Kronik: Gode klimaråd er dyrere end Klimarådet

Konstruktionen af et energisystem, der kan holde vores velfærdssamfund i gang med et meget mindre forbrug af fossile brændsler end det nuværende, er det største infrastrukturprojekt nogensinde.

Derfor er det en absurd forestilling, at det af klimaministeren ad hoc nedsatte Klimaråd med seks medlemmer, en økonom, professor Peter Birch Sørensen (KU), som formand, og en beskeden bevilling skulle kunne bidrage væsentligt til gennemførelsen af dette megaprojekt.

Klimarådets bevilling andrager 9 millioner kroner om året. Det svarer til mindre end 0,1 promille af projektets samfundsøkonomiske ressourceforbrug eller en tusindedel af de normalt påregnede projekteringsudgifter til store projekter.

Som for andre store infrastrukturprojekter omfatter en rationel strategisk energiplanlægning tre faser:

Klaus Illum er civilingeniør, lic.techn. og indehaver af Eco Consult Illustration: Ukendt

1) Kortlægning af det teknologiske råderum. Det vil sige udredning af alternative tekniske løsninger omfattende det samlede, integrerede energisystem (el, varme, transport, landbrug og skovbrug) og vurderinger af de samfundsøkonomiske omkostninger, der knytter sig til de forskellige alternativer (forbrug af arbejdskraft og andre ressourcer).

2) Analyse af de institutionelle implementeringsmuligheder. Herunder finansiering af de store kollektive investeringsprogrammer, udvikling af formålstjenlige afgifts- og beskatningssystemer og lovgivning vedrørende tekniske normer.

3) Den politiske beslutningsproces. På grundlag af på de informationer, der er indhentet i fase 1 og 2, skal der vedtages en strategi for implementeringen af indbyrdes koordinerede, formålstjenlige investeringsprogrammer.

Disse tre faser skal løbende revideres ved inddragelse af de indhøstede resultater og nye tekniske muligheder.

Klimarådet skal, som det står i dets kommissorium, inden for dets beskedne bevillingsramme blandt andet: ‘Analysere mulige omstillingsveje mod et lavemissionssamfund i 2050’ (fase 1 ovenfor) samt analysere ‘mulige virkemidler for at opnå drivhusgasreduktioner’ og ‘udarbejde anbefalinger om udformning af klimapolitikken, herunder valg af virkemidler og omstillingsveje’ (fase 2 ovenfor).

Klimarådet skal således med små midler løse både en teknisk og en økonomisk konstruktionsopgave – opgaver der hver for sig er langt mere komplekse end den opgave, der skulle løses i slutningen af 1970’erne og i 1980’erne, da olieforbruget i kraftværkerne efter oliekrisen skulle udskiftes med kul, og udnyttelsen af naturgassen fra Nordsøfelterne skulle planlægges.

Det var dengang dansk energiplanlægning blev grundlagt på basis af en omfattende – og internationalt enestående – registrering af landets bygninger og virksomheder (godt 200.000 registerposter fordelt på de 4.928 energidistrikter, landet blev opdelt i).

Dengang drejede det sig om opdelingen af ‘varmemarkedet’ mellem fjernvarme fra de store kraftvarmeværker og naturgas – en primært af økonomiske interesser bestemt planlægning uden store tekniske problemer.

Således blev energiplanlægningen overtaget af økonomer, der opfatter ‘energi’ som forskellige varer i mængder, der kan opgøres i kalorier eller joule, så der kan opstilles simple energibogholderier, hvor elektrisk kraft, halm, varmt vand fra solfangere osv. indgår med deres kalorieværdier, ligesom alt i pengebogholderierne regnes i kroner og øre. Sådanne energibogholderier – som Energistyrelsens statistiske opgørelser – giver imidlertid ingen indsigt i de tekniske muligheder for at formindske forbruget af fossile brændsler.

Politikerne og deres embedsmænd i Finansministeriet, Skatteministeriet og Energistyrelsen regner stadig med, at en kalorie i form af varmt vand har samme tekniske værdi som en kalorie i form af elektrisk kraft. Derfor nedbryder de nu det i 1980’erne og 1990’erne opbyggede kraftvarmesystem, der udnytter kølevandet fra el-genererende kraftmaskiner til rumopvarmning via fjernvarmenet.

Idet naturgasdrevne kraftmaskiner udskiftes med træpille- og flisbål under kedler, fordobles CO2-udslippet fra værkernes skorstene. Også udskiftningen af naturgas og kul i store kraftvarmeværker med træpiller og flis og nedlukning af deres el-produktion medfører et større CO2-udslip. Endvidere mistes den reguleringsevne i el-systemet, som kraftvarmeværkerne bidrager med.

Således elimineres 1980’ernes og 1990’ernes fremskridt af et sygt system af energi- og miljøafgifter, fostret af politikere og embedsmænd uden elementær forståelse af de fysiske og tekniske vilkår for konstruktionen af det nye energisystem, de taler om.

Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) præsenterede 1. december formanden for det nyoprettede klimaråd, den tidligere overvismand Peter Birch Sørensen. Illustration: Klima- og Energiministeriet

Fremskridt i udviklingen af en rationel, målrettet strategisk planlægning kræver indsigt i de tekniske muligheder og problemer, der gør sig gældende i konstruktionen af et integreret energisystem, hvori vedvarende ressourcer udnyttet effektivt i et stadigt samspil med systemets energiomsætningsanlæg og slutforbrugssystemet.

Da der ikke er noget erfaringsgrundlag at bygge på, kan denne indsigt kun opnås ved at investere i et energiinformationssystem baseret på en national database med tilhørende beregnings- og dokumentationsprogrammer, som omfatter hele energisystemet.

Uden et sådant informationssystem kan kortlægningen af det teknologiske råderum (fase 1 ovenfor) og den løbende ajourføring af planlægningen ikke gennemføres, og der vil ikke være et rationelt grundlag for analysen af implementeringsmuligheder (fase 2 ovenfor).

Et klimaråd, der skal kunne formidle indsigt i klimapolitikkens problemkompleks og afstedkomme implementeringen af rationelle, målrettede strategier, skal således udstyres med ressourcer og redskaber, der står mål med opgavens omfang. Hvis Klimarådets medlemmer tror, at de kan løse deres opgave i rundbordssamtaler med hjælp fra et mindre sekretariat, er de ikke deres opgave voksen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Størrelsen på klimarådet er (forhåbentligt) et resultat af de politiske realiteter. En større millionbevilling ville have mødt modstand og ville have forsinket igangsætningen af arbejdet betydeligt; derfor er rådet grundlagt med det minimale budget - med tanke om at det kan vokse efter behov over tid.

2050 målsætningerne er blevet behandlet mange gange, blandt andet af IDA (IDAs klimaplan 2050), men også af styrelser, regioner, universiteter, GTS'er, og kommercielle rådgivere, og kortlægning af det reelle tekniske råderum, for at udføre det bedste fra disse planer, er et vigtigt punkt på vejen dertil.

  • 0
  • 0

Således blev energiplanlægningen overtaget af økonomer, der opfatter ‘energi’ som forskellige varer i mængder, der kan opgøres i kalorier eller joule, så der kan opstilles simple energibogholderier, hvor elektrisk kraft, halm, varmt vand fra solfangere osv. indgår med deres kalorieværdier, ligesom alt i pengebogholderierne regnes i kroner og øre. Sådanne energibogholderier – som Energistyrelsens statistiske opgørelser – giver imidlertid ingen indsigt i de tekniske muligheder for at formindske forbruget af fossile brændsler.

Derfor har vi et håbløst afgiftssystem på energi, hvor eksempelvis direkte drevne varmepumper slipper for en stor beskatning, som eldrevne varmepumper til gengæld får.

Afgifterne skal lægges direkte på brændslerne (kul, olie, biomasse, nukleart osv.) for derved undgås de stærkt forvridende mekanismer i hele vores sært sammenskruede afgiftscirkus og den enkelte forbruger/virksomhed kan på helt andre og mere enkle vilkår gennemskue prissignaler mv.

En sådan omlægning skal ensartes indenfor EU for ikke at være konkurrenceforvridende og den skal oveni også afspejle de eksternalitetsudgifter der er ved selve energifremstillingen og produktionsanlæggets opførelse og nedlæggelse. Derved vil selv en vindmølle også få afgifter pålagt.

Fordelene er at: - sammenvredne og uklare afgiftsforhold afskaffes - hele EU får samme afgiftsforhold - CO2 kvoter - som alligevel ikke virker - eller blot fører til at andre forurener mere - kan afskaffes. - prissignalerne kommer til at blive klare, så forbrugere kan afgøre om det er mere eller mindre opportunt at købe el på forskellige tidspunkter og ved forskellige produktionsmix - at elektricitet fra vindmøller uden tvivl vil ligge helt i bunden af prisskalaen. - at forbrugerne kan vælge at spare el, når og hvis vindkraften er helt eller delvist manglende og den alternative produktion medfører meget dyrere elektricitet. Her vil specielt gulvvarmesystemer medvirke til at man kan undvære drift af sin varmepumpe.

Vi skal også sikre, at biomasse ressourcerne ikke bare kastes i grams på biomasse fyrede fjernvarmeværker, det er den alt for værdifuld til. Principielt bør biomasse i form af halm og flis ikke anvendes i nye "varmeværker" med en elvirkningsgrad lavere end 35% og på primære kraftværkspladser må man forlange elvirkningsgrader på et godt stykke over 40% ved eventuel kondensdrift. Avedøreværk 2 ligger på ca 45% med træpiller som brændsel.

Med disse høje elvirkningsgrader kan man i princippet få en "well to wheel" virkningsgrad for elektriske køretøjer, som ligger langt over de muligheder, som flydende brændsler kan give i fremtiden og det til en langt lavere pris - dog igen under forudsætning af, at afgiftssystemet laves om.

  • 10
  • 0

"En formand, som om nogen har indblik i, hvordan man tænker omkostningseffektivitet ind i klimapolitikken, så omstilling, vækst og beskæftigelse kan gå hånd i hånd". Det var ordene, da klimaministeren præsenterede Peter Birch Sørensen (PBS) som formand for det ny klimaråd. At PBS' ekspertise udi klimaområdets konkrete aspekter kan forekomme noget uklar er af mindre betydning: Titlen "økonom" er åbenbart efterhånden kommet til at betyde "Ekspert I Alting".

I den forbindelse er det naturligvis interessant at se hvad PBS' gamle vismands-kolleger laver i deres miljøøkonomiske råd. Deres rapporter er omfangsrige, hvilket jo bl.a. giver god sikkerhed for at ingen af de bevilgende politikere nogensinde læser dem.

Og godt det samme. Da vismændene har ringe viden om de konkrete problematikker på de berørte områder fremstår rapporterne som en blanding af løs snak og fag-økonomiske skoleridt. Her kan man læse om alt fra bemærkelsesværdige "second-mover -fordele"(!) til CO2-kvoternes fortræffelige eliminering af enhver fornuftig indsats. Man kan sågar blive præsenteret for en model til beregning af "optimal biodiversitet"! Eller rettere: Optimalt tab af biodiversitet, idet denne størrelse jo generelt kun bevæger sig nedad, hvilket den undrende læser meget rigtigt gøres opmærksom på i en note.

Kort sagt: Vrøvl og snak uden ende, hvor det manglende kendskab til de konkrete problematikker meget logisk fører til at stort set enhver form for konkret handling frarådes.

Million-dollar-spørgsmålet er så, om PBS monstro har fået en åbenbaring efter han forlod vismands-kollegiet. Jeg tvivler. De udtalelser jeg har set og hørt fra den nyslåede rådsformand har været banale: "Kosteffektive løsninger", "udvikling af nye teknologier", "mere forskning" osv.. At det - som beskrevet i kronikken ovenfor - er systemløsninger, der er brug for er tilsyneladende ikke trængt ind. Det vil næppe heller ske. Simpelt valg mellem teknologier kan med lidt ond vilje betegnes som en art indkøbsoplevelse. Den slags magter de fleste. Systemløsninger kræver derimod egentlig viden af en art, der ligger langt uden for økonomernes pensum.

Allermest bekymrende er dog PBS' stædige fastholdelse af CO2-kvoterne som det ideelle middel, uagtet systemet på nuværende tidspunkt er brudt sammen, og næppe nogensinde vil kunne bringes til at fungere efter hensigten. Det repræsenterer alene et meningsløst spild af tid og kræfter. Men uheldigvis har kvoterne én afgørende styrkeposition: De er i smuk samklang med de herskende økonomiske teorier, og fungerer fint i de tilhørende modeller. Og problemet er det sædvanlige: Verden er ikke god nok til økonomernes modeller!

Af samme grund fokuserer økonomer (af "vismandstypen") ganske meget på at forbedre verden, så den kan bringes til at fungere i overensstemmelse med modellerne. Hvis PBS vælger at fortsætte ad den vej vil det give meget alvorlige konsekvenser for klimarådet, og dermed rådgivningen af regering og folketing. I så fald vil rådet nemlig ikke alene være absurd underdimensioneret, det vil blive en direkte negativ faktor i forhold til den nødvendige udvikling.

  • 8
  • 0

"Men uheldigvis har kvoterne én afgørende styrkeposition: De er i smuk samklang med de herskende økonomiske teorier, og fungerer fint i de tilhørende modeller."

Kvoteprisen bruges - naturligt nok, skønt i realiteten idiotisk - til at repræsentere de eksterne omkostninger ved udledning af drivhusgasser i cost benefit analyser i henhold til finansministeriets vejledning. Eftersom kvoteprisen efterhånden er gået i nul har man altså gennem Kyoto aftalen lykkedes at eliminere de eksterne omkostninger ved forureningen.

Oops. Lad os nu se om det generer PBS. Smukt er det jo ikke

  • 7
  • 2

Tak for den ret omfattende oplysende artikel, Klaus. Af debatten her på tråden fremgår det tydeligt, at den slags økonomiforståelse, der er rådende hos regeringens rådgivere, kun kan resultere i en overfladisk belysning af udvalgte aspekter af klima-, energi- og miljøproblemerne. Videnskabsteoretisk kan man kalde deres fag 'economics' for en aspekt-videnskab - så de er atlid i bedste overenstemmelse med deres beskedne ambitionsniveau, når de udtaler sig på en meget forbeholden måde. Men at sætte dem til bords med de besluttende politikere, det burde være en anden sag. Økonomernes fremgangsmåde rammes af en mistanke om, at de fremmer den metode, som journalisten Jesper Tynell har dokumenteret i bogen 'Mørkelygten. Embedsmænd fortæller om politisk tilskæring af tal, jura og fakta." (Samfundslitteratur 2014) En sammenlignelig case, som Tynell beskriver, er den i 00'erne gennemførte struktur- og/eller kommunalreform. Her ser vi det samme som ligger i kortene i forhold til Klaus Illums grundige arbejder og forslag i kronikken: Til forskel fra kommunalreformen i begyndelsen af 70'erne, der tog flere år og dermed gav tid til at ligeså grundige fagfolk (f.eks. geografer) kunne tage bestik af realiteterne rundt omkring i landet, blev den såkaldte reform i 00'erne hastet igennem med et fagligt uforsvarligt politisk bestillingsarbejde.- Når vi nu i årtier har udsat effektiv handling i klimaspørgsmålet, er tidspresset selvfølgelig enormt. Men det er det over hele kloden - og de enestående danske erfaringer med en grundigt diskuteret energipolitik burde ikke sættes over styr, som det nu ser ud til at det sker.

  • 9
  • 0

Niels,

Jeg ville foretrække en netto-skat på CO2 udledning i stedet for på de fossile brændsler. For jeg køber ikke præmisen om, at fossil-fri er den eneste måde vi kan blive forureningsfri på. Det er let-forståelig måde, ganske vidst, men også en potentielt unødigt dyr måde.

Men det optimale er som bekendt 'godt noks' værste fjende. Og en brutto-skat på fossile brændsler vil være meget let at administrere og meget svær at flygte fra. Hvis den vel at mærke bliver indført på EU-plan, som du skriver.

  • 1
  • 0

Hej Thorkil

Some overordnet målsætning skriver du at CO2 udledninger skal stoppes. Det er jeg enig i.

I dit link skriver du bl.a (idet jeg har nummereret):

  1. Ikke noget med at ’deponere’ strømmen til senere brug. (Med mindre man vil købe og sælge til den øjeblikkelige markedspris)
  2. Afgift for forurening pålægges forurenerne i forhold til hvor meget CO2 og andet der udledes. (Hvis man fra politisk hold ønsker at være ”Mere Grøn” vil det ’sådan bare’ være nok at forøge denne afgift)
  3. Kvoter for CO2 uddeles ikke som en slags gave til gamle etablerede forurenere, der ’smart nok’ kan sælge og skaffe fortjeneste på grund af gamle synder.
  4. Kvoter købes, på helt lige vilkår, af slags en CO2-pool. (Ideelt også internationalt)
  5. Politisk favorisering af specielle produktionsformer afvikles så hurtigt som muligt. (Indgåede aftaler skal naturligvis overholdes)
  6. Eventuelle skatter og afgifter fordeles helt ligeligt. Ikke per kWh men i forhold til netto betaling. (Uden politisk favorisering af specielle produktionsformer men favoriserende den bevidste forbruger.)
  7. Konkurrenceforvridning fra gamle regler afvikles – Ikke alt for langsomt.
  8. International konkurrenceforvridning skal formentligt imødegås ved kompensationer, der ikke må tage overhånd.
  9. Tilskud til forsøg med, og etablering af, nye energiformer skal begrænses og må under ingen omstændigheder udarte til en næsten permanent hovedpude for ineffektivitet.
  10. Hold jer væk fra at diskutere El-biler, Vind og Sol kontra Atomkraft, Bølgeenergi, Biomasse og alt muligt andet. (Det er bestemt ikke uvæsentligt at det diskuteres. Men det må ikke ødelægge en fornuftig dialog om denne sag)
  11. Den politiske situation vil afgøre om ’Samfundet’ eller ’Nettet’ skal fortsætte med at vedligeholde ekstra reservekapacitet.

Jeg er grundlæggende enig, men har nogle kommentarer:

Ad 1. Det forstår jeg ikke. Selvfølgelig må strøm lagres hvis det er hensigtsmæssigt - dvs konkurrencedygtigt. Du lægger op til et frit og åbent marked med alle eksterne omkostninger internaliseret - hvis kan man sælge strøm fra lager på et sådant marked må det naturligvis også være tillladt.

AD 2. Kernen i forslaget til etablering af et frit og fair marked. Forurening beskattes, eksterne omkostninger internaliseres. Jeg foreslår iøvrigt at CO2 skatten baseres på at kulkraft med CCS skal være konkurrencedygtig med kulkraft uden CCS. Det giver et kvantificerbart mål for afgiftens størrelse, er forudsætningen for at CCS (og bio-CCS) kan komme på banen og vil sandsynligvis være tilstrækkelig til at sætte fossilerne fuldstændigt på porten (det overordnede mål) - både i forhold til VE og akraft.

Ad 3. Du skriver om kvoter. Men det har vi prøvet og kvotesystemet er brudt sammen. Det er ikke hensigtsmæssigt - tværtimod. Kvotesystemet har etableret en udledningspris for CO2 som ligger tæt på nul - mao kvotesystemet har formået at eliminere den eksterne omkostning ved CO2 forurening (CO2 prisen som bruges i CBA til beregning af den samfundsmæssig værdi af offentlige investeringer). Det er dybt godnat når hele øvelsen ved internalisering af de eksterne omkostninger går ud på at reducere CO2 udledningerne. Så kvotesystemet skal væk. Man kan ikke have CO2 afgifter (forureneren betaler princippet) og et kvotesystem samtidigt. Det er enten eller.

Ad 4. Se Ad 3.

Ad 5. Enig. Det følger iøvrigt nærmest af sig selv når de eksterne omkostninger internaliseres. Hvis nødvendigt kompenserer man for at bryde uhensigtsmæssige (for samfundet) men juridisk bindende aftaler (ekspropriation).

AD 6. Naturligvis. Jeg tror du har noget specielt i tankerne men kan ikke lige se det. Hvorfor "eventuelle"?

AD 7. Helt helt enig. Dette er netop årsagen til den nuværende misære. Man har gjort det profitabelt at ødelægge fremtidige generationer produktionsgrundlag ved at give subsidier til fossilindustrien (80% i ex-OECD, 20% i OECD landene) og gratis adgang til naturen (produktionsgrundlaget) som losseplads for forurening. Man udkæmper iøvrigt konstant krige og opretholder et højt globalt (borger/skatteyderfinansieret) militært beredskab for at sikre sig adgang til de forurenende resourcer (mellemøsten). Tilsammen en enorm konkurrenceforvridning der betyder at - pga af de eksterne omkostninger - de dyreste (for samfundet) energiteknologier tilbydes på markedet som var de de billigste.

Ad 8. Det er uklart. Men enig i at det hele handler om at undgå konkurrenceforvridning imod samfundets interesser - hvis det er det du mener.

Ad 9. Samfundet må naturligvis give de tilskud det vil hvis det skønnes hensigtsmæssigt (for samfundet). Subsidier med en positiv samfundsmæssig forrentning er helt i orden (f.eks. infrastruktur, energiforsyningssikkerhed, kollektiv trafik, gratis undervisning og sundhedssystem osv) . Men subsidier skal ikke gives for at gøre private investeringer rentable hvis de er samfundsmæssigt urentable. Det siger sig selv - men er ikke desto mindre det der sker.

Ad 10. Jeg er ganske enig i at diskussionen skal flyttes fra at drøfte teknologi til at drøfte økonomi. Hvis ikke det økonomiske system ændres til at markedet repræsenterer alle omkostninger er diskussionen om teknologier omsonst. Altså hvordan gennemfører man etablering af et marked hvor alle teknologier kan konkurrere på fair og lige vilkår - dvs alle eksterne omkostninger er internaliseret? Det er det overordnede problem. Har man først opnået det vil markedet automatisk vælge de samfundsmæssigt mest rentable teknologier. Og det vil rent logisk være de teknologier som sikrer en bæredygtig udvikling.

Ad. 11. En detalje. Ingen kommentar

Afsluttende kan jeg tilføje at jeg ikke forstår du kan skrive som du har gjort i dit link og ikke desto mindre efterfølgende i debatten bliver ved med at diskutere teknologi i stedet for økonomi (f.eks. akraft versus vind). Og ovenikøbet melder ud at vind er urentabel - som et faktum. Det udsagn strider mod alle økonomiske analyser som inkluderer de eksterne omkostninger ved energiforsyning. Det må du da være klar over. Og du foreslår jo netop at inddrage de eksterne omkostninger- ikke sandt? Skat på forurening.

Hvorfor følger du ikke dine egne anbefalinger og fokuserer på de økonomiske vilkår i stedet for denne ufrugtbare teknologi diskussion.

  • 3
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten