Kronik: Den danske atomaffaldsproces må forbedres

Kronik: Den danske atomaffaldsproces må forbedres

De danske myndigheder planlægger for tiden, hvordan det radioaktive affald fra Risø skal håndteres og deponeres. Processen har stået på i mere end ti år, men næsten på intet tidspunkt fungeret efter lovgivernes hensigt. Problemerne har været talrige og givet anledning til alvorlig kritik fra lokale myndigheder, miljøorganisationer, borgergrupper og uafhængige internationale ekspertorganisationer.

Ikke mindst går den på processuelle forhold – manglen på åbenhed og borgerinddragelse, mangler ved den dokumentation, der fremlægges af de ansvarlige myndigheder, klassificeringen af det radioaktive affald og valget af depottyper.

Først og fremmest er det vigtigt, at forskningsministeren uddrager tre vigtige lærestykker af den sidste halve snes års udvikling. Selv om de tager udgangspunkt i danske forhold, er der tale om problemstillinger, der optræder overalt, hvor der planlægges atomaffaldsdeponering.

Johan Swahn er kanslichef, Miljöorganisationernas kärnavfallsgranskning, Sverige, Gerhard Schmidt er seniorrådgiver i Nuclear Engeneering & Facility Safety, Tyskland, Palle Bendsen er aktiv i miljøorganisationen NOAH, og Hans Pedersen er redaktør, VedvarendeEnergi.

Det første lærestykke er, at kritikken af atomaffaldsprocessen og det slutdepotkoncept, myndighederne har fremlagt, på trods af alle odds har virket: Selv om stort set intet af det, der var planlagt, er gået som forventet, er planerne for atomaffaldshåndteringen blevet bedre.

Det andet lærestykke er, at kritikken bør om ikke institutionaliseres, så i det mindste integreres i atomaffaldsprocessen og tildeles faste rammer. Igennem årtier er atomaffaldshåndtering blevet opfattet som et teknisk anliggende, der kun kan administreres af myndighederne og en håndfuld tekniske eksperter, men sådan er det ikke længere.

Derfor foreslår vi, at der oprettes et bredt sammensat kontaktforum med deltagelse af de instanser, der er ansvarlige for håndteringen og deponeringen af det radioaktive affald fra Risø, repræsentanter for civilsamfundet, inklusive miljøorganisationer og borgergrupper, de berørte lokale og regionale myndigheder samt uafhængige internationale ekspertorganisationer og relevante udenlandske myndigheder.

Kontaktforummet, hvis interessefelt bør omfatte både et slutdepot samt et mellemlager for lav- og mellemradioaktivt affald, bør mødes regelmæssigt. Dette sikrer, at borgerinddragelsen bliver permanent og ikke som nu sporadisk og tilfældig.

At en bred sammensætning af dette forum – herunder med international deltagelse – er nødvendig, skyldes ikke mindst, at risikoen for, at myndighederne træffer forkerte beslutninger, der ikke kan gøres om, formindskes. Herudover er fordelen ved international deltagelse, at det tredje spor i atomaffaldsprocessen – eksport af dele af eller alt det radioaktive affald – bliver genoplivet. Hidtil er dette spor blevet anset for urealistisk, men tæt kontakt til relevante myndigheder i nabolandene i denne tidlige fase af beslutningsprocessen, gør ideen om et nordisk samarbejde på atomaffaldsområdet til en mulighed.

Tysk ekspertdeltagelse i kontaktforummet kan også fremme et bilateralt samarbejde med de tyske myndigheder. Disse planlægger for tiden et stort slutdepot for højradioaktivt affald, hvor i princippet også den lille danske portion højradioaktivt affald ville kunne placeres.

Herudover udgør det meste af det resterende danske atomaffald en ret ubetydelig mængde sammenlignet med opbevaringskapaciteten i Schacht Konrad i Salzgitter i Nordtyskland, et slutdepot for lav- og mellemradioaktivt affald 800-1300 m under jorden. Hvis dette kan placeres her, vil det ikke blot være langt mere sikkert end i det planlagte danske overfladenære slutdepot, men også langt billigere, end hvis man i Danmark selv skal bygge et slutdepot.

Over for tanken om eksport står naturligvis den principielle indvending, at hvert land bør drage omsorg for alt sit eget radioaktive affald – en indvending, der bør tages alvorligt. Også diskussionen om dette emne kunne blive et tema for et kontaktforum.

Det tredje lærestykke er, at kritikken bør understøttes af tilstrækkelige ressourcer. Med ressourcer tænkes ikke kun på finansielle midler, men også videns- og kapacitetsopbygning, erfaring, tid, etc. Disse bør stilles til rådighed ikke kun for de ansvarlige centrale myndigheder, men også for de lokale myndigheder samt for miljøorganisationer og borgergrupper.

Tildelingen bør ske uafhængigt af de instanser, der implementerer lovgivernes beslutninger på atomaffaldsområdet. Først og fremmest bør aktørerne i civilsamfundet kunne indhente uafhængig ekspertkritik af de generelle planer, myndigheder lægges frem, og de tiltag som de foreslår.

Kommentarer (3)

Hvorfor skal hvert land selv deponere affald.?
Det virker mere logisk at de der graver,begraver

  • 2
  • 0

Skal vi ikke konkludere, at affaldsproblemet ikke er løst i Danmark. Jeg har heller ikke hørt om, at det er løst i andre lande, der har STORE mængder højradioaktivt affald.

  • 1
  • 0

Først vil jeg fremhæve at det egentlige affaldsproblem er udledningen af drivhusgasser, især fra kul, olie og naturgas, og at det derfor er bydende nødvendigt at gå over til brug af kernekraft.

Dernæst vil jeg fremhæve at intet land har STORE mængder højradioaktivt affald.
På grund af hysteriske regler findes der store mængder af såkaldt lavradioaktivt affald.

På trods af ihærdige påstande er sikker deponering af radioaktivt affald ikke noget teknisk problem.
Således blev den svenske affaldsordning godkendt i 1979 som en betingelse for at starte de sidste 6 reaktorer.
De brugte brændsels-stave opbevares under vand, først tre år på kraftværket og derefter 30 år på et mellemlager.
Det er ikke fordi man ikke ved hvad man skal gøre, men fordi man vil vente med deponering eller oparbejdning til genbrug til de er ’kølet af’.
Over 90 % af den oprindelige energi findes i de brugte brændsels-stave og det vil være uansvarligt at slut-deponere i utilgængelige depoter.
Der er rigelige mængder af billig uran på markedet og da man plukker de lavest hængende frugter først bliver oprindelige ”slut-depoter” ombygget til at være ”sikre, men tilgængelige depoter”.
I Danmark, Tyskland og delvist også i USA er det lykkedes at oparbejde en angstneurose mod alt der bare begynder med Atom.
Dette problem er det eneste der besværliggør håndteringen af det der stadigvæk kaldes affald.

Vi er blevet ført bag lyset af såkaldt grønne organisationer se http://wp.me/p1RKWc-p2

  • 0
  • 1