Kronik: Hver fjerde reparation af forbrugsgoder opgives
Langtfra alle varige forbrugsgoder som husholdningsmaskiner og hårde hvidevarer har en levetid, der berettiger dem til at blive kaldt varige.
Nogle produkter holder kun i kort tid, fordi vitale dele er af dårlig kvalitet – f.eks. motordele af plast i nogle food processorer og tromleophæng i nogle vaskemaskiner.
Samtidig er nogle produkter konstrueret, så de er dyre at reparere – med det resultat at produkterne smides ud, selvom kun en lille komponent er gået i stykker. Kun en del af materialerne genanvendes, og hvis de gør, så kræver det energi. Derfor er en cirkulær økonomi baseret på genanvendelse af affald er ikke så ressourceeffektiv som en økonomi, hvor produkter holder længere.
Inspireret af denne problemstilling var borgernes erfaringer med reparation af forbrugsgoder et emne i Ingeniørforeningen IDAs befolkningsundersøgelse 2017.
Et repræsentativt udsnit af befolkningen (cirka 2.000 personer) blev spurgt, om de havde haft behov for at få et forbrugsgode repareret inden for de seneste par år, om produktet var blevet repareret, og hvad der var baggrunden for beslutningen.
Ifølge Danmarks Statistik er de gennemsnitlige årlige udgifter til køb af varige forbrugsgoder steget markant siden 2000. I faste priser er der i en familie med to børn sket mere end en tredobling fra ca. 2.850 kr. om året til knap 9.600 kr.
Samtidig er udgifterne til reparation faldet markant fra ca. 600 kr. til ca. 170 kr. om året. Beløbet til reparationer indeholder endda også udgifter til ‘leje af husholdningsmaskiner’!
IDAs undersøgelse viser, at 28 pct. af danskerne inden for de seneste par år har haft behov for at få repareret et varigt forbrugsgode. Hvis vi antager, at 28 pct. af de 2,5 millioner danske husholdninger (og ikke 28 pct. af de 4,4 millioner voksne danskere) i løbet af to år har haft behov for at få repareret et forbrugsgode, så svarer det til cirka 350.000 reparationer om året.
Tallet kan være endnu højere, da borgerne i undersøgelsen blev bedt om kun at fokusere på det seneste reparationsbehov, hvis de havde haft behov for at få mere end ét produkt reparereret. 50 pct. af reparationsbehovet skyldes vaskemaskiner og tørretumblere, og 25 pct. angår computere.
De fleste reparationer bliver foretaget: 63 pct. havde fået produktet repareret, og yderligere 9 havde tænkt sig at få det repareret. Det betyder omvendt, at 28 pct. ikke får produktet repareret, svarende til at omkring 100.000 reparationer opgives hvert år. Cirka halvdelen af de fravalgte reparationer skyldes, at reparationen ville være for dyr. Det passer med, at 64 pct. vælger reparation, fordi det er billigere end at købe et nyt produkt, mens kun 21 pct. nævner et ønske om ikke at skabe affald.
Kun få reparationer opgives på grund af mangel på reservedele. I cirka halvdelen af tilfældene blev reparationen opgivet til fordel for køb af et nyt produkt, svarende til mindst 50.000 nyindkøb.
De faldende udgifter til reparation skyldes nok ikke bedre produktkvalitet: 22 pct. af behovet for reparation gælder produkter, der er mindre end to år gamle, og 58 pct. produkter der er mindre end fem år gamle. De faldende udgifter til reparationer skyldes således snarere, at reparation er blevet dyrere og mere besværligt, sammenlignet med køb af et nyt produkt.
Det er vigtigt at vide hvorfor produkter går i stykker. Erfaringer fra et dansk reparationsværksted peger på tre centrale faktorer: dårlig kvalitet, forkert brug eller forkert vedligeholdelse. Sidstnævnte kan skyldes, at producenterne ikke informerer brugerne godt nok.
Det internationale netværk af reparationscafeer har udviklet et it-system, hvor de registrerer produkter, der går i stykker, og hvorvidt de kan repareres. Måske kan den viden lægge pres på industri og detailhandel, så de selv indsamler og anvender brugererfaringer – i dialog med brugerne.
Hvis virksomhederne ville bidrage til en mere ressourceeffektiv cirkulær økonomi, skulle de anvende brugererfaringer til at redesigne produkterne, så de holder længere og lettere kan repareres samt tilbyde forbrugerne billigere muligheder for reparation.
Jeg måtte udskifte min otte år gamle computer på grund af en alvorlig fejl. Jeg kunne kun starte forskellige fejlsøgninger, som ikke lykkedes, derudover var der ikke kommunikation med den.
Det meste af hardisken kunne læses da den var pillet ud, men det tog dog næsten to dage at reetablere det meste af indholdet. Fordelen var at den var let at skille ad. Man kunne se hvilke skruer man skule skrue på.
Min fjernbetjening til TV har haft problemer med at reagere på lyd ned. Efter mere end et år med forskellige forsøg fandt jeg først forleden, ved et tilfælde, ud af at skille den ad, og en aftørring af tastesensoren hjalp.
Hvorfor skal det være så svært at skille produkterne ad, og hvorfor skal det skjules hvordan man gør?
Det gælder næsten med alle produkter, at det kan være rigtig svært at se hvordan de skilles ad.
Fra fjernbetjeninger til toiletter og armaturer.
Det er tydeligvis også hensigten at isenkrammet ikke skal kunne repareres. Hvor mange gange er man ikke stødt på disse fladkærvede skruer, som er designet til kun at blive skruet i?
En håndstøvsuger ligger adskilt med forbløffende meget elektronik inden i. Hey - der skal bruges et ladekredsløb og en on/off switch. Mon ikke alt det andet er "hvis du skiller dette ad, så lukker vi helt ned!" - kredsløb?
Interessant med Repair Cafés dataindsamlingssystem. Gravede frem at det hedder RepairMonitor, og lidt mere om det kan findes på https://repairmonitor.org. Det er dog kun udelukkende til brug for frivillige hos Repair Café'erne, og umiddelbart er der ikke nogen former for anonymiserede data/statistik til rådighed.
Der er dog kommet en Repair Café i Danmark (Odense), siden jeg senest kiggede på bevægelsen; https://repaircafe.org/en/locations/repair...
Det koster 49 EUR at springe med på vognen, hvis nogle har tid, lyst og lejlighed til at åbne en lokal afdeling.
Bestemt et prisværdigt og ædelt formål, men nok kun for dem der har formået at sluge "vækst"-kamelen.
Mikkel
Jeg tror det er fordi der nok er Lithium batteri i. Det kræver en ret avanceret ladestyring, og lukkes ned, hvis det tømmes FOR langt ned, da det så kan blive ustabilt og eksplodere i forsøg på igen at oplade det. Hvis der er flere serieforbundne celler i batteripakken, kræves yderligere elektronik til at lade hver celle HELT op.