Kronik: Biogas – et ord der forfører
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kronik: Biogas – et ord der forfører

 

Uffe Rasmussen er civilingeniør Illustration: Privatfoto

Når Ingeniøren 10. november bringer kronikken ‘Hvad ved vi om biogassens klimagevinster’, kan forudsætningsløse læsere blive forført på flere måder:

Dels giver biogas associationer til rare begreber som liv, recirkulation, Jens Hansens bondegård og det nære samfund. Tænk blot på, hvis den producerede gas blev benævnt ‘sumpgas’ eller ‘rådnegas’, som var benævnelsen af gassen på de renseanlæg, der, længe inden spin blev moderne, producerede tilsvarende gas fra anlæggets rådnetanke.

Men man kan også forledes til at tro, at biogas giver klimagevinster, selv om det afhænger af, hvilket materiale biogassen produceres fra, og hvad den alternative håndtering af dette råmateriale er. Putter man almindeligt brændbart fedt og madvarer fra husholdningsaffald eller dyrkede afgrøder i anlæggene, er der hverken klima- eller energigevinst ved biogasproduktionen frem for at brænde det i moderne forbrændingsanlæg.

Desværre associeres forbrændingsanlæg ofte med begreber med negativ klang: dioxin, tungmetaller, aske og hensynsløs mangel på affaldssortering. Så valget er let for velmenende politikere, der kun har tid til overskrifter: Biogas er det populære valg. Og det glemmes hyppigt, at det er brændslet og ikke energiteknologien, der afgør, om der er tale om vedvarende energi.

En mere relevant overskrift på nævnte kronik kunne have været ‘Klimagevinster når gylle forgasses’. Kendsgerningerne er, at det er klima- og miljømæssigt uforsvarligt, at landbruget blander ajle og fæces fra 2 mio. dyreenheder til gylle, der så spredes på markerne og emitterer klimagasser. Den mængde gylle, der udspredes på markerne, har et indhold af kvælstof, fosfor og organiske stoffer, der rundt regnet er 10 gange så stor som den mængde, samtlige danskere udleder til renseanlæg.

Bioforgasning af affaldsfraktioner, der lige så godt kunne være afbrændt i fyringsanlæg, giver hverken energimæssige eller miljømæssige fordele. Biomassefyrede fyringsanlæg/forbrændingsanlæg har i dag varmegenvinding og røgrensning med emissioner, der er renere end emissionerne fra biogasanlæggenes gasmotorer.

Som det gælder for andre affaldsproducenter, burde også landbruget selv bekoste omkostningerne ved en miljømæssig forsvarlig håndtering af deres affald.

Den løsagtige sprogbrug, der fokuserer på slutproduktet, biogas, og ikke skelner mellem råvarerne/affaldet, hvorfra biogassen produceres, og alternativ håndtering/bortskaffelse af disse råvarer, er bidrager mere til at formørke debatten end at oplyse den.

Landbrugets affald fra det store dyrehold er det egentlige problem, som biogasanlæggene delvist afbøder. Som det gælder for andre affaldsproducenter, burde også landbruget selv bekoste omkostningerne ved en miljømæssig forsvarlig håndtering af deres affald. Omkostningerne skal ‘internaliseres’, så priserne på landbrugets produkter også afspejler omkostningerne til miljømæssigt forsvarlig affaldsbehandling.

Biogaslobbyen har behændigt skubbet det over på samfundet at få afbødet gyllens klimaskadelige effekter ved at forlange store subsidier til biogasanlæg, så denne teknologiform i dag støttes med langt større beløb pr. produceret kWh end andre teknologier, der producerer vedvarende energi. Forbrændingsanlæg er modsat belagt med afgift pr. produceret kWh, uanset hvilke råvarer der afbrændes.

PSO-støtten til biogas er død, men støtten fortsætter nu via skattebilletten og ikke fra en afgift på kød og mejeriprodukter, hvad der ville være mest rimeligt, da det er dette konsum, der er indirekte årsag til landbrugets miljøpåvirkninger.

I en tid hvor man tale om at reducere både kødspiseri og madspild, bruger nogle kommuner fortsat tid, kræfter og penge på at frasortere madaffald til biogasanlæg, selv om sådanne råvarer lige så energi- og klimamæssigt fornuftigt kan puttes i forbrændingsanlæg – evt. med hjemmekompostering af grøntsagsaffald, der mest er vand og kun indeholder yderst beskedne mængder energi.

Biogaslobbyen kan kun glædes over sådanne kommuner. For jo flere kommuner, der vælger denne frasortering af madaffald og levering til biogasanlæg, jo lettere er det at få opbakning til, at samfundet skal påtage sig et medansvar for anlæggenes drift, herunder at samfundet fortsat skal støtte anlæggene med meget store summer, der allerede i dag beløber sig til mellem 0,5 og 1 mia. kr. om året.

Emner : Biogas
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

På mange punkter er jeg enig med kronikøren. Det er ren gøglerpolitik at bede befolkningen om at sortere biofraktionen fra i husstandenes affald for at løse miljø og klima problemer, set i forhold til forbrænding af samme bioaffald. Og gøglerforestillingen er dyr rent økonomisk for borgerene.

I Gentofte har/vil kommunalbestyrelsen også indført bioaffaldssortering og når man foreholder medlemmer af kommunalbestyrelsen faglige/tekniske spørgsmål omkring disse forhold, bliver svaret nærmest det konservative anstændigheds svar, vi gør det fordi andre gør det?

Det er svært at se rationalet når Københavns og omegens kommunerne indfører bioaffaldssortering samtidig med at man kalkulerer omkring Amager skibakke ikke får affald nok. Det er at undergrave projektet Amager skibakke og som sådan gøgleri for skatteydernes penge.

Med venlig hilsen Peter Vind Hansen

  • 18
  • 0

Det er vel et EU krav at der skal sorteres og genbruges affald i uendelige mængder, samtidig med at det tilsyneladende ofte er mere rationelt at hælde det meste i forbrændingsanlæggene, som omtalte BW Vølund trods alt er "verdensmestre" i.

Den intensive satsning på både sortering og forbrænding er ikke logisk.
Det er politik.

  • og jo mere der sorteres, desto dyrere bliver det, fordi transport og sorterings omkostningerne overstiger restprodukternes handelsværdi og brændværdi.

Det er lidt trist når nu genbrug er så godt.

  • 5
  • 0

Det er befriende, at der et nogle der vil tage debatten om at landbruget bør bære deres egne miljøomkostninger. Men når man laver biogas af en bananskræld (og andet organisk husholdningsaffald) kan restproduktet bruges som gødning på markerne, hvilket ikke er tilfældet for asken fra affaldsforbrænding.

Når man producere biogas kan gassen opbevarers – hvorved biogas er bedre til tilpasse sig svingende markedsbehov, som bl.a. skyldes vindmøllerne. Uanset at man ikke får mere energi ud af affaldet.

Det vil sige at man både har energitekniske og miljømæssige fordele af at lave biogas af organisk husholdningsaffald.

  • 8
  • 2

Når jeg ’ser’ igennem Uffe Rasmussens utilfredshed med landbrugets gødningshåndtering i form af gylle, med støtten til landbruget, hans irritation over forbrændingsanlæggenes negative image, og hans utilfredshed med biogaslobbyen politiske indflydelse, så mener jeg faktisk at kunne se, at Uffe Rasmussen grundlæggende synes, at biogasanlæggene udgør et ganske fornuftigt element i vores samfund, når blot de anvendes til de typer af biomasse (gylle m.m.), de er særlig egnede til at behandle.

Som biogas-fagmand, der har arbejdet for biogassens succes i over 30 år, kan man sikkert mistænke mig for at være forudindtaget til fordel for biogassen. Men som jeg ’hører’ Uffe Rasmussen, lyder det ikke til, at vi står så skrækkeligt langt fra hinanden. For det er jo ikke biogassens som sådan, Uffe Rasmussen skyder på.

Selve biogasprocessen er en central proces i det økologiske kredsløb. På biogasanlæggene er den så at sige blot lukket inde i en gastæt beholder, således at gassen kan opsamles og bruges om brændstof. Processen er enestående på den måde, at den særdeles effektivt og uden skadelige biprodukter adskiller input-biomassernes indhold af gødningsstoffer (NPK m.m.), som forbliver i den afgassede ’suppe’, fra gassen (metan og kuldioxid), som ’afleveres’ i gasform. Biogasanlæggene har således to produkter: metangas + gødning.

Gyllebiogasanlæggene er særdeles effektive m.h.t. lave omkostninger til afgasning pr. tons input-biomasse. Og de er oveni særdeles effektive til at distribuere gødningsproduktet (den afgassede gylle), som SKAL anvendes i jordbruget efter de fastsatte normer for gødningsanvendelse. Det betyder, at når diverse industrier (slagterier, mejerier, fiskeindustri, medicinalindustri, osv.) skal af med deres organiske affald, så har de nu fået en partner i biogasanlæggene, som kan løse genanvendelsesopgaven med industriens organiske affald langt billigere (og samtidig miljømæssigt langtidsholdbart), end industrierne selv kunne have gjort det. Det er ikke blot en ’rar association’ om recirkulering – det er et værdifuldt resultat, som er opnået.

Det er mange, mange gange dyrere i omkostninger pr. tons at afbrænde organisk affald i et affaldsforbrændingsanlæg, frem for at afgasse og genanvende det via et biogasanlæg. Når affaldet er ’rent’ (dvs. fri for fremmedlegemer, emballage og giftstoffer), er det derfor oplagt at genanvende det via biogasanlæg. Så når industrien i dag har sådant ’rent’ organisk affald, så sendes det ud til biogasanlæggene.

Indenfor de seneste 5 år er den nyudvikling kommet til, at de store supermarkedskæder også er begyndt at levere deres kasserede madvarer ud til biogasanlæggene. Det er sket, fordi en effektiv teknik til at skille det organiske indhold fra emballagen er blevet introduceret. Det er sket til min overraskelse. Den tekniske snilde, der ligger i dette, havde jeg ikke set komme. Men sådan ændres forudsætningerne jo hen ad vejen.

Uffe Rasmussen påpeger, at det afhænger af, hvilket materiale biogassen produceres ud fra, og hvad den alternative håndtering af dette råmateriale er, om der er klima- og energimæssig gevinst ved at bruge det i biogasanlæg. Det er jeg enig i. Affaldsforbrændingsanlæggene er i dag udstyret med røggaskondensering. De udnytter derfor brændslet med meget høj totalvirkningsgrad.

Der er næppe nogen uenighed om, at meget vandholdig biomasse med stort indhold af gødningsstoffer mest effektivt genanvendes via biogasanlæg. Modsat bruges tør biomasse uden større indhold af gødningsstoffer (såsom træ) mest effektivt i kedelanlæg (og med tiden sikkert i termiske forgassere). Endelig er der det faste, blandede affald med et vist indhold af giftstoffer (herunder tungmetaller), som skal brændes i affaldsforbrændingsanlæg, der er udstyret til den opgave. Der er gråzoner af biomasse/affaldstyper, som kan gå ’begge veje’, og gråzonerne kan flytte sig over tid som funktion af ny teknik.

Biogasproduktionen er nu på omkring 7 PJ/år, og den forventes at stige til det dobbelte i løbet af de kommende 5 år. Til sammenligning ligger vores forbrug af faste biobrændsler (inklusiv affaldsforbrændingsanlæggene) i varme- og kraftvarmeanlæg på 125-130 PJ/år. Biogassen er og vil forblive med at være en lille lillebror i forhold til de faste biobrændsler i kraftvarmeværkerne.

  • 12
  • 0

Hej Søren Tafdrup

Jeg mener også at du sådan set læser kronikøren korrekt. Men i din grundige og udførlige forklaring omkring mange forhold vedrørende biogas, overser du en vigtig pointe som Uffe Rasmussen jo redegør for. Hvorledes skal forædling og raffinering af landbrugets affald finansieres?

Der er jo flere muligheder.

Højere priser på fødevarer (dss. landbruget selv finansierer)?

Yderligere afgifter på fødevarer (der er i forvejen 25% moms til sammenligning er den tyske fødevarer moms 9%)?

Direkte statsstøtte (støtte til behandling af en given mængde gylle eller støtte til antal produceret kWh?)?

Der er formenligt flere muligheder end de overstående. Men tag tyren ved hornene Søren Tafdrup og kom med lige så gode overvejelser omkring økonomien i projektet som du har omkring det tekniske/strategiske.

Med venlig hilsen Peter Vind Hansen

  • 8
  • 2

Hvorledes skal forædling og raffinering af landbrugets affald finansieres?

Det er nok lige der, kronikøren kører af sporet. Landbruget har en ressource i gylle, ikke affald. Vi er kommet langt fra en mødding, hvor alt bare forsvinder i luften.
Hvordan med den høstede afgrøde? Er det 'affald'? Biavlerens honning 'affald'?
Det er vel den hårfine balance det kniber med, at det jo ikke er landbruget der har det største problem. Det er de virksomheder der skal af med organisk affald, der har største udbytte. Landbruget løser da en opgave ved at aftage restproduktet efter det har været igennem biogasanlæg.
Hvordan anser kronikøren så kompostering? Affaldshåndtering?
Ensilering?

  • 1
  • 7

landbruget der har det største problem. Det er de virksomheder der skal af med organisk affald, der har største udbytte. Landbruget løser da en opgave ved at aftage restproduktet efter det har været igennem biogasanlæg.

Fint nok de steder hvor det sker
Udgirdringen er, som også kronikøren skriver, de anlæg som istedet for industrielt affald får tilført biomasse.
Mest i form af halm.
Her er det at miljøgevinsten ikke er så ligetil at gå øje på, når det tages i regning hvad biomassen ellers kunne bidrage med ved afbrænding i kraftvarmeværker.

  • 7
  • 0

Ved anvendelse af halm (og anden tilsvarende biomasse-affald) i et biogasanlæg føres vigtige næringsstoffer tilbage til jorden, herunder både kulstof (humus) og ikke mindst fosfor, som er en knap ressource, der ved forbrænding bliver ødelagt.
Også derfor var det en god ide at opgive projektet med en bioetanolfabrik i Holstebro, der forudsatte anvendelse (og transport) af 1/3 af al halm i Jylland.
EU-kravet om minumum 0,7% 2G biobrændstof til transport i 2020 opnås markant billigere ved at anvende biogas til drift af fx 800 bybusser eller skraldebiler, som det allerede sker i flere byer.

  • 2
  • 1

Når man taler om biogas, så er klimagevinsten ikke det primære, selvom det er et buzz word.
Det er vigtigere at se på den recirkulering af næringsstoffer der sker.
Den traditionelle måde at drive landbrug på er jo at man importerer næringstoffer, spreder dem ud på marken, dyrker, høster, spiser, går på lokum og skyller det hele ud i havet.

Biogas er en optimering af en del af dette kredsløb.

'- hvor den kalium rige aske tilbageføres som gødning til markerne.


Gør den? I så tilfælde skal man sikre sig at der ikke kommer tungmetaller med.

  • 1
  • 0

Kronikøren må siges at have et særdeles snævert syn på biogas-teknologien.
Hvad/hvem er det han har set sig sur på?

Det er indlysende forkert når han sidestiller miljøgevinsterne ved afbrænding af affald og biogasprodiktion fra affald. Afbrændes det mistes næringsværdien. Den bevares i biogasanlægget og erstatter kunstgødning på markerne effektivt.

Energien fra forbrænding bliver "kun" til EL og varme mens biogasanlægget kan producere brændstof til biler, både til let og tung transport.

Om støttesatserne er korrekt sat kan man altid diskutere, men det er synd at snæversyn som dette skal fordreje perspektivet så de klare fordele der er ved biogasproduktion overses.

Der beskrives også at substraterne efter afgasning spredes og udleder flere klimagasser. Det er ikke korrekt. Effekten er modsat for når det afgassede substrat spredes er der meget færre klumper i, sammenlignet med rå uafgasset gylle. Det er netop klumperne, som kan føre til dannelse af lattergas og metan på marken. Ved at redusere mængden og størrelserne på klumperne, så de hurtigere tørrer ud efter spredning, reduceres dannelsen af lattergas og metan fra gyllen. Endnu en fordel!

Kronikøren sammenligner også udspredning af næringsstoffer fra landbruget med næringsstofferne vi mennesker sender til rensningsanlæggene. Fuldstændig irrelevant sammenligning, som ikke har noget med hinanden at gøre!

En snæversynet kronik som denne bør ikke stå uimodsagt når den er så fejlinformerende!

  • 2
  • 4

Men i din grundige og udførlige forklaring omkring mange forhold vedrørende biogas, overser du en vigtig pointe som Uffe Rasmussen jo redegør for. Hvorledes skal forædling og raffinering af landbrugets affald finansieres?

Min hensigt med IKKE at gå ind på støttedebatten i den forrige replik var, at punkt ét må være, om man synes, det er samfundsmæssigt fornuftigt for os i Danmark at have denne biogasproduktion. Det synes de fleste vist. Dog skal den vurdering selvfølgelig knyttes til en pris. Så lad mig gøre det:

Den pris, en biogasproducent får for sin gas, er stærkt afhængig af de lokale afsætningsmuligheder. Derfor svinger den fra producent til producent. De senere år, især efter at de store gasselskaber er gået aktivt ind i biogasproduktionen, er en del af priserne i øvrigt også blevet hemmelige. De fleste producenter opnår efter min vurdering i dag en pris på 4-5 kr./m3 metan. Nogle ligger måske lidt højere. Andre (især små producenter) ligger vist lavere. 1 m3 metan svarer til 1 liter fyringsolie. Derfor er spørgsmålet, om man synes, det samfundsmæssigt er OK, at vi producerer biogas til en pris svarende til 4-5 kr./liter fyringsolie.

Det er selvfølgelig helt fair, hvis man mener, det er for dyrt, og at vi derfor skal lukke ned for biogassen. Hvis man omvendt mener, det er OK, bliver det næste spørgsmål, hvordan prisen skal betales og af hvem.

Det siger næsten sig selv, at biogasproduktionen selvfølgelig skal udvikles i retning af lavere omkostninger, således at behovet for støtte ad åre kan blive mindre. Faktisk er støtten fastsat degressivt, så den falder over tid. Men man skal kravle, før man kan gå, og hvis biogassen med tiden skal blive billigere, så forudsætter det, at den kan leve og udvikle sig fra status, som det er i dag.

Diskussionen om prisen kommer selvfølgelig med mellemrum. Aktuelt er det klart, at når andre VE-former falder i pris (såsom vind og sol indenfor de senere år – og helt aktuelt med Kriegers Flak), så kommer der igen fokus på biogassen. Men biogas er jo et brændsel og en regulerbar VE-form, så sammenligningen med vindkraft og sol-el er ikke helt enkel.

Generelt om støtten til VE gælder, at referencen – priserne på fossil energi – er svær at vurdere på retvisende måde. For få år siden (lige før Finanskrisen) var olieprisen nået et pænt stykke op over 100 $/tønde. ’Vismændene’ var dengang enige om, at dét var en ny verdensorden, som vi måtte vende os til.

Så kom Finanskrisen, og energipriserne styrtdykkede. Det betyder, at støtten til de forskellige VE-former er blevet højere, end det tidligere var forventet, men som forbrugere har vi alt indregnet billigere energi nu end for 5-10 år siden. Så det er vel til at leve med.

Med risiko for at trætte lidt, vil jeg også lige nævne, at det er et paradoks m.h.t. overgang til VE, at når vi for alvor udbygger med VE og fortrænger fossil energi, så ’reagerer’ systemet med faldende priser på fossil energi, og så kommer støtten til VE til at vokse. Men hvis vi ikke udbygger med VE, vil priserne på fossil energi (og temperaturen på Jorden) stige til guderne ved hvad, og så vil det være torskedumt ikke at skifte til VE. Derfor er det ikke sammenligningen med priserne på fossil energi, diskussionen skal stå om, men den faktiske pris på den vedvarende energi. I dette tilfælde en pris på 4-5 kr./m3 metan for biogas.

Endelig m.h.t. om landmændene ikke skal dække noget mere af denne pris selv, som betaling for behandling af gyllen: Nej, det er hverken muligt eller rimeligt, hvis man spørger mig. Det er ikke muligt, fordi husdyrbruget – som mange ved – er helt i knæ rent økonomisk. Og der er ikke et lovmæssigt krav, om at gyllen skal afgasses. Hverken i Danmark eller i vores nabolande. En fjernelse af støtten til gyllebaseret biogas vil derfor blot betyde, at biogasanlæggene lukker ned.

Det er efter min opfattelse heller ikke rimeligt, at landmændenes trods alt begrænsede økonomiske fordele via biogasanlæggene mistænkeliggøres. Biogas er en non-food produktion, som gerne skal medvirke til at styrke landbruget. Den skal også gerne bringe lidt mere økonomi ud i de store landkommuner. Og ligesom det er OK, at en skovejer tjener på produktion af flis, er det også OK, at en landmand kan opnå en fortjeneste på produktion af biogas. Mener jeg. Andre kan selvfølgelig have en anden mening – vi lever heldigvis i et frit land.

  • 4
  • 0

Der er ikke meget økologisk kredsløb, når landbruget importerer svinefoder der svarer til 1/3 af det danske landbrugs areal og producerer langt ud over hvad det kan bære. Så kan det godt ende med at landbruget også laver for meget gylle. Det meste af svinekødet eksporteres igen, så dermed er det ikke et samfundsmæssigt spørgsmål, men de bør selv sættes til at skaffe sig af med deres svineri og prisen herfor skal lægges på salgspriserne, så de afspejler de virkelige omkostninger. Så længe de omkostninger er eksternaliteter, ved vi reelt ikke om det kan betale sig for samfundet at have den produktion af svinekød. Meget tyder på at det ikke er tilfældet.

Vh Troels

  • 4
  • 0

'- hvor den kalium rige aske tilbageføres som gødning til markerne.

        Gør den? I så tilfælde skal man sikre sig at der ikke kommer tungmetaller med.  


Ja - det gør den:
http://www.ressourcegenanvendelse.dk/media...

Af jord er den kommet og til jord bliver den tilbageført. Tungmetallerne fra kunstgødning er et latent problem, idet det opkoncentreres i plantematerialet, som efterfølgende bliver til halmaske. Derfor skal der spredes efter en plan, hvor forskellige arealer får aske i de enkelte år.

Biomasse værker kan være en effektiv renser for cadmium og andre tungmetaller,som typisk genfindes i flyveasken, som er en væsentlig mindre delmængde af den totale aske. Overstiger flyveaskens cadmiuminhold grænseværdierne, så skal den deponeres - og cadmium er dermed effektivt renset ud af marken.

Den rene bundaske er enkel at genanvende. Den skal også tjekkes for cadmium med jævne mellemrum. For den interesserede:
http://mst.dk/media/mst/69969/bioaskevejle...

Flere halmovne kan i dag køre mere understøkiometrisk - altså ved forgasningsforhold og derved producere en biochar - et kulstofholdigt produkt, som efter undersøgelser gennem de sidste 10 år også viser jordforbedrene egenskaber i DK. Når jeg skriver "også" er det fordi, at effekten er godt dokumenteret i andre klimatyper end den danske - men også i DK er der positive effekter.

Ved at behandle husdyrgødning termisk kan patogene smittekilder effektivt klares og anlæggene kan køre meget høje vandindhold og stadig være effektive kraft- og varmeanlæg - samt ikke mindst effektive gødningsproducenter. Det økologiske kredsløb kan ligeså vel sikres med denne type anlæg og endda endnu bedre for en lang række af de ressorcestrømme som vi taler om - måske lige pånær gyllen - som dog også efterlader et restprodukt i form af gyllefibre, som igen effektivt kan behandles termisk.

Biogassen har sine klare områder - men at begynde at vælte alskens plantemateriale i den - det er et fejlskud. Det kan langt bedre behandles i termiske anlæg - i forgasnings-/forbrændingsdrift. Både med hensyn til gødningsproduktets kvalitet og efterfølgende håndtering/spredning samt virkningsgradsmæssigt.

  • 1
  • 0

Foreløbig tak for kommentarerne, som jeg vil nærlæse senere. Mit ærinde med kronikken er at få luget ud i gamle (for)domme, hvis de ikke kan begrundes fagligt og kvantitativt sobert og holde fokus på landbrugets alt for store gylleproduktion, der jo ikke løses bare ved at bioforgasse gyllen.
”Biogasdebatten” har mange facetter og kan være vanskelig at vurdere for ikke-naturvidenskabeligt funderede mennesker. Og fordi der er flere mulige fordele ved bioforgasning, trækker debattører ofte andre fordele frem som begrundelse for biogasproduktion, hvis de bliver imødegået på et postulat.
Det ligger uden for enhver tvivl, at det energi og klima-mæssigt er en dårlig ide, at sende organisk husholdningsaffald i et biogasanlæg, frem for at sende det til et forbrændingsanlæg. For et års tid siden hørte jeg at Horsens Kommune indsamlede organisk dagrenovation og kørte det til (vist) Glostrup, hvor det blev sorteret igen, førend det blev kørt til et biogasanlæg på Sydsjælland!!
Så er det hele gødningsspørgsmålet, hvor jeg mener det må betragtes og reguleres uafhængigt af bioforgasning. Landbruget spreder årligt omkring 50.000 tons fosfor på markerne, hvor 90% køres ud på arealer vest for storebælt, hvor markerne i forvejen er fyldt med fosfor. Burde man ikke forholde sig til dette store problem og forsøge at reducer dette fosforforbrug, (der blandt andet komme fra fosfortilsætning til foder) frem for at fokusere på at genvinde fosfor i organisk dagrenovation, der vel kun indeholder 1-2% af landbrugets udspredning, og reduceres i takt med mindre kødforbrug og madspild. (Landbrugets fosforudspredning svare til at 50 mio. mennesker forretter deres nødtørft på markerne)
En vanskelig beregning er i hvilket omfang bioforgasning af gylle giver klimagevinster, men jeg ser gerne, hvis nogen vil betvivle, at det er meget dyrt pr reduceret tons co2-ækvivalente.
Det er i hvert fald ikke fair for debatten, at COWI /Energistyrelsen udgiver en rapport om methan-tab fra biogasanlæg, og forbigår (dog nævn i en note) at der kommer vel omkring 3% uforbrændt metan ud fra gasmotorernes udstødning

  • 4
  • 1

Uffe skriver bla.:
"Kendsgerningerne er, at det er klima- og miljømæssigt uforsvarligt, at landbruget blander ajle og fæces fra 2 mio. dyreenheder til gylle, der så spredes på markerne og emitterer klimagasser. Den mængde gylle, der udspredes på markerne, har et indhold af kvælstof, fosfor og organiske stoffer, der rundt regnet er 10 gange så stor som den mængde, samtlige danskere udleder til renseanlæg."'

Det er uden betydning om man blander ajle og gødning i en beholder som gylle.
Det er ikke miljømæssigt uforsvarligt, der er derimod tale om at man genbruger affaldet fra husdyrene i næste års afgrøder og dermed sparer på mængden af den nødvendige handelsgødning.
Det ser ud til at kronikøren mener det er en ulempe at der er så meget fosfor, kalium, kvælstof m.fl. i gyllen, men denne mængde sparer indkøb at tilsvarende mængder mineralgødninger!

De største problemer er ikke gylle, men måske at selvbestaltede miljøfolk har blandet sig, så man ikke må udbringe gyllen på det tidspunkt, som mange års landbrugsforskning på Askov forsøgsstation viste, nemlig om efteråret. Så ville man undgå lugtgener, som plager mange.
Valget af udbringningstidspunkt skulle forbedre udnyttelsen af kvælstof i afgrøderne, da der ville udvaskes lidt mindre om foråret, til gengæld fik man så en nogenlunde tilsvarende ekstra fordampning af ammoniak!
Man har gennem mange år opført utallige biogasanlæg. Mange blev slidt op i løbet af kort tid. De fleste havde en skrantende økonomi, selv om landbruget leverede gyllen gratis.
Biogas fungerer bedst, hvis der tilføres lidt affald fra slagteriet.

Det 3er fint nok af kronikøren optræder som landbrugsekspert, men det er noget nonsens af fortælle, at arealerne vest for Storebælt er fyldt med fosfor. Landbruget gøder efter en normtabel med hensyntagen til udtagne jordprøver for kalium og fosfor. Desuden er der regler for, hvor mange dyreenheder, der må være pr. ha, netop af hensyn til at der ikke må overgødskes - den såkaldte harmoniregel..
Der er punktkilder, hvor der er problemer, men ingen overgødsker.
Der udvaskes stort set ikke fosfor fra landbrugsjord, det ligger i omegnen af 100 gram/ha/år, og der er ikke stor forskel på P-udledninger fra dyrkede og udyrkede arealer.
I øvrigt stammer P-udledningen fra husdyrholdet specielt fra svinebesætninger, hvor kornets fosforindhold kun kan udnyttes af svin i meget lille omfang (fytase).
I øvrigt udleder rensningsanlæggene alt for meget fosfor, måske fordi man sløser med processen?
Den fosfor er direkte skadelig for vandmiljøet, medens den fosfor man tilfører markerne, bindes stærkt i jorden.

  • 4
  • 5

Af jord er den kommet og til jord bliver den tilbageført. Tungmetallerne fra kunstgødning er et latent problem, idet det opkoncentreres i plantematerialet, som efterfølgende bliver til halmaske. Derfor skal der spredes efter en plan, hvor forskellige arealer får aske i de enkelte år.


@Niels Peter,
Hvad er det for tungmetaller, du tænker på? Det er ikke nok skrive tungmetaller, du må fortælle, hvilke du tænker på.
De eneste tungmetaller der findes i mineralgødning er de, som planterne skal bruge, og som man tilsætter gødningen (kobber, magnesium, calcium).
Det kan da ikke være noget odiøst i at man tilfører de stoffer, som planterne skal bruge?
At halm bliver til halmaske gælder ikke for hovedparten, som genbruges af næste års afgrøde.

  • 1
  • 5

Landet over ser man allerede en del biogasværker - og planer for flere ligger på tegnebrædtet. Fælles for SAMTLIGE biogasværker er, at INGEN biogasværker kan fungere uden massive offentlige tilskud.

Hovedbestandelen af materialet i et biogasværk udgøres af husdyrgødning (gylle), og da gylle består af 90 procent vand, er det verdens dårligste brændstof. I bedste fald fungerer gylle som "procesvand" i biogasproduktionen.Derfor skal man tilføre biogasværkerne ensilage, grøntafgrøder, kloakslam, fedt, slagteriaffald og andre organiske materialer. Disse organiske og kemiske stoffer beriger således biomassen i et biogasværk. Og hvad værre er: Denne berigede "guldgødning" ender derefter ude på markerne - fyldt med diverse mere eller mindre giftige stoffer. Herunder tungmetaller som zink og kobber, hormonstoffer, eventuelt rester af antibiotika, Rettelig burde store mængder gylle forarbejdes på Kommune Kemi som kemisk affald.

Alle disse problemer har man været sig bevidst om i biogaskredse i mange år, men har holdt tæt med det overfor offentligheden og politikere. Overfor landmændene har man derimod reklameret med, at de ville få ekstra meget kvælstof ud på markerne uden at dette ville fremgå af gødningsregnskabet.

Som en af de få har Biokraft på Bornholm vedgået sig fifleriet, idet man på Biokrafts hjemmeside har kunnet læse: "Man skal huske på, at landmændene får 18 procent ekstra kvælstof (N) ved at bytte gyllen. Det skyldes at de beregninger, vi laver i gødningsplanen, giver højere indhold af N i gyllen, end der faktisk er. Når man så afleverer gyllen, bliver den afleveret med det beregnede indhold, mens N-indholdet i den gylle, man får retur, bygger på målte faktiske værdier".

Lemvig Biogas har givet udtryk for noget lignende med udtalelsen: " - på grund af de gunstige og lave lovgivningsmæssige udnyttelseskrav". Der snydes på vægten.

Både de konventionelle og de økologiske bønder nyder godt af denne falske beregningsmetode for afgasset materiale fra biogasværkerne, og man kan med rette sige, at alle offentlige tilskud til biogasproduktion er en slet skjult støtte til det nødlidende danske landbrug. Et landbrug som i forvejen årligt får subsidier i milliardklassen.

Og hvordan ser det ud med livscyklusanalyserne af biogasværkproduktion?

  • 2
  • 2

Igen tak for argumenterne i indlæggene. Det kan blive en meget lang debat, her på bloggen, hvis man skal gå meget i detaljer. Jeg deltager gerne i en mere fokuseret debat om hver enkelt aspekt, hvis andre også vil deltage)

Man kan ikke meningsfuldt se bort fra økonomien uanset, hvilke temaer man drøfter, selvom visse benefits ikke – eller vanskeligt -kan prissættes. Især hvis man også tillægger begyndende ”omstilling af samfundet” i en ønsket retning en medhørende værdi, fx et samfund uden affald, eller ”en cirkulær økonomi”.

Samfundet bør vel som hovedregel stræbe efter at opnå ønskede mål på billigste måde. Bagefter kommer ”hvem skal betale” og hvem får fordele. Herunder fx, hvad kan samfundet rimeligt kræve af landbruget mht håndtering og separering af gylle eller at adskille urin fra fæces inden fraktionerne sammenblandes.

I forhold til biogas er der primært sat kvantitative mål for reduktion af klima-påvirkningen, hvilket ikke udelukker at andre effekter af biogasbehandling kan være ønskede, men så må de medregnes til en rimelig pris.

Jens Møller påpeger en værdi i, at biogas kan opbevares, hvad el-ikke kan. Dette er først en værdi den dag samfundet helt er overgået til et fossilfri samfund, og ikke gået over til et elbaseret samfund. Indtil da kan vi jo opbevare energien via fossile brændsler .

Søren Tapdrup påpeger: ”Biogasanlæggene har således to produkter: metangas + gødning”. Jeg har aldrig set beregninger af, hviken værditilvækst gødningen opnår ved at gyllen forgasses, men det er næppe en stor faktor, og var det det, ville landbruget vel bioforgasse gyllen selv.

Søren Tapdrup mener at biogasanlæg løser en genanvendelsesopgave for fødevareindustrierne. Ja industrierne kan sende visse typer affald til biogasanlæggene, der ofte kræver et beløb for det, omtrent på industriernes alternative bortskaffelsespris (forbrændingsanlæg), for herefter at modtage støtte fra samfundet til den producerede energi. Omvendt vil staten få indtægter, hvis det omsættes i et forbrændingsanlæg. Jeg deltager gerne i en gennemregning af samfundets indirekte støtte til anlæggene via denne trafik for nogle typiske affaldsfraktioner. 1 tons fedt giver måske nær ved 1000 m3 biogas, - ca. 25 GJ eller 10 GJ el (nær 3000 kWh), som så støttes med i nærheden af 2000 kr., mens forbrændingen i et affaldsanlæg giver et afgiftsprovenu på omkring 2-3000 kr.

Søren antyder, at man producer biogas til en samfundsmæssig pris på ca. 4-5 kr. pr liter fyringsolie eller m3 methan. Det svarer til 40-50 øre pr kWh, hvis man regner energikvaliteten ens, men omkring det dobbelte, hvis gassen brændes i en gasmotor, hvor elvirkningsgraden er ca. 40 % (varmen får man ikke meget for).Langt mere interessant ville det være at få oplyst priser pr reduceret co2-ækvivalent sammenlignet med andre tiltag.

Om energiudnyttelsen af organisk dagrenovation i biogasanlæg ift. forbrændingsanlæg, vil jeg gerne henvise til Rambolls notat af 9. sept. 2013: ”Energiudnyttelse af organisk dagrenovation”, som findes på nettet.

Omkring gødning fra organisk dagrenovation vil jeg igen påpege at fosformængden er minimal i forhold til Landbrugets udspredning af nær ved 60.000 tons fosfor (knap 50.000 fra gylle og omkring 10.000 fra udspredt handelsgødning.) jeg kender ikke priselasticiteten, men kunne man ikke spare mere på fosforen –og langt billigere – ved at hæve fosforafgiften til mere end 4 kr/kg end ved at forsøge at genvinde de omkring 600 tons fosfor i madaffald. Verdensmarkedsprisen på fosfor er omkring 700 kr. /ton, så ”gødningsargumentet” for at bioforgasse husholdningsaffald er ikke voldsomt økonomisk stor, og det er vel rimeligt at antage at besparelserne billigst findes hos landbruget.

  • 3
  • 2

Søren Tapdrup påpeger: ”Biogasanlæggene har således to produkter: metangas + gødning”. Jeg har aldrig set beregninger af, hviken værditilvækst gødningen opnår ved at gyllen forgasses, men det er næppe en stor faktor, og var det det, ville landbruget vel bioforgasse gyllen selv.

Den afgassede gylle er et betydeligt bedre gødningsprodukt end summen af input-biomasse. Det er et resultat af flere forhold:

  1. Kvælstofmineralisering betyder, at kvælstoffet i den afgassede gylle er umiddelbart tilgængeligt for planterne. Det betyder større førsteårsvirkning (og mindre udvaskning i den efterfølgende vinter). Udnyttelsesprocenten er højere, sagt med andre ord.
  2. Sammenblanding af kvæg- og svinegylle medfører generelt en forbedring af forholdet imellem gødningsstofferne i forhold til planternes behov.
  3. Den afgassede gylle er homogen, næringsstofmæssigt ensartet og veldeklareret via målinger. Input-biomasserne (såvel gylle/gødning som anden biomasse) er varierende på forskellige måder og vanskelig at have sikre gødningsmålinger på. Landmændene kan med langt større sikkerhed bruge den afgassede gylle som gødning.
  4. Store planteavlere kan bruge afgasset gylle med sikkerhed for gødningsindholdet, og de kan få den mængde, de skal bruge. Derfor skifter store planteavlere til brug af afgasset gylle, hvor de ikke tidligere var villige til at erstatte kunstgødningen med gylle med varierende indhold fra x antal leverandører. Biogasanlæggene effektiviserer således gylleformidlingen, forstærker fortrængningen af kunstgødning og mindsker derved udvaskningen.
  5. Når 'rent' organisk affald tilføres gyllebiogasanlæggene, bliver gødningsindholdet i det organiske affald et aktiv.

Angående pkt. 5 skrev jeg i 2011 i anden anledning følgende: "Ribe Biogas er nok det fællesanlæg, som fra starten og mest konsekvent har haft fokus på, at næringsstoffer skal genanvendes, og at de har kontant værdi. Leverandører af gylle får værdisat i kr. og øre, hvad de har leveret af gødning, og hvis de skal have mindre retur, bliver de betalt for de næringsstoffer, de videreformidler via biogasselskabet. Og al industriaffaldet værdisættes for indholdet af næringsstoffer. Det bliver vist til et millionbeløb hvert år, - som landmændene ubeskåret får."

Industriaffaldets indhold af NPK har værdi som gødning. I tilfældet Ribe blev denne værdi (efter hukommelse) opgjort til omkring en million kr. årligt. At værdien i dette tilfælde direkte går til landmændene (og ikke til biogasselskabet) er en følge af selskabskonstruktion og aftaler fra starten i dette tilfælde (landmændenes er organiseret i et leverandørselskab, som tager ansvar for leverance og afsætning, mens ansvaret for driften indenfor hegnet ligger i aktieselskabet Ribe Biogas A/S). Det vigtige i dette eksempel er, at værdien i gødningsstofferne her er klart opgjort.

Søren Tapdrup mener at biogasanlæg løser en genanvendelsesopgave for fødevareindustrierne. Ja industrierne kan sende visse typer affald til biogasanlæggene, der ofte kræver et beløb for det, omtrent på industriernes alternative bortskaffelsespris (forbrændingsanlæg)...

Realiteten er, at biogasanlæggene har bevist deres værdi for de store levnedsmiddelindustrier m.fl., som derfor i dag rutinemæssigt får genanvendt deres organiske affald via biogasanlæggene. Det sker bestemt ikke til priser, der svarer til taksterne på forbrændingsanlæggene. Levnedsmiddelindustrierne er hårde forhandlere, som spiller biogasanlæggene ud imod hinanden for at få de mest favorable vilkår for at levere deres organiske affald. Bundlinjen er, at levnedsmiddelindustrien har opnået store besparelser - uden selv at risikere noget - gennem opbygningen af biogasområdet. Det er godt for vores erhvervsliv. Det er der ingen grund til at være ked af, tværtimod.

  • 3
  • 0

Søren Tapdrup er nok den mand i Danmark, der har størst adgang til data om biogasanlæg. Det kunne være interessant, hvis han kunne levere nogla data over, hvad ”de gyllebaserede ”biogasanlæg producerer deres biogas fra.

Mit bud er, at omkring 50% af tørstoffet (og gasproduktionen) kommer fra andre kilder end gylle/møg, og at det fx kan bestå af skidtfisk/”fiskeensilage”, afpelsede mink, sojaprotein, hakkede høns og kyllinger, (som alle givetvis indeholder gødningsstoffer), men også fra vegetabilsk olie, glycerin, melasse, fedt fra renseanlæg på fødevare industrier mmm, som primært er kulstofholdige, og der for giver masse af biogas.

Fx oplyser Lemvig Biogasanlæg på hjemmesiden:
Lemvig Biogas modtager og behandler følgende typer affald:
- Fedtslam fra kloakbrønde og fedtfang
- Flotationsslam
- Sorteret organisk dagrenovation
- Mave/tarmindhold fra slagterier
- Slagteri restprodukter. Alle kategori III typer og kategori II typer, der har været steriliseret ved 133 grader celsius i 20 minutter.
- Blodmel
- Benmel
- Kødmel
- Hydrolyserede proteiner
- Blod fra svin
- Høns og kyllinger – hakket – kategori III
- Æg og æggeaffaldsprodukter
- Savsmuld fra minkpelserier
- Minkfoder affald/rester
- Fiskeolie
- Fiskeaffald - kategori II og III ubehandlet
- Fiskemel
- Mejeriprodukter
- Mælk med penicillinrester i
- Valle
- Koncentreret valle
- Dyrefoder affald/rester
- Kartofler og kartoffelpulp
- Frugt, samt rester fra forarbejdning af frugt
- Citronskaller
- Alle kornprodukter
- Bageriaffald, mel, brød, og færdigvarer
- Limvand
- Okkervand / okker fra vandrensning
- Alger
- Marmeladeaffald
- Is, flødeis, alle former for spise is
- Margarine
- Affald fra sojaolie og margarineproduktion
- Affald fra spiritusproduktion
- Sodavand og øl
- Vinasse og vinasseekstrakt
- Gærfløde fra medicinalindustrien og bryggerier
- Blegejord
- Glycerin, herunder afisningsvæske fra f.eks. lufthavne
- Kølevæske, frostvæske. Fx monoetylenglykol (blå kølevæske), kølevæske af organisk syre (grøn og rød kølevæske)
- Sukker

  • 3
  • 0

Mit bud er, at omkring 50% af tørstoffet (og gasproduktionen) kommer fra andre kilder end gylle/møg, og at det fx kan bestå af skidtfisk/”fiskeensilage”, afpelsede mink, sojaprotein, hakkede høns og kyllinger, (som alle givetvis indeholder gødningsstoffer), men også fra vegetabilsk olie, glycerin, melasse, fedt fra renseanlæg på fødevare industrier mmm, som primært er kulstofholdige, og der for giver masse af biogas.

Hej Uffe,

Din vurdering - at omkring halvdelen af biogasanlæggenes tørstofinput kommer fra andre kilder end gylle/gødning - er realistisk. Sådan er status i dag. Med tiden forventes en forskydning i retning af øget brug af dybstrøelse og halm (den proces er igang). Måske kommer der også ad åre et mindre bidrag fra naturplejebiomasse og evt. visse typer haveparkaffald.

Den lange liste af typer af organisk affald fra levnedsmiddelindustrien viser, at biogasanlæggene i dag rydder op i og genanvender mange slags industriaffald, som der tidligere ikke var så gode genanvendelsesløsninger til.

Mvh Søren

  • 0
  • 0

Hvad er det for tungmetaller, du tænker på? Det er ikke nok skrive tungmetaller, du må fortælle, hvilke du tænker på.


Hej Per

Generelt har du nogle gode andre vinkler - men her forstår jeg dig ikke helt. Google gav mig lynhurtigt de første eksempler:

http://www.doiserbia.nb.rs/img/doi/1820-39...
"Concentrations of Pb, Cd, Cu and Mn in sixteen NPK fertilizers imported and widely used
in Serbia were determined by flame atomic absorption spectrometry (AAS). The results
show that contents of heavy metals varied significantly in different fertilizers depend-
ing on N:P:K ratio and fertilizer origin. Pb and Cd contents in water solution of fertilizers
occurred at low ranges: 2.0-3.1 and 0.03-1.56 mg/kg, respectively. An NPK (15:15:15) fertiliz-
er from Romania was found to contain the highest concentration of Pb and Cd as impu-
rities. Cu content, ranging from 7.1 to 974.7 mg/kg, was the highest in coloured fertilizers
from Hungary, the Netherlands and Greece. Mn value in a Hungarian NPK product (10:10:20)
exceeds the average Mn value in soil.
The data indicate variable contents of heavy metals in fertilizers, some of which are sig-
nificantly higher than natural concentrations in soil, which suggests that they need to be
continuously monitored."

Jeg kan finde meget mere - generelt har det hele tiden været Cd, som der har været fokus på - men som det fremgår er der også bly mv. Niveauerne af Cu mv. svinger åbenbart også - om det er fra tilsætning eller fra brydningen af råfosfat er jeg ikke klar over. Indrømmet - jeg er ikke landbrugsekspert - der fører du helt sikkert.

  • 2
  • 0

Kvælstofmineralisering betyder, at kvælstoffet i den afgassede gylle er umiddelbart tilgængeligt for planterne. Det betyder større førsteårsvirkning (og mindre udvaskning i den efterfølgende vinter). Udnyttelsesprocenten er højere, sagt med andre ord.
Sammenblanding af kvæg- og svinegylle medfører generelt en forbedring af forholdet imellem gødningsstofferne i forhold til planternes behov.


@Søren,
Rart at høre landbrugseksperter, især når man som jeg har undervist i faget!

I følge forsøgene med afgasset gylle er der stort set ingen effekt af afgasset gylle frem for gylle, når man ser bort fra større ammoniakfordampning fra gylle, der dog kan minimeres ved at mere hensigtsmæssig udbringning, nemlig udbringning om efteråret som Askov forsøgene viste.

Den med mindre udvaskning er rent gætteværk. Det samme gælder for blanding af gylleformerne, selv om det er en fordel at få svinegyllens store P-indholdet blandet op med kvæggyllen.

Al mineralisering af organiske stoffer sker i jorden når temperaturen er tilstrækkelig høj. Ikke i gyllebeholderen eller i biogasanlæg. Det sker ikke under anaerobe forhold, som der hersker i biogasanlæg.

Mvh. Per A. Hansen

  • 2
  • 4

Jeg kan finde meget mere - generelt har det hele tiden været Cd, som der har været fokus på - men som det fremgår er der også bly mv. Niveauerne af Cu mv. svinger åbenbart også - om det er fra tilsætning eller fra brydningen af råfosfat er jeg ikke klar over. Indrømmet - jeg er ikke landbrugsekspert - der fører du helt sikkert.


Hej Nils.
Du nævner nogle tungmetaller, der ikke er plantenæringsstoffer, men miljøgifte. Der er mange andre, der er tilstede i råstofferne, som anvendes til fremstilling af mineralske gødninger.
De fjernes stort set ved processerne, men man kan altid finde mikroskopiske spor i enhver gødning, så du har ret i din fremstilling, men tilførselen med gødning svarer omtrent til de tungmetaller, der tilføres ved atmosfærisk nedfald. kulfyrede anlæg beriger luften med ret store mængder.
Generelt optages tungmetaller overordentlig vanskelig af planter, idet deres ionradius er meget stor, da de ofte omgiver sig af en vandkappe. Cadmium optages fkes. meget vanskeligt, nogle få atomer pr. million. Det samme gælder for Arsen med ca. 20 ppm.
De meget små mængder tungmetaller i afgrøderne er ikke noget problem, for de optages i kroppen i samme størrelsesorden.
Kobber er et tungmetal, der ofte skal tilføres på visse arealer. Jeg har feks. set en græsmark, hvor der var tydelig større vækst under en højspændingsledning. Det var en humusjord, der binder kobber!
Generelt er tungmetaller ikke noget problem, medmindre det findes i store mængder.

  • 1
  • 3

Organisk stof (herunder hormonstoffer og eventuelle rester af antibiotika) bliver nedbrudt i biogasanlæggene og lavet om til metangas.

Hej Søren

Hvor sikker er du i den konklusion?

Jeg har hele tiden været af den overbevisning, at det ikke sker tilstrækkeligt effektivt og at der vil være store variationer fra anlæg til anlæg pga. mindre anlægsmæssige forskelle i design, drift mv.

Jeg har i konsekvens længe foreslået lavtermperature forgasning med umiddelbart efterfølgende forbrænding af gasserne, som den sikre måde til at nedbryde disse stoffer - samt naturligvis smittekim mv. fra husdyrgødning. Her fokuserede jeg specielt på staldnære anlæg (fokus kyllinger i første omgang) og udviklede dette over flere år. Desværre fik jeg ikke den nødvendige kapital ind, da jeg havde "proof of concept" og måtte lukke ned.

Jeg er dog stadig sikker på, at lavtemperaturforgasning - også i større anlæg - vil være den mest effektive møde at håndtere de fleste af de ressourcer, som nærmest religiøst foreslås til biogas produktion.

Uffe foreslår affaldsforbrændingsanlæg - den er jeg ikke helt med på. Det er væsentligt, at lavtemperatur "close coupled gasification" (LT-CCG) anlæg arbejder med veldefinerede ressorucer for at kunne skabe bl.a. gode gødningsprodukter - eventuelt indarbejdet i en kulstofsmatrice - kaldet biochar.

Det våde husholdningsaffald kan også håndteres og nogenlunde ordentlig sorteret vil de miljøfremmede stoffer blive elimineret. Biogas ordet forfører - Renescience er et andet forførende ord - som pga. sammenblandingen af alt affald ikke umiddelbart fører til målet. LT-CCG kan føre til det ultimativt rigtige. En række teknologier er på plads og benyttes allerede kommercielt i forbindelse med biobrændsler - næste skridt er at få de andre ressourcer i spil og udnytte gødningsproduktet.

  • 1
  • 0

Al mineralisering af organiske stoffer sker i jorden når temperaturen er tilstrækkelig høj. Ikke i gyllebeholderen eller i biogasanlæg. Det sker ikke under anaerobe forhold, som der hersker i biogasanlæg.


Der er en kæde, der er hoppet af her. Er det ordene, vi forstår noget forskelligt ved? Biogassen dannes ved nedbrydning (= mineralisering) af organisk stof. For kvæggylles vedkommende er det ca. halvdelen af det organiske stof, der nedbrydes i biogasanlægget. For lettere omsættelige biomasser er andelen højere.

  • 2
  • 0

Det her er som meget andet bare kønspolitik.
Forgasning/forbrænding er lige så meget manderi som raketer og derfor grænsende til dårlig smag.
Biogassemasse derimod:
Alene ordet oser af østrogen.
Det har intet med fornuft eller andet end landbrugsstøtte at gøre.

  • 1
  • 1

Hej Nils,

Du spørger, hvor sikker jeg er på mit udsagn, om at hormonstoffer og antibiotika nedbrydes i biogasanlæg. Mit svar er, at organiske stoffer, som er aerobt bionedbrydelige indenfor kortere tid (aerobt, dvs. under iltforbrug f.eks. i en kompostbunke - eller i vores eget stofskifte), også er bionedbrydelige under anaerobe (dvs. iltfri) forhold i et biogasanlæg. Det er det generelle.

Er der særlige tilfælde, hvor den aerobe nedbrydelighed adskiller sig væsentligt fra den anaerobe? Det er der nok, når der er tale om særligt tungtnedbrydelige organiske stoffer såsom lignin. I det økologiske kredsløb kræver ligninnedbrydning (som jeg forstår det) ofte medvirken af særlige svampe, som ikke findes i anaerobe udgaver. Der sker en marginal nedbrydning af lignin i biogasanlæggene, men det er vist kun de yderste, 'løstsiddende' grupper, de anaerobe bakterier er i stand til at gnave af ligninen. Så lignin går stort set unedbrudt igennem biogasanlæg - og bidrager herefter til humuspuljen i jorden.

I min forståelse er hormonstoffer og antibiotika ikke særligt tungtnedbrydelige.

  • 1
  • 0

Jeg er dog stadig sikker på, at lavtemperaturforgasning - også i større anlæg - vil være den mest effektive møde at håndtere de fleste af de ressourcer, som nærmest religiøst foreslås til biogas produktion.
Uffe foreslår affaldsforbrændingsanlæg - den er jeg ikke helt med på. Det er væsentligt, at lavtemperatur "close coupled gasification" (LT-CCG) anlæg arbejder med veldefinerede ressorucer for at kunne skabe bl.a. gode gødningsprodukter - eventuelt indarbejdet i en kulstofsmatrice - kaldet biochar.

@ Niels Peter,

Hvorfor så ikke nævne lav-temperatur cirkulerende fluid bed (”LT-CFB”) -forgasning, som både hvad angår afprøvede brændsler og opskalering er det, der er nået længst, og som der af mange gode grunde fortsat arbejdes med på bl.a. Risø. I stedet introducerer du i denne debat en meget lignende konceptbetegnelse, ”LT-CCG”, som kan give anledning til forveksling og tilsvarende forvirring. (Kombineret med div. danske og engelske ord for forgasning giver ”LT-CFB” masser af hits ved søgning på Google, medens ”LT-CCG” synes helt ukendt i denne sammenhæng.) Hvis ”LT-CCG” også dækker over ”LT-CFB”-forgasning, er jeg naturligvis beæret, men så alligevel ikke vild med den ufrivillige navneforandring.

Du peger også på ristekedler med reducerende primærzone, selvom det næppe i nær samme grad som med en forkoblet LT-CFB forgasser vil kunne sikres at:
1) partikulært medrevet og/eller fordampet KCl m.v. ikke fører til tilslagning og højtemperaturkorrosion i en kraftværkskedel med høj overhedningstemperatur,
2) partikulært medrevet og fordampet K, P, o.a. næringsstoffer ikke ender i en stor andel ofte uanvendelig filteraske,
3) asken ikke oplever temperaturer, der begrænser næringsstoffernes plantetilgængelighed,
4) cadmium mv. effektivt frigives fra den hovedpart af asken, der ønskes nyttiggjort,
5) især koksrig aske (med stor andel biokoks) ikke indeholder grænseoverskridende PAH.

Vejen frem er, at der i stedet satses på højeffektive og regulerbare træfyrede kedler (med højest mulige dampdata), hvortil især tørre men fyringsteknisk problematiske brændsler som halm og næringsstofrige brændsler som f.eks. biogasrestfibre i høj grad samfyres via en forkoblet skeseparerende LT-CFB forgasser. Især når prisen på el til back up til ”sol” og ”vind” formentlig snart igen stiger, vil der formentlig kunne opnås en god anlægsøkonomi med en støtte på kun ca. 15 øre/kWh baseret på træ, der kan fyres direkte ind i kedlen og kun ca. 40 øre til den del, der skal igennem forgasseren.

På halmdelen, vil der - i forhold til halm til biogas - groft skønnet - kunne opnås ca. den dobbelte elproduktion, mere end den dobbelte varmeproduktion og mindst 3 gange så stor klimaeffekt (= ca. en faktor 2 for fossil fortrængning + tillæg hvis der fortrænges kul frem for naturgas + tillæg for manglende tab af CH4 fra anlægget + tillæg for manglende restafgasning på marken + tillæg når deponeret biokoks – især i kombination med reduceret jordbehandling - fører til øget kulstofbinding i dyrkningslaget).

Hvis der af forskellige - især for den enkelte anlægsejer fornuftige - grunde alligevel benyttes væsentlige mængder halm o.l. tungt omsættelig biomasse i biogasanlæg, bør det overvejes at sende biogasrestfibrene videre til termisk udnyttelse, hvorved noget halmforbehandling (/driftsforstyrrelser?) og reaktoropholdstid kan spares, medens en stor del af de ovennævnte fordele alligevel opnås.

For ikke at bidrage til en bioenergi- mv. hæmmende sort/hvid debat, skal det også med, at jeg grundlæggende er positiv overfor biogas, - men altså primært til gylle og lignende våd, næringsstofholdig, lokalt bortskaffelseskrævende, ildelugtende og fiberfattig "kost".

mvh peder

  • 0
  • 0

Hej Peder

LT-CCG er præcis hvad jeg selv udviklede og er ristefyret. Begrebet er imidlertid ligeså dækkende for LT-CFB - hvilket ikke gælder den anden vej. CFB er en bestemt teknik. Tiden vil vise, hvad der får størst succes.

Grundlæggende kan CFB sandsynligvis være den rigtige teknik for store anlæg. Der sker imidlertid en sammensmeltning af teknologier. I princippet var min ristefyrede forgasser nærmest en BFB, idet fluidiseringen skete ved konstante vibrationer af bedden. Det var et mål ikke at få asken "til at flyve" for at holde denne tilbage i bundasken. Ligeledes var det også et mål at holde temperaturen lav i bedden, så alkali med mere ikke fordampede. Resultaterne var supergode også med god tilbageholdelse af flyveaske.

Pga. af min kontrakt med min anlægsvært har jeg i flere år ikke kunnet arbejde med konceptet - med mindre jeg havde en stor pose penge til dem. Egentlig sørgeligt - for jeg kunne have givet dem større gevinster ved ikke at være låst. Tiden er ved at være gået og derfor kan jeg snart være mere fri igen.

LT-CCG - Low Temperature-Close Coupled Gasification - har helt sikkert en spændende fremtid - lets stay tuned!

  • 1
  • 0

Hej Niels Peter

Jeg er med på og glad for, at vi i nogen grad tilstræber det samme, men har samme problem, som jeg tror, at Lego ville have, hvis jeg i dag omdøbte et spirende ligeledes plastbaseret alternativ til f.eks. P-leko (hvor P står for plast) og endda i første omgang uden at nævne Lego. Jeg mener at huske, at du tidligere har benyttet konceptbetegnelsen "CCG", som jeg synes giver god mening - og også som overordnet betegnelse - så måske kunne du om ønsket hægte noget andet indsnævrende på "CCG" end lige "LT-"?

Hvis du mener at se en - i forhold til LT-CFB forgasning - bedre og hurtigere vej frem til aske- og biokoksrecirkulerende nyttiggørelse af halm i økonomisk rationel og energieffktiv stor størrelse, synes jeg, at meget tyder på, at det haster, at få kørt løsningen i stilling. I betragtning af, hvor både tids- og ressourcekrævende sådan noget udvikling reelt er, vil jeg dog foreslå, at du kaster et blik på ikke blot metoder og hensigter, men også på hvor langt, det du ser som alternativerne, pt. er nået, - inkl. driftstimer på bl.a. høj-alkalihalm, opskalering, integration med en kraftværkskedel og automatisering.

Især hvis det, du foreslår, indebærer, at der - nok i heldigste fald - skal ventes yderligere mindst 5-10 år, kan man dårligt fortænke nogen i, nu at gå efter det, der trods alt kan opnås ved at benytte overskudshalmen i biogasanlæg.

  • 0
  • 0