Kronik: Kvanefjeld-mineprojektet er ikke bæredygtigt

Om få måneder vil ejeren af Kuannersuit/Kvanefjeld uran- og sjældne jordartsmineprojektet i Sydgrønland, det australske mineselskab, Greenland Minerals and Energy (GME), offentliggøre materiale, der skal danne grundlag for en miljøkonsekvensvurdering, der forventes at give GME en udvindingstilladelse tidligt næste år.

Vurderingen skal tage højde for mineprojektets kort- og langsigtede, direkte og indirekte indvirkninger på alle dele af miljøet og deres indbyrdes samspil, herunder virkningerne for mennesker, fauna og flora, jord, vand, luft, klima, landskaber, materielle værdier og kulturarv. Mineselskabet skal også beskrive de foranstaltninger, der skal tages for at undgå, formindske og i givet fald genoprette projektets negative miljøkonsekvenser.

Imidlertid har det længe stået klart, at Kuannersuit-projektet af en lang række årsager ikke er bæredygtigt, og indtil nu har vi ikke set dokumentation for, at GME kan udvikle et projekt, der ikke skader miljøet i meget lang tid fremover.

Et af de største problemer er projektets enorme størrelse. Iflg. en GME-firmapræsentation i Toronto tidligere denne måned rummer Kuannersuit muligvis verdens næststørste forekomst af uran – kun Olympic Dam-minen i Sydaustralien er større.

Imidlertid er GME’s opgørelser af ressourcernes størrelse, malmenes lødighed og de metaller, der kan udvindes, generelt set selvmodsigende og afviger fra det, der oplyses af andre kilder. F.eks. skelner selskabet ikke mellem de uranressourcer, der teoretisk set findes på stedet, og de, der rent faktisk kan udvindes. Dette vanskeliggør en uafhængig teknisk, økonomisk og miljømæssig vurdering af de projekterede mineaktiviteter.

Et andet problem udgøres af den lave udvindingseffektivitet. Udvindingen fra uranmalmen er lav af to grunde: Den første er, at alle mineralerne er silikater, fosfater eller kombinationer af begge og derfor det, der kaldes for ‘hård malm’. Nogle af mineralerne hører til de mest modstandsdygtige overhovedet.

Den udvundne malm knuses til fint grus eller pulver og separeres ved hjælp af fysiske adskillelsesprocesser til en del med høj og en del med lav koncentration af malmmineraler. Herefter gennemvædes malmen med svovlsyre, saltsyre og andre kemikalier for at opløse malmmineralerne (‘leaching’). Men denne proces er på grund af den hårde malm betydelig mindre effektiv end for blødere malm. Og den kræver mere energi og intensiv anvendelse af giftige og miljøskadelige kemikalier.

Den anden grund er malmenes lave indhold af uran, som gør, at udskillelsesprocessen bliver mindre effektiv. Malmens lave lødighed bekræftes af Det Internationale Atomenergiagenturs såkaldte Red Book fra 2009, der placerer uranproduktionen i Kuannersuit i den højeste omkostningskategori.

Den lave effektivitet betyder, at energiforbruget stiger dramatisk på grund af det store energiinput samt den energi, der allerede er investeret i kemikalierne og det tekniske udstyr. En detaljeret energianalyse af den nukleare proceskæde – inklusive alle de industrielle processer, der er nødvendige for at producere elektricitet fra uran fra vugge til grav – viser, at udvindingen fra malmen ligger i bunden af den såkaldte energikløft.

Det betyder, at et nukleart energisystem, der anvender uran fra en sådan malm, målt fra vugge til grav i realiteten udgør en energi-sink, dvs. forbruger mere energi, end det producerer. Imidlertid kombineres produktion af uran med produktion af sjældne jordarter i Kuannersuit, så ikke al den energi, der forbruges, kan henføres til uranudvinding.

En af de største bekymringer i forbindelse med sundheds- og miljøkonsekvenserne af det foreslåede mineprojekt drejer sig om, hvilke foranstaltninger, der kan iværksættes for at undgå udslip af giftige radioaktive og ikke-radioaktive stoffer til miljøet, ikke blot i løbet af minens drift, men også efter dens lukning.

Særligt urovækkende i denne forbindelse er, at GME aldrig har nævnt, at der findes thorium – et radioaktivt grundstof, der kan bruges som brændsel i atomkraftværker, men for tiden ikke har nogen kommerciel værdi – selv om mange af mineralerne indeholder thorium. F.eks. er indholdet af thorium i steenstrupin – det vigtigste malmmineral i Kuannersuit – ti gange større end indholdet af uran.

Ved separationen af uran og sjældne jordarter fra malmen, udskilles alle uranets radioaktive nedbrydningsprodukter (‘døtre’) i en affaldsstrøm fra raffinaderiet. Hertil kommer døtrene fra thoriummet, der har en tre gange højere koncentration end døtrene fra uranet. Disse bliver ligesom uranets døtre efterladt i mølle-tailingsene, der vil være stærkt radioaktive. Fordi de eksistere i en kemisk mobil form, kan de let forurene overflade- og grundvand. Og hvis tailingsbunkerne tørrer ud, kan støvet transporteres over store afstande af den kraftige polarvind.

I de kemiske mølle-tailings er koncentrationen af radioaktive emner flere gange højere end i den oprindelige malm på grund af den fysiske koncentrationsproces (‘benefikation’) før den kemiske behandling af malmmineralerne. Herudover har GME aldrig fortalt, hvilke giftige ikke-radioaktive kemikalier fra den kemiske forarbejdning af malmen, der findes i mølle-tailingsene, og i hvilke koncentrationer.

I princippet skal alle faste og flydende former for affald fra benefikationsprocessen og de efterfølgende processer opbevares i en stor dam – den såkaldte tailings-dam. Den er nødt til at være meget stor, eftersom affaldet i løbet af minens levetid vil kunne løbe op i adskillige hundrede millioner kubikmeter. Iflg. GME er Taseq Søen det mest favorable sted til permanent opbevaring af de radioaktive og kemiske affaldsprodukter.

Søen må forstærkes af et uigennemtrængeligt lag af bentonit – et lermineral, der svulmer op, når det absorberer vand, og formindsker risikoen for sprækker og andre udsivningskanaler. I løbet af minens driftstid skal talings-dammen overdækkes på en eller anden måde og afløbsvandet fra dammen må renses løbende. Hvorvidt det er noget, GME har tænkt sig at gøre, er uklart. Vi ved stadigvæk ikke, hvordan affaldsstrømmene fra adskillelsesprocesserne vil blive håndteret og udslippet af giftige og radioaktive stoffer fra mølle-tailingsene forhindret.

Uheldigvis er et gennemgående træk ved næsten alt det materiale, GME har offentliggjort om udformningen af Kuannersuit-mineprojektet, manglen på konsistens og klarhed. Det virker som om, at når GME ønsker at berolige tilhængerne af uranforbuddet, nedtoner selskabet mineprojektets uranside, og når det ønsker at opmuntre potentielle investorer, påpeger det, hvor store uranressourcerne er.

GME går også langt for at forsikre offentligheden om, at sundheds- og miljøhensyn spiller en stor rolle i udviklingsplanerne for mineprojektet, men forklarer aldrig, hvordan projektets negative følgevirkninger skal undgås, formindskes eller afhjælpes.

På grundlag af den information, der hidtil er blevet givet af GME, er den uundgåelige konklusion, at der ikke bør gives grønt lys for Kuannersuit-projektet på grund af dets alvorlige sundheds- og miljørisici. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at projektet underkastes en grundig og kritisk bedømmelse, når miljøvurderingen starter, som kan besvare de mange spørgsmål, der stadig ikke er afklarede.

Jan Willem Storm van Leeuwen er foredragsholder ved to internationale konferencer om uranudvinding i Grønland og resten af verden. Den første afholdes i Katuaq – Grønlands Kulturhus, lørdag d. 22. marts og den anden på Christiansborg, tirsdag d. 25. marts. Konferencerne er organiseret af Avataq, Det Økologiske Råd, NOAH Friends of the Earth Denmark og VedvarendeEnergi.

Van Leeuwens arbejdspapir om Kvanefjeld-minen