Kronik: Energiforliget er i hus – nu må energispareordning gentænkes

 

Gunnar Boye Olesen er politisk koordinator i Miljøorganisationen VedvarendeEnergi Illustration: Privatfoto

Med fredagens (d. 29/6) energiforlig er en nye etape af Danmarks omstilling til vedvarende energi sat i gang med historisk bred støtte fra et enigt Folketing. Men selvom energiforligsteksten også er historisk lang, er rigtigt meget lagt ud til kommende analyser og forhandlinger. Mindst 19 analyser og strategier er nævnt i aftaleteksten.

Tag for eksempel energispareindsatsen, hvor der i aftalen står, at der skal bruges 500 mio. kr. pr. år til en ‘markedsbaseret tilskudspulje’, som en slags erstatning for den nuværende energispareordning, der koster op mod 1,5 mia. kr. om året. Af de 500 mio. kr. skal 200 mio. bruges til bygninger.

Det store spørgsmål er så, hvordan det skal gøres. I forligsteksten forklares, at der skal ske en ‘grundlæggende modernisering af energieffektivitetsindsatsen’, at den skal give større nytte for forbrugere og samfundet end i dag, og at puljen på de 500 mio. kr. pr. år skal udmøntes via udbud, hvor aktører byder ind med en given mængde besparelser til en given pris.

Det lyder på en måde enkelt nok: Man kan bare fortsætte det nuværende system, hvor energispare-aktører tilbyder dokumentation for energibesparelser, som de har fået husejere og andre til at gennemføre. Staten kunne så gå ind som køber i stedet for energiselskaberne. Det løser bare ikke problemerne.

En evaluering af den nuværende ordning har vist, at omkring 80 procent af de husejere, der har modtaget tilskud, angiver at de ville have gennemført energibesparelserne alligevel. Det gør ordningen alt for dyr i forhold til dens reelle resultater.

Men hvis det skal ændres, er der behov for en grundlæggende omlægning af ordningen, hvor indsatsen kommer tidligere, inden energiforbrugerne har besluttet sig. Det kan gøres med kampagner, gratis rådgivning o.a., som kan lede forbrugerne frem til de energirigtige investeringer.

Her er udfordringen så, at jo tidligere indsatsen kommer i forhold til selve investeringen, jo sværere er det at dokumentere sammenhængen. Med de nuværende dokumentationskrav er det nærmest umuligt. Der er også muligheder for at gå nye veje, for eksempel ved at tilbyde lån til energibesparelser i yderområder, hvor finansiering er svær, eller gøre en indsats over for lejeboliger og småerhverv (SMV’er), som har særlige udfordringer.

Alle disse nye forslag kunne blive en del af den ‘grundlæggende modernisering’, der er aftalt. Men forslagene skal konkretiseres og besluttes. Derfor er det nok godt, at der er to et halvt år, til den nye ordning skal starte.

Et af energiforligets nyskabelser er de ‘teknologineutrale udbud’, som godt nok testes i 2018-19, men som med forliget får en hovedrolle i VE-udbygningen. Et stort spørgsmål er her, hvem der reelt kan deltage i udbuddene. Kan lokale initiativer være med, for eksempel en landsby, der går sammen om en solcellemark eller en gruppe vindmøller?

Hvad med en fællesejet kystnær havmøllepark, som vi netop har fået i Nissum Bredning? Det afhænger helt af, hvordan Energistyrelsen og energipolitikerne udformer reglerne.

Hidtil har Energistyrelsen gjort meget for at forhindre mindre aktørers deltagelse i udbud med en lang række krav. Senest er der i et udbud om solcelleanlæg en ‘fastholdelsesbod’, som man skal betale, hvis man alligevel ikke opfører et anlæg, og som man skal stille garanti for på forhånd. Desuden skal alle tilladelser være på plads, inkl. VVM-analyser, og andet som koster, og som man intet kan bruge til, hvis man taber udbuddet.

Hvis de kommende udbud skal kunne bruges af mindre aktører med lokal opbakning, skal reglerne tilpasses til dem. Der er to år til det første udbud, så det kan sagtens nås, hvis der er vilje.

Inden for mange andre dele af energiforliget, er der lige så store uafklarede spørgsmål. Der bliver masser at forhandle om efter fredagens energiforlig.