Kronik: Klimahovedstad København er en misforståelse
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kronik: Klimahovedstad København er en misforståelse

 

Jacob Sørensen er medlem af NOAHs Energi- og Klimaretfærdighedsgruppe

Verdens første CO2-neutrale hovedstad. Sådan lyder klimaplanen for København. Desværre bygger den på spin, som især de to forsyningsselskaber Dong og Hofor står bag.

De to selskaber har bildt de københavnske politikere ind, at træflis og træpiller er CO2-neutrale energikilder, på trods af at træflis og træpiller kan udlede betydeligt mere CO2 end kul. Selskabernes begrundelse er, at de ikke skal købe CO2-kvoter, når de fyrer med biomasse. Det skal de kun, når de bruger fossile brændstoffer som energikilde. Biomasse er fritaget for CO2-afgift, og selskaberne skal ikke indrapportere udledningen af CO2 fra afbrænding af biomasse.

For at undgå, at CO2 fra biomasse bliver talt med to gange, har man i den internationale klimakonvention besluttet, at CO2-udledning fra biomasse skal opgøres der, hvor biomassen bliver produceret, dvs. i landbruget og skovbruget. Imidlertid er der stor forskel på, hvilken skæbne – og dermed klimaeffekt – træ har. Hvis træ bliver brugt i møbler, døre eller gulve, vil træets kulstof være bundet i træet i lang tid fremover, men hvis det bliver brændt af, bliver træet omdannet til CO2 i atomsfæren.

Det er et alt for stort arbejde at registrere, hvad hvert enkelt træ bruges til. I stedet regner man med en slags ligevægt i produktion og forbrug af biomasse. Som udgangspunkt antager man, at når et træ bliver fældet, er der et nyt, der vokser op. Og vupti, må afbrænding af træflis og træpiller være CO2-neutralt. Glemt er, at det kan tage flere hundrede år, før de nye træer og jordbunden har opsamlet lige så meget CO2 fra atmosfæren, som der blev udledt ved afbrændingen. At det kan tage så lang tid, skyldes bl.a. at når træer og grene bliver fjernet fra en skov, binder jordbunden ikke lige så meget kulstof, som den ellers ville have gjort. Der bliver også færre næringsstoffer til skovens fortsatte vækst.

Glemt er også, at træ er en marginal ressource. Alt det træ vi kan producere, bliver brugt, og hvis energiproduktionen fra træmasse øges, skal der produceres mere træ, så selvom energibranchen kalder det rest- eller affaldstræ, kan det næsten altid finde anden anvendelse, som så skal dækkes af en anden træressource. I sidste ende betyder det, at mere skov bliver ryddet, når vi bruger træmasse til energiformål.

Glemt er også, at skoven er med til at beskytte og bevare biodiversitet. Energiselskaberne har indgået en brancheaftale, som ifølge dem sikrer, at biomassen kommer fra ”bæredygtigt” skovbrug, men kravene er ikke skrappere, end at alle danske statsskove, inklusiv plantager, lever op til dem. Og desværre er kravene snarere til for at øge forbruget af træ, end at reducere det.

Transport af træ er mere energikærvende end transport af andre brændstoffer, fordi det fylder mere, og der er risiko for, at træet komposterer. Derved udledes metan, som også er en klimagas.

Det mest groteske er dog, at brancheaftalen fastsætter en grænse for, hvor meget CO2-udledningen må være i forbindelse med energiproduktion fra træflis og træpiler. Hvordan kan man både have en grænse, og samtidig hævde at det er CO2-neutralt? Grænseværdi er i øvrigt på niveau med udledningen fra kraftværker, som fyrer med gas, og der er ikke tjek på, hvor meget træ, der bliver fældet ekstra som konsekvens af den øget brug af træflis og træpiller.

Det fremgår ikke af brancheaftalen, hvilket tidsperspektiv der ligger til grund for grænseværdien. Er det 50 år? Udledningen kan som sagt være større end fra kul, men hvor mange år vil der gå, før ny skovvækst har bundet så meget CO2, at grænseværdien er overholdt? Det er lige præcis de år, der er allermest afgørende for fremtidens klima.

Århus har en klimaplan, som på lange strækninger ligner Københavns. En væsentlig forskel er dog, at Århus erkender, at afbrænding af biomasse ikke er CO2-neutral. Derved undgår de at lægge sig på den hovedpude, København har lagt sig på. I stedet tilkendegiver den århusianske klimaplan, at kommunens embedsmænd skal arbejde hen mod et energisystem uden afbrænding af hverken fossile brændsler eller biomasse.

Flere scenarier viser, at energisystemer med udelukkende sol og vind er mulige. Det er derfor uheldigt, at København, Århus og flere andre kommuner investerer store summer i biomassebaseret energianlæg uden reel klimafordel. I stedet burde pengene gå til at fremme brændselsfrie energisystemer.

Det er bekymrende, når Århus mener, at biomasse kan bruges i en overgangsperiode, men det er værre, at København har låst sig fast i en falsk retorik, som byens politikere og forsyningsselskaber har svært ved at slippe ud af. Byen har fortalt vidt og bredt, at den bliver CO2-neutral fra 2025, så der skal nogle modige politikere til at erkende, at visionen byggede på et forkert grundlag. Men først da kan København begynde at arbejde hen mod ægte CO2-neutalitet.

Læs også: Replik: Biomasse er godt for klimaet – også i København

Jeg kan simpelt hen ikke erindre et indlæg, jeg har været så enig i! Det burde være tvangslæsning for politikere.
Men der mangler én ting vedr. den menings- og udsigtsløse biobrændsels-hype: Udviklingen af sammenhængende & reelt bæredygtige energiforsynings-SYSTEMER med tilhørende samfundsudvikling er blevet kvalt af dette politisk populære, én-dimensionelle quick-fix. Over tid vil det sandsynligvis vise sig at være den værste konsekvens

  • 5
  • 4