Kronik: Ingeniører er dybest set skabsetikere
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kronik: Ingeniører er dybest set skabsetikere

Det kommer måske som en overraskelse for nogle, men ingeniørfagene har altid været styret af værdier. Det stereotypiske billede af ingeniøren som den menneskelige regnemaskine, den kølige, videnskabelige faktafinder kan ikke stå alene.

For det første er ingeniører beskæftiget med at konstruere ting, der virker, maskiner der skal fungere efter en intenderet plan. Der er altså et ikke-faktuelt, intentionelt, ja ligefrem kreativt aspekt ved ingeniørfaget i dets kerne.

For det andet indgår ingeniører som andre professionelle faggrupper i samfundsmæssige kontekster, som er gennemsyrede af værdier. Dette er ikke noget nyt, værdier har alle dage båret professionen fremad: fremskridt, udvikling, sikkerhed, kvalitet og nu også bæredygtighed.

Martin Mose Bentzen er adjunkt i Ingeniørfagenes Videnskabsteori ved Institut for Management Engineering, Danmarks Tekniske Universitet.

Når man ikke kan lave en stor offentlig bygning i dag uden at gøre den tilgængelig for handicappede er det et udtryk for værdier – lige muligheder for alle i meget konkret forstand. Det ville ligefrem være uetisk at konstruere bygningen, så mennesker i kørestol i praksis var forment adgang.

Men ikke bare brugen af den færdige bygning har etiske aspekter. Idéfasen, opførelsen, vedligeholdelsen og i sidste ende nedrivningen kan give etiske dilemmaer. Og denne ‘vugge til grav’- etik gælder naturligvis for alle teknologier, ikke blot på bygningsområdet.

Siden 1980’erne har etik for ingeniører da også været et levende felt internationalt, med egne workshops og tidskrifter osv. Den store non-profit organisation for fremme af teknologi, IEEE, afholder for første gang i maj 2014 et internationalt symposium om etik i ingeniørfagene, videnskab og teknologi.

Man kan godt tale om etik for ingeniører som en selvstændig akademisk disciplin med egne problemstillinger og metoder. Et spændende eksempel på dette er det nyopståede felt robotetik, hvor ingeniører simpelt hen forsøger at programmere bestemte etiske handlemønstre og tankemønstre ind i artificielle agenter.

Og etik bliver næppe mindre relevant i fremtiden. Nogle områder har åbenlyse etiske problemstillinger, som f.eks. biotek, hvor man kan pege på genteknologi som frugtbar kilde til etisk debat. Men alle steder hvor teknologi giver risici (og hvornår gør den ikke det?), bør man indtænke de etiske aspekter ved denne.

Den svenske filosof Sven Ove Hansson har i en bog fra 2013 med titlen ‘The Ethics of Risk’ netop behandlet forholdet mellem risiko og etik. Her argumenterer han for, at risiko giver udfordringer til den traditionelle etik. Vi er så at sige nødt til at tænke os frem i tiden for at vurdere, om vi tager de mest forsvarlige og gavnlige beslutninger lige nu.

Man kan indvende, at dette vanskeliggøres af, at vi lever i et risiko-risiko samfund, hvor man konstant tvinges til at afveje en type risiko mod en anden: Vi kan tage medicin, men det har bivirkninger. Vi kan dræbe bakterier i vores vand med klor, men klor er muligvis carcinogent. Og vi har historisk mange eksempler, hvor det har vist sig, at uønskede bivirkninger overskygger de positive virkninger: Asbest og PCB i bygninger, bly i maling osv. Der er etiske dilemmaer omkring disse teknologier, især fordi det ofte har vist sig, at tidlige advarsler er blevet overhørt. Er der brug for mere højtrøstede whistleblowers?

Tegning: Lars Refn

Men ned på jorden igen, for ingeniører har jo trods alt traditionelt set sig selv som meget naturvidenskabelige, det er en del af deres identitet at finde og forholde sig til fakta. Ingeniører kan bedst lide, når der kan findes et resultat man kan sætte to streger under, hører jeg fra nogle af mine studerende på DTU.

I Danmark skyldes dette til dels det historiske faktum, at DTU eller Den Polytekniske Læreanstalt, som det hed dengang i 1800-tallet, på et tidspunkt var det eneste sted, hvor man kunne studere naturvidenskab (dengang var læreanstalten en del af Københavns Universitet). Denne ærværdige tradition giver en solid ballast, men har måske også begrænset visse felter.

Det er i hvert fald et faktum, at etik ikke kan studeres som selvstændigt fag på ingeniøruddannelserne. Her indgår etikken som elementer af andre fag. Ikke fordi ingeniørstuderende ikke er klar over at det har etiske konsekvenser at skabe fremtidens teknologi.

En undersøgelse jeg for nylig lavede blandt 240 ingeniørstuderende på DTU viste, at 84 procent mener, at etiske problemstillinger kan være vigtige for ingeniører. Det undrer mig egentlig ikke at ingeniørstuderende har denne bevidsthed. De bliver trods alt uddannet til på innovativ vis at være opmærksomme på nye tendenser og udnytte dem optimalt.

Kommentarer (28)

At ingeniører tager hensyn til handicappede eller miljø er da kun at det står i specifikationerne, ikke at de er etiske.

Ingeniører skaber mange gode ting men på den anden side ville våbenindustrien sælge sten og kæppe hvis det ikke var for dem!

De er nok hverken mere eller mindre etiske end så mange andre men min subjektive mening er at de nok er mindre empatiske. Nu bliver hensyn til handicappr de bragt op og efter min svigermor havnede i den situation kan jeg da se at der ikke er mange ingeniører eller arkitekter der formår at sætte sig i handicappedes sted og finde løsninger der virker og ikke bare ser smarte ud i teorien.

  • 1
  • 0

Behovet for at manifestere sig som stående på det godes side er sjældent noget sikkert tegn på moralsk integritet eller noget virkeligt agtværdigt.

Men der er, som kronikøren skriver, ikke nogen grund til at være ”skabsetiker”.

Det kunne også ufrivilligt komme til at ligne et forsøg på ”at bryste sig af ikke bryste med de godes fjer”.

Jeg har fået den vane at banke min uforbeholdne mening i hovedet på alle og enhver, både i tide og utide, og kan sagtens se, at det i sig selv ikke noget bevis på min moralske overlegenhed. Men ”skabsmoralist”, det er så for meget i den anden grøft!

Der knytter sig blinde vinkler til spidskompetencen. Ingeniørens speciale er at ”få tingene til at virke”.

Opgaveformuleringen stilles normalt ude fra. Ingeniøren skal bare løse opgaven, få det til at virke. Og ingeniøren kan med ret tillade sig at være stolt af eksklusivt at kunne løse opgaven. Kontakten med brugeren kan være en del af den. Men der er mere i det.

Den mangfoldighed af uforudsete bivirkninger, der har det med at opstå i tilgift til den tilsigtede virkning og ved udbredelse af en udviklet teknologisk mulighed, kan tit gøre det svært for ingeniøren udelukkende at identificere sig med den tilsigtede virkning.

Ingeniøren er tvunget til at få fingrene i dejen på måder, der åbner for refleksionen over forskellen mellem det gode og det onde. Der er absolut ingen grund til at lægge låg på disse refleksioner.

Moralsk, ideologisk og politisk selvhævdelse kan være noget gevaldigt pladder, effektløst snik snak. Hverken de tilsigtede eller utilsigtede virkninger af de gigantiske muligheder, som videnskab og teknik giver det moderne samfund, er neutrale objektive resultater, altså bare rigtige muligheder i naturvidenskabeligt givne og uigendrivelig forstand.

Viden forpligter. Moralens ”bør”, den løftede finger, kan altid komme efter dig. Hvad vidste du og hvad burde du have vidst? Hvis du ikke lige havde alle beviserne for effekten af brug af antibiotika på alt for tidligt fravænnede pattegrise, så burde du have vidst, at multiresistente bakterier under alle omstændigheder er den sandsynlige bivirkning af den givne økonomiske virkning.

Ingeniørerne bag udviklingen af ovnene i Auswich var måske fagligt stolte af deres arbejde, men som mennesker, så var de enten ideologisk på en side, som vi i dag kun har foragt for, eller også så var de splittede dybt inderst inde.

Oppenheimer blev lagt for had af Truman og det politiske system, fordi han var moralsk i forhold til de muligheder, som han havde givet menneskeheden. I dag vil de fleste mennesker forhåbentligt kunne forstå ham og føle sympati for hans bevæggrunde.

Verden ser lige nu ud som om, at den har brug for et påskud for at skelne mellem dem på den ene side og os, her i vest. Jeg føler endnu engang trang til at banke den af mine uforbeholdne meninger i hovedet på de nyslåede koldkrigere, slå et slag for evnen til at tage den andens perspektiv, for evnen til at forstå, at selv de onde tænker på sig selv som de gode, og os som de onde! Men det er slet ikke populært. Det bliver nemlig til, at man går fjendens ærinde. Ikke engang som neutral, er man fredet. Så kan man lige så godt komme ud af skabet, og banke den i hovedet på de formastelige.

  • 0
  • 0