Kronik: Kunsten at bygge med ingenting

Den østrigske tegnestue Baumschlager-Eberles hovedsæde, der stod færdigt i 2012, er et studie i, hvordan ‘ingenting’ kan tage form. Projektet tager sit udgangspunkt i ønsket om at lave en kontorbygning uden opvarmning, køling og mekanisk ventilation, skriver kronikørerne. Illustration: Wikimedia / Eduard Hueber

 

Mikkel A. Thomassen er post.doc., ph.d. samt partner i Smith Innovation, Pelle Munch-Petersen, adjunkt, Anne Beim er professor, Natalie Mossin, institutleder, alle tilknyttet Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, KADK. Illustration: KADK

Vi har med den cirkulære økonomi lært, at det handler om ‘reduce, reuse, recycle’. Men spørgsmålet er, om det er nok, når byggeriet skal agere inden for de planetære grænser. Ser vi på affaldspyramiden, mindes vi om, at der er en strategi, som kommer forud for genanvendelse: toppen af pyramiden, som handler om at udelade.

Selv om der måske ikke er det samme svung i sætningen ‘avoid, reduce, reuse, rescycle’, tror vi, at denne del af strategien er helt afgørende at få med – det mest bæredygtige materiale er jo som bekendt det materiale, vi ikke bruger.

Vi vil gerne her diskutere potentialer og udfordringer ved at ‘udelade’ som strategi ud fra den betragtning, at den bæredygtige transformation af byggeriet ikke ‘bare’ er et spørgsmål om at lukke kredsløbene, men også om at sende færre ressourcer ind i dem.

Byggeriets svar på de øgede bæredygtighedskrav (i form af energikrav) er groft sagt at lægge til. Flere materialer, flere lag og mere teknik er blevet tilføjet. Drifts- og energigevinsterne har været betydelige og formentlig langt over, hvad man i 1970’erne troede var muligt, da der efter energikrisen begyndte at komme tiltag i bygningsreglementet for at nedbringe energiforbruget i byggeriet.

Men den brændende platform i dag handler om andet og mere end energikrise. Det er ikke bare oliefelterne, der er ved at løbe tør. Det er jordens ressourcer som sådan, vi er ved at tømme. Så længe materialeknaphed og materialeenergi (materialers GWP) ikke er en del af beregningen, kan man forsøge at reducere yderligere på energiforbruget ved at tilføje et lag glas i vinduet, et lag isolering i facaden, indføre mekanisk ventilation med varmegenvinding, osv. Alt samme løsninger, der kræver materiale, som vi efterfølgende ikke ønsker at se på, hvorfor byggeriet udstyres med plads- og opmærksomhedskrævende tech-gulve, nedhængte lofter, skakte osv.

Bæredygtigt byggeri er ikke bare energirigtigt. Bæredygtigt byggeri er byggeri, der forholder sig til mange ressourceparametre. Og derfor står byggeriet over for et sporskifte. Vi skal ikke lægge til. Vi skal trække fra. Og skal derfor (gen)lære os kunsten at bygge med ingenting.

‘Bygge med ingenting’ kunne lyde som kejserens nye klæder. For selvfølgelig vil der også være materialer og energi bundet i fremtidens bæredygtige byggeri. Men alligevel er der en række sammenhænge, hvor vi kan se, at man faktisk kan bygge med ingenting. Lad os her for korthedens skyld nøjes med et enkelt ud af mange mulige eksempler: BE2226, der er den østrigske tegnestue Baumschlager-Eberles eget hovedsæde.

BE2226 stod færdigt i 2012. Bygningen er et studie i, hvordan ‘ingenting’ kan tage form. Projektet tager sit udgangspunkt i ønsket om at lave en kontorbygning uden opvarmning, køling og mekanisk ventilation. Tegnestuen ønskede at udfordre det fremmedgørende i byggeriets højteknologi og opføre en driftsmæssigt mere bæredygtig bygning. Samtidig skulle bygningen tilvejebringe et indeklima, der var bedre end normen med et årligt temperaturudsving indenfor 22-26 grader.

Missionen lykkedes ved at kombinere stor indsigt om materialers, konstruktioners og bygningens geometris påvirkning af indeklimaet. Termisk masse og isoleringsevne var selvfølgelig en del formgivningen sammenholdt med CO2-niveauer og fugtudvikling i de indre rum.

Resultatet er et byggeri, som på sin vis ‘står selv’. De ansatte skal blot møde op på arbejde, så er der styr på energitilskuddet til bygningen kombineret med mindre indre voluminer, der krydsventileres, når indeklimaet kræver det. Og det er jo dejligt med et byggeri, som ingen driftsomkostninger har (hverken for pengepungen eller klimaet), men det der også er virkelig interessant, er de synergivirkninger, den store indsigt i konstruktion og indeklima har ført med sig:

Huset har ikke store skaktsystemer, der optager areal – for der er ikke behov for dem. Det har ingen nedhængte lofter – for der er intet, der skal skjules. Konstruktionshøjden kunne reduceres, da den ikke er fuld af hulrum til teknik, som optager volumen. Det betyder, at vægge og facader kræver færre materialer. Og listen fortsætter: Der er ikke CTS, dynamisk solafskærmning, ventilationsaggregater på tag eller i kælder, ingen kølegulve eller radiatorer/konvektorer osv.

Lister over alle de ting, som nu kan opgøres som ingenting bliver lang, når et byggeri tænkes sådan.

Fælles for BE2226 og tilsvarende løsninger er, at de erstatter kompleksitet i produkterne med kompleksitet i tænkningen. ‘Think more, build less’ kunne være mantraet for denne nye type af udeladelsesteknologier, vi ser skyde op i byggeriets vækstlag.

Den gode nyhed er altså, at det kan lade sig gøre at bygge med ingenting, og at det ofte resulterer i et ikke bare mere miljørigtigt byggeri, men også et byggeri, der ikke tynges af dyr og forstyrrende kompleksitet i opførelse og drift. Hvor væggenes højde er rummet højde. Hvor store dele af byggeriet ikke ligger skjult og gemt.

Den besværlige nyhed er, at sporskiftet fra at tilføje til at fjerne næppe kommer af sig selv. I byggeriet kan vi altid symptombehandle ved at lægge til. Men at trække fra kræver en dybere forståelse for komplekse sammenhænge og kalder på et både mentalt og teknisk sporskifte.

Det er velkendt, at byggeriets opdelte værdikæde, dets mange små aktører og deraf følgende fælles spilleregler på brancheniveau ikke er befordrende for hurtige og radikale omstillinger. Når byggeriet løfter sig, sker det oftest i flok, hvilket er en smuk, men desværre også tidskrævende måde at lave omstillinger på.

Også anskuet fra den enkelte virksomheds synspunkt er det udfordrende at gøre udviklingen af løsningerne, der ‘bygger med ingenting’ lønsom. Modsat tilføjelsesteknologier kan viden ikke i samme grad indlejres i indbyggede produkter. Og markeder for viden har det med at fungere dårligt på rent kommercielle vilkår.

Fremtidens bæredygtige løsninger handler derfor om langt mere end teknik og materialeforståelse. Det bliver afgørende at adressere måden, vi organiserer os på – både på makroniveauet (branchen) og på mikroniveauet (virksomhederne). Ikke mindst bliver det centralt at skabe modeller, der adresserer det man måske kunne kalde byggeriets ‘tidsproblem’: at det ikke i tilstrækkelig grad betaler sig at sætte tid af indledningsvis til at lave de løsninger, der er billigere og bedre.

Og at det ikke betaler sig at lave løsninger, der gør, at vi kan være på kloden de næste mange generationer. En bæredygtig fremtid kræver mere og andet end symptombehandling, som adderer materiale og kompleksitet til byggeriet. Den handler om at lade kompleks problemløsning fylde mere og materialeforbruget mindre.

Denne kronik er skrevet som del af forskningsprojektet Innovationsledelse i byggeriet. Projektet skal afdække, hvordan nye bæredygtige løsninger, materialer og metoder i langt højere grad end i dag kan slå igennem og danne ny praksis.