Kronik: Kun industrialisering af byggeriet kan give os billige boliger
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kronik: Kun industrialisering af byggeriet kan give os billige boliger

Byggeriets produktivitet er stagneret siden 1960’ernes montagebyggeri, mens kostpriserne til gengæld er steget konstant, modsat de faldende priser på typiske industrivarer.

Nybyggeriets manglende udvikling har store samfundsmæssige konsekvenser, f.eks. kan en gennemsnitsfamilie med to børn ifølge en analyse fra Nykredit ikke betale en gennemsnitsbolig i storbyområderne. Hver fjerde kommune er lukket land for disse familier, som derfor må flytte til periferien og pendle til arbejdet.

Den gamle byggeproces kan simpelt hen ikke længere bringes til at bygge billige boliger, heller ikke når almene boligselskaber er bygherre. I dag er hverdagsbyggeriet så økonomisk presset, at samfundet må kompensere for byggeriets manglende udvikling ved at øge de offentlige subsidier til byggeriet.

Erik Kærgaard Kristensen er forsker, forfatter, ph.d., cand. arch., HD-U Illustration: Privatfoto

Det er næppe forkert at sige, at byggeriets krise er blevet en kronisk sygdom, hvor patienten overlever på statens medicin, dvs. de mange direkte og indirekte subsidier, der gives til byggeriet. Tænk blot på rentefradraget, tilskud til opførelse af almene boliger og til køb af byggegrund i de større byer, huslejetilskud til lejere, håndværkerfradrag for boligejere, kørselsfradrag etc. Men medicinen helbreder ikke, den stiller smerten, er vanedannende og udsætter pinen. Det er en dyr ‘løsning’, der fastholder byggeriet på et førindustrielt stade.

Hvis samfundet vil have billigere byggeri, er der ingen vej uden om at øge produktiviteten, og det vil i praksis sige at industrialisere den gamle byggeproces. Det er den bæredygtige løsning, der også kan udvikle byggeriet til at stå på egne ben.

Men hvad betyder det at industrialisere byggeriet? Almindeligvis opfattes industribegrebet som erstatningen af manuelt arbejde med maskiner, der udnytter dampkraft, elektricitet etc. - men det er ikke hele sandheden. Industrialiseringen havde nemlig to sider: Dels en ny indkøbsmåde, dels den teknologiske udvikling. Sidstnævnte fik opmærksomheden, mens den første gik i glemmebogen, fordi den blev så stor en succes, at den senere blev taget for givet.

Den glemte side var imidlertid den vigtigste forudsætning for selve overgangen til industrimodellen, fordi den indebar, at måden ting købtes på blev ændret fra en køber-styret til en sælger-drevet forretningsmodel. Udviklingen gik fra, at en opdragsgiver startede og bestemte over fremstillingen, til at der opstod rigtige virksomheder i nutidig forstand, der selv igangsatte produktion af varer, som solgtes til ukendte kunder, der ikke havde andre pligter end at betale den aftalte pris.

Sådanne byggevirksomheder har vi endnu ikke i byggeriet, hvor det stadig er bygherren, der igangsætter, sammensætter og formelt leder sit byggeprojekt, der organiseres som en utidssvarende, opsplittet fremstillingsproces med mange forskellige deltagere, som desuden skifter fra projekt til projekt, mens industriens forretningsmodel kan gøre brug af én samlet rutineproduktion med én fælles ledelse.

Det var netop industriens nye sælger-drevne forretningsmodel, som kom til at udgøre industriprocessens DNA, der muliggjorde den kommercielle udnyttelse af dampmaskinen og erstatningen af håndværk med industriproduktion. Denne model er normen i samfundet i dag, undtaget byggeriet, som aldrig har knækket koden til den industrielle verden. Mens industriens kunder kan høste gevinsten af den ene teknologibølge efter den anden, kan byggeriet kun i begrænset omfang gøre brug af ny teknologi.

I dag kan nybyggeriet industrialiseres, uden at bygningernes formudtryk og variationsmuligheder begrænses, men det kræver, at den gamle byggeproces skrottes og at det erkendes, at industrialisering ikke handler om en bedre og billigere byggeproces. De sidste 50 års forsøg på at reparere og modernisere den, har ikke båret frugt.

Det handler i stedet om at afskaffe byggeprocessen gennem at industrialisere den – på samme måde som alle andre håndværksbaserede erhverv er blevet det. Men det er lettere sagt end gjort, for byggeerhvervet har været gode til at udsætte og forhale processen, hvilket ses af, at investeringerne i kapitalapparat, it og uddannelse er så beskedne, at de stort set intet har betydet for byggeriets produktivitet i de seneste 50 år.

Så længe byggeriet er håndværksmæssigt, er det naturligt, at produktivitet er meget lavere end industriens, og så længe det forholder sig sådan, er det ikke ny teknologi, der mangler i byggeriet, men erkendelsen af betydningen af at bryde med den forældede byggeproces og erstatte den med den industrielle forretningsmodel.

De fleste ved godt, at en håndbygget bil koster ‘25 gange’ så meget, som den vi køber hos forhandleren. Det er da en god grund til at begynde diskussionen om, hvordan byggeriet mest hensigtsmæssigt industrialiseres.

Mere abstrakt beskrevet handler industribegrebet om, at produktion og salg bliver hinandens forudsætninger, mens byggeriet er stivnet som en simpel købsproces, hvor det altid er bygherren, der starter og styrer den gamle fremstillings-, tilbuds- og kontraktmodel, hvis organisation, ledelse og tankegang er håndværksbaseret ind i sin kerne.

I industrien har det længe været normen, at virksomheder tilfredsstiller ukendte kunders behov ved at producere og markedsføre varer, som er tiltænkt bestemte kundesegmenter, afhængig af virksomhedens markedsanalyse og valg af målsegment. Kunderne skal kun vælge et produkt fra hylden og betale den aftalte pris.

Industriens rutineproduktion foregår indendørs i kontrollable omgivelser, hvor der er forudseelige forhold, som muliggør brugen af management, der var hovedårsagen til industriens stigende produktivitet i efterkrigsperioden.

Byggeriet organiserer derimod alt i projektform, i en stærkt opsplittet byggeproces, der for en stor dels vedkommende foregår på byggepladsen, hvor processen er præget af usikkerhed og et ukontrollabelt miljø, der bevirker, at branchen ikke kan bruge industriens produktions-, organisations- og managementmetoder. Byggeriet er derfor henvist til at bruge den gamle uddelegerede ledelse, hvor hver entreprise leder sig selv, samtidig med at bygherren formodes at lede den samlede proces.

I byggeriet er det køberen (bygherren), der finder sælgerne (rådgiverne og entreprenørerne) på kontraktmarkedet, der har meget høje transaktionsomkostninger, blandt andet fordi processen starter forfra hver gang. I industrien er det omvendt sælgeren, der påvirker køberne og ad den vej finder kunderne, som på forhånd er ukendte.

Tilsvarende fungerer konkurrencen forskelligt: Byggeriet præges af, at der typisk kun er én køber (bygherren), der bestemmer betingelserne for de mange små sælgere (rådgiverne og alle entreprenørerne), altså det klassiske monopson. I industrien bestemmes prisen af udbud og efterspørgsel, med mindre mange købere står over for én sælger, der har et monopol – monopsonets modsætning

Erik Kærgaard Kristensen er aktuel med bogen ‘Byggeriets industrialisering: Mere BYGGERI for mindre’, forlaget Hovedland. Bogen er en forskningsbaseret grundbog i byggeriets praksis og i dets industrialisering.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Man har i årevis fremstillet præfabrikerede huse i Sverige til en lavere pris end vi bygger for herhjemme. Risikoen er for møgtrist byggeri, betonørkener uden fantasi. Der er som med sofaer, man har flere valgmuligheder med en møbelsnedkersofa end en IKEA sofa. Men ja, jeg tror konceptet med præfabrikation kommer til Danmark - På godt og ondt.

  • 0
  • 0

Tak til Erik Kærgaard Kristensen for en super relevant og interessant kronik

Du skriver:
'Mere abstrakt beskrevet handler industribegrebet om, at produktion og salg bliver hinandens forudsætninger, mens byggeriet er stivnet som en simpel købsproces, hvor det altid er bygherren, der starter og styrer den gamle fremstillings-, tilbuds- og kontraktmodel, hvis organisation, ledelse og tankegang er håndværksbaseret ind i sin kerne.' - og jeg kan fuldstændig se hvad du mener. Følelsen og det mentale mindset, der siger at produktion og salg er hinandens forudsætninger mangler i dén grad. Der er meget dårlig forståelse af at det at få et godt innovativt og effektivt udført byggeri op at stå er en FÆLLES opgave med fælles ansvar og fælles forpligtelse til at gøre hinanden GODE for at lykkes. Det er som om branchen lider af et barndoms-svigt, der gør at tilliden er lav og mængden af jurister involveret fra dag 0 er høj. Hvordan pokker får vi sat fokus på at alle skal tage en større grad af ansvar for at Åbenheden, Tilliden og dermed muligheden for 'produktionsdrevet innovation og produktivitet' som du taler om, indfinder sig. Hvad siger branchen selv når de hører sådan nogen som os kloge os på hvor dårligt de gør det - gør det svært for familien Danmark og i værste fald spilder rigets skattekroner?

  • 1
  • 0

Til Jesper Ørsted: Mit ærinde er netop ikke ’præfabrikerede huse’, som repræsenterer en mellemløsning mellem det gamle bygherrestyrede og det industrialiserede byggeri.
I øvrigt er grimme bygninger vist ikke forbeholdt præfabrikerede bygninger. Den gamle bygherremodel har også frembragt uendeligt mange grimme bygninger… blandt andet, fordi bygherren ikke havde råd til andet. Der er næppe nogen forskel på de to modellers formåen på det formgivningsmæssige punkt.
Men der er stor forskel på modellernes produktivitet og dermed på bygningens kostpris og det repræsenterer det vigtigste argument for at industrialisere hverdagsbyggeriet. Unikabyggeriet derimod kan og bør næppe industrialiseres.

  • 3
  • 0

Jeg har det indtryk at huspriser og dyrt byggeri skyldes forskellige ting. Dyrt byggeri og lav produktivitet skyldes Inkompetence hos hovedentreprenørerne og absurd dårlig kvalitet i materialer og udførelse og dertil fra bygherrer en manglende forståelse for de økonomiske rammer i samfundet som sådan, (f.eks. de tossede drømme fra Alle kystbyer om at bygge dyrt på havnefronten med billige udenlandske lån uden at have tænkt tanken at skidtet også skal lejes ud.)

Mens husprisernes himmelflugt skyldes spekulation hos banker og kreditforeningers og ejendomsmæglere og det politiske klima af "skriv lærebøger om" osv..

Og man kan ikke bare lave tingene om fordi de utroligt stramme regler for udbud der er pålagt den almene og offentlige sektor - altså rammerne mere end noget andet der undergraver produktiviteten. Det offentlige og almene kan ikke selv vælge en god entreprenør, eller selv starte et entreprenørfirma og gå i gang med at bygge, fordi det er forbudt ved lov.

Og alle der har arbejdet i industrien ved at det er fuldstændig de samme problemer der genfindes. Manglende planlægning. Viden fra gulvet bruges kun sporadisk og indkompetente mellemledere spare og springer over hvor gærdet af lavest og træffer beslutninger der senere koster kassen. Mens direktører og chefgrupper og de egentlige ejere ofte er helt fraværende og udsteder indtjenings direktiver.

Og når man ser nærmere efter er industrialiseringen i byggeriet gennemført flere gange, og der sker en stadig udvikling og i den proces går masser af viden går tabt fordi den private sektor er usædvanligt dårlige til at sikre erfaringer og gamle tegninger osv..

Så i stedet for at udtænke en tese og så skrive en bog der underbygger det, så anbefales det at gå videnskabeligt til værket og analysere og forsøge at beskrive alle de komplekse forhold der i et byggeri betyder at tingene sejler og skal laves om gang på gang og at det er så svært at tage ved lære af noget som helst.

  • 0
  • 0

Men er den almennyttige sektor overhovedet interesseret i lavere priser?

Når man ser hvad m2 prisen på almennyttigt (etage)byggeri kontra et typisk typehus er, så kan man blive i tvivl - for typisk er m2 prisen et sted mellem 50 og 100% højere, trods det at typehuset har eget fundament og tag, samt som regel to badeværelser og naturgasfyr.

Så hvorfor er priserne så høje, måske lurer der noget nepotisme man ikke har lyst til at gribe fat i.

  • 3
  • 0

For det første tror jeg ikke du har ret, men du kan næppe sige noget generelt ud fra en konkret sag. Men for det andet er det ofte sådan at prisen i salgsopstillinger langt fra er den fulde omkostning og skat mm.
Der er f.eks. ikke en beregning på hvad det vil koste at holde et hus vedligeholdt. Den omkostning er til gengæld med i Huslejen i det almene, Så indeholdt i huslejen vil der typisk være både penge til maling som lejerne selv står for, og udvendig vedligehold og service til installationer. Det er udgifter som man som privat husejer kommer til at døje med selv.

  • 1
  • 1

Jeg kan nu ikke se at byggeriet er skyld i husprisernes himmelflugt. Det er muligt at bygge et parcelhus for 2 mio kr. men så er der altså kun to slags mursten af vælge imellem etc. Det som gør boliger dyre i storbyerne er grundpriser o.s.v. Jeg køber i øvrigt ikke den der med at byggeriet er subsidieret ud over den almene sektor. Rentefradrag og håndværker fradrag er ikke subsidier da pengestrømme stadigt går ind i statskassen, ikke den modsatte vej.

Derfor kan du da godt have ret i at byggeriet er stivnet.
Hvor adskiller det som du efterlyser sig egentligt fra typehus begrebet. Ligesom med en bil kan man jo i dag bestille et hus og klikke af ved en række valgmuligheder. Derefter er det op til byggefirmaet at sætte det billigst muligt.

Selvfølgelig vil det at bygge et hus være et projekt, idet to bygge grunde jo ikke er ens. Og hvis det ikke er præfabrikerede elementer eller hele huse du tænker på, så ligger der en enorm logistik i at få det hele samlet på stedet, inklusive den nødvendige arbejdskraft.

Skulle jeg pege på noget som mangler, så er det store professionelle firmaer som kan levere et byggeri, nærmest som på samlebånd, og i en kvalitet som matcher de bedste håndværkstraditioner. Da vi skulle bygge for 6 år siden var det en håndværksmester som kun byggede huse som kom med det bedste bud.

Noget andet som mangler er modet til at prøve nye materialer. Byggeriet baserer sig på traditioner. At en arkitekt kan lave en tegning og håndværkerne bygge efter det, kan kun lade sig gøre fordi de læner sig op ad den fælles traditionel forståelse. Dette levner ikke meget plads til nytænkning. Under min research fandt jeg mange spændende nye materialer, men hvad nytter det hvis håndværkerne ikke kender dem. Det ville simpelthen blive for risikabelt og dyrt at gå nye veje.

Her ville et stort firma, bedre kunne afsætte ressourcer til at prøve nyt. Hvad betyder et tab på et par millioner på et hus, hvis de kan tjenes hjem 100 fold på de næste 1.000 huse.

  • 0
  • 0

Og hvis det ikke er præfabrikerede elementer eller hele huse du tænker på, så ligger der en enorm logistik i at få det hele samlet på stedet, inklusive den nødvendige arbejdskraft.

Som jeg ser det er det netop præfabrikerede elementer eller huse der har muligheden for at give den produktivitetsfremgang som artiklen efterlyser. I Sverige bygger de allerede huse hvor alting kommer færdigsamlet med sættevogn og det eneste der skal gøres på pladsen er løfte elementerne på plads, forankre dem til underlaget og forbinde installationerne. Hvis man kan overføre det til Danmark, burde det være muligt at sænke prisen for et parcelhus betydeligt.

  • 3
  • 0

I min barndom var næsten halvdelen af boligmassen smadret. Selv om mange borgere blev brændt levende, overlevede den største del af dem fra de bombede lejligheder. Hertil kom yderligere10 mio flygtninge som resultat af etnisk udrensning.

Kansler prof. Ludvig Erhard blev engang spurgt af amerikanske studenter hvad han var mest stolt af i sit land. Han svarede nogenlunde:

"Mange havde mistet meget. Dertil kom mange, som havde mistet alt. At de ikke overfaldt hinanden med mord og drab, men byggede Tyskland op på ny, det er jeg stolt over.

Ludvig Erhard var med til at starte "Sozialer Wohnungsbau", hvor staten hjalp med ved finanzeringen. Såvel bygherren, som lejeren.

Hele denne boligmasse, som blev klar til indflytning, fra og med 1950 og fremefter, er i mellemtiden tilbagebetalt flere gange. Boligmassen er bleven et bytte for Hedgefonde og andre globale Player.

I dag bliver de gamle lejere, krigsbørnene, smidt på gaden. Lejlighederne bliver slået sammen til større enheder, så luksus sanering kan gennemføres. Storbyernes grundstykspriser er eksploderet, så det i dag er en dødsynd for enhver lortebanker, hvis han ikke fjerne det gamle byggeri fra efterkrigstiden. Den slags skræmmer udenlandske investorer.

Alle store tyske byer er i dag på hænderne af socialdemokrater. Forhenværende arbejderbørn, som selv blev fritaget for at komme i kontakt med beskidt arbejde, er i dag solcial bolig byggeriets største fjender. Deres nye plejeforældre har vist dem helt andre veje. Noget socialt er allerede ud fra navnet ikke gevinstorienteret. Hele toppen af tysk socialdemokrati er i dag garant for, at der ikke bliver bygget boligmasse til social svage indenfor storbyernes velfungerende infrastruktur.

  • 2
  • 0

Først en tak til Erik Kærgaard Kristensen for et udmærket indlæg.

Dernæst vil jeg tilføje at mit indblik mest er rettet på større byggerier, større aktører og ikke parcel huset, som også er interessant, men som jeg ikke har med i dette indlæg.

Jeg har selv arbejdet i stor-entreprenør branchen i en årrække og med en fortid som Håndværker, Programmør, Entreprenør og produktionsingeniør med speciale i produkt-konfigurering, må jeg sige at det er op af bakke, HELE TIDEN.

Der er ganske få af de store aktører, der har set lyset, og er begyndt at investere i "reel" produktionsudvikling, men der er laaang vej igen, til vi bare kommer i nærheden af de produktionstanker der i dag præger mange andre produktgrupper og forøvrigt har gjort det i mange år.

Jeg mener at en stor del af årsagen til at byggeriet stadig er "håndværks" baseret i den produktionstekniske forstand, skyldes den underlige måde et byggeri specificeres på med tilhørende ansvar/risiko, der bliver kastet rundt i manegen.

Lige en grov forsimpling af de forskellige interessenters ide om en god proces

Bygherre vil gerne: Gå rundt i gangene i det byggeri han blev enig med ledergruppen om. Ingen ekstra regninger!!

Arkitekten vil gerne: Få den størst mulige andel/indflydelse i specifikationsprocessen og en super tilfreds kunde (få lov til at lave flest detaljer) (=mange timer)

Rådgiveren vil gerne: Få den største mulig andel/indflydelse i bygge-processen. Få den største mulige kompleksitet og en super tilfreds kunde (=mange timer)

Hovedentreprenøren vil gerne: Få den højst mulige pris, og nemmeste byggeri at bygge og en super tilfreds kunde(=højest indtjening til afmålt risiko). Tidligere var der også nogle stor-entreprenører der gik efter, Mangel-arbejder som kunne faktureres højere, men den praksis synes jeg er blevet lang bedre efter et par af de værste er forsvundet fra markedet. Men eftersom byggeriet i høj grad er defineret af de personer der udfører det (igen håndværkerkulturen), og ikke det firma de arbejder i pt, er der stadig brodne kar derude, som ikke behandler værdikæden særlig fair.

Fagentreprenøren vil gerne:
Få den højest mulige pris. Brug færrest mulige timer på opgaven. Og en tilfreds kunde

Håndværkeren vil gerne(ham som rent faktisk virkeliggør bygherrens fantasier):
Få en god løn i forhold til tidsforbrug, Ikke for lang køreafstand, godt vejr, (ja det er vigtigt når man går ude), få en god formand der holder Hovedentreprenøren glad, have en god hovedetreprenør der har styr på tingene og sørger for en effektiv koordination mellem de forskellige FE'ere. Og så naturligvis en super tilfreds chef.

Dernæst et eksempel på en typisk situation som jeg har siddet i mange gange som repræsentant for de fleste led i værdikæden.

Det starter fra en Bygherres ide, til et byggeri går i jorden:

Vi antager et byggeri på et nyt domicil til 250mio.

Bygherre har et ønske, om f.eks et kontorbyggeri til 200 mand og han har, skal vi sige 250mio at bygge for (vi holder grunden, fremtidige driftomkostninger, og byggemodning uden for eksemplet). Bygherrens virksomhed går rigtig godt og han vil gerne give den gas i sit nye domicil. Han hyrer derfor en arkitekt til at visualisere sine drømme (jo større/dyrere arkitekten er, jo værre bliver den afledte effekt). Bygherren oplyser at han har 300mio at bygge for til arkitekten og der skal være plads til 200 arbejdspladser (skriveborde).

Efter et kvartals regnskab ,eller to, har Bygherren fået et skitseprojekt af arkitekten og det er blevet præsenteret internt i virksomheden, alle er tilfredse.
Det skal lige bemærkes at iflg. arkitekten, så er byggeriet inden for budget. Eftersom processen med arkitekten, og involvering af en projektgruppe, har afstedkommet en del møder og forslag som hen af vejen er blevet ændret og omspecificeret op til flere gange, har det krævet en del mere arbejde end han estimerede i starten. Prisen for skitseprojektet fra arkitektens side havnede nu på 500.000,- og Direktøren estimerer at de rundet regnet har brugt 300 timer internt på at komme frem til de "bedste" forslag (=300.000 ). Så alt i alt er der nu brugt 800.000, men de har til gengæld fået nogle nogle pisseflotte skitser af en meget fremtrædende bygning som virkelig skiller sig ud i landskabet af endeløse domiciler.
Ovenikøbet har de fået optegnet møderum, en kantine man glæder sig over at komme i, og et elegant atrium, fordi samarbejdet med alle disse kreative personer havde været meget frugtbart.

Bygherren går nu til en rådgiver, og beder rådgiveren om hjælp til at putte hans drøm på jord, og få skabt hans vision.

Rådgiveren, som jo er "ekspertleddet" i byggebranchen tilbyder en pakke, hvor de tegner projektet færdigt, gør det klar til udbud, i hovedentreprise, og evaluerer indkomne tilbud. De aftaler en pris på en %-del af byggesummen. %-delen afhænger hvem arkitekten er, eftersom der er meget stor forkskel på arkitekter praktiske byggefærdigheder i Danmark. Således kender de fleste rådgivere de fleste arkitekter.

Derefter går rådgiveren i gang med at få "konverteret"/forædlet arkitektens projekt til en hovedentreprise der kan sendes i udbud. Allerede efter en uge ringer rådgiveren til bygherren og siger at de har problemer med at få projektet til at hænge sammen.
Såfremt bygherren insisterer på de guldanodiserede Alu-hvælvinger i atriet, med et 20 meter spænd vil det komme til at koste ekstra. Dette gælder også for kantinen da rådgiveren har svært ved at definere et reelt timeforbrug på et indendørs aquaponic anlæg. Endelig er der Mos-sedum taget som grundet den indadgående hældning og et meget stort åbent rum nedenunder kræver et masser af ekstra support, da man har svært ved kalkulere med det fremtidige nedbørs grundlag.

Bygherren kommer nu til enighed med Rådgiveren om de bliver nød til at skippe en del af de ekstravagante forslag eftersom Rådgiveren ikke mener budgettet kan bære dette.
Rådgiveren bliver derfor nød til at lave nye forslag, der kan bruges som bygbare alternativer og disse vil naturligvis komme ved siden af rådgiverens hovedopgave og aftalte pris.

Efter tre måneder og flere afklaringsmøder mellem bygherre og rådgiver, begynder bygherren at blive nervøs. Han har opsagt/udlejet sit gamle domicil og der er nu kun et år til at virksomheden står uden tag over hovedet.
Han trykker rådgiveren på maven og siger at tidsplan og budget for det færdige byggeri står fast og han beder samtidig rådgiveren om at hans del af aftalen skal færdiggøres nu!! da de står uden tag over hovedet meget snart. Samtidig vil han ikke betale mere for ekstra arbejde fra rådgiveren side da antallet af ekstra opgaver har været konstant stigende og det oprindelige budget for rådgiverens rolle er blevet langt mere omfattende end budgetteret.
De finder et kompromis og aftaler en fast pris for at afslutte opgaven.

Rådgiveren går i gang med at afslutte projektet og eftersom han nu også er presset på prisen, ser han sig nødsaget til at bruge lidt billigere kræfter og mere kendte løsninger. Den enkelte rådgiver hos rådgivervirksomheden får at vide at de ikke kan fakturere mere til kunden og skal se at blive færdige.
Eftersom Ingeniører hos rådgiveren skal kunne fakturere en meget stor del af deres tid, ser de sig nødsaget til tegne færdigt, med et minimum af detaljer, eftersom det er detaljerne, der tager rigtig lang tid. De går evt. et par trin op i dimension eftersom det er deres ansvar at konstruktionen holder uanset hvad den koster (bemærk at ansvar for statik er personligt, men pris er et samlet ansvar fra rådgiverens side).

Rådgiveren får det hele færdigt og præsenterer et endeligt projekt der fra bygherrens side bliver opfattet som :
-komplet (bygherre er jo ikke fagmand)
-Inden for budget, men er tilbage til noget ligner rækken af endeløse domiciler

Bygherren noterer sig nu at:
-Han nu har brugt 15% af omkostningerne i stedet for oprindelig 10%
-Tiden er overskredet med fem måneder, og hjemløsheden truer.

Han er tillige også en smule knotten på arkitekten som tegnede et projekt der var urealistisk, og også rådgiveren som blev meget dyrere end forventet og tillige tegnede et byggeri der ikke lignede hans oprindelig vision særlig meget.

De enkelt ingeniører ude ved rådgiveren er også ens smule utilfredse, da de ikke fik tildelt tid nok til at tegne/beregne projektet med de, for dem, tilstrækkelige detaljer for en hovedenteprise.

Endelig har bygherren måtte reducere byggeperioden med tre måneder, da han hele tiden har haft opsagt sit gamle domicil til en fast dato.

Meget af byggetiden og omkostningerne er dermed spist op i defineringsprocessen, uden der er sat så meget som en spade i jorden.

Men uanset hvad, så ryger projektet nu i udbud. for ikke at blande endnu flere aktører ind i processen, vælger vi at bygherren endnu engang vælger den selvsamme rådgiver til at styre udbudsprocessen og derefter være bygherre-repræsentant i den senere byggeprocess. Denne gang er prisen fast i rollen mellem bygherre-repræsentant og bygherre.
Ofte ser man her i dette trin, at der træder endnu en aktør ind på banen som endnu engang skal granske alt og kvalitetssikre alt for at sikre det er klart, med endnu flere omkostninger og forsinkelser som konsekvens.

Udbuddet ryger ud som hovedentreprise, først i prekval. derefter i et et endeligt udbud. Grundet byggeriets størrelse, og krav om en bank-garanti fra bygherrens side, er der kun tre entreprenører der ryger igennem prekval, og havner i selve udbuddet. Bygherren har ikke tid til endnu en prekval. runde da tiden går, og vælger derfor at fortsætte med med tre potentielle entreprenører på banen.

Udbuddet ryger ud til entreprenørerne med en tidsfrist om at aflevere endeligt tilbud. Entreprenøerne går igang med at splitte entrepriserne op i Fe entrepriser, og herfra kan der så ske to ting:

  1. Hvis entreprenøren har fag ressourcer inden for de enkelte entreprise-områder og god tid, og tilbudsressoucer nok, vil han højst sandsynlig bryde entreprise-pakkerne lang nok ned, så han kan udnytte Fe'eren (produktionsleddet) bedst muligt. Ofte er Fe'eren specialister og har dermed et smalt felt som de er rigtig gode til.

Hvis entreprenøren vil sikre den bedste pris til den bedste kvalitet er det bedst at bryde områderne så lang ned at man rammer Specialistens niveau (hans produktionsapparat). Ulempen er at jo flere aktører, jo flere grænseflader og jo mere koordinering fra hovedentreprenørens side. Men der er her der er at man skiller fårene fra bukkene på entreprenørens side og vælger hvilken kurs man tager p de forskellige fag områder. Det er også her at de enkelte entreprenører vælger forskellige veje ud fra deres egne in-house ressourcer.

Forudsætning er naturligvis, at der er tid nok i udbudsprocessen og er det er der meget ofte ikke, da specifikationsprocessen har taget langt længere tid end beregnet og afleveringsdatoen ofte er mere eller mindre fast gennem hele processen.

Derfor går det ofte den vej at Entreprenøren laver nogle forholdsvis store entrepriser-pakker, sender dem ud til Fe'erne som jo lige pludselig igen er ret begrænsede i antal da de skal omfavne flere faggrupper inden for deres "pakke" og dermed er nød til at søge alliance ved endnu en under-under-entreprenør.
Eftersom dette også tager tid, vælger FE'enten, enten at ignorere risikoen ved ikke at have koordineret med anden FE', alternativt lægger han et stort risiko beløb på da han ikke har afklaret tilstrækkelig inden for den korte tid de har.

En anden vej er at spørge en "All-inclusive" FE'er som kan løfte hele opgaven, men naturligvis koster relativt mere end summen af de enkelte specialister.
Men alt i alt så bliver alle indkommende FE'er tilbudspriser lagt ind i et regneark og risikovurderet side om side.
Processen med valg af FE'er kan svinge til alle sider, og det er min erfaring af man oftest går efter FE'eren der tilbyder mest til lavest pris (naturligvis skeler man lidt til virksomheden også). Oftest kigger man ikke på risikoen med FE'erens briller (det er jo hans ansvar). Dermed tager man tit den mest risikovillige FE'er frem for en løsning der samlet set giver mest værdi for lavest pris.

Eftersom tiden er knap, sender hovedentreprenøren blot materialet i udbudsprocessen videre mere eller mindre ubehandlet, da det jo er en hovedentreprise, og entreprenøren dermed er "friholdt" for ansvar for produktionsgrundlaget.
Bemærk at i dag skal entrepriseformerne mere ses som en vejledning da det altid går ud over alle, når der går noget galt. Entrepriseformerne er mere juridisk indikerende end praktisk formulerende hvis man skal vurdere hvad der rent faktisk sker ude på projekterne.

De forskellige hovedentreprenører samler alle deres FE' tilbud (FE'ere regner ofte for alle hoved entreprenører og aflevere samme tilbud til alle). Lægger risiko, styring og DB på, samt potentielle sparemuligheder/ekstra omsætning og afleverer et til bygherre repræsentant

Derefter vælges den endelige hoved entreprenør.

Efter valg af hoved entreprenør starter denne rent faktisk at dykke ned i materialet i større grad. Han opdager at projektet ikke er færdigt, da der mangler et hav af detaljer som skal tegnes op og hans FE'ere begynder at melde tilbage, at de også har opdaget manglede detaljer som kan/vil resultere i ekstraomkostninger.

Så er det, at hovedentreprenøren ryger ind i en forhandling med "Bygherre/rådgiver" og det ender som oftest med at det oprindelige hoved projekt bliver omdefineret endnu engang, eftersom udbudsgrundlaget også var ufuldstændigt. Ofte har hovedentreprenøren grundet sine interne ingeniører og sit netværk (til producenter), langt større erfaringer med bygbare løsninger hvor man får mere løsning, også arkitektonisk, for pengene.

Men uanset hvad, så bliver byggeriet endnu engang omdefineret.

Bygherren som jo er kunden står med følgende papirlapper i hatten:

-"For dyrt" (den samlede pris blev højere)
-”Mindre byggeri” (Der er meget mindre at bygge for, da en meget større del er brugt på et lave det hele om flere gange)
-"For langsom proces" (bliver nød til at forlænge brugstiden i det ganle domicil)
-"Har taget rigtig meget af min tid" (Grundet et hav af ændringer har bygherren måtte afsætte langt flere ressourcer til at godkende ændringer)
-"Ligner slet ikke hvad jeg drømte om" (Nu ligner det alle de andre domiciler, bare med en lidt pænere beklædning på facaden)

Det skal så siges at når projektet så endelige havner ude ved den, der rent faktisk skal lave de fysiske bevægelser og gøre det endeligt, ja så bliver det omdefineret endnu engang, da håndværkeren også rigtig tit tager beslutninger på egen hånd, da de tegninger han har, ikke svarer til den virkelighed han skal bygge.

Og når vi så når frem til aflevering starter der endnu en helt eventyr, med masser af nye aktører.

Alt i alt bliver et byggeri omdefineret mindst fire gange i mere eller mindre grad inden man nogensinde begynder at finde spaden frem og mange gange bliver der stadig tegnet på byggeriet mens det bygges, da man ikke har mere tid til at tegne om.

En fuldstændig håbløs ineffektiv metode til at fremstille noget som helst på, og som i samtlige andre produktionsgrene vil fremstår som vanvittig risikofyldt, dybt ineffektiv, og ekstrem dyr.

Hele branchen er stærk konservativ og holder sammen, fordi de lever af "timer" og ikke en "time" uafhængig kerneydelse som f.eks. modulariseret produkt platform er.

Overdragelse af ansvar mellem så mange parter i værdikæden, kan kun fremavle kontrol, kontrol og kontrol, (mange ekstra timer, mange afklaringsmøder, mange jurister) hvilket alt sammen koster penge og ikke bidrager til værdiskabelsen overhovedet!!

Til trods for alle de kontrol-led er det stadig så hulens besværligt at definere, et i dag, meget ekstremt kompleks byggeri (NOT), hvilke vi jo ser eksempler på gang på gang.

Jeg har diskuteret i uendelighed med håndværkere, Rådgivere, projektchefer, projektdirektører, Afdelingschefer, Direktører, arkitekter, bygherrer, fonde osv.
Folk kan/vil simpelthen ikke relatere dette til byggebranchen og især ikke i Danmark. Sjovt nok kan alle se, at et byggeri er en del af de faste omkostninger og dermed en del af kostprisen på det produkt som Brugeren af bygningen skal leve af.
De kan også se at denne mangel på produktionsudvikling i sidste ende truer alle, da mangel på indtjening, usikkerhed i branchen og en kæmpe risiko for aktørerne, blot gør alt byggeri og stiller landet dårligere i det globale setup.

Grunden til netop denne afmagt fra aktørerne i kæden, er nok at værdikæden skal omorganiseres, før man kan gøre sig fri nok til at anskue produktet udfra slutbrugerene perspektiv

Alle aktørerne føler sig truet på deres kernekompetencer!!!

Derudover er en anden af konsekvenserne på at sidde fast i mudderet også at indtjeningen i branchen er ekstremt begrænset og risikoen voldsomt stor. Selvom Mange entreprenører havde et forrygende 2014, er det kun et historik bump på vejen, som skyldes udbud/efterspørgsel er unik pt.

Jeg tror ikke på at løsningen skal komme fra branchen. Branchen er simpelthen uden for pædagogisk rækkevidde, og alt for pressede på deres egen kernekompetencer.

Først og fremmest tror jeg at en af løsningerne er Mass customization, eller lignende bevægelser. Dvs. man baserer sit (produkt) på platforme som er modulære (skalerbare) med standardiserede grænseflader, så komponenter/delkomponenter kan kombineres på et utal af måder på tværs af dicipliner, og det hele er specificeret i et og samme hug.

http://en.wikipedia.org/wiki/Mass_customiz...

Der findes en milliard brancher derude, der for længst har set lyset og skal vi i Danmark fortsat være med, så kræver det aktører som kan se på tværs af bygge branchen og det kræver bygherrer som er villige til at droppe de traditionelle udbudsformer totalt!!!. Bemærk at der heller ikke findes modularisering i omverdenen, som vi kan kopiere. Der findes masser at Prefab. Alt muligt muligt ude i verden, men ingen af dem er baseret på en ”sand” produktionsplatform, men bare forskellige fortolkninger af seriefremstillede produkter.

Der er nærmere et globalt problem og det gør mest ondt i Skandinavien fordi vi har ekstremt høje timeomkostninger på alt arbejde (inkl. ingeniører, arkitekter, Projektgranskere, Kommunale ingeniører, håndværkere, bankfolk osv. osv.). Når man så ovenikøbet skal omdefinere et byggeri fire gange inden det bliver bygget, ja så kan man selv regne konsekvensen ud for prisen (og kvaliteten for den sags skyld).

Så længe der er så mange ansvarsoverdragelser, koordineringsmøder, risikovurderinger, komponent certificeringer, kontroller, granskninger, prisindhentninger og ikke-værdiskabende aktiviteter i byggeprocessen bliver det aldrig bedre.

Det digitale byggeri, BIM og deslige gør ikke vores byggeri hverken bedre eller billigere. Det gør det bare endnu mere omkostningstungt og sætter desuden en masse aktører ud af spil da de ikke kan levere denne ydelse og derfor bliver mere eller mindre diskvalificerede ikke pga. af deres kernekompetence men pga. af en støttefunktion som efter ti år stadig ikke giver reel værdi. BIM er en sutteklud som efterhånden trænger til en seriøs vask da den virkelig har været brugt i mange år, og blot skaber en hel ekstra fakturerbar branche der blot øger kostprisen for et byggeri.

Viden skal være integreret i produktet, og produkterne skal have definerede grænseflader.

Hvis viden er integreret i komponenter og grænseflader er definerede kan man lave statik, tilbud, ja faktisk et helt produktionsgrundlag på en brøkdel af tiden til en brøkdel af omkostningen og med nul risiko for fejl, da alle grænseflader er definerede. Jeg bliver her nød til sige at BIM ikke kan dette, selvom det nogen steder bliver brugt som mål med indførelse af BIM.

BIM er et udmærket værktøj som kan bruges til rigtig meget, men ikke til produktudvikling. Det er vel nærmest at betragte som et kramagtigt værktøj der kan holde sammen på en konstellation der ikke er kosteffektiv, i lidt længere tid.

Der skal være Underleverandører, der kan levere ”platforme” som kan kombineres gennem fælles grænseflader. (lad være med at tænke lego-klodser, det har ikke noget med lego-klodser at gøre)

For at tage et fortærsket eksempel, bilbranchen, så er en stor del af produktet jo også baseret på platforme.
Undervognen er en platform, som kan bruges på et utal af måder til et utal af forskellige produkter uden det hele skal gennemberegnes fra A-Z.
Motoren, eller blot motorblokken er en platform, Indsprøjtningssystemet er en platform, styresystemet er en platform osv. osv.
Kigger man på tværs af producenter og modeller så deler de på kryds og tværs. Og med ganske få platforme så skaber man idag +1000 forskellige modeller som er totalt forskellige i ydelse, størrelse, fremtrædning, men alligevel grundlæggende ens i opbygning.

Så for at afslutte kort IMHO

De eksisterende konstellationer kan ikke bruges (time baserede eksistensgrundlag)

Der skal bruges risiko villig kapital (det findes heller ikke i branchen, da ingen tjener noget særligt og har en høj risiko)

Der skal afsættes risikovilig kapital til udviklingsamarbejde så man kan starte med at udvikle disse platforme sammen.

Man skal finde en eller flere producenter som enten hver for sig, eller sammen, kan skabe den første platform som kan sælges i markedet.

Det bliver nok hundesvært fordi branchen selv ikke kan se det potentialet.
Selv hvis staten går ind og forsøger at igangsætte initiativer, der kan forbedre produktiviteten spørger de jo i den selvsamme branche som har meget svært ved at omdefinere værdikæden. Alle forslag fra byggebranchen vil altid være et eller ander der bevarer værdikæden i mere eller mindre omfang.

Spørger man i dansk byggeri skal de jo tage hensyn til alle deres medlemmer, så ja der kommer nok ikke noget særlig grænsebrydende.

Nede i banken har de alle lært at byggebranchen er noget med høj risiko og lav afkast og uden for branchen findes der ikke virksomheder der er visionære nok i det her beskedne land, med det begræsende marked det nu engang er.

SÅ ja, det er op af bakke for produktiviteten!!!!!!!

  • 7
  • 0

Att.: Finn Hansen

Hvis man i Danmark ikke har de tilfredsstillende intelligente regler, så kan man da kigge lidt rundt i udlandet. Der er masser at tage af. For eks. tyske HOAI. Mine danske kolleger var overrasket hvordan den lettede arbejdet. ( Det er nøjagtig den lov man har sat ud af kraft i Berlin Lufthavn og Hamborgs nye Opera for at åbne for svindel og korruption)

Jeg har ladt mig fortælle at tømrerhåndværket blev præget fra Tyskland og øvrige EU, fordi egen Standard var for ringe. Saven -Fuchsschwanz- er stadigvæk ikke bleven indlemmet som dansk -Rævehale-.

Alt det ynk Du har beskrevet er ikke andet end resultatet af manglende, civiliseret lovgivning. Alt for mange sammenspiste firmaer har sat konkurrence ud af spil i Danmark. Hvorfor benytter man ikke udenlandsk lovgivning fra andre EU lande?

Hvis et rådgivende ingeniørfirma skal købes og overtages i Danmark, hvad har den største værdi?
Det er ikke fagligheden hos de dygtigste ingeniører der tæller, men -Hvem har de fedeste kunder på krogen-. Hvilke af kundernes ledende funktionærer kan fremtidig fortsat sættes under press?

Det lyder en smule negativ, men det er meget værre.

  • 1
  • 0

Det var skam ikke ment som ynk, men mere en beskrivelse at et typisk forløb, så man kunnes sætte udfordringen i kontekst med den virkelighed som findes i lille dk.

Indlægget var rettet mod hvad der skal til at for at fremme produktiviteten og dertil mener jeg ikke tysk lovgivning er relevant, ej-heller specielt produktivitetsfremmende. Bevares så har den sine fordele, men den er ikke specielt bedre end den danske. Bedst af alt er måske at bygherren i større grad i Tyskland går til en der både specificerer produktet og bygger på samme tid, i stedet for traveren gennem et hav af led og aktører. Men det er mere en kulturforskel end reel lovgivning der dikterer dette.

Bemærk kronikken kører på at produktivitets udviklingen har stået i stampe i byggeriet som det eneste "fag" siden man fandt på betonelementet. Alle andre steder er produktiviteten tordnet frem!!

Det er trist især fordi opgaven ikke behøver at være specielt kompliceret!

  • 3
  • 0

Jeg hader det her faste ejendomsfis og finder at den værste reelle forurening vi har, bortset fra kulfyring og vindmøller er beton fundamenter.
Skjoldborgs erindringer omtaler at forældrenes hus brændte og naboerne hjalp med at bygge et nyt på et par uger hvoraf intet spor er synligt idag.
Hvis energi ikke var blevet en levevej for overflødige og skadelige men bare noget der skulle være der ,behøvede vi ikke at bygge så tungt og nøjagtigt.
Et bosted skulle højst have kontakt til jorden gennem 4 eller 6 betonsøjler hvori var indstøbt plads til sprængladninger.Den kommende istid fjerner så ethvert spor.At køre ud med 100 tons vand og tage 110 tons gylle tilbage med gummihjul er heller ikke nogen dyr ting efter dyrlæge Dunlop(min helt)s opfindelse af luftgummihjulet.
Når jeg syntes at mine arbejdsgivere i provinsen var for uduelige blev problemet at der så skulle findes penge til alle sjakalerne I ved :offentlige ansatte,advokater og mæglere.

  • 1
  • 5

Indlægget var rettet mod hvad der skal til at for at fremme produktiviteten og dertil mener jeg ikke tysk lovgivning er relevant, ej-heller specielt produktivitetsfremmende. Bevares så har den sine fordele, men den er ikke specielt bedre end den danske

Har du Finn Hansen nogensinde bladet i HOAI ? Aner Du hvad den handler om? Du breder dig med at beskrive et fuldstændigt pervers og degenereret forløbe af et lidt større hus's projekteringsfase for så at kunne forkynde meget sagkyndig at tysk lovgivning på feltet ikke er bedre end det danske. Den molbohistorie du har beskrevet som typisk dansk er simpelthen ikke mulig i Tyskland.

  • 1
  • 0

Nej jeg har ikke bladret i HOAI, men jeg har bygget i Tyskland et par gange og min beskedne erfaring med tysk praksis er udelukkende, ja praktisk. Og ligesom jeg ikke forholder mig til indholdet i dansk lovgivning, gør jeg det heller ikke den i den tyske. Beklager hvis det har fremstået som provokerende!

Indlægget var rettet mod hvordan man kan forbedre produktiviteten, ikke hvem der har den bedste lovgivning. Desuden forsøgte jeg at fremhæve at produktivitetsforbedringer nok ikke skal rekrutteres indefra værdikæden.

Ang. beskrivelsen af et forløb, så er det et ganske typisk forløb, jeg har ikke på nogen måde forsøgt at gøre det mere absurd. Enhver der har siddet i kæden kan bekræfte forløbet.

  • 2
  • 0

Nej jeg har ikke bladret i HOAI, men jeg har bygget i Tyskland et par gange og min beskedne erfaring med tysk praksis er udelukkende, ja praktisk. Og ligesom jeg ikke forholder mig til indholdet i dansk lovgivning, gør jeg det heller ikke den i den tyske. Beklager hvis det har fremstået som provokerende!

Hej Finn Hansen
HOAI står for -Verordnung über Honorare für Leistungen der Architekten und der Ingenieure-. Du kan altså ikke have haft en kontrakt med en tysk bygherre som arkitekt eller rådgivend ingeniør. I givetfald var Din adfærd ulovlig.

For at kunne tilbyde ingeniørydelser skal firmaets chef være medlem af et "Ingenieurkammer". Medlemskabet indebærer, at medlemmet har en ansvarsforsikring for fejlprojektering og at vedkommende underkaster sig en frivillig kontraktstraf over f.eks. 10.000 € for hvert enkelt tilfælde hvor HOAI ikke benyttes eller snigløbes.

HOAI er opdelt efter de tekniske fagområder og her i tre sværhedsgrader (Honorarzonen I, II, III ). Arbejdsforløbet er inddelt i 9 planlægningsskridt. Tallet bag planlægningsskridtet er procentdelen af den samlede honorarsum.

  1. Grundlagenermittlung (3)
  2. Vorplanung (11)
  3. Entwurfsplanung (15)
  4. Genehmigungsplanung (6)
  5. Ausführungsplanung (18)
  6. Vorbereitung der Vergabe (6)
  7. Mitwirkung bei der Vergabe (5)
  8. Objektüberwachung ( Bauüberwachung) (33)
  9. Objektbetreuung und Dokumentation (3)

Ved alle byggeskandaler i Tyskland vil man kunne se at planlægnings rækkefølgen blev røvrendt. Således startede man lufthavnen i Berlin med (3) og hoppede til (7). Herefter blev det hele så rodet rundt fler gange.

Hvad nytter det at ville sænke lønomkostningerne yderligere, når vi allerede er havnet med Sub-,sub- subkontracter i det mørkeste Bulgarien.

Et andet eksempel for HOAI.

Stadtwerke Leipzig gav os ordre til at kunne fjernstyre alle byens varmecentraler, som Bruun og Sørensen A/S havde nydesignet. Jeg bekræftede ordren på basis af HOAI. Vi viste ledelsen og de vigtigste medarbejdere rundt i danske fjernvarmeværker for at se konkret hvilke muligheder der fandtes i dag, og hvordan man allerede havde sørget for fremtidige udvidelsesmuligheder.

Vi blev hurtig enig med Stadtwerke Leipzig, men så blev de kommunale værker overtaget af det regionale elforsyningsselskab, som på det felt hellere ville sammenarbejde med et amerikansk firma.

Selvfølgelig skulle vi ikke have noget for vores arbejde mente også amerikanerne.

Det tog et halvt år inden den nye Landgericht Leipzig var etableret. Vi havde som rådgivende ingeniører allerede investeret en ca. 30.000,-DM i projektet. Hele projektet ville have haft et honorarvolumen af 500.000.- DM.
Forhandlingen foran domstolen tog ca 10 min. tid, da vi havde holdt os 100% til HOAI spillereglerne. Bygherren blev dømt til at betale hele honoraret = 500.000,- DM.

  • 0
  • 0

...de bedste boliger blev bygget i 30'erne. Det der skal til er at Staten stopper alle sine tosse-projekter som ulandsbistand og indvandring, og i stedet for investerede i Danmark. Hvor mange superflotte karreer kunne man ikke bygge for de 18mia 'ulandsbistand' eller de 40mia som 'integrationen' og indvandring koster. Lad os antage at en karre koster 300mio i den bedste udførelse, inklusiv byggegrund. Så kunne man bygge 60 karreer om året. Hvis man byggede arbejdsintensivt ville det skabe mange arbejdspladser.

Problemet i Danmark er, at Staten kaster skatteydernes penge i grams. Taberen er den almindelige familie.
.

  • 1
  • 4

Hvis et produceret badeværelses modul eller et helt hus, er lige sælgelig og lovlig i Brasilien, Peking og Storegade - og her tænkes på alle installationer inkl., så må det begynde at hjælpe. Smag og stil bliver mere og mere homogen - så nu mangler kun politisk vilje, og måske et par nye generationer, for at se det ført ud i praksis. En start kunne være på EU plan.

  • 0
  • 0

En fuldstændig håbløs ineffektiv metode til at fremstille noget som helst på, og som i samtlige andre produktionsgrene vil fremstår som vanvittig risikofyldt, dybt ineffektiv, og ekstrem dyr.

Sjovt nok har der været lidt samme fænomen inden for IT hvor folk havde en idé om en optimal vandfaldsproces hvor man havde én gruppe til at specificere tingene, derefter sendte dem i udbud og så en anden gruppe til faktisk at programmere dem. I sidste ende bliver det uhyre omkostningstungt og ineffektivt fordi den læringsproces der burde finde sted mellem bygherre og dem der faktisk skal udføre arbejdet, er blokeret.

Løsningen inden for IT har så i høj grad været at lave tingene i små bidder - så kan man kommunikere direkte med dem der udfører arbejdet, risikoen er overskuelig og man kan f.eks. skifte leverandør (eller evt. bygherreprojektlederen ud) hvis det viser sig at det går skævt.

  • 2
  • 0

God kronik!
Jeg har i øvrigt lige læst Erik Kærgaard Kristensens bog om byggeriets industrialisering. Det er den bedste bog, jeg har læst om emnet, og nok den bedste bog om byggeriet i de sidste mange årtier. Man er ikke i tvivl om, at forskeren ved, hvad han taler om.

  • 0
  • 0

God kronik!
Jeg har i øvrigt lige læst Erik Kærgaard Kristensens bog om byggeriets industrialisering. Det er den bedste bog, jeg har læst om emnet, og nok den bedste bog om byggeriet i de sidste mange årtier. Man er ikke i tvivl om, at forskeren ved, hvad han taler om.

  • 0
  • 0

Det er uden tvivl korrekt, at en industrialisering af byggeriet vil kunne reducere entrepriseomkostninger, men det bare ikke der det største problem omkring anskaffelsespriser for nybyggeri ligger.
Tager man et typisk projekt i København er der en en anskaffelsessum på en 27-28.000 kr/em2 for et projekt i den lidt højere ende. Ud af dette er måske 14.000 kr/em2 den rå totalentreprise, hvor anslået en 7-800 kr. går til rådgivning (ingeniør+arkitekt).
Udover dette er der så anslået 4 - 5.000 kr/em2 til en grund, 1.000 kr/em2 til tilslutning og byggesagsgebyr, et par tusinde til DB til bygherren, 1.500 til finansiering og rådgivning udenfor totalentreprise og så den helt onde: 5.000 kr/em2 til moms.
Selv hvis man reducerede entrepriseomkostninger med fx ca. 40% vil det kun reducere de samlede omkostninger med ca. 20%, og ville man mon stadig få samme kvalitetsniveau?
Skulle man for alvor kigge på omkostninger ved byggeriet, er der derfor ingen vej uden om at kigge på reguleringen. 25% moms på boligbyggeri er absolut verdensrekord, de fleste andre lande pålægger væsentligt lavere eller ingen moms.
I Danmark er byggeriet også udset til at være klimafrontrunner, som medfører stadigt strammere regulering, mange steder enda med krav om eksperimentelle energiklasser i form af de stadigt umodne 2015 og 2020 energiklasser. Det koster både på rådgivning og byggeri, måske i størrelsesordenen 500 - 1.000 kr/em2 inkl. moms afhængig af hvor nemt man kommer til løsninger med bidrag fra vedvarende energi.
Udbudslovgivningen er også en væsentlig faktor, som udelukker et konstruktivt samarbejde mellem bygherre og entreprenør om at reduktion af omkostninger til både kontrahering, byggeri og konfliktløsning.
Der er også en stram regulering af arkitektur, som de fleste af os synes er et værdifuldt bidrag til smukkere byer. Det giver ganske vist lidt dyrere entrepriser, men hvis ikke byggeriet var belastet af alle de andre omkostninger, var der måske lidt bedre rum til den sag.
Ingen af disse forhold vil blive udbedret ved højere grad af industrialisering, og samtidig ville bestræbelserne på at fremme renovering i stedet for nedrivning blive rullet tilbage.

  • 2
  • 0

Det gamle byggeris mangler.
Axholm: God kommentar om elendigheden ved det gamle køber-styrede byggeri. Og du har ret i, at en øget grad af præfabrikation (som de fleste fejlagtigt forveksler med industrialisering), IKKE har medført, at produktiviteten er øget. Tværtimod er kostpriserne bare steget konstant – også i kriseperioder!

En af mange årsager til den manglende udvikling af byggeriet er, at ”management”, som medførte den største stigning i produktiviteten i industrien, IKKE kan bruges i byggeriet. De forsøg, der er gjort, ser ud til at føre til en NEGATIV produktivitetsudvikling i byggeriet. Hvorfor?
Byggeriet hænger simpelthen fast i førindustrielle traditioner, der resulterer i den opsplittede produktionsform med uddelegeret entrepriseledelse, det uhensigtsmæssige kontraktmarked, der udelukker moderne begreber som ’kunder’, og den forretningsmodel, hvor opdragsgiveren (bygherren) leder byggeprocessen. I denne gamle byggetradition er det IKKE muligt i større udstrækning at gøre brug af moderne teknologi, for i byggeriet eksisterer eksempelvis end ikke ’virksomheder’ i erhvervsøkonomisk forstand. Kun projektorganisationer.
Det er derfor, at de fleste ’byggeforskere’ altid begrænser deres forbedringsforslag til ’mere samarbejde og bedre kommunikation i projektet’, ’effektivt udbud med mere konkurrence’ og lignende floskler, der blot er gentagelser af den grammofonplade, der har ligget på afspilleren i de sidste 50 år – uden at det har resulteret i øget produktivitet.
Barriererne for at industrialisere byggeriet er systemiske, og derfor virker disse reformforslag ikke! Den gamle byggeproces kan simpelthen ikke længere øge sin produktivitet.
Desværre er meget få faggrupper blevet undervist i byggeriets faktiske praksis og har svært ved at forstå byggeriet og derfor endnu sværere ved at diskutere byggeriets udvikling. Derfor florerer alle disse misforståelser om byggeriets udviklingsmæssige status: Byggeri med præfabrikation er som en hestetrukket sporvogn, industrialiseret byggeri er som en selvkørende sporvogn med batteridrift uden køreledninger!
Netop DERFOR er der god grund til at undersøge, hvad ’ægte’ industrialisering medfører for byggeriet.
Det kan man alt sammen læse om i bogen: ”Byggeriets industrialisering – Mere BYGGERI for mindre”.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten