Kronik: Bag skandalerne står projekt-universitetet
Endnu en gang er vi blevet forargede over, at nogle forskere på et universitet gør sig uheldigt bemærket ved at have for tætte kontakter til kommercielle og politiske interesser. Denne gang handler det om oksekødsrapporten fra Aarhus Universitet, som er finansieret af Kvægafgiftsfonden og har haft interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer som projektleder.
Læs også: Rapport talte oksekødets CO2-aftryk ned: »Underlig sammenligning« var betalt af landbruget
Denne skandale er blot den seneste kulmination på en række skandaler, som har nået medierne de seneste par år, og som vidner om, at noget er grundlæggende galt i universiteternes andedam.
I hver enkelt historie kan man holde nogle mennesker ansvarlige: Det kan være forskerne selv, som ikke har levet op til metodisk eller teoretisk forskningsetik. Det kan også være universitetsledelsen, som i flere tilfælde har gjort sig uheldigt bemærket ved direkte eller indirekte at presse forskerne enten til at samarbejde eller til at tænke over, hvordan de præsenterer deres forskningsresultater. I sagen fra Aarhus var det institutlederen, der måtte gå af for ikke at passe godt nok på forskningens uafhængighed, mens en centerleder har fået kraftig kritik for manglende kvalitetssikring.
Læs også: Aarhus Universitet trækker kontroversiel oksekødsrapport tilbage
Men det er på tide at forstå logikken i, hvad der egentlig foregår. Der er ikke tale om enkelte tilfælde, hvor enkelte mennesker har svigtet eller har haft dårlig dømmekraft. Vi er derimod vidne til en radikal omkalfatring af universitetet. De dyder, normer og værdier, vi normalt knytter til universitetet, er langsomt ved at blive fortrængt. Det faglige indhold er i stigende grad ikke længere i centrum. Det er derimod projektansøgninger og tiltrækning af fondsmidler.
Det er den fulde konsekvens af de reformer, som blev sat i gang under Anders Fogh Rasmussen og Helge Sander, hvis forskningspolitik bar hovedoverskriften ‘fra forskning til faktura’.
Og vi har i sandhed fået et projekt- og faktura-universitet, som i stigende grad accepterer at være et spand heste i konkurrencestaten, der, ud over at uddanne studerende, således at virksomhederne kan få kvalificeret arbejdskraft gratis, målretter forskningen til erhvervslivet.
Det betyder, at man som forsker ofte skal kunne redegøre for, hvad ‘business casen’ er, når man skal søge penge til projekter, og hvordan små og mellemstore virksomheder umiddelbart kan se fordelen ved projektet. Ja, der er også en masse fokus på verdensmålene og på at skabe grundforskning. Men den vidensforståelse bliver i stigende grad fortrængt af et meget effektivt projekt-universitet, der – som det var tænkt i Fogh Rasmussen og Helge Sanders universitets- og forskningspolitik – skal udkonkurrere dem, som ikke kan bevise deres værdi i form af direkte afkast på den korte bane for virksomheder.
De ældre forskere er blevet fatalistiske og har opgivet kampen, og mange af dem går på tvungen eller frivillig pension. Og de yngre forskere har ikke andre muligheder end at følge spillets regler, for ellers er der ikke nogen stillinger til dem. Det skyldes dels, at man i stigende grad kan skaffe midlerne til sin egen stilling, dels at der sker en stigende internationalisering, hvilket betyder, at konkurrencen er blevet meget hårdere. Der er derfor ingen mobiliseringskraft blandt forskerne til at kæmpe imod denne udvikling.
Hvad betyder det så for den almindelige borger i Danmark? Kan det ikke være lige meget, at universitetet er gået fra at være en forskningsdrevet til en projektdrevet institution? Er det ikke fornuftigt, at forskerne samarbejder med folk uden for universitetet og bidrager til samfundet, direkte og indirekte?
Det sidste er rigtigt. Universitetet er ikke blot en kaffeklub, som eksisterer for dets egen skyld. Universitetet skal, sammen med alle mulige andre vidensaktører, bidrage til at kvalificere vidensgrundlaget for politiske beslutninger, samfundsmæssige diskussioner samt være en generator for kritisk input, som kan bidrage til at udvikle samfundet, herunder virksomhedernes økonomiske grundlag.
Jeg er selv fra Aalborg Universitet, som er et problemdrevet universitet, der stræber efter at skabe viden, som er relevant og brugbar for verden. Og det er ikke lige meget, hvilke grundværdier der driver universiteterne. Ja, samarbejde er godt, men ikke når det skal foregå på partnernes vilkår. Ja, fondsmidler er gode, men ikke når fondsgiverne kan sidde med i projektgrupperne.
Så nej, det er ikke lige meget, hvorvidt vi har et forskningsdrevet eller et projektdrevet universitet – heller ikke for hr. og fru Danmark. Vi risikerer at miste kapaciteten til at være et samfund, som evner at beskytte f.eks. vores grund- og drikkevand, skabe vidensgundlaget for de nødvendige klimapolitiske beslutninger, der skal træffes, osv.
Så et velkommen til projektuniversitetet er et farvel til det uafhængige universitet, som er en katalysator for fri forskning, samfundskritik og vidensgrundlaget for fremtidens Danmark.
