Kronik: Gentag ikke fejlen med havmøllerne på solcelleområdet
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kronik: Gentag ikke fejlen med havmøllerne på solcelleområdet

Efter at udbud af primært havmøller har ført til uhørt høje priser for elforbrugernes PSO-betalinger – og dermed en unødvendig modstand mod vedvarende energi – overvejer regeringen nu at overføre de dårlige erfaringer til solceller. Nemlig med et pilot-solcelleudbud i 2016.

Hvis det gennemføres som udbuddet af havmøller med enkelte udbudsrunder og med betingelser, der udelukker de fleste potentielle investorer, vil det for det første resultere i alt for dyre projekter. Og for det andet vil projekterne blive gennemført af større investorer, der ikke har interesse i de lokalområder, hvor solcellerne skal placeres. Investorerne kan også at forlange en unødvendigt høj pris for strømmen.

I stedet bør indføres regler, der giver mulighed for, at almindelige mennesker kan investere lidt af deres opsparing i et solcelleanlæg på eget hus eller i egen have, samt mulighed for at boligselskaber kan opsætte solcelleanlæg på egne bygninger til gavn for beboerne, og mulighed for at øvrige interesserede kan deltage i solcellelaug.

Det vil både give muligheder for lavere omkostninger til forbrugerne og folkelig deltagelse i udbygningen med vedvarende energi. Dermed kan det, modsat det aktuelle forslag, berede vejen for en omstilling af Danmark til vedvarende energi med både folkelig støtte og en minimal pris for forbrugerne.

Det har længe været almindeligt accepteret, at havmøller er meget dyrere end landmøller, baseret på erfaringer fra projekter til havs og på land. De seneste erfaringer med projekter med kystnære havmøller, der kan etableres med den samme elpris-bonus som landmøller, tyder på, at konklusionen bør ændres til, at det primært er udbudsformen, der giver meget dyrere vedvarende energi end ordninger, hvor man selv kan bestemme, hvornår man søger tilladelser, og hvor ingen bliver diskvalificeret pga. urimeligt høje krav til f.eks. økonomisk soliditet.

Aktuelt vil det kommende Horns Rev 3 få 77 øre/kWh i 12 år, mens kystnære møller uden for udbuddene får 48-58 øre/kWh i syv år. Det betyder, at elforbrugerne kommer til at betale over fire gange så meget i PSO for strømmen fra Horns Rev møllerne som for strøm for de kystnære møller.

Nok er det lidt dyrere at opstille møller på Horns Rev frem for f.eks. i Aarhusbugten, men det kan langt fra forklare hele forskellen. Det bliver derfor spændende at se, hvad priserne bliver for de igangværende udbud af kystnære møller, hvor den eneste forskel til de kystnære møller uden for udbuddene er udbudsformen.

Det er sørgeligt, at regeringen nu ser ud til at ville bruge den dyre og fremmedgørende udbudsform til solceller. Vi ved af erfaringerne fra solcelleudbygningen i 2012, at der er stor folkelig interesse for at opstille sollceller, og langt de fleste støtter omstillingen til vedvarende energi, bare det gøres på en ordentlig måde og uden kunstigt skabte ekstraomkostninger.

Derfor bør omstillingen ikke blokeres med kunstige barrierer som en begrænsende udbudsordning. Vi må derfor håbe, at regeringen vil lytte til kritikken og indrette de kommende ‘udbud’, så alle kan være med, både på egen grund og i solcellelaug. Det skal bl.a. gøres ved at sikre, at der ikke er snærende tidsfrister, som forhindrer en bred folkelig deltagelse.

Der skal være tid til at danne solcellelaug og tid til at udveksle erfaringer med hinandens projekter. Det gøres ikke ved et eller to enkelte udbud. Konkret kunne pristillægget for solceller for i år fortsættes i det foreslåede ‘pilotudbud’ og være gældende i 2016, så længe puljen rækker og med en særlig pulje for de nye solcellelaug.

Hvis man så også simplificerer de meget komplekse regler for solcellelaug, så de svarer til reglerne for vindmøllelaug, er der mulighed for, at den nye ordning kan give omstillingen til vedvarende energi et skub i den rigtige retning.

Det er muligt, at Energistyrelsen, der skal gennemføre ordningen, vælger udbudsrunder med henvisning til EU. EU-Kommissionen har godkendt de danske ordninger for solceller, inkl. dette ‘pilotudbud’. At det betegnes ‘pilotudbud’ i EU's dokumenter betyder dog ikke, at Energistyrelsen blot skal finde deres udbudsmateriale for havmøller frem og overføre de dårlige erfaringer til solcelleområdet. Det kan gøres bedre.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

...Gentag ikke fejlen med havmøllerne på solcelleområdet...

Specielt ikke, når vi har en klar dokumentation af, hvor galt det med stor sandsynlighed går med solcellerne - Nemlig historien om barmarksværkerne, som blev lovet en gylden fremtid.

Nu bruger man præcis den samme model som dengang. Hvorfor???

  • 4
  • 3

Formålet med en udbudsrunde er at reducere prisen mest muligt. Det opnår indkøbere hver dag i 1000'er af danske virksomheder.
At påstå at man ved at lave et udbud efter lavere priser øger prisen er ikke gennemfænkt og bærer præg af at man mangler viden og/eller forståelse for det emne man skriver om.
At indkøberne inden for det offentlige evt sætter for høje krav til udbyderne og derved reducere antallet af udbydere unødvendigt, er et problem som ikke skyldes selve udbudsformen, men manglende professionalisme udbyderne.
Du henfører den høje pris på havvindmøller alene på udbudsformen, og overser (bevidst?) at fundamenterne, linjeføring til havvindmølleparkerne, krav til øget holdbarhed for vindmøllerne på havs og øgede omkostninger til servicering medfører stærkt øgede omkostninger.
Jeg synes at artiklen er rodet, usaglig og mange af de påståede sammenhænge mellem auktions form og pris er ikke dokumenteret.

  • 1
  • 1