KRONIK: Beredskaber holdes uden for indflydelse om radioudstyr

Beredskabsmyndighederne i Danmark (ambulance, brandvæsen og politi) har siden 2010 brugt det såkaldte Sikkerhedsnet (SINE) og dertil koblede radioterminaler til al kommunikation i forbindelse med opgaveløsningen. Ca. 60 pct. af alle SINE-radioterminaler sidder i en brandbil fra det kommunale redningsberedskab. De resterende er fordelt mellem ambulancer og politibiler.

Efter mange års drift er det nu tid til at skifte SINE til et mere tidssvarende og opdateret system. Det er godt. Men der er et problem for det kommunale redningsberedskab. Processen er nemlig fuldstændig lukket og ukendt for os. De kommunale redningsberedskaber har flere gange forsøgt at opnå indsigt i og indflydelse på processen om et nyt SINE-net. Hidtil uden held. Brandvæsnet har selvfølgelig konkrete behov og ønsker til det fremtidige net, både for at sikre det tværgående samarbejde, og for at sikre effektiv indsats på eget område.

Det er for os meget afgørende, at det sikres, at alle redningsbered­skabets opgaver kan løses ens og med samme forudsætninger i forhold til radiokommunikation. Vi ser også gerne fortsat samarbejde omkring drift og udvikling af nettet, med stort brugerfokus. Desværre er tendensen stik modsat. Processen med udbud og bruger­specifikation køres fuldstændig uden reel involvering af det kommunale redningsberedskab.

Forud for etablering af nettet, blev udbudsmaterialet skrevet i tæt samarbejde mellem de kommende brugere af nettet, ligesom implementering og anvendelse i dag ligeledes er sket i tæt samarbejde mellem de primære brugere af nettet: politiet, sundhedsberedskabet og de kommunale redningsberedskaber.

Samarbejdet har sikret, at anvendelsen bedst muligt understøtter den operative opgaveløsning ‘ude i virkeligheden’. Samarbejdet sker i regi af Center For Beredskabskommunikation (CFB). Beslutninger truffet i den overliggende arbejdsgruppe Tværgående Operativ Anvendelse af SINE (TOAS) sikres implementeret ude hos de enkelte brugere af nettet, og konkrete problemstillinger og udviklingstiltag drøftes.

Tilbage i 2016 orienterede CFB imidlertid deres samarbejdspart­nere i TOAS om, at man i 2017 forventede at udsende et udbud på en ny SINE-kontrakt. Indholdet i udbuddet blev ikke drøftet eller ­offentliggjort. Der blev blot præsenteret en række overordnede inten­tioner med det fremtidige net.

CFB’s beslutning om en lukket proces er et markant retningsskift i samarbejdet. Et skifte væk fra brugerinddragelse til en snæver brugerorientering. En bekymrende udvikling, når vi i det kommunale redningsberedskab som nettets største bruger – og betaler – ikke kan sikre de tekniske løsninger, der passer bedst til egne opgaver, og heller ikke kan præge, hvordan andre aktører tilrettelægger vores arbejdsgange og, ikke mindst, bruger vores penge.

Brandvæsnet efterlades i uvished omkring nettets fremtid og indhold. Der er ikke indflydelse på kravsspecifikationer og behovsanalyser, heller ingen direkte viden om processens status og fremdrift. De seneste meldinger fra CFB er alene, at »... det er beklageligt, at der ikke er nyt, men det er vigtigt at være opmærksom på, at driften af SINE er sikret frem til udgangen af 2024 ...«

Når den nuværende tværgå­ende kommunikation lykkes, er det både fordi alle potentielle aktører i en indsats kan tale sammen via samme reserverede kanal tidligt i forløbet, og fordi der ved særlige hændelser sker en udskillelse til en dedikeret, men fortsat fælles kanal. Kanal­tildelingen styres fra alarmcentra­len.

Beredskabet har dog en række indsatser, der går uden om alarmcentralen, f.eks. ­automatiske brand­alarmer på plejehjem, i skoler og kontorbygninger osv. Her har beredskabet behov for at kunne sikre egen kommunikation efter egne procedurer via SINE. Et behov, der også gælder i ­fremtiden, og derfor noget der skal sikres i udbudsfasen. Ellers kan vi ikke fremover være sikre på en effektiv kommunikation og de nødvendige funktioner på SINE-nettet ved alle vores indsatser.

SINE-nettets dækning i dag skyldes en stor arbejdsindsats fra de enkelte brugere i beredskaberne. Der er sket en løbende tilpasning og udvikling af nettets dækning. De steder, hvor beredskaberne ikke har været i stand til at opnå en tilfredsstillende dækning, er dette løst, primært ved indkøbt ekstra og specialtilvirket materiel og ved i dialog med bygherre at indarbejde SINE-antenner og lignende udstyr i byggerier, hvor dækningen indendørs ellers ikke er tilstrækkelig.

Det er derfor vigtigt for brandvæsnet, hvor og hvordan et kommende net vil komme til at have dækning. Og erfaringsmæssigt kan dækning afhænge af helt konkrete aftaler og lokale løsninger ned på bygningsniveau. Den slags aftaler og løsninger kan brandvæsnet bare ikke sikre, når der ikke er kendskab til den kommende teknologi.

Brandvæsnet har også et klart ønske om, at nettet fremover skal kunne rumme mere data, f.eks. i form af foto og video. Et oversigtsfoto fra den rekognoscerende drone overført til indsatslederen eller streamet video fra røgdykkerteamet ud til det øvrige hold vil langt bedre og mere effektivt give alle involverede den fornødne indsigt i indsatstaktiske behov.

Hvis ikke et kommende net har blik for redningsberedskabets særlige behov, f.eks. valg af en leverandør, en teknologi og et net, som tager hensyn til fremtiden, driftssikkerhed og tilstrækkelig dækningsgrad udendørs og indendørs, og valg af en teknologi og et net, hvor nuværende radioer også kan anvendes, som minimum over en årrække, så kan vi komme til at stå i en situation, hvor brandvæsnet mod sin vilje er blevet koblet af den nødvendige teknologi – fordi de ansvarlige ikke mente det relevant at spørge om behovene.

For borgernes trygheds skyld håber jeg ikke, det ender sådan – men lige nu er kursen desværre sat, så brandvæsnet, den største bruger af SINE-nettet, ikke har reel indflydelse på det kommende net, og dermed ingen viden om hvordan – i det hele taget bare om – det kommende sikkerhedsnet kan bruges.