Vandmangel og klimaforandringer er verdenskendte drivere for valg af vandforsyningssystemer.
I Danmark er det i høj grad begrænsning af den tilgængelige grundvandsressource som følge af EU’s Vandrammedirektiv, forurening af grundvand og en målsætning om at reducere CO2-emissioner, der driver forsyningerne til at afsøge nye teknologier og ressourcer.
Sammen med de seneste års fokus på miljø og klima er opmærksomheden rettet mod inddragelse af kvantitativ bæredygtighed i beslutningsgrundlaget, når en ny vandressource eller behandlingsteknologi vurderes til vandforsyningsformål.
I et treårigt erhvervs-ph.d-projekt har DTU og HOFOR (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) videreudviklet det ISO-standardiserede miljøevalueringsværktøj – Livscyklusvurdering (LCA) – og anvendt det på vandforsyningsteknologier.
Hovedformålet har været at inddrage kvantitativ miljøevaluering i vandforsyningens beslutningsgrundlag, og det har vi gjort ved at undersøge den højaktuelle case: Hvad er bæredygtig vandforsyning til hovedstadsområdet?
Læs også: DTU udvikler metoder til at sikre Europas drikkevand
Indledningsvist fandt vi, at LCA er et stærkt værktøj til at vurdere produkters, men også systemer som f.eks. vandforsyningers, miljøbelastning fra 'vugge til grav'. Den nuværende vandforsyning har vi sammenlignet med fire alternative teknologier eller foranstaltninger, der ønskes vurderet til hovedstadsområdets fremtidige forsyning.
De fire alternativer er: Regnvand til brug i toilet og vaskemaskine; Nye kildepladser, som etableres længere væk fra hovedstaden end de eksisterende; Kompenserende foranstaltninger af vandløb påvirket af grundvandsindvinding og Afsaltning af havvand.
LCA’en viser, at de grundvandsbaserede teknologier og regnvand er miljømæssigt set de mest fordelagtige, samt at afsaltning af havvand har den højeste miljøbelastning.
Ved at sammenligne vores resultater med et schweizisk LCA-studium af flaskevand fandt vi, at CO2-udledningen fra produktion af en liter postevand fra HOFORs centrale forsyning er 750 gange lavere end fra en liter flaskevand.
Vores nuværende drikkevandsforsyning og de grundvandsbaserede alternativer leverer hårdt vand, dvs. vandet indeholder mere kalk end f.eks. vandforsyning baseret på regn eller afsaltet havvand.
Læs også: Rapport: Samfundsgevinst ved at afkalke vand
Hårdheden bevirker, at kunderne bruger mere energi på at opvarme vand (varmtvandssystemer, kaffemaskinen, elkedlen, og vaskemaskinen), vaskepulver, shampoo og sæbe, samt at husholdningsapparaternes levetid reduceres.
Ved at inkludere disse effekter af vandets hårdhed i LCA’en får vandforsyning med lav hårdhed en væsentlig lavere miljøbelastning. I casestudiet bevarer afsaltning af havvand den højeste miljøbelastning, dog nu 40 procent lavere end før, da effekterne af den reducerede hårdhed ikke var med.
Det er første gang, at vandkvalitetsparameteren hårdhed indarbejdes i en LCA, og vi fandt, at det bør inddrages i LCA’er af vandsystemer med forskellige hårdheder.
HOFOR har netop nu fokus på at reducere vandets hårdhed og arbejder på at indføre central kalkfældning af drikkevand på et vandværk for på sigt at kunne udbrede det til alle vandværker, hvormed de miljømæssige gevinster opnås.
I dag inddrager LCA ikke vandressourcens knaphed. Dette er efterspurgt af mange virksomheder, der ønsker at angive deres 'water footprint'. Vi har i dette studie anvendt og videreudviklet en metode, som inddrager den lokale grundvandsressource med data fra Vandrammedirektivets vandplaner.
Når denne miljøkategori medtages, ændres resultatet af standard-LCA’en kraftigt, idet de teknologier, der ikke beror på grundvand, favoriseres. Det vil sige, at regnvand og afsaltning af havvand kan vise sig at være de miljømæssigt mest favorable alternativer til den nuværende grundvandsbaserede vandforsyning.
Læs også: Afsalter producerer drikkevand ved hjælp af solkraft
Det er nyskabende, at denne kategori opgøres på lokal skala og indarbejdes i LCA'en på lige fod med f.eks. 'carbon footprint'. I kølvandet af dette studie ønsker HOFOR sammen med to andre større danske forsyninger at videreudvikle metoden, så den bliver mere operationel i forhold til forsyningernes indvindingsoplande og de næste generationer af vandplanerne.
Den sidste del af Ph.d-studiet omfattede en multikriterieanalyse, hvor de tre dimensioner af bæredygtighed – miljø, økonomi og samfund – samles. På en workshop blev de to andre dimensioner (økonomi og samfund) vurderet og vægtet.
Bæredygtighedsevalueringen viste, at kompenserende foranstaltninger eller regnvandsopsamling – afhængig af prioritering af de tre dimensioner - er mest fordelagtig. Afsaltning af havvand er i to ud af tre prioriteringer næstbedst.
Resultaterne og metoderne fra denne erhvervs-ph.d kan bruges til at kvalificere beslutninger og skabe en endnu mere bæredygtig vandforsyning end den, vi kender i dag.
