Kronik: Historien vil dømme de energipolitiske aftaler, der laves i 2017

Der er mange holdninger om Danmarks satsning på vindenergi og anden vedvarende energi (VE). Jeg tror dog, at de fleste kan blive enige om, at grøn omstilling er vejen frem, og at det er glædeligt, at vi i Danmark er helt forrest i feltet som en global grøn vindernation, samt at vi som nation er rigtig gode til at omsætte vores viden og tjene penge på verdens grønne omstilling.

Vindmølleindustriens seneste tal viser, at 85.000 personer i 2016 var beskæftiget som konsekvens af vindbranchens tilstedeværelse i Danmark, heraf er de 33.000 personer ansat i selve vindmølleindustrien. De 33.000 arbejdspladser i industrien bidrager med 15 mia. kr. i skatter årligt, og medregnes de afledte effekter, var aftrykket på 31,5 mia. kr. i 2016. Eksporten fra vindbranchen steg sidste år til godt 55 mia. kr., svarende til 4,1 pct. af den totale danske eksport.

Vores førerposition på VE-området og tilstedeværelsen af vindmølleindustrien i Danmark er markante styrkepositioner, som udlandet forsøger at gøre os efter, og som vi må arbejde hårdt for at holde i verdensklasse. Derfor er jeg glad for, at der i Danmark er stort fokus på den grønne omstilling, og at vi har tradition for brede og lange energiaftaler. Dette har medvirket til vores nuværende brand og førerposition. Men aftaler har det med at udløbe, og teknologier har det med at udvikle sig. Derfor venter i 2017 mange nye energipolitiske beslutninger.

Til efteråret fremlægger regeringen sit udspil til en energiaftale for årene efter 2020. Det bliver en svær forhandlingsproces, der vil kræve politisk lederskab og ansvarstagen, da der er mange store knaster, som skal håndteres, hvis vi skal nærme os målet om mindst 50 pct. VE i 2030 (og 100 pct. i 2050) på en klog og omkostningseffektiv måde.

En af knasterne bliver at beslutte omstillingstempoet. Her er der grundlæggende to valg: enten at fortsætte den udbygningstakt, vi kender, eller blot at lade stå til, for så at øge tempoet senere. Sidstnævnte ‘kurve’ er ikke samfundsøkonomisk attraktiv, og den ambitiøse vej vil sikre momentum i teknologiudviklingen og dermed mindske priserne yderligere. Derfor er vores anbefaling, at den stabile udbygning og omstilling, som vi kender, bør fortsættes frem mod 2030 – til glæde for den danske førerposition og udstillingsvindue.

Det er naturligvis vigtigt, at vi parallelt med udbygningen med VE bliver bedre til at nyttiggøre den grønne strøm, vi producerer. Derfor er den anden store knast energiafgifterne, som bør gentænkes radikalt, så afgifterne bliver smartere. Eksempelvis hører elafgiften til i en tid, hvor strømmen var kulsort, og den hæmmer i dag brugen af grøn strøm. Det leder til den kedelige tendens, at fjernvarmeværker i stor stil omlægges til biomasse i stedet for varmepumper.

Det er velkendt, som vi ofte hører det fra energiministeren, at statskassen ikke kan undvære de mange milliarder, der opkræves i afgifter, men der er pinedød nødt til at ske en omlægning, der muliggør en smart grøn omstilling, hvor el kan spille den rolle, den har potentiale til.

Elafgiften hører til i en tid, hvor strømmen var kulsort, og den hæmmer i dag brugen af grøn strøm. Det leder til den kedelige tendens, at fjernvarmeværker i stor stil omlægges til biomasse i stedet for varmepumper.

Ændrede afgifter bør fremme et integreret energisystem og muliggøre, at vi både kan forbruge mere el og udbygge mere elproduktionsteknologi. Altså sikre et energisystem, der går på to ben frem mod 2030, hvilket vil gøre, at Danmark kan vedblive med at være et grønt skridt foran.

Inden efteråret venter dog en akut politisk stillingtagen til tilskudsordningen til landvind, der udløber 21. februar 2018. Regeringen har længe kendt problemet, og det er stærkt utilfredsstillende, at branchen fortsat ikke kender de vilkår, der skal gælde om bare otte måneder.

Vindbranchen er vant til konkurrence og klar til, at tilskudsniveauet fastsættes via udbud, som vi kender det fra havvind. Lad os gentage den succes på land frem for at eksperimentere med nye udbudsformer, som bl.a. Energikommissionen foreslår. Deres ønske om teknologi­neutralitet vil hverken sikre det miks af teknologier, som energisystemet har brug for, eller den sigtbarhed og stabilitet, som industrien behøver for at udvikle fremtidens stadigt billigere og snarest muligt tilskudsfrie vindmøller.

Vi er åbne over for teknologineutrale udbud som et afgrænset forsøg, så der opsamles erfaringer, hvorudfra det kan vurderes, om sådanne udbud på længere sigt giver mening. Her og nu giver det ingen mening.

For fortsat at sikre en stabil udbygningen med billig landvind anbefaler vi, at der laves en kortvarig overgangsordning, der sikrer gennemførelse af allerede igang­satte projekter, der f.eks. er forsinket af klagesagsbehandling. Samtidig bør vi igangsætte specifikke udbud for landvind med første udbudsrunde senest i 2018.

Vindbranchen har som mål at blive uafhængig af tilskud, men virkeligheden er den, at ingen ved, om det bliver om 3, 5, 10 eller 15 år, da det først kan ske, den dag danske elpriser kan bære nye investeringer. Sikkert er det dog, at dagen kommer tættere på, hvis politikerne viser lederskab, sikrer kendte rammer og en tilstrækkelig visibilitet i markedet. Gør de det, så vil de om få år få ros for de beslutninger, de traf i 2017.