Jeg er enig i en stor del af Torben Larsens udmærkede og gennemtænkte kronik – især hvor han peger på behovet for sammenhængende helhedsløsninger, og på de problemer som kystkommunerne vil komme til at stå overfor ved forvaltning af kystbeskyttelsen. Den lovændring, som har overdraget ansvaret til kommunerne, har som baggrund at Kystdirektoratet havde udviklet sig til en ren forvaltningsskandale, men der vil stadig være store regionale og nationale interesser i at sikre en samlet og koordineret kystforvaltning.
Der er et par enkelte punkter i kronikken, som kræver en kommentar. Torben Larsen skriver, at en (mere eller mindre regelmæssig 1-3 m per år?) tilbagerykning af den jyske vestkyst ”er foregået i omkring 10.000 år”. Det er ikke helt korrekt formuleret. Det er rigtigt at hele Jylland (inkl. Vendsyssel) var landfast med England for ca. 10.000 år siden. Men for ca. 8.000 år siden dækkede Littorinahavet (Stenalderhavet) det meste af Thy, Hanherred og en stor del af Vendsyssel. I forhold til kystlinjen dengang er der kun sket en væsentlig tilbagerykning ved Vadehavet, ud for Agger Tange og Thyborøn, samt til dels ud for Løntrup Klint hvor Rubjerg Knude udgjorde den vestligste afgrænsning af den bakkeø i Littorinahavet, der i dag dækker en stor del af Midtvendsyssel. Flere steder i Vendsyssel markeres den oprindelige vestkyststrækning af en smuk li-skrænt et stykke inde i landet, som bl.a. ses ved Tranum, nord for Blokhus, ved Skallerup Klit og Nørlev. Her ligger sommerhusbebyggelserne på hævet havbund fra stenalderen, der ophørte for knap 4.000 år siden. En medvirkende årsag til den voldsomme kystnedbrydning, som i de seneste årtier er sket ud for Nørlev, kan ganske rigtigt være kystsikringsanlæggene syd herfor. Hvordan forløbet har været i tilbagerykningen af kysten før historisk tid kan der kun gisnes om. Men den rovdrift i form af afrømning af kystnær vegetation og skov, som gav anledning til den menneskeskabte sandflugtskatastrofe, som accelererede i 1500-tallet og 1600-tallet, startede nok allerede i slutningen af jernalderen og begyndelsen af vikingetiden. Den må have medført en stærkt forøget kysterosion.
Et andet punkt er spørgsmålet om den kompenserende sandfodrings virkning umiddelbart nedstrøms for nye anlæg. Det er givet at en sandfodring kan reducere den løbende erosion/underminering især ude i havstokken som følge af havstrømmen. Men omfanget af denne virkning kræver yderligere dokumentation og evt. forsøg. En stor del af kystnedbrydningen af selve kystklinten eller kystklitten opstår momentant under stormfloder, som fx den voldsomme stormflod URD i julen 2016. Det ville kræve en tidsmæssigt sammenfaldende sandfodring af samme omfang ofte indenfor få timer, hvilket umuligt kan lade sig gøre.