • 2

Dejligt at høre, at Nationalmuseet kan det der.
Og tidligere skotsk ansat på Nationalmuseet og medlem af bestyrelsen i DSM kunne endda også teknikken med at påføre kalk, så det blev vandafvisende i stedet for vandabsorberende.

  • 2
  • 0

Det er i sig selv interessant at vedligeholdelse af de historiske middelalderkirker fordre så stor grad af historisk bevidsthed om de gamle håndværksfag og klassiske faglige metoder og materialer.

Jens Chr. Ledgaard skriver bl.a.

”Han (Murermester Ole Jensen) benyttede den såkaldte læskemørtelteknik, hvor ulæsket kalk blandes med sand, inden man læsker, dvs. tilsætter vand. Herved kan der opnås en langt større kalkprocent og smidighed, end hvis der anvendes ren læsket kalk, kulekalk, som bagefter blandes med sand for at blive mørtel.
Samtidig betyder den meget kraftige varme, der opstår ved læskningen, at der mellem den læskende kalk og de fine gruspartikler sker en kemisk reaktion, som man går glip af, hvis sandet først iblandes den kolde kulekalk. Begge forhold giver en bedre mørtel. Sådan har man gjort i middelalderen – og læskemørtlens styrke har forbløffet fagfolk i dag.”

Ved at anvende læskemørteltekniken sker der en hård ætsning af tilslagsmaterialet og også meget hårdere end ved kulekalk der koldblandes. Basestyrkekonstanten er en ligevægtskonstant der er temperaturafhængig og basestyrken er flere gange stærkere ved den formentlige mere end 100 °C varme exoterme reaktion, der forekommer ved læskningen af den brændte kalk. En ætsning kan bevirke en større ruhed af tilslagsmaterialet og dermed en større overflade som bindemiddellet kan binde sig fast i. Om der sker egentlige kemiske ændringer på tilslagets overflade må konstateres ved yderligere undersøgelser?

Med venlig hilsen Peter Vind Hansen

  • 2
  • 1

Det var i hvert fald noget med retningen af påføringen.
Husker ikke klart, men: HVIS kalken nu er flageformet i en eller anden udstrækning, så vil det nok være en god ide at påføre med stryg nedad - og at starte fra neden af.
Mon ikke lederen af Nationalmuseet i Brede kan hjælpe med at finde rette vedkommende - jeg tror ikke, at jeg har gemt navne på alle bestyrelsesmedlemmer fra min tid i DSM. Ellers vil IDA måske kunne hjælpe.

  • 0
  • 0

DSM = Dansk Sekskab for Materialeprøvning og -forskning.
En fagteknisk forening i IDA. (I den tid, jeg var formand, var det den forening, der rummede relativt flest medlemmer fra andre faggrupper.)

  • 2
  • 0

Den rigtige løsning ville nok være at kontakte en monumental konservator eller Konservatorskolen. De er nok dem der ved mest om korrekt resturering af gamle bygninger og mørtel. De bruger desuden rigtig meget tid på at rydde op efter arkitekter, murermestere og andre selvudnævnte "eksperter" der har opfundet rigtig mange dårlige løsninger på restureringsprojekter, mange af dem nævnt i artiklen. Et rigitig godt eksempel på dårlige mørtelløsninger ses på mange historiske bygninger på Amaliegade.

  • 0
  • 0