Kronik: EUDP diskriminerer med grøn statsstøtte
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kronik: EUDP diskriminerer med grøn statsstøtte

Det energiteknologiske forsknings- og udviklingsprogram EUDP er den vigtigste statslige støtteordning, når det gælder omstillingen til et fossilfrit samfund, og uddeler flere hunderede millioner kroner årligt.

Det er her, virksomhederne og institutterne kan hente tilskud til nye lovende teknologier baseret på sol, vind, biomasse og bølgekraft samt integrationen og kombinationen af de forskellige energiformer. Ingen af de vedvarende energiformer kan nemlig klare forsyningen alene.

EUDP hjælper med tilskud til den vigtige men også risikofyldte overgang fra lovende produktidé til kommercialisering. Derfor er der store forventninger fra samfundets side til, hvad der kommer ud af EUDP: Hvor mange nye arbejdspladser og industrier bliver der skabt for skatteydernes penge, og giver programmet virkelig omstillingen til vedvarende energi det skub fremad, så Danmark kan opretholde en førende position på området?

I denne omstilling, som indebærer kæmpemuligheder for vækst og nye arbejdspladser, skulle man tro, at der var brug for, at alle trak på samme hammel og var med til at bestemme retningen. Men sådan er det langtfra. Om ikke andet så afspejler det sig i EUDP’s bestyrelse, hvor de mindre virksomheder overhovedet ikke er repræsenteret.

Det kom der en livlig diskussion om på et bestyrelsesmøde i Folkecenteret midt i august – i øvrigt netop på den dag, hvor Haldor Topsøe meddelte, at håndklædet var kastet i ringen, når det gælder brændselsceller. Virksomheden har fra de statslige programmer modtaget mindst 100 millioner kroner, hvor de mindre virksomheders repræsentanter i bestyrelsen, hvor jeg er formand, har mere end svært ved at hente tilskudsmidler til deres medlemsvirksomheder.

Vi taler her om organisationer som Håndværksrådet og DS Håndværk & Industri. Her oplever man forskelsbehandling – og med rette. SMV’erne er ikke repræsenteret i EUDP, og det er energibevægelserne heller ikke, og sådan har det været siden 2008.

I det statslige tilskudsprograms bestyrelse sidder der to tidligere Dong-direktører, en Novo Nordisk-direktør og tidligere chefer for Carlsberg, Aalborg Portland, Bombardier samt en DTU-forsker. Dermed sidder erhvervslivets overklasse på EUDP. Større distance til de mindre virksomheders interesser kan man næppe finde i dette land.

Her er der grund til at minde om, hvad SMV står for. I udpegningen af bestyrelsen for EUDP viser man, som det fremgår, ikke den ringeste anelse om dansk erhvervslivs sammensætning.

Lidt tal kan kaste lys over det: 97 procent af danske virksomheder har 50 eller færre ansatte, og 90 procent har 20 eller færre ansatte. ‘Sølle’ 3 procent har altså 50 eller flere ansatte, men bestemmer 100 procent over statens støtte til energiudvikling og demonstration af nye teknologier.

Bortset fra et enkelt medlem kan man heller ikke i bestyrelsen finde personer, som har erfaringer inden for vedvarende energi, endsige nogle der kan forestille sig et rationale, der siger, at vedvarende energi i modsætning til de fossile energiformer af natur er decentral.

Elektronerne, der kommer fra hustagene, landbrugets biogasanlæg og vindmøllerne spredt i landskabet, har ellers samme høje kvalitet som fra de centrale energiselskaber, som kun har en rolle at spille, når det gælder de hundedyre havmølleparker eller store bioraffinaderier, som EUDP rundhåndet har støttet, men aldrig er blevet til noget.

At den vigtigste statslige energitilskudsordning er diskriminerende, viser sig da også med stor tydelighed i EUDP’s virke, når det gælder kravene til ansøgere, den måde ansøgningerne skal skrives på, hvilke teknologier der nyder fremme, og hvem der gang på gang modtager tilskud fra EUDP, uden at man i øvrigt rigtigt kan få øje på, om det fører til nye kommercielle produkter.

Og der er ingen andre steder at indgive en ansøgning for de mindre virksomheder og de institutter, der er knyttet til dem. I perioden 1980 til 2000, hvor Danmark fejrede de store triumfer inden for vedvarende energi, var der flere af hinanden uafhængige og konkurrence-støtteordninger, også nogle der var skruet sammen til at skabe innovation i de mindre virksomheder. I dag er alle de statslige støtteordninger koordinerede.

Dermed er døren lukket for teknologier eller brancher, der ikke finder nåde i den centrale koordinering, hvor ansøgningerne vurderes, og hvor EUDP spiller en vigtig rolle. Det er alt sammen i bedste Djøf-ånd, men det indebærer en indsnævring af innovationen og dynamikken i dette land, når en lille klike af statsligt udpegede smagsdommere bestemmer, hvilke ideer og projekter der indeholder et udviklingspotentiale.

De sidste 30 års historie viser nemlig, at de mindre virksomheder har en specielt vigtig rolle, når de gælder innovation. Det har kunnet iagttages ikke mindst inden for vedvarende energi.

Det er mere reglen end undtagelsen, at initiativer, ideer og nye produkter er kommet fra mindre og mellemstore virksomheder, hvilket også er logisk nok. For nye produkter er markedet i begyndelsen lille, og dermed af særlig interesse som nicheproduktion i mindre virksomheder.

Store virksomheder derimod er på udkig efter noget, der kan masseproduceres, men det kan tage adskillige år, førend markedet er derhenne. Det almindelige er da også, at store virksomheder tager over, når et produktområde har vokset sig stort. Denne simple logik gælder bare ikke i EUDP.

Det kan et par eksempler belyse: Virksomheder, som i dag er store inden for vedvarende energi som Vestas og Siemens, fremstiller produkter, der har deres udspring i virksomheder, der var små. Vestas havde i næsten fem år indtil gennembruddet i USA i 1983 kun seks ansatte i vindmølleafdelingen.

Siemens er en videreførelse af Bonus/Danregn, som oprindelig lavede vandingsanlæg. Begge virksomheder benyttede sig fra starten af en lang række underleverandører af vinger, tårne, styringer mv. Alt sammen kom fra mindre virksomheder, der var fuldstændig ukendte inden for energisektoren og forskningen. Det var de vellykkede teknologier og dygtigste virksomheder, som skilte sig ud blandt talrige andre forsøg og projekter, som havnede i glemmebogen.

I dag er der en veletableret vindmølleindustri, og Danmark står stærkt på det felt. Men omstillingen til vedvarende energi er langtfra afsluttet. Der skal sættes store kræfter ind og skabes teknologiske fremskridt inden for hele energisektoren, dersom dette land skal gå fra at være verdens femtestørste udleder af CO2 pr. indbygger til at være et fossilfrit samfund.

Det er en meget bred proces. Den kræver mere end hensigtserklæringer fra regeringens side og det store, gamle erhvervslivs drømme om at få den afgørende rolle i omstillingen, selv om det er mere rationelt for samfundet at fremme decentrale løsninger.

Her kan EUDP’s sammensætning og struktur komme til at forsinke omstillingen, fordi det som tidligere er programmer og støtteordninger, der er specielt udformet til de mindre, dynamiske virksomheders behov, der kan fremme innovationen.

For det kan EUDP programmet ikke. Jo, naturligvis kan man finde eksempler på, at EUDP også giver tilskud til mindre virksomheder, men det store flertal, underskoven af virksomheder med ideer og projekter inden for energiområdet, bliver på forhånd filtreret fra.

De kan ikke honorere kravene i ansøgningsproceduren indenfor EUDP, som er så indviklede og sofistikerede, at kun virksomheder med akademisk arbejdskraft og erfaring i den form for ansøgninger kan udfylde de mange skemaer og tabeller tilfredsstillende.

Mindre virksomheder er også gode til at samarbejde, de er afhængige af hinanden, og dermed bliver EUDP heller ikke den planteskole, der får de forskellige projekter til at understøtte hinanden og hvor viden indsamlet i det ene, er med til at fremme væksten inden for andre projekter.

Det er et krav til ansøgere om EUDP-tilskud, at de skal kende til forskningen inden for området og give dybtgående redegørelser for den teknologiske udvikling inden for det felt, hvor man ansøger om støtte til et projekt.

Det er i sig selv et uoverkommeligt krav til en virksomhed, der har en projektidé inden for vedvarende energi, at den skal have kendskab til, hvad andre virksomheder eller institutter har foretaget inden for det pågældende område. Derfor bliver det veletablerede virksomheder, der allerede har en solid viden baggrund, som finder det umagen være at indsende en ansøgning til EUDP.

At dette program er for de udvalgte, fremgår af et interview i bogen ‘Energi for evigt’ (2013). Her udtaler den tidligere administrative leder af Energistyrelsens EUDP-program, at støtteordningens største opgave er at ‘sikre en tilstrækkelig høj grad af professionalisme og nå ud på markedet’.

På spørgsmålet om, hvorvidt innovationen ikke dermed bliver for styret og målrettet, svarer kontorchefen, at ‘det handler om et professionelt energisystem, som skal producere rigtig meget hver eneste dag. Skal et produkt masseproduceres, kræver det, at det er konkurrencedygtigt i forhold til pris og ydelse. Du skal dokumentere, at en teknologi kan år efter år uden problemer, og det kræver professionelle aktører’.

Han henviser til Haldor Topsøes arbejde med brændselsceller og overser dermed, hvorledes vindmøller, solvarme og solceller netop startede i garagerne, og at store virksomheder som Danfoss, Lego, Grundfos mv. faktisk havde samme udspring.

De offentlige tilskudsordninger inden for energiområdet er til for at fremme industriel udvikling og beskæftigelse inden for vedvarende energi. Nogle produktområder, for eksempel husstandsvindmøller, som udvikles og fremstilles af mindre jyske virksomheder, er i praksis udelukket fra at modtage støtte fra EUDP-programmet.

De falder, ligesom potentielle producenter af gårdbiogasanlæg uden for EUDP’s opfattelse af, hvad det er at være professionel og med evne nå ud på markedet. Haldor Topsøe derimod hører til de professionelle og er dermed inde i varmen hos EUDP.

Haldor Topsøe er en verdenskendt virksomhed, men man må sige, at det er et temmelig uheldigt eksempel, som lederen af EUDP-programmet henviser til. Allerede før Haldor Topsøe droppede brændselscellerne, havde man lov til at konkludere, at brændselsceller ikke er et dansk teknologisk styrkeområde.

Virksomheden har eksperimenteret med de såkaldte SOFC-brændselsceller og har modtaget offentlig støtte hertil siden 2001. Ikke mindst EUDP-programment har siden 2008 flittigt støttet Topsøes brændselsceller, som med et blik på de offentliggjorte tilsagn om statsstøtte til virksomheden beløber sig til over 100 millioner kroner.

Dertil kommer, hvad der på de statslige institutter bruges af forskningsmidler inden for SOFC, hvor i hvert fald det tidligere Risø, nu DTU, har brugt store beløb inden for materialeforskning, som kan anvendes af Topsøes udvikling af SOFC.

Det er der i sig selv ikke noget forkert ved. Problemet er, at SOFC-brændselscellerne aldrig er nået ud på markedet, og ifølge virksomhedens udtalelser sidste år til Ingeniøren, turde man heller ikke den gang give et bud på, hvornår det vil ske.

Nu er det så slut, og tiden til at reflektere over, hvor meget de samme offentlige midler kunne have sat i gang i en stribe mindre virksomheder og institutter, dersom EUDP ikke over så mange år havde været så fokuseret på, at virksomheder som Haldor Topsøe og Dong Energy er de bedste til at skabe omstilling og beskæftigelse.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det der er relevant for om det giver mening at støtte udviklingen af en ide og en teknologi kan kun være om det er en god ide og om der er de nødvendige ressourcer hos ansøgeren til at bringe projektet videre fra det stade den befinder sig på.
Selvfølgeligt skal EUDP stille krav til ansøgerne om at de her de nødvendige faglige kompetencer til at nytænke og være kreative.
Og det indebærer bla at ansøgningerne har et fagligt overblik og indsigt så de kan sandsynliggøre at de der søges om penge til er nyt, spændende, perspektivrigt, muligt at realisere og ikke mindst, at der faktisk er nogen der efterspørger projektets resultater.
Og ja, det kræver et vist overskud at have et fagligt overblik, så sådan et krav det vil selvfølgeligt sortere en del ansøgninger fra.
Når det så er sagt er det helt urimeligt at man ikke fortager samme faglige tekniske vurdering af ansøgninger af alle ansøgninger.
Det er svært at få øje på de argumenter der beviser at store firmaer, er mere innovative i den teknologiske udviklingsfase end mindre firmaer.
Men der er mange eksempler på at store firmaer bruger mange penge uden at der foretages en grundig evaluering af deres projekter. EUDPs formand har selv udtalt andet sted her på sitet at hvis store firmaer søger er det ikke EUDPs opgave at stille spørgsmål??
Måske sker det fordi det er alt for let for "de store" at får fat i EUDPs penge?
EUDP og PSO har masser af dårlige eksempler de kunne tage fat på at evaluere.
SOFC, SOEC, PEM RENESCIENCE, Wave Star, Stirling, INBICON, Mårbjerg, div forgassere osv, hvor man får den tanke at selv en beskeden teknisk indsigt hos bevillingsgiverne kunne have sparet mange penge. Hvis man havde (kunnet?) stillet de relevante spørgsmål og forstået svarene kunne der være sparet mange penge.

  • 2
  • 0

Kan kun være enig med Jonas med dette citat:
"Måske sker det fordi det er alt for let for "de store" at får fat i EUDPs penge?
EUDP og PSO har masser af dårlige eksempler de kunne tage fat på at evaluere.
SOFC, SOEC, PEM RENESCIENCE, Wave Star, Stirling, INBICON, Mårbjerg, div forgassere osv, hvor man får den tanke at selv en beskeden teknisk indsigt hos bevillingsgiverne kunne have sparet mange penge. Hvis man havde (kunnet?) stillet de relevante spørgsmål og forstået svarene kunne der være sparet mange penge."
Nordisk folkecenter har fire eksempler op at EUDP diskriminerer små virksomheder. Husstandsvindmøller, 2 Biogasansøgniner, 4 brint i forbrændingsmotorer.

  • 2
  • 1

Der er sikkert nogle af de "store" projekter, der ikke burde være sat i søen, hvor netop en nøje vurdering ville have forkastet dem.

Til samme kategori hører altså Husstandsmøller, som Ole Vagn åbenbart ikke fik støtte til.

Er vindmøller ikke udviklet til et kommercielt og billigt, bæredygtigt stadie ?. Jo.
Indeholder små møller muligheder for at overhale dette. ? Næppe.

Hvorfor skulle de så modtage en eneste offentlig krone. ?

Der er masser af eksempler på at SMV virksomheder har deltaget i EUDP projekter.
Solvarme til fjernvarme er et eksempel på dette.
Næsten alle deltagere i en række af EUDP projekterne på dette område er SMV.
Men også store rådigiverfirmaer og viden centre deltager i disse.
Netop kombinationen af SMV og større videns baserede virksomheder har potentiale til en stærk innovativ og viden baseret udvikling.
Solvarme til fjernvarme har siden 2009 været i stand til at klare sig helt uden støtte. Direkte som indirekte.

I fortsættelse af solvarme er nu sæsonvarmelagring ved at være udviklet, så de i en del tilfælde kan klare sig uden støtte.
Varmelager projekterne i Vojens og Gram etableres uden støtte.

Jeg havde for øvrigt fornøjelsen at besøge Folkecentret i sommers. Her er beskrevet en helt fantastisk udviklingsproces, netop af vindkraften fra de første spæde forsøg med genbrugsmaterialer, gennemført af landsby smeden til en vinge fra Tvind møllen.
Et besøg værd.
Det store spørgsmål er hvad Folkecentret skal beskæftige sig med fremover. ?
For mig at, er se det ikke at starte forfra med små vindmøller.

  • 2
  • 0

Flemming jeg er ikke enig eller uenig med dig.
Her er mit forslag til hvad Folkecentert skal beskæftige sig med.

Men først lidt om hvad var det vi stod for indtil 2001
I årene 1987 til 2001 modtog Folkecenteret via finansloven 5 millioner kroner pr. år. Med 5 millioner kroner som bevilling kunne løftes yderligere 7 til 10 millioner kroner til vedvarende energi via projekter og indtægtsgivende aktiviteter. Et stort antal arbejdpladser var der til videregående uddannede og ikke mindst til små og mellemstore virksomheder.
Center for Landdistrikter, CELA.
Som en særlig indsats for at kombinere energibesparelser og omstillingen til vedvarende energi med jobskabelse og forbedret økonomi i landets udkantsområder ønsker Folkecenteret at oprette Center for Landdistrikter (CELA) på Folkecenteret med en målrettet indsats over for de små og mellemstore virksomheder.
Udkantsområderne er særligt rige på vedvarende energi ressourcer, sol, vind og biomasse, som med tilpassede teknologier og rammevilkår kan føre til nye indtægter og iværksætteri. Gennem kurser, rådgivning, analyser og demonstrationsanlæg vil CELA udvikle og udbyde kursusaktiviteter målrettet de udførende - typisk VVS installatører, som installerer VE-anlæg hos egne kunder.
CELA vil arbejde med baggrund i et stort potentiale for energibesparelser i SMV`erne. Kursusaktiviteten vil omfatte opbygning af viden til at installere VE-anlæg i en virksomhed og få disse til at spille sammen med og indgå optimalt i sammenhæng med andre installationer. Samtidig vil kurserne omfatte egentlige energisparediscipliner, således at det resterende energibehov kan dækkes med vedvarende energi. Ofte er der ikke noget galt med selve anlæggene, men typisk med deres samspil med øvrige komponenter, hvorfor kurserne vil fokusere på helheder og overblik.
De samme kompetencer vil kunne finde anvendelse i institutioner og boliger ikke mindst uden for de kollektivt forsynede områder, hvor eksisterende oliefyr skal erstattes af andre energiformer. Med disse kompetencer kan SMV’ere indgå som vigtige aktører i BedreBolig-ordningen.
Kurserne vil også være ”hands-on-aktiviteter” og at arbejde praktisk med byggestenene sol, vind, biomasse og varmepumper, der som noget helt unikt findes på Folkecenteret i mange relevante udformninger.
Husstandsvindmøller på Folkecenterets teststation.
Servicering af udviklere og iværksættere indenfor produktoptimering, forbedret pris-ydelsesforhold, integrering af VE-anlæg i egen installation, vingedesign, komponentudvikling.
Demonstration af og information om 100% vedvarende energi lokalt og regionalt,
I Thisted kommune, Folkecenterets hjemsted, leverer vedvarende energi 100% af elforbruget og 88% af varmeforbruget til de 45.000 indbyggere. Der har været afholdt 10 Fossil-frie-Thy konferencer med Thy som forbilledet på en fossil fri fremtids mange udfordringer med store mængder fluktuerende el. Fortsat udbygning med sol og vind peger frem mod 100 % lokal forsyning, der foruden el og varme også omfatter brint til transport, Power-to-Gas, og lidt senere flydende brændstoffer fra sol og vind. For virksomhederne er der åbenlyse muligheder for skabe lokale systemløsninger og eksport af udstyr hertil.
Vindmøller som økonomisk løftestang, lokal accept.
Vi ønsker at imødekomme de mange henvendelser fra lokalgrupper, der ønsker ejerformer ved opsætning af nye vindmøller, der kan blive løftestang for forbedret økonomi og beskæftigelse i deres lokalområder og derved skabe den nødvendige accept i lokalbefolkningen.
International teknologioverførsel og -samarbejde.
Udlandsaktiviteterne understøttes af et trainee program med 5 – 8 udenlandske studerende på 3 til 10 måneders studieophold. På Folkecentrene i Mali, Uganda, Burkina Faso samt en afdeling i Rwanda, der er på vej, arbejdes der med solceller til offentlige institutioner. Centeret har samarbejde med York University i Toronto, med universiteterne i Aalborg og Flensborg. Der er regelmæssig deltagelse i internationale konferencer og netværksbygning ( i 2013 med oplæg til 5.200 deltagere i internationale konferencer). Andre udlandsaktiviteter er teknologioverførsel med viden fra Danmark til lande, der er på vej med programmer for vedvarende energi (Chile, Ukraine, Thailand, Nordkorea og Sri Lanka). Lokal produktion skaber markeder for mindre danske virksomheder som underleverandører af vinger, styringer og specialkomponenter.
Information og folkeoplysning.
Folkecenteret modtager hvert år ca. 8.000 på studiebesøg fra uddannelsesinstitutioner, boligforeninger, organisationer, offentlige institutioner, virksomheder, private og medier som søger information om vedvarende energi og energibesparelser. Centerets hjemmeside har hver dag i gennemsnit 3.000 hits af 2,1 minuts varighed og er dermed en af Danmarks mest besøgte, når det gælder vedvarende energi og energibesparelser.

September 2014.

  • 1
  • 0

Flemming vil gerne begrunde hvorfor vi skal have et testcenter for husstandsvindmøller.
hvorfor vi er skuffede over EUDPs afslag.
Med et spørgsmål er det EUDP’s opgave, som er et udviklings- og demonstrationsprogram, at anvende de begrænsede, offentlige støttemidler på teknologier med så stor indbygget usikkerhed, når man samtidig afslår andre projekter, hvor bare 10% af, hvad SOFC eksperimenterne har kostet, ville have givet andre brancher et solidt løft?
Her vil jeg især pege på husstandsvindmøllerne. Der er kommet flere mindre, jyske virksomheder på banen med produkter, der hævder sig særdeles godt i en international sammenligning, efter at det i 2010 politisk var blevet vedtaget, at husstandsvindmøller skulle fremmes i Danmark. Dermed opstod der også behov for et testcenter for husstandsvindmøller, som det var oplagt, at EUDP støttede, eftersom man administrerede en bevilling netop beregnet til testfaciliteter.
Brancheforeningen for Husstandsvindmøller og Folkecenteret sendte i fælleskab en ansøgning til EUDP og brugte ganske store ressourcer hertil. På et møde med EUDP’s ledelse oplyste formanden for brancheforeningen, at der forelå analyser om et marked for husstandsvindmøller på 14.000 hvilket formanden for EUDP, Torkil Bendtsen, fandt var et ubetydeligt antal, det ikke var værd at beskæftige sig med. Det blev naturligvis til et tommelfingeren nedad fra EUDP side. Senere blev det nødvendige beløb til et testcenter, ca. 7 mio. kroner skaffet via en politisk aftale men udenom EUDP.
Den nye industri for husstandsvindmøller, som globalt er i vækst med flere hundrede producenter, interesseorganisationer og konferencer, var i EUDP formandens optik ikke ”professionel” nok til at modtage midler fra EUDP. I dag beskæftiger sektoren efter alt at dømme flere end brændselscellesektoren, som det offentlige har støttet med uden at nogen i dag med troværdighed tør spå om et dansk kommercielt gennembrud.
EUDP lever dermed ikke op til programmets egen overordnede målsætning, som siger, at der ydes støtte med henblik på, ”at de støttede projekter efterfølgende fører til markedsmæssig udbredelse af de udviklede teknologier, og der forventes en konkret plan herfor på ansøgningstidspunktet”, samt at ”Projekterne skal understøtte de energipolitiske målsætninger og have klare kommercielle potentialer”.
Med et stabilt hjemmemarked og egnede testfaciliteter, som muliggør internationale godkendelser, ville dansk producerede husstandsvindmøller hurtigt kunne vinde fodfæste på det voksende internationale marked, hvorimod de af EUPD favoriserede brændselsceller i bedste fald først kommer på markedet om flere år. Hvor brændselscellerne forbliver på støtten, overvejer producenterne af husstandsvindvindmøller, som følge af de elendige danske vilkår at flytte produktionen til udlandet. Så der er noget galt i Danmark, herunder med EUDP.

  • 1
  • 0