Kronik: Danske vindmøller er en god forretning – for Norge
Vi har hørt om de giftige swapaftaler. Mangen en andelsboligforenings medlemmer har set deres surt opsparede eller hårdt belånte indskud i en andelsboligforening forsvinde på grund af en swapaftale med en bank, der lovede guld og grønne skove.
Et lån i ejerboligforeningen blev ombyttet – swappet med en aftale om fast rente over en længere årrække. Da så boligrenten faldt, blev lånet alt for dyrt, og markedsværdien af dette inkonvertible lån blev langt over pari. Herved gik egenkapitalen i andelsboligforeningen tabt.
Men der findes en swap-aftale, der i pris og omfang overstiger samtlige andelsboligforeningers swapaftaler. Det er aftale, der binder et helt lands befolkning til en overpris på et produkt i perioder, hvor markedsprisen på produktet kan falde med helt uoverskuelige økonomiske konsekvenser for et helt folk.
Denne swapaftale er de aftaler om faste elpris, Folketinget på befolkningens vegne har forpligtet os til at betale for vindmølleenergi fra forskellige projekter. Dyrest er vel swapaftalen om vindmølleparken ved Anholt. En 20-årig aftale, hvor vi danskere – uanset hvordan elprisen udvikler sig – skal betale en meget høj pris for.
Og præcis som for andelsboligforeningerne, der mistede deres egenkapital, betyder disse swapaftaler en alt for dyr pris for produktet – og dermed fattiggørelse af det danske folk.
Der er to forhold, der gør vindmølle-swap-aftalerne giftige for det danske folk:
Det grundlæggende problem, at al vindenergi skal sælges på spotmarkedet for el.
Risikoen ved eventuelle fald i elpriser generelt og spotmarkedspriser specielt.
Først og fremmest er der det grundlæggende problem, at vindenergi kommer, som vinden den blæser. Helt bogstaveligt. Derfor kan leverandører af vindenergi ikke sælge vindenergi på faste langtidsaftaler med en garanti om at levere en vis mængde megawatt døgnet rundt og året rundt, sådan som de svenske akraftværker kan sælge og sælger energi til os danskere.
Vindmølleejerne kan heller ikke sidde med et kontrolpanel og skrue op og ned for leverancer i takt med efterspørgslen – og dermed prisen – på el, sådan som de norske (og svenske) vandkraftværker kan.
Nej - vindenergi skal sælges på spotmarkedet. Det skal sælges lige når det produceres.
Jeg har en svoger og svigerinde oppe ved Store Vildmose. De har i ca. 20 år haft en pæn stor Vestas-vindmølle. Når vinden for alvor blæser, hvad gør de så? Jo – så stopper de deres vindmølle. Jamen hvorfor dog det? Jo de har passeret det tidspunkt, hvor deres swap-aftale gjaldt til. De får ikke længere en garanteret mindstepris for den el, de sælger. De kan nu kun sælge strøm til markedspris. Og, når det blæser meget, skal de faktisk betale for at komme af med strømmen. Når det blæser meget, er vindenergien med andre ord værdiløs.
Går man ind på de websites, der viser, hvordan spotmarkedet for el i Nordeuropa udvikler sig, bekræftes min svoger og svigerindes historie. Når det blæser meget, producerer de danske vindmøller lige så megen el, som vi danskere forbruger – hvor herligt – eller?
Selv den mest fanatiske vindenergitilhænger vil, ligesom alle os andre, jo også gerne have strøm, når det ikke blæser, og derfor er de danske energiforsyningsselskaber nødt til at købe stabile el-leverancer på langtidskontrakter andre steder. Næsten halvdelen af det danske elforbrug kommer således fra stabile svenske akraftværker.
Derfor kan de danske forbrugere slet ikke aftage al den vindeenergi, der produceres, når det blæser meget, og den sælges derfor på det nordiske spotmarked. Akraftværkerne kører stille og roligt videre med konstant produktion, så dem vil og kan svenskerne ikke bare drosle ned, når det blæser meget i Danmark.
Men nordmændene (og svenskerne) med deres mange vandkraftværker, de kan lukke for turbinerne og købe dansk vindenergi, når det blæser. Men så er det købers marked – som man kan se på web-siderne med priserne på spotmarkedet: Nordpoolspot og EMD.
Så når det rigtigt blæser og spotprisen falder på elmarkedet, skruer nordmændene ned for turbinerne og aftager dansk vindenergi til meget lave eller ligefrem negative priser. Ja sommetider betaler vi danskeres elforsyningsselskaber nordmændenes ditto for at aftage vores vindenergi.
Og når så der er vindstille i Danmark, og vi ikke kan klare os alene med den strøm, vores forsyningsselskaber har indkøbt fra de svenske akraftværker, og den strøm de danske fossile kraftværker producerer, så åbner nordmændene (og svenskerne) for turbinerne og sælger os den strøm, de ikke brugte, da de fik vores vindenergi foræret i blæsevejret.
Men de sælger den naturligvis til markedspris. Og der er eksempler på, at spotprisen på el i sådanne situationer bliver mere end det tidobbelte af normalprisen på el.
Så dansk vindenergi er en rigtig god forretning – for nordmændene!
Dong, herunder Goldman Sachs, der ejer Anholt-møllerne, kan imidlertid være ligeglade, så længe deres swapaftale løber. For uanset om de nærmest skal forære strømmen til nordmændene, så betaler vi danskere via vores swapaftale Dong, så de får ca. 1 kr. pr. kWh. Og jo flere vindmøller vi stiller op, jo dyrere bliver swap-aftalen, og jo mere gnider nordmændene sig i hænderne.
Det var det første problem med den store vind-swap-aftale. Det underliggende grundlæggende problem, der altid vil være med vindkraft.
Så til det andet. Markedsrisikoen. Markedsrisikoen er, at energimarkedet kan ændre sig. Andelsboligforeningerne indgik swapaftaler for at forsikre sig mod stigende renter. Men da renten faldt, opstod problemet.
Ligeså med vores gigantiske swapaftale om vindenergi. Hvis energipriserne stiger, vil vi nok fortsat have det grundlæggende problem, som beskrevet ovenfor, men det vil blive mindre. Hvis Rusland lukker for gasforsyningen til Europa, uden at Tyskland genåbner deres akraftværker, kan energiprisen stige. Og så kan prisen på vores swapaftale falde.
Men hvis der åbnes flere akraftværker som det, der er under opførelse i Finland, eller hvis der kommer større mængder skifergas og -olie, så kan energipriserne falde, og så går det hele Danmark som de kriseramte andelsboligforeninger.
Helt generelt siger al investeringsteori, at man altid skal sprede sine investeringer. Det gælder både enkeltpersoner, pensionskasser og investeringsforeninger. Man må ikke sætte alt på ét bræt. Man må ikke investere i kun et marked eller en type værdipapirer. Så bliver investeringsrisikoen alt for stor.
Sådan bør det også være for et helt samfund. Et samfund, der kun satser på ét marked eller måske ligefrem på en af flere teknologiske løsninger i et marked, bliver alt for sårbar. Det er præcis det, Danmark har gjort inden for vindenergi. Vi har investeret alt for mange penge og indgået alt for mange swap-aftaler for at holde gang i en teknologi for energiforsyning. En sårbar og dyr teknologi.
For tiden er der fokus på den danske konkurrenceevne. Og der diskuteres, hvilke ting der forringer Danmarks konkurrenceevne. Og her er den store swap-aftale om vindenergi en meget stor forringelse af den danske konkurrenceevne.
