KRONIK: Danmark er langt bagud med crowdfunding

 

Rikke Nielsen er projektleder hos IDA Crowdfunding Illustration: Privatfoto

Et plantebaseret fødevareprodukt med lavt CO2-aftryk, et cirkulært pantsystem til take away-emballage og et hygiejnebind uden de miljøtunge materialer, plastik og bomuld. Danske iværksættere opfinder masser af løsninger for bæredygtig udvikling, og eksemplerne her har endda gjort det muligt, at du som privatperson kan støtte deres gode idéer og dermed være med til at bestemme fremtidens løsninger, inden de kommer på markedet.

De har nemlig alle tre benyttet crowdfunding til at lancere deres virksomheder og produkter. Crowdfunding er kendetegnet ved, at en gruppe borgere hver især giver mindre beløb til en virksomhed eller organisation, som skal nå et større, samlet mål. Enten ved at donere, investere eller låne penge – eller ved at få en belønning retur, typisk virksomhedens kommende produkt eller noget som relaterer sig til virksomheden.

Crowdfunding er et perfekt match mellem tech-iværksættere og tech-interesserede, men det er de færreste, som kender til crowdfunding herhjemme. Og det er ærgerligt, for ved at lade crowden – forbrugerne – komme til orde, skaber vi både flere bæredygtige løsninger og mere ligestilling i iværksætteriet.

Under corona-nedlukningen i Danmark fik mange mennesker øjnene op for iværksættere og små virksomheders udfordringer med at skulle indordne sig restriktionerne og indblik i, hvor sårbar en lille iværksættervirksomhed er. Derfor opstod en bevægelse mod at støtte de små og støtte lokalt, mens nedlukningen stod på. Men når de store nedlukninger forhåbentligt snart er lagt bag os, skal vi stadig huske de små iværksættere.

Crowdfunding er netop en metode, hvorpå du som almindelig forbruger kan støtte iværksættere. Når iværksættere starter en crowdfunding-kampagne, giver de forbrugerne mulighed for at støtte kampagnen med små beløb, mod at få en belønning, f.eks. en førsteudgave af deres produkt eller et besøg i deres produktion. Samtidig får iværksætteren den vigtige validering af sin idé og de første kunder eller ambassadører i virksomheden.

Desværre er faktum, at kun omkring 8 procent af danskerne har støttet en crowdfunding-kampagne, viser tal fra Coop. Den største udfordring herhjemme er manglede kendskab til begrebet crowdfunding, og kigger vi på nogle af de lande, vi sammenligner os med, er vi langt bagefter især Finland, Sverige og Estland, som i de senere år har haft stor succes med at udbrede kendskabet til crowdfunding.

Et ofte debatteret emne er, at kvindelige iværksættere har sværere ved at tiltrække investeringer eller anden kapital, fordi de ofte bliver stillet over for andre krav end mandlige iværksættere. En ny analyse fra det nordiske investeringsfirma Unconventional Ventures viser, at danske investorer i 2021 har investeret blot 1,5 pct. af den samlede pengemængde i kvindelige iværksættere og 6,9 pct. i virksomheder med både kvindelige og mandlige stiftere.

Men kigger man på crowdfunding, ser tallene helt anderledes ud. Her klarer iværksætterteams med kvinder om bord sig markant bedre end teams, der udelukkende består af mænd. PwC har analyseret de største, internationale crowdfunding-platforme, og her var det overordnede resultat, at kampagner af kvinder havde 32 procent større succes, end kampagner startet af mænd.

Resultaterne kan skyldes flere ting. Nogle påpeger, at kvinder er gode til at opbygge tillid til deres modtagere og ikke er bange for at bede om hjælp fra netværket til at nå i mål med deres kampagne. Andre fremhæver, at støtterne af crowdfunding-kampagner lægger vægt på andre områder end investorer, for eksempel bæredygtighed, samt at diversiteten blandt støtterne er større end blandt traditionelle investorer.

Analysen fra Unconventional Ventures viser desuden, at kvindelige iværksættere eller teams med både mænd og kvinder på holdet er 73 procent mere tilbøjelige til at bygge såkaldte impact-virksomheder, der vil bidrage til den grønne omstilling.

Og netop den bæredygtige og grønne omstilling giver succes i crowdfunding-projekter. Hos IDA Crowdfunding ser vi, at stort set alle de projekter på platformen, der tager udgangspunkt i et eller flere af FN’s 17 verdensmål, lykkes med deres crowdfunding-kampagne, hvilket peger tilbage på støtterne af projekterne og deres holdninger.

Vi ser også en stigning i personer, der støtter projekter igen og igen på vores platform. Men vi vil gerne have endnu flere med på vognen og højne de 8 procent. For crowdfunding giver dig og mig mulighed for at bestemme fremtidens bæredygtige, teknologiske løsninger.

Emner : Innovation
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Når vi skal se på årsagerne til den manglende crowdfunding i Danmark, så skulle vi måske se lidt på rådgivningen eller rettere kravet om forudbetaling for rådgivning! Det er de færreste opstartsvirksomheder der har penge til at forudbetale for rådgivning af enhver slags. Hvis man har råd til denne forudbetaling vælges ofte en anden og måske mere sikker metode (med sikker menes beskyttelse af IPR) - idet grænsen mellem at sige for lidt eller for meget kan være grænsen for troværdigheden! Enhver investor med respekt for sig selv, kan slet ikke lade være med at forlange dyb indsigt i en kerneviden, men EEN investor kan rammes ind i NDA'er etc, hvor imod en hel gruppe af backere i en crowdfunding, jo også gerne vil vide meget om kerneviden, men det er umuligt at afgrænse disse med NDA'er. Crowdfunding er altså per definition et minefelt, hvis kerneviden er unik og ikke kan forud patenteres eller beskyttes på lignende vis. Vi har f.eks. i PL Brake opfundet eller måske opdaget en helt ny og end ikke grundforsket metode til vandbehandling som kan bruges til afsaltning, som kan behandle een m3 for under 500 watt/time Det er virkelig op ad bakke at få rådgivning om finansieringsmulighederne. Innovationsfonden vil meget gerne have en ansøgning, men den kræver meget mere viden end vi har. Forceinstituttet har ikke tid eller lyst til at hjælpe. Teknologisk institut ignorere vores skriftlige henvendelser. DTU/Risø har en amatøragtig tilgang til IT sikkerhed og forlanger dyb indsigt via email!? Crowdfundingeksperter vil have forud betaling for rådgivning, på samme vis som f.eks. Revisionsbranchen. Derfor vi valgt en forholdsvis risikabel og enorm opgave med at rejse global interesse via bl.a. LinkedIn og herefter via GoCrowdera at rejse penge via donations crowfunding og i øvrigt overdrage alle rettigheder til en nystartet fond, når midler til dette er doneret og direkte overført til klientkonto hos vores internationalt anerkendte advokat. Se evt mere via artikelserie skrevet om projektet https://lnkd.in/etZJJBBt Der er altså mange nuancer i hvorfor crowdfunding ikke er i vælten i Danmark

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten