Kronik om forskning: Samarbejde med Kina skal foregå på et reflekteret og informeret grundlag

Den 1. marts skulle familien og jeg være landet i Shanghai. Lejligheden i København var pakket ned, billetterne på plads, og kufferterne fyldt med gode ideer om grøn omstilling, uddannelse i entreprenørskab og kunstig intelligens i sundhedssektoren. Som for mange andre har den globale sundhedskrise ændret alle planer. Efter at have afsendt hovedparten af vores ejendele, sidder vi stadig i Danmark i en midlertidig bolig, omgivet af et par kufferter med de mest essentielle ting, som skulle hjælpe os igennem den første karantænetid i Shanghai.

Min start som innovationsattaché har været præget af to meget forskellige typer opgaver. For det første har jeg ydet akut støtte til danske forskere, der gerne vil i kontakt med kinesiske kollegaer med ekspertise i covid-19. I starten af marts begyndte de første studier fra Kina at udkomme. Bag studierne ligger interessante datasæt og erfaringer, som danske forskere gerne vil diskutere med kinesiske kollegaer. Alle andre opgaver tilsidesættes, når sådanne henvendelser kommer ind, og vi har fra ICDK Shanghai assisteret de danske miljøer så hurtigt og effektivt som muligt.

Tid til status på dansk-kinesisk samarbejde

For det andet har den første tid også været præget af eftertanke. Der er gode grunde til at kigge nærmere på Danmarks samarbejde med Kina inden for forskning og uddannelse. Det er mere end 10 år siden, at Strategien for vidensamarbejde mellem Danmark og Kina blev fremlagt. Rapporten kortlagde eksisterende relationer og udpegede en række initiativer, der skulle søsættes i de efterfølgende år, herunder oprettelsen af et dansk-kinesisk universitetscenter, Sino-Danish Center for Education and research (SDC), som desværre i år kommer til at fejre sit 10-års jubilæum i skyggen af covid-19. Formålet med strategien var at placere Danmark centralt i forhold til det fremadstormende Kina, der også i 00’erne investerede massivt i forskning, innovation og uddannelse.

Den verserende sundhedskrise – og min udskudte afrejse til Kina – er en kærkommen lejlighed til at stoppe op og analysere det dansk-kinesiske samarbejde. Her kommer et par interessante pointer, der indikerer, at ambitionen om at placere Danmark centralt ift. Kina er lykkedes.

• I perioden 2010-2018 er der sket en femdobling af antal publikationer med mindst én dansk og én kinesisk forsker. Fra godt 400 sampublikationer i 2010 til knap 2000 i 2018.
• Forskningssamarbejdet har især været præget af naturvidenskabelig og teknisk forskning. Særligt tegner energiforskningen sig for en væsentlig del.
• Fire danske universiteter – København, Aarhus, Aalborg og Danmarks Tekniske Universitet – står for langt hovedparten af de dansk-kinesiske sampublikationer. De fire universiteter har cirka lige mange sampublikationer med Kina.
• Danske forskere samarbejder med en enormt bred vifte af kinesiske universiteter. Dog er Chinese Academy of Sciences (CAS) den suverænt hyppigste samarbejdspartner, hvilket formentlig skyldes, at UCAS (University of Chinese Academy of Sciences) udgør den kinesiske part i SDC-samarbejdet.
• En stigning i antallet af kinesiske kandidatstuderende i Danmark på 29% mellem 2015 og 2018. Denne udvikling er især drevet af Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet, der har haft stigninger på henholdsvis på 98 % og 94 %.

Vi har også kigget på danske virksomheders investeringer i FoU-aktiviteter i Kina og på myndighedssamarbejder mellem de to lande. Den foreløbige gennemgang peger entydigt på, at Danmarks samarbejde med Kina inden for forskning, uddannelse og innovation er bredt, dybt og stadigt accelererende. Der er tungtvejende grunde til at fortsætte denne udvikling. Kina er over de seneste ti år gået fra at være en opkomling i det globale videnshierarki til nu at sætte dagsordenen på en række områder. Det er for eksempel naivt at forestille sig, at vi kan lykkes med den grønne omstilling uden vidensamarbejder med Kina.

Tid til refleksion om samarbejdets form og fokus

Der er imidlertid også behov for at se samarbejdet med Kina i en større kontekst. I 2019 udgav EU-Kommissionen EU-China – A strategic outlook, hvori Kina beskrives som en samarbejdspartner, en forhandlingspartner, en økonomisk konkurrent og en systemisk rival for de europæiske lande.

Den systemiske rivalisering kan ses i Kinas forskningsmæssige respons på Covid-19. Kinesiske forskningsmiljøer er blandt de førende inden for Covid-19. I midten af april vurderedes det, at Kina var det land i verden med flest igangværende kliniske forsøg. Den viden som produceres i Kina, vil kunne redde liv i resten af verden.

Der kan imidlertid også være udfordringer forbundet med at have kinesiske forskningspartnere. I starten af april blev kinesiske forskningsmiljøer pålagt at søge om godkendelse hos det kinesiske videnskabsministerium inden publikation af studier, der berører virussens oprindelse. Enkelte kinesiske universiteter offentliggjorde de nye retningslinjer på deres hjemmeside, hvor de var tilgængelige i få timer, inden de blev taget ned igen. Sådanne begrænsninger af kinesiske kollegaers akademiske frihed, er en problemstilling som danske forskere skal have in mente, når der indgås samarbejder.

Hvad gør vi nu?

Den igangværende globale krise inviterer os til at arbejde både hurtigt og eftertænksomt. Det efterhånden veletablerede dansk-kinesiske samarbejde er værd at værne om og bygge videre på – især inden for områder, hvor vi komplementerer hinanden. For gennem samarbejde bliver vi alle klogere. Men det er også vigtigt, at samarbejdet foregår på et reflekteret og informeret grundlag, hvor vi værner om danske forskningsmæssige værdier.

Alt imens jeg venter på afrejsen til Kina, er jeg i samarbejde med mine gode kollegaer på innovationscentret i Shanghai klar til at rådgive danske forskere, som overvejer at udvikle eller indlede samarbejde med kinesiske kollegaer.