Kinas præsident, Xi Jinping, annoncerede 22. september over for FN, at Kina nu har nye klimamål, som vil blive afspejlet i nye nationalt bestemte reduktionsbidrag (Nationally Determined Contributions, NDC):
»China will scale up its Intended Nationally Determined Contributions by adopting more vigorous policies and measures. We aim to have CO2-emissions peak before 2030 and achieve carbon neutrality before 2060,« lyder den officielle engelske oversættelse af præsidentens ord.
Erklæringen er et afgørende skridt i klimakampen. Uden Kinas helhjertede indsats for at reducere klimabelastningen har vi ikke en chance for at nå Paris-aftalens klimamål, da Kina som bekendt er verdens største udleder af drivhusgasser. Og med Kinas helhjertede indsats får vi en dynamo, som vil gøre det nemmere og billigere at nå målene, også for andre lande.
Annonceringen 22. september kom som en overraskelse for de fleste. En fornyet interesse for at bygge nye kulfyrede kraftværker og øget fokus på energiforsyningssikkerheden i Kina havde ellers givet bange anelser om en svækkelse af interessen for klimaet og i hvert fald ikke givet forventninger om mere ambitiøse NDC’er fra Kina. Men ret beset er der en række grunde til, at Kina vil gøre noget for klimaet.
For det første vil Kina selv blive hårdt ramt af klimaforandringerne. Vandforsyning, ekstremt vejr, oversvømmelser, højere havniveau og områder med ekstremt høje temperaturer er alle realistiske skadevirkninger i Kina med store økonomiske og menneskelige tab til følge.
For det andet er miljøet en af præsident Xi Jinpings personlige mærkesager. Siden hans tiltræden i 2013 har Kina haft meget mere fokus på at reducere luftforureningen og på at gøre begrebet ecological civilisation til et væsentligt princip bag Kinas udvikling. Dette også i erkendelse af, at befolkningen ikke bliver ved med at acceptere væsentligt forringede levevilkår som følge af forureningen.
For det tredje ser Kina klimakampen som en mulighed for at styrke Kinas økonomi gennem grøn vækst. Kina har i sit reformprogram målet at omforme den kinesiske økonomi fra kvantitet til kvalitet med fokus på højteknologi, herunder energiteknologier som vind, solceller, elbiler og energieffektivisering. Industripolitikken har gennem de seneste 15 år været en væsentlig drivkraft for udviklingen af vind- og solkraft, hvilket har været en kraftig medvirkende faktor til at gøre især solceller konkurrencedygtige i forhold til fossile energikilder.
Udmeldingens troværdighed står jo først sin prøve, når den følges op af konkret handling og politik. Men traditionelt melder Kina kun mål ud, som man er overbevist om kan følges op. Og klimamålene er fastlagt helt fra toppen af Kinas beslutningshieraki og skal nu forankres og konkretiseres på alle niveauer.
Det første synlige resultat bliver Kinas nye NDC’er, der efter planen skal være klar ved udgangen af 2020. Næste milepæl bliver den 14. femårsplan, som vil blive fremlagt i forbindelse med folkekongressen i marts 2021. Denne plan er grundlaget for mere detaljerede sektorspecifikke femårsplaner, f.eks. på energiområdet, som vil bliver offentliggjort løbende i løbet af 2021 eller i begyndelsen af 2022.
Der findes ingen officielle scenarier for energisektoren, som afspejler de nye klimamål. Men Energy Research Institute (ERI), som er en tænketank under planlægningsministeriet National Development and Reform Commission (NDRC), har gennem flere år udarbejdet energisystemanalyser og scenarier, som giver et bud på, hvordan Kina kan give sit bidrag til en opfyldelse af Paris-aftalen (udviklingen af scenarierne er i øvrigt sket i et tæt samarbejde med Energistyrelsen og med bidrag fra Energinet og Ea Energianalyse).
I disse scenarier er omlægningen af energisystemet drevet af tre hovedstrategier:
Fokus på energieffektivitet i alle forbrugsled, herunder industrisektoren i takt med gennemførelsen de økonomiske reformer i Kina.
Fokus på elektrificering af de energitunge sektorer, industri, bygninger og transport.
Omlægning til grøn elproduktion med vægt på udbygning med sol og vind til fortrængning af kul til elproduktion. Analyserne er gennemført på nationalt plan, men med detaljerede analyser af elsystemet på provinsniveau for at give sikkerhed for, at de store mængder varierende produktion kan integreres i det samlede elsystem.
Resultater af analyserne er, at det kan lade sig gøre at reducere CO2-emissionen fra energisektoren til en tredjedel af den nuværende i 2050, og til 2005-niveau før 2035. Kulforbruget i energisektoren reduceres med 85 pct. i perioden frem til 2050, og det samlede energiforbrug reduceres med knap 20 pct. på trods af en mere end firedobling af den kinesiske økonomi fra i dag til 2050.
Elforbruget fordobles i perioden, især som følge af elektrificering af industrisektoren og transportsektoren, hvor der forventes at være 400 millioner elbiler på de kinesiske veje i 2050. Udbygningen med vind og sol forøges drastisk fra 440 GW i dag til 4.500 GW i 2050, altså mere end en tidobling af den samlede vind- og solkraftkapacitet. I samme periode sker en fordobling af atomkraftkapaciteten.
Virkemidlerne, der skal realisere denne omlægning, er især at få markedskræfterne i spil og at få prissat CO2-emissionen. Et effektivt elmarked vil lette integrationen af varierende elproduktion fra vind og sol, og i løbet af få år vil disse teknologier være konkurrencedygtige over for fortsat kuludbygning. På kort sigt bør kuludbygningen dog reguleres via et egentligt forbud mod nye kulkraftværker.
ERI’s Scenarier viser, at det ikke er urealistisk at nå de nye klimamål. Der må dog stadig forventes at være en række modsætninger og barrierer i den kinesiske energi- og klimapolitik. De kommer blandt andet til udtryk i forskellige prioriteringer mellem det nationale niveau og provinsniveauet, hvor adskillige provinser er økonomisk afhængige af kul- og olieindustrien, ligesom mange statsejede virksomheder er udviklet med henblik på en effektiv kulforsyningskæde. Også i Kina vil særinteresser og ønsket om at fortsætte ad gammelkendte stier være en barriere for et nødvendigt sporskifte.
ERI’s scenarier bygger primært på velkendte teknologier uden antagelser om gennembrud for nye teknologier som CCS og PtX. Men det er klart, at de nye klimamål også vil sætte gang i udviklingen af disse teknologier med en meget stor spiller som drivkraft. Det vil naturligvis være i dansk interesse at være med i denne udvikling, både som leverandør af løsninger og som aftager af markedsmodne produkter. Alt i alt bør en kinesisk turbo-omlægning skabe nye muligheder for dansk industri på områder som energieffektivitet, grøn energiproduktion og systemløsninger, og det vil være klogt at se disse muligheder, når fremtidens samarbejde med Kina skal fastlægges.
