Kronik: Bæredygtige teknologiske løsninger ‘popper’ ikke bare op
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kronik: Bæredygtige teknologiske løsninger ‘popper’ ikke bare op

Illustration: Lars Refn

 

Christian Kaarup Baron er lektor ved Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet Illustration: Privatfoto

Et mere upåagtet bidrag til klimakrisen kom, da man holdt op med at undervise ingeniører i at optimere levetiden af elektroniske apparater. Det kunne ikke betale sig, hed det.

I den kapitalistiske verdensorden, der så dagens lys ved den kolde krigs afslutning, var der kun én ideologi og én virkelighedsopfattelse: Markedets ord var lov. Fra at designe ting til at skulle holde så længe som muligt, blev det nu officiel undervisningspolitik at designe dem, så de brød sammen, når garantien var udløbet. Derved blev folk tvunget til at købe nyt og kunne holde væksthjulet og indtjeningen i gang.

Bag jerntæppet havde man praktiseret en anden designfilosofi. Her var der nemlig generelt mangel på alt. Bl.a. på litium, hvilket fik østtyske ingeniører til at designe køleskabe, der kunne holde 20 eller 30 år frem.

Man burde vel tro, denne viden havde været værdifuld, da muren faldt. Men da DDR lukkede og slukkede, tog den afdøde stat det meste af sin industrielle særegenhed med sig i graven. Den kapitalistiske vesttyske køleskabsindustri fortsatte som intet var hændt – ligesom i øvrigt det meste, der var vesttysk. Man havde ikke brug for dette fortidslevn af en designfilosofi, der havde sin oprindelse i et uddødt økonomisk system.

Ovenstående understreger, at hverken design eller udvikling af ny teknologi finder sted i et politisk, økonomisk eller socialt vakuum. Den slags processer er tværtimod fra starten filtret ind i alle disse tre domæner, og det er nødvendigt at inddrage dem, når vi diskuterer, hvor vi vil hen.

Der er utvivlsomt mange kilder til de idéer, der er med til at skabe ny teknologi og design. Moderne arkitektur havde næppe været det samme uden futurismen og Fritz Langs ‘Metropolis’.

Robotter optræder i fiktionen lang tid før industrien. Cyberspace var et begreb i litteraturen længe før internettets gennembrud. Kunst, litteratur og film sætter aftryk på vores forestillinger om det teknologisk mulige, og er ressourcer, vi trækker på, når de omsættes til praksis.

Andre ressourcer kommer fra videnskaberne selv og de eksperter, der har indsigt nok til at se mulighederne for næste udviklingstrin. Ofte optræder de i kombination i en dialektisk vekselvirkning, hvor kulturelle forestillinger transformeres i mødet med en teknisk-videnskabelig virkelighed, eller omvendt.

Men som altid er det et grundvilkår, at ny teknologi skal passe ind i politiske, økonomiske og sociale behov, hvis den skal bevæge sig videre fra prototypestadiet. Da virtual reality f.eks. blev lanceret i 1980’erne, var det en holmgang for tidligt.

Teknologien var milevidt fra de forventninger, der blev skabt af samtidens sci-fi, og markedet for teknologien var ikke stort nok i en verden, pc’en knap var kommet ind ad døren i de fleste familier. Til sammenligning nyder teknologien langt mere gunstige betingelser i dag, hvor den nyder godt af internettets sekundære virkelighed.

Vi er altså nødt til at være opmærksomme på, hvordan vi rammesætter den teknologiske udvikling. Den foregår ikke ‘automatisk’ og skabes ikke af robotter. Den skabes af mennesker, som på godt og ondt er borgere, brugere, arbejdstagere, iværksættere eller alt muligt andet i det samfund, de er en del af. Derfor er deres visioner også både begrænset og informeret af samfundets kollektive visioner.

En teknologis anvendelsesmuligheder bestemmes ikke udtømmende af dem, der har designet den. Den subversive brug af teknologier har altid været der. Men den er især eskaleret inden for IKT, hvor der går en lige linje fra de monopolkritiske telefonfreaks (som havde for vane med at bryde ind i telefonsystemet for at ringe gratis) til den moderne hackerkultur.

Teknologiudviklingen er en politisk slagmark af de helt store, der inkluderer kampen mellem frihed og tyranni, sikkerhed, velstand og ulighed – samt hvilken klode, vi efterlader til kommende generationer.

Teknologier er altså multistabile i både etisk og politisk forstand. Tag f.eks. internettet. Under Irans grønne revolution blev sociale medier brugt til at dokumentere regimets overgreb mod aktivisterne. I Kina indgår de i et omfattende overvågningsprogram, der undertrykker enhver opposition.

Denne dobbelthed illustrerer teknologiernes multistabile anvendelsesmuligheder og understreger, hvorfor det er så problematisk, at danske virksomheder har solgt overvågningsteknologi til regimer som Saudi-Arabien. Teknologiudviklingen er en politisk slagmark af de helt store, der inkluderer kampen mellem frihed og tyranni, sikkerhed, velstand og ulighed – samt hvilken klode, vi efterlader til kommende generationer.

Bl.a. derfor lader etiske spørgsmål om teknologi sig sjældent bare reducere til et simpelt ‘for eller imod’. Tag f.eks. GMO. Da Monsanto i 1990’erne trængte igennem det kommercielle marked, var det med en forestilling om, at folkelig modstand mod deres produkter bundede i uvidenhed, som kunne kureres med almindelig videnskabsoplysning.

En stor del af miljøorganisationernes modargumentation gik imidlertid slet ikke på selve teknikkerne, men derimod på den samfundsmæssige konfiguration, de fik i en markedslogik. Som da det f.eks. blev klart, at Argentinas enorme produktion af GMO-soja havde berøvet landet evnen til at brødføde befolkningen.

Omvendt har en landminedetekterende GMO-gåsemad potentiale til at redde millioner af menneskeliv. Etisk Råd her netop konkluderet, at det kan være uetisk ikke at bruge geneditering (CRISPR-Cas9) til at skabe mindre klimabelastende afgrøder. Hvilket igen understreger, at teknologiers etiske og politiske implikationer afhænger af hvordan de konfigureres.

Ovenstående illustrerer behovet for et opgør med den teknokratiske afpolitisering, der siden den kolde krigs afslutning har reduceret teknologidebatten til et spørgsmål om effektivitet under en markedsstyret logik. Hermed ikke være sagt at teknologidebatten bør overlades til politikerne.

En kritisk informeret samtale om rammerne for teknologiudvikling bør være informeret af bidrag fra såvel ingeniører, designere, iværksættere, græsrodsrepræsentanter, videnskabsfolk, eller hvem der ellers måtte have noget at tilføje. Og den bør som nævnt have for øje at teknologiudviklingen ikke foregår i et vakuum, men er dybt forankret i de rammer, vi skaber omkring den.

Af samme grund er det også positivt, at interessenter i grøn omstilling slår sig sammen i partnerskaber for at udvikle deres visioner. Som eksempel herpå kan nævnes det landsdækkende netværk CLEAN, hvis medlemmer tæller både virksomheder, universiteter og offentlige aktører.

Men hvis CLEAN eller andre skal have held med at legitimere deres bestræbelser i offentligheden, er det samtidig nødvendigt, at vi bevæger os ud over den forsimplede opdeling af befolkningen i en ‘elite’ af eksperter og en ‘uvidende masse’ af lægfolk, der præger dele af teknologidebatten.

Sat på spidsen er en ekspert jo ikke ‘bare’ en ekspert. Eksperter er hver især del af forskellige fagligt baserede verdensforståelser, der kan bidrage med indsigt på nogle områder, men er blinde i andre. Det er derfor afgørende, at vi både adresserer hvorfor diverse eksperter mener, som de gør, og hvad begrænsningerne er i de vinkler, de lægger for dagen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg er enig i at genmodificeringen af Gåsemad (for at fremavle en ikke-forplantningsdygtig art) til detektering af landminer var et genialt træk fra opfinderen - desværre er det utrolig svært at fremskaffe både udviklingskapital og grundforskningsviden til udvikling af andet end diverse luksusgadgets. Det er som om at vi i den rige del af verden, fuldstændig har glemt sammenhængen mellem dårlige levevilkår og flygtningestrømme - vi tænker kun på os selv.

  • 9
  • 0

Hvem ville eje et 25 år gammelt køleskab i dag? Det ville bruge for meget strøm.
Computere har samme problem, o.s.v.
En støvsuger derimod må gerne holde længe.

Markedet leverer hvad kunderne ønsker, og kunder efterspørger ikke holdbare eller reparerbare produkter. Det har der været tonsvis af debatter omkring på ing.dk

At Argentina ikke kan brødføde sig selv, er ikke noget problem hvis der kan købes mad for indtægten ved salg af GMO fødevarer.
Markedsmæssigt er det hvad man kalder for specialisering, og gør os alle rigere. Man kan dog ikke udelukke at det politiske system i et land fungerer uhensigtsmæssigt så det bliver er problem. Det vil så også kunne ske uden GMO, med GMO kan den økonomiske fordel dog blive højere.

Markedet er stærkt. Det er ikke en enkelt person, eller nogle få firmaer, det er os alle sammen.
Man kan vælge at bekæmpe det, hvilket vil svare til at bekæmpe alle mennesker i verden. Det er dømt til at mislykkes.

Omvendt kan man udnytte markedet, til at skabe efterspørgsel for miljøvenlige produkter. Den har producenterne allerede forudset og markedsfører ivrigt alt som grønt, selvom det måske kun er på 0.1% af produktets fodaftryk.

Der er det så at viden om hvad der er godt og skidt skal udbredes.
Men det bliver op ad bakke, for det er i dag kun et fåtal af forbrugerne globalt der lægger noget i det her.

Og blandt de som lægger noget i det er der mange misforståelser, f.eks. at økologi er entydigt godt.

  • 0
  • 3

Omvendt kan man udnytte markedet, til at skabe efterspørgsel for miljøvenlige produkter. Den har producenterne allerede forudset og markedsfører ivrigt alt som grønt, selvom det måske kun er på 0.1% af produktets fodaftryk.

Der er det så at viden om hvad der er godt og skidt skal udbredes.
Men det bliver op ad bakke, for det er i dag kun et fåtal af forbrugerne globalt der lægger noget i det her.

Heldigvis sker det at et produkt er så teknologisk overlegent at det blæser alt af banen.
Defor styrt sælger elektriske cykler i Europa. Og det er ikke på tissemyre marginaler, det er vælg at mærke voldsomt meget. Min egen reducere min personlige CO2 udledning med over et ton om året. I virkeligheden er det meget mere da der er andte afledte effekter både for mig selv og andre.
Jeg er så glad for den nye super overlegne teknologi. Hvor heldigt at det sker mens jeg lever.

Og den vil "poppe" op i en butik lige i nærheden før nogen når at blinke.

  • 3
  • 0

Sulter folket fordi de ikke har brød, så giv dem da kager.
Her i vor del af verden kan vi tillade os af de mest fjollede madvaner, uvaner fordi vi har råd.
Men udviklingen går fremad, så tåbelige dronninger mister hovedet og tåbelige trafikanter kommer galt afsted, hvis de ikke respekterer et løbehjuls begrænsninger.
Jeg er aldeles enig med Rene i at en elcykel er et fremragende transport redskab og det samme kan elløbehjul også blive (for folk der bor oppe i etagerne, som ikke ønsker at se deres køretøjer ødelagte og stjålne).

  • 1
  • 2

Hvem ville eje et 25 år gammelt køleskab i dag?

- det ville min kone og jeg!: Nede i kælderen står en udmærket ('Zanussi') fryser, som vi i 1993 anskaffede (i Belgien). I 1997 tog den turen til Vedbæk og tre år senere til Haderslev, hvor den altså nu ufortrødent hjælper os med at forlænge madvarernes brugbarhedsperiode. Vi afrimer den pligtskyldigt, når dét er påkrævet (= ikke ret ofte), og den får lov at køre videre, lige til den 'smider stængerne i vejret'! :)

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten