Kronik: Kystsikring handler om mere end at holde på sit eget sand
I år flytter regeringen forvaltningen af kystbeskyttelsesloven fra Kystdirektoratet til kommunerne. Desuden har Folketinget netop foretaget en ændring af denne lov. På Folketingets hjemmeside blev ændringen forud for vedtagelsen beskrevet således:
»Forslagets formål er at skabe en enklere og hurtigere proces for kommunerne for at gennemføre helhedsløsninger efter kystbeskyttelseslovens formålsparagraf.«
Størstedelen af de danske kyster er under tilbagerykning på grund af angrebet fra bølgerne. Mest rykker den jyske vestkyst tilbage med 1-3 m pr. år, som det er foregået i omkring 10.000 år. Tilbagerykningen er tiltagende på grund af klimaændringerne.
Et vigtigt punkt i forståelsen af erosionen af kysterne er, at det meste af det eroderede materiale fra skrænternes nedbrydning ikke straks forlader kysten, men tværtimod bliver transporteret ned langs denne bestemt af bølgernes retning. Denne langsgående sandtransport bidrager dermed til at sikre kysten længere nede i transportretningen. Uden denne langsgående transport ville kysttilbagerykningen have været markant større, end den er.
Når vi skal beskytte kysten, er der er kun to mulige helhedsløsninger. Enten må vi sikre hele den sammenhængende kyststrækning nedstrøms for det nye kystsikringsanlæg, eller også må vi kompensere med strandfodring umiddelbart nedstrøms for det nye anlæg.
Kompensationen skal svare til den reduktion af transporten opstrøms fra, som kystsikringen medfører. Denne kompensation med strandfodring må sættes i gang straks efter etableringen af den lokale sikring, hvis skader på naboen skal undgås.
Det er altså en misforståelse at tro, at en lokal hård kystsikring blot drejer sig om at holde på sit eget sand. Lokal kystsikring på en erosionskyst vil altid give ekstra tilbagerykning hos naboen, fordi naboens sandregnskab ødelægges. Det er derfor, den nye kystbeskyttelseslov via den ny formålsparagraf lægger vægt på, at løsninger skal være helhedsløsninger.
Den ingeniørtekniske viden om kyster, vi har i dag, ikke mindst kendskabet til den langsgående sandtransport, havde man også allerede i 1874, da man besluttede at bygge høfder på Thyborøn-tangerne for at hindre Thyborøn Kanal i at sande til igen, ligesom Agger Kanal havde gjort. Høfderne var en succes, kanalen sandede ikke til, men til gengæld rykkede kysterne hurtigere tilbage.
Da man byggede 1981-kystsikringen af Lønstrup, som fint standsede den lokale tilbagerykning, kendte man utvivlsomt også de langsigtede problemer, der senere ville opstå længere nordpå. I begge tilfælde blev de kortsigtede problemer prioriteret højest, mens ulemperne blev overladt til de senere generationer.
Trods de gode hensigter med ændringen af kystbeskyttelsesloven og dens forvaltning er det forfatteren af dette indlægs afsluttende påstand, at der venter kystkommunerne mange vanskelige udfordringer med at opstille planer, som både løser presserende akutte problemer, og som også sikrer, at der i et mangeårigt perspektiv (inklusive klimaændringerne) bliver taget hensyn til, at de valgte løsninger ikke blot skubber problemet videre til naboerne i den langsgående sandtransports retning.
Med henvisning til formålsparagraffen i den nye kystbeskyttelseslov ser ‘helhedsløsninger’ derfor ud til at blive både nøgleordet og udfordringen for kommunernes fremtidige forvaltning af kystbeskyttelsen.
Læs også: Kronik: Thyborøn Kanal bør lukkes helt
Kystnedbrydningens tidsforløb
Jeg er enig i en stor del af Torben Larsens udmærkede og gennemtænkte kronik – især hvor han peger på behovet for sammenhængende helhedsløsninger, og på de problemer som kystkommunerne vil komme til at stå overfor ved forvaltning af kystbeskyttelsen. Den lovændring, som har overdraget ansvaret til kommunerne, har som baggrund at Kystdirektoratet havde udviklet sig til en ren forvaltningsskandale, men der vil stadig være store regionale og nationale interesser i at sikre en samlet og koordineret kystforvaltning.
Der er et par enkelte punkter i kronikken, som kræver en kommentar.
Torben Larsen skriver, at en (mere eller mindre regelmæssig 1-3 m per år?) tilbagerykning af den jyske vestkyst ”er foregået i omkring 10.000 år”. Det er ikke helt korrekt formuleret. Det er rigtigt at hele Jylland (inkl. Vendsyssel) var landfast med England for ca. 10.000 år siden. Men for ca. 8.000 år siden dækkede Littorinahavet (Stenalderhavet) det meste af Thy, Hanherred og en stor del af Vendsyssel. I forhold til kystlinjen dengang er der kun sket en væsentlig tilbagerykning ved Vadehavet, ud for Agger Tange og Thyborøn, samt til dels ud for Løntrup Klint hvor Rubjerg Knude udgjorde den vestligste afgrænsning af den bakkeø i Littorinahavet, der i dag dækker en stor del af Midtvendsyssel. Flere steder i Vendsyssel markeres den oprindelige vestkyststrækning af en smuk li-skrænt et stykke inde i landet, som bl.a. ses ved Tranum, nord for Blokhus, ved Skallerup Klit og Nørlev. Her ligger sommerhusbebyggelserne på hævet havbund fra stenalderen, der ophørte for knap 4.000 år siden. En medvirkende årsag til den voldsomme kystnedbrydning, som i de seneste årtier er sket ud for Nørlev, kan ganske rigtigt være kystsikringsanlæggene syd herfor. Hvordan forløbet har været i tilbagerykningen af kysten før historisk tid kan der kun gisnes om. Men den rovdrift i form af afrømning af kystnær vegetation og skov, som gav anledning til den menneskeskabte sandflugtskatastrofe, som accelererede i 1500-tallet og 1600-tallet, startede nok allerede i slutningen af jernalderen og begyndelsen af vikingetiden. Den må have medført en stærkt forøget kysterosion.
Et andet punkt er spørgsmålet om den kompenserende sandfodrings virkning umiddelbart nedstrøms for nye anlæg. Det er givet at en sandfodring kan reducere den løbende erosion/underminering især ude i havstokken som følge af havstrømmen. Men omfanget af denne virkning kræver yderligere dokumentation og evt. forsøg. En stor del af kystnedbrydningen af selve kystklinten eller kystklitten opstår momentant under stormfloder, som fx den voldsomme stormflod URD i julen 2016. Det ville kræve en tidsmæssigt sammenfaldende sandfodring af samme omfang ofte indenfor få timer, hvilket umuligt kan lade sig gøre.
Helhedsløsninger i kystsikringen
Kære Jørgen Kristiansen.
Tak for dine kommentarer og supplerende bemærkninger om kysterosionens historie. Det glæder mig især, at du er enig i, at der er behov for helhedsløsninger, når det gælder sikringen af kysterne.
I den dagsaktuelle diskussion i medierne om sikringen af kysterne syd og nord for Lønstrup mangler der efter min mening en forståelse for, at disse problemer kun kan klares forsvarligt med en helhedsløsning, der strækker sig fra Blokhus til Hirtshals (eller endnu bedre fra Blokhus til Skagen, så oprensningen af indsejlingen til Hirtshals Havn også kommer med).
Den ubekvemme sandhed er, at vores viden om kysterosionen og den langsgående sandtranport betyder at kystsikring handler om mere end blot holde på sit eget sand.
Sandfodring er ikke løsningen
Det er sjovt som der aldrig bliver talt om andet end sandfodring - man kunne nemt få den tanke, at der eksisterer et "sandfodringskartel".
Her i Nordsjælland er vi ligeledes belastede af af kysterosion og oven i hatten af et skitseprojekt fra COWI, 2016, hvor i man 1) vil at se åbent og objektivt på løsninger og 2) vil give kommunerne et bud på hvor meget sand der skal bruges.
Hvad der overhovedet ikke er nævnt nogen steder er, at Nordsjælland engang havde et barriererev: Torup flak, Hunderevet + alle grundene nord. og øst for Gilleleje.
Der er blevet fjernet xx millioner m² store sten og vanddybden er øget med adskillige meter, med det resultat at brændingen ikke længere afsætter energi derude, når det er hårdt vejr.
Og NÅR det er hårdt vejr i nogle dage i træk, er sandfodring noget af det mest latterlige man kan snakke om. Så gafler havet hurtigt 20 meter, uanset man forinden har pumpet 50- 100 m²/m ind på stranden. Det ændrer intet.
At hård skræntbeskyttelse hindrer en ønsket?? erosion og derved "snyder" naboerne for det beskyttende sand, er matematisk set korrekt, men samtidig lige så irrelevant.
Skrænternes bidrag batter heller ingenting. At give kystbeskyttelse skyld for kysterosion andetsteds er og bliver noget regnearksfnidder.
Vi skal have reetableret tilstrækkeligt af de oprindelige stenrev. Et stenrev vil ikke blive viftet af vejen og ligge nede i Nivå bugt et år efter. Det en langtidsholdbar løsning, som der oven i købet kan bygges videre på, efterhånden som vandet stiger. Derudover er et stenrev jo nærmest en garant for en større biodiversitet osv. osv.
Det er ikke gratis at lave stenrev, men det er heller ikke en usikker investering som sandfodring er. Det eneste der er sikkert ifm. sandfodring er faktisk, at det skal foretages i en uendelighed.
Og så naturligvis at "sandfodringskartellet" kommer til at leve fedt, mens de skamferer resten af det sydlige Kattegat og sprøjter sandet ind på strandene til ingen verdens nytte.
Ja, der skal en fælles løsning til - deri er jeg enig med dig ;-)