Den underliggende årsag til fuptidsskrifter er ikke en inderligt ønske fra forskere om at publicere underlødig forskning. Man skal grave længere ned for at finde en årsag til, hvorfor forskere så gør det alligevel. Denne årsag er bevillingssystemet og ansættelsesstrukturen på universitetet: For at kunne få penge til forskning, skal ansøgere have alenlange lister af publikationer. Bevillingsgiverne har ikke tid til at vurdere de enkelte publikationer, så det bliver i reglen bare en optælling, evt. suppleret med optælling af antal referencer. Noget lignende gælder ansættelser: for at blive professor skal man kunne vise ikke alene at man har publiceret en masse, man skal også vise, at man har brugt en masse penge: Jo flere og jo større forskningsbevillinger, man har opnået, jo bedre. Og disse opnås som sagt ved at publicere mere.
Incitamentstrukturen er således klar: Publicer, publicer, publicer. Kvaliteten gør ikke så meget: Man kan sagtens få mange citater for dårlig forskning, f.eks. fra folk, der modsiger artiklernes konklusioner. Få artikler er blevet citeret så meget som Andrew Wakefields artikel, der (fejlagtigt og sandsynligvis mod bedre vidende) forbandt vaccine og autisme.
Hvad er så kuren mod denne sygdom? En mulighed er, at der trækkes lod om forskningsmidler uden skelen til antal publikationer eller emnet for forskningen. Evt. kan midlerne deles ligeligt mellem alle ansøgere -- hvis man har brug for dyre instrumenter o.lign., må man slå sig sammen med andre forskere for at have pengene til det.
Og afskaf professoraterne -- eller gør dem blot til indholdsløse titler uden ekstra løn og rettigheder.