Kronik: Kvanefjeld-mineprojektet er ikke bæredygtigt
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kronik: Kvanefjeld-mineprojektet er ikke bæredygtigt

Om få måneder vil ejeren af Kuannersuit/Kvanefjeld uran- og sjældne jordartsmineprojektet i Sydgrønland, det australske mineselskab, Greenland Minerals and Energy (GME), offentliggøre materiale, der skal danne grundlag for en miljøkonsekvensvurdering, der forventes at give GME en udvindingstilladelse tidligt næste år.

Vurderingen skal tage højde for mineprojektets kort- og langsigtede, direkte og indirekte indvirkninger på alle dele af miljøet og deres indbyrdes samspil, herunder virkningerne for mennesker, fauna og flora, jord, vand, luft, klima, landskaber, materielle værdier og kulturarv. Mineselskabet skal også beskrive de foranstaltninger, der skal tages for at undgå, formindske og i givet fald genoprette projektets negative miljøkonsekvenser.

Imidlertid har det længe stået klart, at Kuannersuit-projektet af en lang række årsager ikke er bæredygtigt, og indtil nu har vi ikke set dokumentation for, at GME kan udvikle et projekt, der ikke skader miljøet i meget lang tid fremover.

Et af de største problemer er projektets enorme størrelse. Iflg. en GME-firmapræsentation i Toronto tidligere denne måned rummer Kuannersuit muligvis verdens næststørste forekomst af uran – kun Olympic Dam-minen i Sydaustralien er større.

Imidlertid er GME’s opgørelser af ressourcernes størrelse, malmenes lødighed og de metaller, der kan udvindes, generelt set selvmodsigende og afviger fra det, der oplyses af andre kilder. F.eks. skelner selskabet ikke mellem de uranressourcer, der teoretisk set findes på stedet, og de, der rent faktisk kan udvindes. Dette vanskeliggør en uafhængig teknisk, økonomisk og miljømæssig vurdering af de projekterede mineaktiviteter.

Et andet problem udgøres af den lave udvindingseffektivitet. Udvindingen fra uranmalmen er lav af to grunde: Den første er, at alle mineralerne er silikater, fosfater eller kombinationer af begge og derfor det, der kaldes for ‘hård malm’. Nogle af mineralerne hører til de mest modstandsdygtige overhovedet.

Den udvundne malm knuses til fint grus eller pulver og separeres ved hjælp af fysiske adskillelsesprocesser til en del med høj og en del med lav koncentration af malmmineraler. Herefter gennemvædes malmen med svovlsyre, saltsyre og andre kemikalier for at opløse malmmineralerne (‘leaching’). Men denne proces er på grund af den hårde malm betydelig mindre effektiv end for blødere malm. Og den kræver mere energi og intensiv anvendelse af giftige og miljøskadelige kemikalier.

Den anden grund er malmenes lave indhold af uran, som gør, at udskillelsesprocessen bliver mindre effektiv. Malmens lave lødighed bekræftes af Det Internationale Atomenergiagenturs såkaldte Red Book fra 2009, der placerer uranproduktionen i Kuannersuit i den højeste omkostningskategori.

Den lave effektivitet betyder, at energiforbruget stiger dramatisk på grund af det store energiinput samt den energi, der allerede er investeret i kemikalierne og det tekniske udstyr. En detaljeret energianalyse af den nukleare proceskæde – inklusive alle de industrielle processer, der er nødvendige for at producere elektricitet fra uran fra vugge til grav – viser, at udvindingen fra malmen ligger i bunden af den såkaldte energikløft.

Det betyder, at et nukleart energisystem, der anvender uran fra en sådan malm, målt fra vugge til grav i realiteten udgør en energi-sink, dvs. forbruger mere energi, end det producerer. Imidlertid kombineres produktion af uran med produktion af sjældne jordarter i Kuannersuit, så ikke al den energi, der forbruges, kan henføres til uranudvinding.

En af de største bekymringer i forbindelse med sundheds- og miljøkonsekvenserne af det foreslåede mineprojekt drejer sig om, hvilke foranstaltninger, der kan iværksættes for at undgå udslip af giftige radioaktive og ikke-radioaktive stoffer til miljøet, ikke blot i løbet af minens drift, men også efter dens lukning.

Særligt urovækkende i denne forbindelse er, at GME aldrig har nævnt, at der findes thorium – et radioaktivt grundstof, der kan bruges som brændsel i atomkraftværker, men for tiden ikke har nogen kommerciel værdi – selv om mange af mineralerne indeholder thorium. F.eks. er indholdet af thorium i steenstrupin – det vigtigste malmmineral i Kuannersuit – ti gange større end indholdet af uran.

Ved separationen af uran og sjældne jordarter fra malmen, udskilles alle uranets radioaktive nedbrydningsprodukter (‘døtre’) i en affaldsstrøm fra raffinaderiet. Hertil kommer døtrene fra thoriummet, der har en tre gange højere koncentration end døtrene fra uranet. Disse bliver ligesom uranets døtre efterladt i mølle-tailingsene, der vil være stærkt radioaktive. Fordi de eksistere i en kemisk mobil form, kan de let forurene overflade- og grundvand. Og hvis tailingsbunkerne tørrer ud, kan støvet transporteres over store afstande af den kraftige polarvind.

I de kemiske mølle-tailings er koncentrationen af radioaktive emner flere gange højere end i den oprindelige malm på grund af den fysiske koncentrationsproces (‘benefikation’) før den kemiske behandling af malmmineralerne. Herudover har GME aldrig fortalt, hvilke giftige ikke-radioaktive kemikalier fra den kemiske forarbejdning af malmen, der findes i mølle-tailingsene, og i hvilke koncentrationer.

I princippet skal alle faste og flydende former for affald fra benefikationsprocessen og de efterfølgende processer opbevares i en stor dam – den såkaldte tailings-dam. Den er nødt til at være meget stor, eftersom affaldet i løbet af minens levetid vil kunne løbe op i adskillige hundrede millioner kubikmeter. Iflg. GME er Taseq Søen det mest favorable sted til permanent opbevaring af de radioaktive og kemiske affaldsprodukter.

Søen må forstærkes af et uigennemtrængeligt lag af bentonit – et lermineral, der svulmer op, når det absorberer vand, og formindsker risikoen for sprækker og andre udsivningskanaler. I løbet af minens driftstid skal talings-dammen overdækkes på en eller anden måde og afløbsvandet fra dammen må renses løbende. Hvorvidt det er noget, GME har tænkt sig at gøre, er uklart. Vi ved stadigvæk ikke, hvordan affaldsstrømmene fra adskillelsesprocesserne vil blive håndteret og udslippet af giftige og radioaktive stoffer fra mølle-tailingsene forhindret.

Uheldigvis er et gennemgående træk ved næsten alt det materiale, GME har offentliggjort om udformningen af Kuannersuit-mineprojektet, manglen på konsistens og klarhed. Det virker som om, at når GME ønsker at berolige tilhængerne af uranforbuddet, nedtoner selskabet mineprojektets uranside, og når det ønsker at opmuntre potentielle investorer, påpeger det, hvor store uranressourcerne er.

GME går også langt for at forsikre offentligheden om, at sundheds- og miljøhensyn spiller en stor rolle i udviklingsplanerne for mineprojektet, men forklarer aldrig, hvordan projektets negative følgevirkninger skal undgås, formindskes eller afhjælpes.

På grundlag af den information, der hidtil er blevet givet af GME, er den uundgåelige konklusion, at der ikke bør gives grønt lys for Kuannersuit-projektet på grund af dets alvorlige sundheds- og miljørisici. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at projektet underkastes en grundig og kritisk bedømmelse, når miljøvurderingen starter, som kan besvare de mange spørgsmål, der stadig ikke er afklarede.

Jan Willem Storm van Leeuwen er foredragsholder ved to internationale konferencer om uranudvinding i Grønland og resten af verden. Den første afholdes i Katuaq – Grønlands Kulturhus, lørdag d. 22. marts og den anden på Christiansborg, tirsdag d. 25. marts. Konferencerne er organiseret af Avataq, Det Økologiske Råd, NOAH Friends of the Earth Denmark og VedvarendeEnergi.

Van Leeuwens arbejdspapir om Kvanefjeld-minen

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jan Willem Storm van Leeuwens beregningsmetoder er ubrugelige. Se f.eks. http://en.wikipedia.org/wiki/Jan_Willem_St...

Som en anden Penkova-jukeboks spiller han gerne et falsk nummer, bare der er købere. Og det er der hos diverse "grønne" foreninger. For en gangs skyld er det dog sjovt at tænke tanken til ende. Minedriften ved Kvanefjeld er motiveret af forekomsterne af sjældne jordarter, ikke uran. Uranet er kun et bi-produkt der enten skulle deponeres i tailings eller delvist udvindes ved multiminedrift. Det sidste er det foretrukne. Altså må minedrift efter udelukkende sjældne jordarter være værre end Storms gætterier.

  • 6
  • 3

Det er bestemt ikke korrekt at GME´s motiver til minedrift er udvinding af sjældne jordarter med uran som biprodukt. Udmeldingerne fra selskabet tilrettes helt efter hvilke interesser selskabet efterstræber.

Når den grønlandske offentlighed nødvendigvis skal informeres angiver selskabet at uranen - desværre og helt uomgængeligt - er et minimalt biprodukt som selskabet helst var fri for. Når selskabet søger investorer i sit australske hjemland angives det frimodigt at uranen er verdens andenstørste forekomst og at brydningen snart kan være éen af de mest lønsomme uranudvindinger i verden. Ikke et ord nævnes om sjældne jordarter.

Derudover kan selskabet noteres som et af de mest inkonsistente i sin information/oplysning til offentlige grønlandske myndigheder hvor hele og halve sandheder fremsendes efter forgodtbefindende.

Selskabets størrelse - som rettelig burde betegnes juniorselskab - modsvarer på ingen måde projektet og man kan rimeligvis forudse at de aldrig i eget regi kan løfte opgaven hverken med at bryde forekomsten - såvel som opfylde de forpligtelser som efterladenskaberne vil medføre i form af oprydning/deponering.

Med venlig hilsen

  • 3
  • 0

Det er muligt af dele af Jan Willem Storm van Leeuwen report er korrekt, men det er partsindlæg af værste skuffe. Han kalder sig uafhængig konsulent, men han er hvad enten han er lønnet eller ej af konferencearrangørerne (Avataq, Det Økologiske Råd, NOAH Friends of the Earth Denmark og VedvarendeEnergi) allerede er stærkt imod kernekraft/minedrift og man derfor behøver man ikke læse hans report for at vide, hvad der står i den eller vide hvad der kommer ud af "konferencen".

Man er ikke uafhængig, hvis man bliver valgt til at skrive eller præsentere baseret på ens tidligere stærke bias.

Det er selvfølgeligt svært at holde en nyttig konference, når de fleste parter som grønlandske politikere, GME og andre mere eller mindre lødige industriinteressenter ikke virker synderlig interesseret i åbenhed. Tror risk/benefit for grønlandske befolkning falder ret negativt ud, men de spises nok af med en mindre sum sä det glider igennem uden for mange protester.

  • 4
  • 0

Ville det ikke bare være lettere for alle at udskibe malmen og sende det til Australien, og så der udvinde det af malmen de vil. Så er der ikke affald på grønland.

  • 0
  • 2

Jo, bortset fra de 100 af millioner tons stærk radioaktiv og giftig tailings som udvindingen skal deponere i damme omdannet af nærliggende søer.

Med v enlig hilsen

  • 0
  • 0

Og Grønland vil i det tilfælde gå glip af mange af de arbejdespladser der er i minen, hvis man bare udskiber malm. Så den vil blive en mindre indtægt for det Grønlandske samfund. Og dermed ville det gøre minen mindre interessant for det Grønlandske samfund. Ved bare at efterlade det tomme hul og de miljø problemer der måtte komme efterfølgende.

Med venlig hilsen

  • 0
  • 0

[]Et af de største problemer er projektets enorme størrelse. Iflg. en GME-firmapræsentation i Toronto tidligere denne måned rummer Kuannersuit muligvis verdens næststørste forekomst af uran – kun Olympic Dam-minen i Sydaustralien er større. [/]
Hmm.
Verdens største uranminer befinder sig pt. i Kasakhstan.
Cigar Lake i Canada indeholder verdens største forekomst af lødigt uran.
I Sverige han man i øvrigt enorme forekomster - med lav lødighed.
Men fint nok at Grønland nu ser ud til at være villig til at bidrage lidt til klodens energiforsyning,
hidtil har det brugt løs af bl.a. olie fra Mellemøsten.
Opgaven er ikke at pege på en række mere eller mindre problemer ved minedrift, men at se på løsninger på eventuelle problemer.

  • 2
  • 3

Det er grotesk at et udenlandsk firma kan tillade sig at stå som "ejer af Kvanefjeldet i Grønland". Det hævder firmaet GME at det er.

Som grønlændere har vi fundet os i at vi ikke kan købe en grund og bygge vores eget hus der - vi kan få brugsret til en grund - 3 meter rundt om huset. Men grunden kan aldrig blive vores personlige grund. Som er den danske stats ejendom - eller nu det grønlandske selvstyres ejendom ?

Dem som kender Narsaq's beliggenhed ved at fjordene i perioder er tætpakket med storis - sejlads og transport af store mængder olie og kemikalier til brug ved minedriften og eksporten af de produkter man nu måtte vælge at sende ud - vil i sig selv udgøre en kæmpe risiko for miljøet. Gang på gang bliver naturens gigantiske kræfter på den ene side og naturens sårbarhed på den anden side ignoreret - for hvad ? "Penge og Udvikling" ? "Penge og Udvikling" for hvem ?

  • 0
  • 0

Det er muligt af dele af Jan Willem Storm van Leeuwen report er korrekt, men det er partsindlæg af værste skuffe.


Rapporten er ikke korrekt. Den bygger på forkert antagelser. F.eks. at en stor del af uranberigningen vil foregå med energitunge processer som Gaseous diffusion. Den sidste store vestlige kunde der brugte den metode var Eurodif's Georges Besse 1. Det værk lukkede i 2012 og er blevet erstattet af et 50x mere energieffektivt centrifugeværk. Berigningen af uran er det mest energitunge led i brændselsproduktionen.

http://www.areva.com/EN/operations-887/geo...

  • 0
  • 0

@Steen,

Som grønlændere har vi fundet os i at vi ikke kan købe en grund og bygge vores eget hus der - vi kan få brugsret til en grund - 3 meter rundt om huset. Men grunden kan aldrig blive vores personlige grund. Som er den danske stats ejendom - eller nu det grønlandske selvstyres ejendom ?


Det korrekte er vel at de ikke ejer grunden, men har brugsretten?
Faktisk så ejer den danske stat også undergrunden f.eks. under hvor mit hus ligger med sine ca. 8-10 kg uran - altså i undergrunden.
Det koster meget at udvinde uran, selv om der følger en del sjældne jordarter med. Men mon ikke der kan findes mere effektive metoder til at udvinde de nyttige grundstoffer i Grønlands undergrund?

  • 0
  • 0